Når verdens tag smelter
ISEN, DER LAENGE HAR KENDETEGNET SYDASIENS BJERGKAEDER, SMELTER OG DANNER ENORME NYE SØER, SOM SKABER FRYGT FOR KATASTROFALE OVERSVØMMELSER.
Det er et landskab, der ikke ligner noget andet på planeten – de kolossale gletsjere i Himalaya, der i årtusinder er blevet fornyet hver sommer af monsunen, som daekker bjergene med ny sne.
Men tager man den samme flyvetur om 80 år, så er de glitrende isgiganter formentlig vaek.
Tidligere i år offentliggjorde ICIMOD – det internationale center for integreret bjergudvikling – den hidtil mest omfattende analyse af, hvordan klimaaendringer påvirker gletsjerne i Himalaya-, Hindu Kush-, Karakoram- og Pamirbjergene, der sammen danner en bue over Afghanistan, Pakistan, Kina, Indien, Nepal, Bhutan og Myanmar. Afhaengigt af hastigheden på den globale opvarmning vil mellem en tredjedel og to tredjedele af regionens ca. 56.000 gletsjere vaere forsvundet inden 2100, viste analysen.
Det er en alarmerende udsigt for de omkring 1,9 milliarder sydasiater, der er afhaengige af gletsjerne som en vigtig vandkilde – ikke kun til drikkevand og sanitet, men også til landbrug, vandkraft og turisme. Men undersøgelsen så også på et mere umiddelbart problem: Når gletsjerne smelter så hurtigt, hvor løber alt vandet – godt 3850 km3 af det – så hen?
Svaret er, at Himalaya, der laenge har vaeret kendetegnet af gletsjere, hurtigt er ved at blive en bjergkaede kendetegnet af søer. Faktisk fandt et andet studie, at der fra 1990 til 2010 blev dannet over 900 nye gletsjersøer i Asiens høje bjergkaeder. På grund af de afsidesliggende områder er forskere nødt til at forlade sig på satellitter for at taelle dem, og nye søer ser ud til at vokse så hurtigt, at det er vanskeligt for forskningsgrupper at blive enige om det praecise antal.
Når man flyver over Mount Everest, er det som at svaeve over et hav af skarpe hvide tinder, der fortsaetter ud i det uendelige.
“Det hele sker langt hurtigere, end vi forventede for bare fem eller 10 år siden,” siger Alton Byers, der er National Geographic-explorer og geograf ved University of Colorado Boulder.
FOR AT FORSTÅ, HVORDAN DISSE SØER dannes, så forestil dig, at en gletsjer er som en isbulldozer, der langsomt pløjer ned ad siden af et bjerg, fraeser jorden op og efterlader en vold af aflejringer på hver side, idet den bevaeger sig fremad. Disse volde kaldes moraener, og når gletsjere smelter og traekker sig tilbage, fyldes den hulning, der er tilbage, af vand, hvorved moraenerne fungerer som naturlige daemninger.
“Det starter som en raekke smeltevandsdamme, der flyder sammen til en enkelt dam og derefter til en større sø. År for år bliver den større og større, indtil der er dannet en sø med millioner af kubikmeter vand,” forklarer Alton Byers. Når søen fyldes op, kan den løbe over moraenerne, der holder den inddaemmet, og i vaerste fald kan de give efter. Sådan en pludselig og voldsom udstrømning af smeltevand fra en gletsjersø kaldes med et islandsk begreb for et jøkelløb, men der er også et sherpa-ord for det: chhu-gyumha, en katastrofal oversvømmelse.
Et af de mest spektakulaere jøkelløb i Himalaya-bjergene fandt sted i Khumbu-regionen i Nepal den 4. august 1985, da et isskred vaeltede ned af Langmoche-gletsjeren og styrtede i den 1,5 km lange og paereformede Dig-sø.
Søen var sandsynligvis under 25 år gammel – et foto taget i 1961 af den schweiziske kartograf Edwin Schneider viser kun is og aflejringer ved foden af Langmoche. Da isskredet ramte søen, skabte det en 4-6 m høj bølge, der brød gennem moraenen og frigav mere end 5 millioner m3 vand – det svarer omtrent til den maengde, der findes i 2000 OL-svømmebassiner.
Sherpaen, der var vidne til det, beskrev en sort
vandmasse, der langsomt bevaegede sig ned gennem dalen, ledsaget af en højlydt støj som fra mange helikoptere og lugten af friskpløjet jord. Vandmasserne ødelagde 14 broer, ca. 30 huse og et nyt vandkraftvaerk. Ifølge nogle rapporter blev flere mennesker draebt. Ved et heldigt tilfaelde skete det under en festival for den kommende høst, så der var kun få lokale beboere naer floden den dag, hvilket utvivlsomt skånede mange liv.
“Der har altid vaeret jøkelløb,” siger Alton Byers. “Men vi har aldrig set så mange farlige søer opstå på så kort tid. Vi ved så lidt om dem. “Oversvømmelsen fra Dig-søen rettede opmaerksomheden mod andre potentielt farlige søer i hele Himalaya. Øverst på den liste var Rolpa-søen i Rolwaling-dalen i Nepal og Imja-søen naer foden af Mt. Everest, der begge ligger direkte opstrøms fra flere landsbyer på den populaere vandrerute til Everest Base Camp.
I slutningen af 1980’erne begyndte flere forskerhold at undersøge de to søer. Satellitbilleder afslørede, at Imja-søen var blevet dannet efter Dig-søen engang i 1960’erne og ekspanderede med alarmerende fart. En undersøgelse anslog, at søens overfladeareal i perioden 2000-2007 voksede med naesten 10 hektar.
“Udfordringen med gletsjersøer er, at risikoen konstant aendrer sig,” siger Paul Mayewski, der er direktør for Institut for klimaforandring ved University of Maine og leder af en National Geographic og Rolex-ekspedition tidligere i år for at studere Nepals gletsjere. For eksempel er mange moraener, der holder på gletsjersøer, naturligt forstaerket med store isstykker, som er med til at stabilisere strukturen. Hvis isen smelter, kan en tidligere stabil moraene bryde sammen.
Andre trusler lurer under isen. Når isen smelter, kan der inden i en gletsjer på tilbagetog blive udhulet store hulrum, som fyldes med vand. Disse skjulte reservoirer er undertiden forbundet via smeltevandskanaler i isen til damme på overfladen. Når en udvej for reservoiret pludselig åbner sig op, kan snesevis af forbundne damme med ét blive tømt og tilsammen skabe en stor oversvømmelse. Selvom denne type jøkelløb er mindre og mindre ødelaeggende end fra gletsjersøer, forekommer den oftere. Vi ved meget lidt om dem. “Det er ikke så enkelt at finde ud af, hvordan vand strømmer gennem gletsjere,” siger Paul Mayewski.
Men for nu er jøkelløb fra gletsjersøer den primaere bekymring. Alton Byers peger på moraenen ved foden af Khumbu-gletsjeren, hvor der nu ligger en klynge af små damme. “Det er den naeste store sø,” siger han og bemaerker, at moraenen tårner sig op lige over landsbyen Tugla, der er hyppigt besøgt af vandrefolket. “Det er kun et spørgsmål om tid, før den bliver en potentiel risikofaktor.”
Det er vanskeligt for forskere at vurdere faren uden at udføre feltarbejde, hvilket ofte kraever mange dages vandring for at nå fjerntliggende søer, men en undersøgelse fra 2011 identificerede 42 søer i Nepal med høj eller meget høj risiko for oversvømmelse. I hele den større Himalaya-region findes der måske mere end hundrede.
ET ANDET LAND MED EN LANG TRADITION for at håndtere voksende gletsjersøer er det bjergrige Peru, der har mistet op til 50 % af sin gletsjeris i de sidste 30 til 40 år, og hvor tusinder af mennesker er blevet draebt af jøkelløb. Efter at en ødelaeggende oversvømmelse fra Palcacochasøen udslettede en tredjedel af byen Huaraz og draebte omkring 5000 mennesker, begyndte Peru at afprøve nogle banebrydende metoder til delvist at draene farlige gletsjersøer. I dag er snesevis af søer i Peru blevet inddaemmet, og vandstanden saenket – alt imens der er opført vandkraftvaerker og kunstvandingskanaler.
Men det er ikke let at implementere nogle af disse løsninger i Nepal. Den store forskel mellem Peru og Himalaya er logistik, siger John Reynolds, der er specialist i geologiske farer og
Gletsjerne indeholder godt 3850 km3 vand, og det umiddelbare problem for regionens befolkning er derfor: Hvor løber alt det vand hen, når gletsjerne smelter så hurtigt?
hjalp med at saenke vandstanden i Rolpa-søen, som mange anser for den farligste sø i Nepal. “I Peru lå søer stort set aldrig mere end en dagsvandring fra en vej,” siger han. I Nepal “kan det tage fem-seks dage at gå dertil fra den naermeste vej.”
Rolpa-søen ligger så fjernt fra alt, at tungt maskineri måtte flyves ind med helikopter i dele og derpå samles igen. En lille daemning med sluseporte blev bygget, hvorpå ingeniører langsomt begyndte at slippe vand ud fra søen. “Hvis man draener for hurtigt, kan det destabilisere flankerne, isaer moraenerne, der indkapsler søen,” siger John Reynolds. Alt i alt blev vandstanden i Rolpa-søen saenket med over 3,5 m.
I 2016 deltog den nepalesiske haer i et nødprojekt, der draenede Imja-søen for en lignende maengde vand. Ingen af tiltagene har endegyldigt fjernet faren for oversvømmelse, men begge repraesenterer sammen med installeringen af advarselssystemer et positivt skridt.
Ikke alle gletsjersøer udgør en lige stor trussel, og alt imens forskere fortsaetter med at udvikle nye måder at studere søerne på, laerer de at vurdere det reelle risikoniveau, hver sø udgør. I nogle tilfaelde har de fundet, at den opfattede risiko var overdrevet, også i tilfaeldet med Imja-søen. “Der er ingen forbindelse mellem de faktorer, der forårsager et jøkelløb og søens størrelse,” siger John Reynolds. “Det afgørende er, hvordan søens vandmasser interagerer med selve daemningen.”
Og det er ikke kun de store søer, der udgør en trussel, siger den nepalesiske forsker Dhananjay Regmi. “Vi er mere bekymrede for store søer, men de fleste katastrofer i de senere år er udløst af relativt små søer, som vi aldrig forventede det fra.”
Uanset om søerne er små eller store, er der ingen tvivl om, at de betingelser, der kan udløse oversvømmelser, stadig oftere er tilstede i dag. Som John Reynolds påpeger, vil store klippe- og jordskred blive mere almindelige, i takt med at
permafrosten tør op, og hvis de rammer sårbare søer, kunne de udløse oversvømmelser som den, der skete i Khumbu-dalen i 1985.
“Vi er nødt til at udføre integrerede undersøgelser af de geologiske risici i disse dale,” siger John Reynolds. “Jøkelløb er bare en del af puslespillet.”
Dhananjay Regmi ser de mange nye søer som en mulighed for udvikling. “Hver sø har sine egne egenskaber, og hver af dem må behandles forskelligt,” siger han og bemaerker, at nogle kan vaere gode kilder til mineralvand, mens nogle kan vaere gode til at producere vandkraft eller turisme, og andre måske skal forbeholdes religiøse formål.
Alton Byers er optimistisk om de fremskridt, der allerede er gjort. “Det er ikke kun de store infrastrukturprojekter som saenkningen af vandstanden i Imjasøen. Mennesker, der bor i fjerne og højtliggende bjergregioner er stille og roligt i gang med at udvikle deres egen teknologi for at tilpasse sig situationen.”
Han fortaeller, at beboere i Khumbu-dalen er begyndt at bygge trådbure fyldt med sten, der skal aflede oversvømmelser fra at ramme landsbyer. Indsatsen betalte sig i 2016, da en gletsjers smeltevandskanaler udløste en oversvømmelse over landsbyen Chukung. Stenburene holdt stand mod den rivende strøm og førte vandet uden om flere større hytter, og landsbyen blev reddet. □