Biernes skjulte liv
EN FOTOGRAFS EKSPERIMENT MED ET BO MED VILDE BIER AFFØDER HIDTIL USETE BILLEDER, DER VISER, HVORDAN INSEKTERNE FORSVARER SIG, REGULERER TEMPERATUREN OG SOCIALISERER.
Observation af et bo med vilde honningbier afslører hemmelige overlevelseskneb.
Kolonien af honningbier var knap flyttet ind, før den kom under angreb.
Ikke fra varroa-mider, pesticider, pludselig bidød eller nogen af de mange andre farer, som honningbibestande over hele verden nu står over for, men fra store gedehamse – rødøjede kaemper ved siden af de små, behårede honningbier. Hvert udfald tog et splitsekund. Rovdyrene fangede en bi i flugten og fløj vaek med ofret, som senere ville blive skåret op og fodret til gedehamsenes egne forslugne larver.
Én mod én kan en europaeisk honningbi ikke hamle op med en stor gedehams, der er op til 4 cm lang og udstyret med kraftige forkaeber, som er i stand til at klippe mindre insekter i stykker.
I de første dage af belejringen virkede honningbierne hjaelpeløse over for gedehamsene. “Jeg taenkte: ‘Åh, Gud, hvis dette fortsaetter, draeber de hele min koloni,’” fortaeller fotograf Ingo Arndt, hvis have i Langen i Tyskland er vaert for honningbierne.
Men efterhånden som ugen gik, begyndte bierne at vinde terraen. De begyndte at svaerme naer indgangen til boet og skabe en levende barriere af vagter. Hver gang en gedehams fløj for taet på, sprang nogle af forsvarerne på angriberen og tacklede den. På et øjeblik kastede flere honningbier sig oven i bunken og holdt gedehamsen nede.
Inde i denne bi-bold fandt der noget endnu mere bizart sted. Europaeiske honningbier kan aktivere deres flyvemuskler så hurtigt, at deres thorax, eller midtersektion, udstråler små maengder varme. Når en halv snes bier eller flere
giver deres motorer gas på samme tid, kan klyngen markant haeve omgivelsernes temperatur. Biene kogte gedehamsene levende.
“Jeg finder det genialt,” siger den nyligt pensionerede biolog Jürgen Tautz, der har specialiseret sig i honningbier i omkring 25 år ved Universität Würzburg i Tyskland.
Varmefaelden er et magtfuldt våben, men det kan også medføre egenbeskydning. Undertiden dør de inderste bier i bolden sammen med gedehamsen og ofrer sig selv for at forsvare kolonien.
Dette er kun én side af honningbiers adfaerd, som fotograf Ingo Arndt har fanget i ny detaljerigdom i de sidste to år. Han har fotograferet dyreliv i 30 år, men han er ikke insektekspert, så han slog sig sammen med Jürgen Tautz.
Bi versus gedehams-adfaerden er blevet dokumenteret hos beslaegtede arter i Asien og er blevet set af honningbiavlere i Israel og Egypten, men ingen havde nogensinde dokumenteret insektduellen helt, som Ingo Arndt har. “Det er det bedste foto af faenomenet, jeg nogensinde har set,” siger professor Thomas D. Seeley ved Cornell University i USA, der har studeret honningbiers adfaerd og sociale interaktioner i et halvt århundrede.
Efter de første par slag, siger
Ingo Arndt, så han gedehamse og honningbier i kamp op til 10 gange dagligt. Hvis en honningbikoloni er svag, kan gedehamse udslette den, men indtil videre fortsaetter kampen i Ingo Arndts have som en opslidningskrig mellem insekter.
Der er også andre fraktioner i denne saga. Fotografen fortaeller, at honningbier fra kolonier i naerheden ofte angriber reden i hans baghave i et forsøg på at stjaele dens honning, isaer hen mod slutningen af sommeren, når der er faerre blomster at finde.
EFTER AT INGO ARNDT ledsagede et hold forskere gennem skovene i Hainich Nationalpark i Tyskland, hvor de studerede bier i naturen, blev han interesseret i insekterne. Men han indså, at han aldrig rigtig ville afdaekke biernes hemmeligheder ved at iagttage dem i en kunstig kasse konstrueret af mennesker med det formål at udvinde honning. Det, han virkelig ønskede, var at fotografere et naturligt bibo.
Det er imidlertid ikke nogen let bedrift. Selv hvis man – som Ingo Arndt gjorde i 2018 – ifører sig biavlertøj og klatrer 20 m op i traekronerne, hvor bier kan lide at bygge bo, “foregår de mest spaendende aktiviteter inde i traeet,” siger han.
I februar 2019 fik Ingo Arndt tilladelse fra de tyske skovmyndigheder til at tage ind i en lokal skov og fjerne et vaeltet bøgetrae med et forladt sortspaette-redekammer i stammen – et opskattet hjem for europaeiske honningbier. Han skar et stykke af stammen ud og fik det transporteret hjem i sin egen have.
Så gik Ingo Arndt i gang med at bygge et firkantet fotoskjul af krydsfiner op imod den 100 kg tunge traestamme, komplet med lys og et lille vindue, der gjorde det muligt for ham at snige sit makroobjektiv ind gennem bagsiden af redekammeret. Derefter flyttede han dronningen fra en naerliggende koloni af honningbier og placerede hende inde i spaettekammeret. Det eneste, han nu skulle gøre, var at vente i skjulet med fingeren på udløseren.
Få øjeblikke senere landede spejderbier fra dronningens oprindelige koloni på kanten af redekammeret. Flere bier landede og flere endnu, indtil stammen summede med titusinder af de vilde, sociale insekter. Hele kolonien var snart flyttet ind i redekammeret.
I løbet af seks måneder tog Ingo Arndt mere end 60.000 billeder og skabte et portraet af vilde honningbier ulig noget, der er set før.
“Det er det, der gør dette meget specielt,” siger Thomas Seeley. Ornitologer har brugt lignende teknikker til at studere fugle, men ingen, der studerer vilde bier, har gjort dette før.
Hundredvis af timer i skjulet betalte sig. Når det var varmt ude, så Ingo Arndt, hvordan bierne tog gentagne ture til en naerliggende vandkilde, som han havde skabt, hvor de sugede vaesken op med deres sugerørslignende tunger og derefter fløj tilbage til reden. Indenfor gav de vandet videre til en anden gruppe bier, kendt som vandspredere, hvis job det er at gylpe vaesken op på bikagerne, hvor det fordamper og skaber en afkølende effekt. Processen kan blive forstaerket, når andre bier vifter med vingerne for at øge luftstrømmen og få vandet til at fordampe hurtigere.
Honningbier haegter ofte benene sammen, mens de arbejder i deres bo. De levende kaeder er isaer vigtige, mens de bygger bikager, fordi temperaturen skal holdes på mindst 35 °C for at holde bivoksen blød og brugbar.
Fordampningsafkøling er netop også det, der sker, når man sveder og saetter sig foran en vifte.
Når temperaturen udenfor faldt, greb honningbierne fat i hinandens ben for at danne et levende taeppe hen over bikagernes overflade. Jürgen Tautz sammenligner strukturen med en sovepose, men en, hvor vaevningen af stoffet – lavet af sammenhaegtede bier – kan løsnes eller strammes for at justere temperaturen.
I NOGLE TILFAELDE kunne Ingo Arndt og Jürgen Tautz forklare adfaerd, som biavlere laenge har undret sig over. Et mysterium var, hvorfor bier gnaver på traeet i deres kasser uden nogen synlig effekt. De opdagede, at den adfaerd gav bedre mening inde i traeet.
“De skraber alle de løse partikler fri på indersiden af kammeret,” siger Jürgen Tautz.
Adfaerden kan muligvis fjerne potentielle sygdomsfremkaldende mikrober såsom svampe, og skaber en glat overflade, hvorpå andre bier kan påføre propolis. “Propolis er et sekret, der produceres af traeernes knopper om foråret,” siger Jürgen Tautz. “Det er meget klaebrigt, men bierne indsamler det, fordi det er svampe- og bakteriedraebende. Det er en del af skovens apotek.”
Andre øjeblikke blev afbildet for første gang, som da Ingo Arndt fotograferede en honningbi, der åbnede en feromon-udskillende kirtel, mens den fløj. “Ingen har vist det før,” siger Thomas Seeley. Han håber, at disse intime fotos åbner folks øjne for de vilde biers skjulte skønhed.
“Vi er så vant til at se bier eller taenke på bier som nogle, der bor i en firkantet hvid kasse,” siger Thomas Seeley. “Og det er sådan, de lever for biavlere. Men det er ikke sådan, de har levet i millioner af år på egen hånd.” □
Jason Bittel skriver for natgeo.com; dette er hans første artikel i magasinet. Ingo Arndts bog sammen med Jürgen Tautz er netop udkommet (på tysk): Honigbienen – geheimnisvolle Waldbewohner.
I løbet af seks måneder tog Ingo Arndt mere end 60.000 billeder og skabte et portraet af vilde honningbier ulig noget, der er set før.