Verden uden affald

Det lyder umuligt. Men visionen om en cirkulaer økonomi – hvor vi sparer på ressourcerne og genanvender materialer i en uendelighed – inspirerer nu både virksomheder og miljøforkaempere. Kan vi skabe den verden? Har vi råd til at lade vaere?

Ca. to tredjedele af de ressourcer, vi tager fra Jorden, ender som spild og affald – og skaber globale problemer på mange planer. Kan vi skabe en verden, hvor vi sparer på ressourcerne og genanvender alt vores affald i en cirkulaer økonomi? Og har vi råd til at lade vaere?

IAMSTERDAM møder jeg en mand, der viser mig de skjulte understrømme af vores liv – de vaeldige strømme af rå materialer og produkter, der anvendes med så vidunderlig og skadelig effekt af 7,7 milliarder mennesker. Vores faelles stofskifte, så at sige. Det er en kold og klar efterårsmorgen, og jeg sidder i en imponerende murstensbygning ved Oosterpark, et palads af buede korridorer, storslåede trapper og ubrugelige tårne. Det kongelige tropeinstitut blev opført for snart 100 år siden, da hollaenderne stadig hentede kaffe, olie og gummi hjem fra deres koloni i Indonesien, med det formål at forske og fremme handel i kolonierne. Nu huser det flere velgørende organisationer. Den, Marc de Wit arbejder for, hedder Circle Economy og er en del af en summende international bevaegelse, der sigter mod at reformere, hvordan vi har gjort stort set alting i de sidste to århundreder – siden opfindelsen af dampmaskinen, “hvis du har brug for at angive et tidspunkt,” siger han.

Marc de Wit er en 39årig, venlig, lidt pjusket kemiker med briller. Han åbner en pjece og folder et diagram ud, som han kalder “et røntgenbillede af vores globale økonomi”. I modsaetning til naturlige økosystemer, der

kører i cyklusser – planter vokser i jord, dyr spiser planter, afføring genopfylder jord – er den industrielle økonomi stort set lineaer. På diagrammet fosser brede, farvede strømme af de fire typer råstoffer – mineraler, malm, fossilt braendstof og biomasse – fra venstre mod højre, splittes op og flettes sammen, idet de bliver til produkter, der opfylder syv menneskelige behov. Sand går til betonlejlighedskomplekser på seks kontinenter. Metalmalm bliver til skibe, biler og også høstmaskiner (på et enkelt år høstede vi 20,1 milliarder ton biomasse, bare for at brødføde os alle). Fossilt braendstof driver disse køretøjer, holder os varme, bliver til plastic, bliver til alle mulige ting. Den samlede strøm af disse materialer i økonomien i 2015 var på 92,8 milliarder ton.

Så langt, så godt; endda utroligt, hvis man funderer over menneskets arbejdsomhed og opfindsomhed. Det er, hvad der dernaest sker, efter at vores behov er blevet opfyldt, der er problemet – ja, faktisk ophavet til alle miljøproblemer. Marc de Wit peger på den grå tåge i højre side af diagrammet. Den grå tåge er spild.

I 2015, forklarer han, forsvandt ca. to tredjedele af det materiale, vi skrabede op fra planeten, som sand mellem vores fingre. Mere end 61 milliarder ton hårdt udvundet materiale gik tabt; det meste uigenkaldeligt spredt for alle vinde. Plastaffald drev ud i floder og hav; det samme gjorde nitrater og fosfater, udvasket fra gødede marker. En tredjedel af al mad rådnede op, alt imens Amazonas blev afskovet for at producere mere. Uanset hvilket miljøproblem, man kan komme i tanker om, er der chancer for, at det er forbundet med spild. Det gaelder også klimaaendringer: De sker, fordi vi forbraender fossilt braendstof og spreder restproduktet – CO2 – ud i atmosfaeren.

Det lyder måske skørt, men mens Marc de Wit gennemgår tallene med mig, føles det som en åbenbaring. Der er en altomfattende, opløftende klarhed over det snirklede diagram, over måden, hvorpå det definerer opgaven. Ja, erklaerer det, de trusler, vi står over for, er mangfoldige og overvaeldende. Ja, de er globale i omfang. Men for at kommer overens på denne Jord, skal vi i virkeligheden bare gøre en ting: Holde op med at spilde så meget af den. Marc de Wit peger på en tynd pil, der cirkler tilbage fra højre mod venstre langs bunden af diagrammet, og som repraesenterer alt det materiale, vi i 2015 formåede at indfange gennem genanvendelse, kompostering osv. Det var kun 8,4 milliarder ton: bare 9 % af den samlede maengde.

“Den cirkulaere kløft”, som Marc de Wit og hans kolleger kaldte det, da de praesenterede deres rapport på World Economic Forum i Davos i 2018, er relativt ny i menneskehedens historie. Den begyndte med vores industrielle brug af fossilt braendstof i 1700-tallet. Indtil da foregik det meste af al menneskelig produktivitet ved muskelkraft, enten fra mennesker eller dyr. Det kraevede hårdt arbejde at dyrke ting, lave ting og transportere ting, hvilket gjorde dem vaerdifulde. Vores begraensede fysiske energi begraensede også, hvor stor en ridse, vi kunne lave i kloden. Den fastholdt også de fleste af os i fattigdom.

Billig energi fra fossilt braendstof, koncentreret af geologisk tid og tryk i lag af kul eller bassiner af olie, forandrede alt det. Det gjorde det lettere at udvinde råstoffer hvor som helst, transportere dem til fabrikker og sende deres varer videre overalt. Fossilt braendstof fik vores muligheder til at eksplodere – og processen intensiveres stadig. I det sidste halve århundrede, hvor verdens befolkning er mere end fordoblet, er maengden af materiale, der flyder gennem det økonomiske system, blevet mere end tredoblet. “Vi naermer os smertegraensen,” siger Marc de Wit.

I det samme halve århundrede har miljøforkaempere advaret om graenserne for vaekst. Den nye “cirkulaere økonomi”-bevaegelse er anderledes. Det er en samling strategier – nogle gamle, som reduktion, genbrug og genanvendelse, og nogle nye, som at leje ting frem for at eje – der tilsammen har til hensigt at omforme den globale økonomi for at eliminere affald. Hensigten er ikke at stoppe vaeksten, men at bøje den måde, vi gør tingene på, tilbage i harmoni med naturen, så vaeksten kan fortsaette. “Velstand i en verden af begraensede ressourcer,” som EU’s miljøkommissaer Janez Potočnik engang udtrykte det i forordet til en rapport fra Ellen MacArthur Foundation. Ifølge rapporten kunne den cirkulaere økonomi give europaeiske virksomheder en besparelse på op imod 4,2 billioner kr. om året.

Ideen vinder frem, isaer i Europa – det lille, overbefolkede, rige, men ressourcefattige kontinent. EU investerer milliarder i strategien. Holland har sat sig for at indføre en cirkulaer økonomi inden 2050. Amsterdam, Paris og London har alle planer. Da jeg spørger Wayne Hubbard, der leder Londons affalds- og genbrugsstyrelse, om den cirkulaere økonomi kan blive en realitet, svarer han: “Det skal det.”

En mand, der afgjort mener, at det kan ske, og hvis arbejde har vist sig at vaere en åbenbaring

for mange, er den amerikanske arkitekt William McDonough. Sammen med den tyske kemiker Michael Braungart skrev han i 2002 den visionaere bog Cradle to Cradle (Vugge til vugge), der fremfører, at produkter og økonomiske processer kunne konstrueres på en sådan måde, at alt affald bliver råstof til noget andet. Før jeg rejste til Europa, foretog jeg en pilgrimsrejse til William McDonoughs kontor i Charlottesville, Virginia. Vores samtale sprang rundt fra hans opvaekst i Tokyo over Platon, Aristoteles og Buckminster Fuller, før det endelig lykkedes mig at stille ham det nagende spørgsmål: Er al denne snak om at eliminere affald bare et luftkastel?

“Det er absolut et luftkastel, ingen tvivl om det,” sagde William McDonough. “Vi har brug for luftkasteller for at skubbe os fremad. Husk bare, hvad Leibniz sagde.”

Jeg huskede ikke meget om den tyske filosof. “Leibniz sagde: ‘Hvis det er muligt, så eksisterer det.’ Og jeg siger: ‘Hvis vi kan få det til at eksistere, så er det muligt.’”

Var det en tautologi? Var det klogt? Sagde Leibniz virkelig det? Det var under alle omstaendigheder fascinerende. Snart efter bragte jeg min ødelagte gamle rullekuffert til reparation (meget cirkulaert sammenlignet med at købe en ny), og drog afsted for at se, hvilke beviser jeg kunne finde for den cirkulaere økonomi.

Metal

DE FØRSTE SMÅ BRUD på vores naturlige cirkulaere levevis foregik faktisk før den industrielle revolution i 1700-tallet. Ud over at smide uhaemmet om sig med ødelagte amforaer var romerne banebrydende med at indføre en belastet opfindelse: kloakker. Det vil sige, at de kanaliserede menneskeafføring ud i floder i stedet for at returnere det til marker, hvor de naeringsstoffer – som enhver cirkularitets-fan vil fortaelle dig – hører hjemme. Romerne udvandt, ligesom fønikerne før dem, også kobber fra de rige forekomster ved Río Tinto i Spanien. Men de genanvendte også: De smeltede bronzestatuer fra erobrede folkeslag om til våben. Kobber har altid vaeret et hovedmål for genanvendelse. Sammenlignet med spildevand er det en knap og vaerdifuld ressource.

På pladsen foran Aurubis-koncernens kobbervaerk i Lünen i Ruhr-regionen i Vesttyskland står en stor bronzebuste af Lenin i et blomsterbed – en souvenir fra de mange Lenin-skulpturer fra det kommunistiske Østtyskland, der er blevet omsmeltet her, efter at Øst og Vest blev genforenet i 1990. Aurubis er Europas største kobberproducent og desuden førende i verden i genanvendelse af kobber. Da Lünen-anlaegget blev bygget i 1916, mens første verdenskrig var på sit højeste, var kobber til granathylstre en mangelvare, og tyskerne tog bronzeklokkerne ned fra kirketårnene. “Siden da har dette anlaeg udelukkende arbejdet med genanvendelse,” siger vice-fabriksleder Detlev Laser.

I modsaetning til plastic kan kobber genanvendes på ubestemt tid uden at miste kvalitet – det er et perfekt cirkulaert materiale. Lünen-anlaegget forarbejder stadig kobber i løs vaegt, for det meste rør og kabler, men det har vaeret nødt til at tilpasse sig affald med meget lavere koncentrationer. Da Europa har erstattet lossepladser med kommunale forbraendingsanlaeg, dukker der meget slagge op, som indeholder metalstumper – “fordi nogen smed deres mobiltelefon i skraldespanden” i stedet for at sende den til genanvendelse, siger Detlev Laser.

Sammen med anlaeggets miljøchef Hendrik Roth overvaerer jeg en gravemaskine smide spandfulde af elektronisk skrot, inklusive baerbare computere, på et skrånende samlebånd, der baerer det hen mod en makuleringsmaskine – det første af mere end en halv snes trin i den forvirrende og øredøvende sorteringsproces. Ved en station kører et samlebånd hastigt forbi med stumper af kredsløbsplader. Nogle falder ned i en afgrund; andre springer som ved egen kraft op på et bånd oven over. Hendrik Roth forklarer, at et kamerasystem beslutter, om hvert stykke indeholder metal – og hvis ikke, aktiveres en luftstrøm under stykket lige i det rette øjeblik.

Aurubis saelger det aluminium og plast, som genindvindes, til andre industrier; kobber og andre ikke-jernholdige metaller ryger i koncernens egne ovne.

På verdensplan genanvendes kun ca. en femtedel af al elektronisk skrot, viser en FN-rapport fra 2017. Aurubis tager endda forsendelser fra USA. “Men jeg undrer mig nogle gange over, hvorfor et så højt industrialiseret land ville opgive så store ressourcer,” siger Hendrik Roth. “De sidder på milliarder.” Det er begyndt at aendre sig. Apple opfordrer for eksempel sine kunder til at bytte deres gamle iPhones; en intelligent robot i Texas demonterer dem og udtraekker materialer til nye apparater.

Kobber er bare et eksempel på en generel udfordring: Der er en graense for, hvad selv en omfattende genanvendelse kan opnå. Hos Aurubis udgør genanvendt kobber kun en tredjedel af produktionen; resten kommer stadig fra miner. Verdens kobberproduktion er firdoblet i det sidste halve århundrede og vokser stadig. De teknologier, vi har brug for, for at gøre os uafhaengig af fossilt braendstof, kraever meget kobber; en enkelt gigantisk vindmølle bruger ca. 30 ton.

“Efterspørgslen vokser,” siger Detlev Laser. “Det kan du aldrig daekke med genanvendelse.” Den cirkulaere økonomi kommer til at kraeve andre strategier.

Tøj

LOGOET FOR velgørenhedsorganisationen Ellen MacArthur Foundation består af tre cirkler inde i hverandre og er også trykt på Dame Ellens blågrønne haettetrøje, da vi mødes i hendes hovedkvarter på Isle of Wight. I 2005 sejlede den da 28-årige englaender verden rundt på en 23 m lang trimaran på en rekordtid på lidt over 71 dage – alene. Hun havde taget mad med til 72 dage, havde sejlet om kap med uvejr ud for Antarktis og repareret en ødelagt generator. Hun vendte hjem med en intuitiv bevidsthed om vores begraensede ressourcer.

Hvorfor var det ikke noget, alle talte om? taenkte hun. Hun opgav kapsejlads og udnyttede i stedet sin berømmelse til at få adgang til virksomhedsbestyrelser – “det ville vaere spild ikke at bruge det,” siger hun – for at grundlaegge en organisation, der har gjort mere end nogen anden for at fremme en cirkulaer økonomi ved hjaelp af et hierarki af strategier (se diagrammet på side 49). Den bedste er den enkleste: Spild mindre ved at blive ved med at bruge det.

Det valg slår mange mennesker hårdest foran deres klaedeskabe. Fra 2000 til 2015, mens verdens befolkning voksede med en femtedel, blev tøjproduktionen fordoblet, viser en rapport fra Ellen MacArthur Foundation, takket vaere eksplosionen af “hurtig mode”. Med så meget billigt tøj, anslog rapporten, at et gennemsnitligt stykke tøj blev båret en tredjedel faerre gange i 2015. Det år blev der globalt set smidt tøj ud til en vaerdi af mere end 3 billioner kr.

Jorik Boer lever af at redde nogle af dem. Han leder det hollandske familiefirma Boer Group, der for 100 år siden begyndte med, at hans oldefar indsamlede gamle klude, metal og papir i en vogn på Rotterdams gader. I dag leder Jorik Boer fem anlaeg i Holland, Belgien, Frankrig og Tyskland. Tilsammen indsamler og sorterer de op imod 425 ton kasseret tøj om dagen, som videresaelges til genbrug eller genanvendelse.

Folk har en fejlagtig idé om, hvad der sker, når de laegger tøj i en genbrugscontainer, siger Jorik Boer; de tror, at tøjet bliver givet direkte til traengende mennesker. Hvad der normalt sker i stedet er, at virksomheder som Boer køber det donerede tøj og sorterer og videresaelger det – over hele verden.

“Man har brug for en masse erfaring for at vide, hvor man kan saelge og genbruge tøj,” siger Jorik Boer. Gennem vinduet bag ham kan jeg se de hurtige, rutinerede bevaegelser af kvinder, der hiver tøj af samlebånd, kortvarigt undersøger hvert stykke, vender sig og smider det i en af ca. 60 saekke. Hver kvinde sorterer naesten 3 ton om dagen, siger Jorik Boer. De skal have et godt blik for mode – isaer for de bedste ting, som kun udgør 5-10 % af den samlede maengde og skaber det meste af Jorik Boers fortjeneste. I Rusland og Østeuropa kan vaerdifulde genstande som kvinders undertøj hente op til 37 kr. pr. kg. Materiale af lavere kvalitet sendes som regel i 55 kilos baller til Afrika, hvor det saelges for så lidt som 3,5 kr. pr. kg.

På et tidspunkt ser Jorik Boer på min grå jakke, som jeg føler mig ganke selvsikker i; han kan ikke se blaekpletterne på inderlommen. “Vi kan ikke saelge din jakke nogen steder,” indskyder han muntert og uopfordret. “Ingen i verden ville købe den.” Faktisk skulle han betale nogen for at tage min umoderne jakke, tilføjer han.

Men de køber brugt undertøj? siger jeg lettere fornaermet. “Det er rent, brugt undertøj,” svarer Jorik Boer. Folk donerer normalt ikke beskidt tøj.

Nu om dage får han mere tøj, end han kan håndtere, mest fra Tyskland, som indsamler 75 % af sit kasserede tøj: De lokale byråd er kommet med på vognen. Han kan ikke finde nok kvalificeret arbejdskraft. Ved T-shirt-sorteringsstationen bemaerker jeg en aeldre mand. “Det er min far,” forklarer Jorik Boer. Marinus, den pensionerede administrerende direktør, giver stadig en hånd med. Han elsker arbejdet.

Boer-familiens største bekymring er, hvordan tøjbranchen aendrer sig. Lige nu er virksomheden i stand til at videresaelge 60 % af, hvad den indsamler. Tøj, der bliver genbrugt er bedre for

planeten – materialet og energien, der gik til at fremstille dem, behøver ikke at blive udskiftet – og også for Boer Group. “Det er det, der finansierer hele denne forretning,” siger han.

De øvrige 40 % – tøj, ingen ønsker – genanvendes som karklude eller strimles til isolerings-materiale eller madrasfyld. Noget forbraendes. Den genanvendte andel omfatter i stigende grad billigt fremstillet, udslidt tøj. Jorik Boer taber penge på naesten det hele. Hurtig mode kan ende med at saette ham ud af drift, siger han.

Der er en form for genanvendelse, han får en beskeden fortjeneste på. I årtier har Boer sendt uldtrøjer og andet løs strik til virksomheder i Prato, Italien, der mekanisk lirker uldtrådene fra hinanden og genindvinder lange fibre, der kan blive til så godt som nyt tøj. Vaevet bomuld eller polyester kan ikke genanvendes på den måde; fibrene ender med at vaere for korte. En håndfuld nystartede virksomheder arbejder på teknologi til kemisk genanvendelse af disse fibre. For at fremme den udvikling mener Jorik Boer, at EU bør indføre regler om, at nyt tøj skal indeholde for eksempel 20 % genanvendte fibre. “Om 10 år er den der,” siger Jorik Boer. “Det skal den vaere.”

Hos Ellen MacArthur hører jeg entusiasme for en anden forretningsmodel, som måske kan fremme en cirkulaer tankegang i mange økonomiske sektorer – baseret på at leje frem for at eje. Rent the Runway og andre digitale tøjudlejningsfirmaer udgør indtil videre under 10 % af det globale modemarked, men de vokser hastigt.

I teorien er det mere baeredygtigt at leje: Hvis mange deler den samme vare, er der måske behov for mindre tøj generelt. I praksis er det ikke sikkert; kunder føjer måske bare leje af luksusvarer til deres eksisterende garderobe. Leje vil med sikkerhed skabe mere pakning, forsendelse og rensning. Journalist Elizabeth Cline, der har skrevet to bøger om hurtig mode, har for nylig forsøgt at veje fordele og ulemper. “At baere det, der allerede er i dit klaedeskab, er den mest baeredygtige måde at klaede sig på,” konkluderer hun.

Mad

FOLK KAN IKKE GÅ CIRKULAERT på egen hånd; systemet er nødt til at blive aendret. Men individuelle valg gør en forskel. “Det handler om at forbruge mindre til at begynde med,” siger Liz Goodwin fra World Resources Institute.

I 2008 stod Handlingsprogrammet for affald og ressourcer (WRAP), som Lis Goodwon ledede dengang, for en af de første store undersøgelser af madspild. Den almennyttige organisation undersøgte mere end 2100 britiske familier, der havde givet tilladelse til at lade inspektører gennemgå deres skrald og veje hver eneste madrest. “Totalt chokerende,” fortaeller Liz Goodwin. “Vi fandt hele kyllinger i deres indpakning.” Naesten halvdelen af al salat og en fjerdedel af al frugt endte i skraldespanden, og det samme gjorde ca. 360.000 ton kartofler om året. Samlet set smed briterne hver tredje pose med dagligvarer ud.

Det skulle vise sig, at briterne ikke er alene på det punkt. På globalt plan spildes omkring en tredjedel af al mad til en årlig vaerdi af naesten 6,7 billioner kr., fortaeller WRAP’s globale direktør, Richard Swannell. Over middag på en restaurant i Oxford, hvor vi begge sørger for at spise op, forklarer han, at ingen før WRAP-undersøgelsen var klar over, hvor meget mad – og hvor mange penge – der gik til spilde i Storbritannien.

WRAP lancerede en positiv PR-kampagne (“Elsk mad, had spild”), der samarbejdede med kvindegrupper om at formidle tips til at redde mad. (En favorit var ideer til at lave forskellige slags toast af tørt brød). WRAP overtalte også dagligvarekaeder til at indføre nogle enkle foranstaltninger: Klarere, udvidede “Bedst før”-datoer; mindre pakker, der kunne genlukkes; og ikke flere “køb en, få en gratis”-kampagner på letfordaervelige madvarer. Det var kedelige tiltag, glemt sund fornuft, men det virkede. I 2012 var maengden af spiselig madspild i Storbritannien faldet med en femtedel. “Vi har set enorme fremskridt,” siger Richard Swannell.

Fremskridtet er gået i stå på det seneste, men ingen troede nogensinde, at sund fornuft alene kunne stoppe madspild. Kunstig intelligens er måske påkraevet. Fra en ombygget victoriansk møbelfabrik i Shoreditch i London promoverer Marc Zornes, der er administrerende direktør for Winnow, en højteknologisk løsning, som hans

ivaerksaettervirksomhed allerede har installeret i 1300 restaurantkøkkener: smart-skraldespande.

Marc Zornes demonstrerer en i sit mødelokale ved hjaelp af et kyllingelår af plastic. Hver gang en kok eller tjener smider en gryde eller et fad mad i en Winnow-skraldespand, vejes den tilføjede vaegt, og et kamera tager et foto. Den kunstige intelligens-software identificerer det nye skrald – hos Ikea har den laert at skelne mellem tre forskellige slags kødboller – og viser prisen.

Marc Zornes haevder, at hans kunder ofte halverer deres madspild ved at lytte til deres skraldespande. Morgenbuffeter er berygtede, siger han; de fleste rester bliver kasseret. “Når man begynder at måle problemets omfang, begynder man at håndtere det.” Man laver mindre af det, man smider ud.

Et par dage senere i Amsterdam ankommer jeg til restauranten InStock, der skaber ambitiøs madlavning fra overskudsmad. I et nøgent, men hyggeligt oplyst rum saetter jeg mig under et traeskilt, der opgør maengden af “reddet mad”: 780.054 kg. En af medstifterne, Freke van Nimwegen, står i baren og tjekker regnskaber. Hun saetter sig sammen med mig og fortaeller sin historie, mens min flerrettersmenu gennemgår sine faser.

Freke Van Nimwegen havde vaeret faerdiguddannet i to år fra handelsskolen og arbejdede for Hollands største supermarkedkaede Albert Heijn, da hun opdagede problemet med madspild. Som assisterende butikschef ønskede hun at gøre noget ved det, men det kunne hun ikke – fødevarebanker tog måske imod noget brød, men ikke alt frugt og grønt. Hun og to kolleger fik idéen til InStock i 2014 og overtalte butikskaeden til at støtte den. Det har siden udviklet sig fra en pop-up-restaurant til denne restaurant og to andre i Utrecht og Haag.

“Det er ikke, fordi vi havde en drøm om at starte en restaurantkaede,” siger hun. “Slet ikke. Vi ville gøre noget ved madspild.”

Min hovedret ankommer: Kentucky Fried gåse-nuggets. “Pas på, der kan vaere hagl i kødet,” siger tjeneren. Schiphol Lufthavn, forklarer Freke van Nimwegen, har ansat jaegere til at skyde vilde gaes, der ellers kan blive et problem i jetmotorerne. De døde fugle blev tidligere braendt; nu kommer de her. Mine nuggets er seje, men velsmagende og fri for hagl. Med auberginechutney og rød peber-coulis glider de let ned.

Kokkene hos InStock improviserer med, hvad de end får. Fødevarerne kommer fra Albert Heijn, men også fra producenter, herunder landmaend.

“Det er let at pege fingre af supermarkedet,” siger Freke van Nimwegen. “Hele forsyningskaeden, inklusive kunden – alle vil have alt på lager. Vi er dybest set bare forkaelede. Virksomheder vil ikke sige ‘nej’. Så de vil altid have lidt for meget.”

I 2018 begyndte InStock at levere overskydende mad til andre restauranter. Freke Van Nimwegens prioritet er nu at få kontrakter til at levere til virksomhedscafeterier. “Det vigtigste for os er at skabe volumen,” siger hun. “Den slags steder har tusind mennesker, der har brug for frokost.” Ifølge en regeringsrapport har hollaenderne formået at mindske madspild med 29 % siden 2010, endnu mere end briterne.

Desserten er en fabelagtigt skum af baer og kirsebaer, pocheret i rødvin fra flasker, der har stået åben for laenge i baren. Regningen ankommer i en legetøjsindkøbsvogn fyldt med uformelig frugt: en flad fersken og en meget tynd paere. Jeg stikker dem i lommen som supplement til de frokoster, jeg vil redde fra morgenbuffeten og, med en behagelig følelse af at vaere blevet både mere bevidst og bespist, cykler jeg tilbage til mit hotel gennem Amsterdams tågede aften.

Muligheder

DER SKAL MEGET ANDERLEDES TAENKNING til for at slippe ud af den lineaere økonomis faelde og tilbage til en økonomi modelleret efter naturens forbillede. I København tager jeg en afstikker for at beundre det nye kommunale forbraendingsanlaeg, der omdanner affald til energi og helt sikkert afviger fra normen: Der er bygget en helårs-skibakke på kraftvaerkets skrå tag. Men min egentlige destination er Kalundborg, som er noget af et ikon for cirkulaer økonomi.

Dér sidder jeg i et trangt mødelokale med lederne af 11 industrianlaeg, alle separate virksomheder, der har indgået et usaedvanligt samarbejde: De bruger hinandens spild. Formanden for gruppen, Michael Hallgren, er direktør for Novo Nordisk i Kalundborg, som leverer halvdelen af verdens insulin – og sammen med søsterselskabet Novozymes 300.000 ton brugt gaer. Denne gaerslam transporteres til et biogasanlaeg, hvor mikrober omdanner det til nok biogas til 6000 hjem og nok gødning til naesten 20.000 hektarer. Det er blot den seneste af 22 udvekslinger af restprodukter – vand, energi eller materialer – der udgør Kalundborg Symbiose.

Det var ikke planlagt, siger Kalundborgs symbiosekoordinator Lisbeth Randers; det voksede frem hen over fire årtier, en bilateral aftale ad gangen. Gipspladevirksomheden Gyproc flyttede til Kalundborg, til dels fordi overskudsgassen fra Statoils raffinaderi var tilgaengelig som en billig energikilde; senere hentede virksomheden gips fra det naerliggende kulfyrede Asnaesvaerk, der fremstillede det som et restprodukt fra rensningen af kraftvaerkets røg for svovldioxid. Intet af dette skete primaert af miljømaessige årsager – men Kalundborg Symbiose reducerer CO2udslippet med 635.000 ton om året og sparer samarbejdsparterne for i alt 180 millioner kr. Michael Hallgren fører nu tilsyn med opførelsen af et insulinanlaeg i Clayton, North Carolina i USA. “Jeg har en drøm om, at jeg kan få en symbiose til at fungere i Clayton,” siger han.

I de bølgende marker i Westfalen i Tyskland, der er hjemsted for en berømt slags skinke, og, ikke overraskende, mange svin, møder jeg en kvinde, der uden nogen ingeniøruddannelse har udformet en løsning i industriel målestok på et af regionens største problemer: for meget svinegylle. Nitrat, der udvaskes fra overgødede marker, har forurenet grundvandet i ca. en fjerdedel af Tyskland. En landmand omkring byen Velen, hvor jeg møder Doris Nienhaus, bruger typisk omkring 270.000 kr. om året på at køre naesten 2000 m3 gylle mere end 150 km vaek til en mark, der ikke allerede er gødet. “På et tidspunkt vil det ikke vaere økonomisk rentabelt,” siger Doris Nienhaus.

Hendes løsning er en ny type biogasanlaeg, der udvinder de grundlaeggende naeringsstoffer – fosfor, kvaelstof og kalium – fra gylle. Doris Nienhaus, der tidligere arbejdede for den regionale landbrugsforening og har opdraettet svin, overtalte 90 landmaend til at investere over 56 millioner kr. i anlaegget. Gylle fra deres landbrug nedbrydes af mikrober, og den resulterende biogas giver braendstof til en generator, der driver anlaegget, samt overskydende elektricitet, der saelges til elnettet. Hurtige centrifuger, en specialudviklet polymer og varme ovne separerer biomassen i en brun vaeske, rig på kvaelstof og kalium, og et tørstof, der indeholder 35 % fosfor. Alt det bliver solgt; anlaegget producerer intet affald, siger Doris Nienhaus. Da jeg besøger hende, er anlaegget i forsøgsfasen. Doris Nienhaus fremviser sit første parti af fosfor i en lille hvid skål, som granulater fra et guldfund.

Engang havde alle landbrug en cirkulaer økonomi, hvor hver landmand kun holdt så mange husdyr, som hans eller hendes jord kunne give foder til, og de dyr gav ikke mere gødning, end jorden kunne tage. Det industrielle landbrug brød denne cirkel. For et par år siden tilbragte jeg noget tid på en opfedningsbedrift for kvaeg i Texas; det var dér, jeg begyndte at spekulere på den cirkulaere økonomi. Jeg så tog med 110 vogne fyldt med majs fra Iowa rumle ind i Hereford i Texas, og jeg så bjerge af gødning ved opfedningsbedriften, der ventede på at blive sendt ud til lokale gårde. Burde det ikke vende tilbage til Iowa for at gøde majsmarkerne, spurgte jeg? For dyrt, var svaret – men hvis et anlaeg som Doris Nienhaus’ var der, ville det kun vaere naeringsstofferne, der skulle sendes. Måske kunne cirklen blive sluttet igen.

Da Eben Bayer opfandt sin nye ting i 2006, var han ingeniørstuderende ved Rensselaer Polytechnic Institute i Troy, New York. Han havde laest Cradle to Cradle, og i faget opfindelse, hvor man laerte at taenke ud af boksen, funderede han over en løsning på den giftige lim i spånplader eller glasfiber. Under sin opvaekst på en gård i Vermont havde Eben Bayer brugt mange timer på at skovle traeflis ind i en ovn for at fremstille ahornsirup. Traeflisene klistrede ofte sammen, fordi de var blevet koloniseret af mycelium – det taette net af mikroskopiske fibre, der udgør svampes rødder. Eben Bayer spekulerede på, om svampe kunne frembringe en ufarlig lim.

Det første produkt, han og hans partner Gavin McIntyre lavede i det firma, de grundlagde – Ecovative Design – var emballage. De podede malede hampfibre eller traeflis med små maengder mycelium, hvorpå de bittesmå, hvide rødder udfyldte mellemrummene mellem partiklerne, så de indkapslede og limede dem sammen. De fandt ud af, at materialet kunne dyrkes i forme i enhver taenkelig form. Det holder op med at vokse, når man udtørrer det – og når man er faerdig med det, kan det komposteres. I det sidste årti har Ecovative fremstillet mere end 450.000 kg emballage for kunder, der er villige til at betale lidt ekstra for at vaere baeredygtige.

På det seneste er de gået videre til større ting – ting, der består helt af svampe. I jorden vokser mycelium i lag af net, men når det rammer luften, begynder det at danne svampe. Ecovative har opdaget, hvordan man narrer mycelium til at vokse i et hybridmønster, hvor det danner faste mikrolag en efter en oven på hinanden. “Det er ligesom en biologisk 3Dprinter,” siger Eben Bayer. Med finansiering fra investorer og

naesten 62 millioner kr. fra det amerikanske forsvars afdeling for avanceret forskning udvider Ecovative nu sit laboratorium for at finde ud af, hvordan man kan dyrke alle mulige ting – skosåler, vegansk laeder, spiseligt stillads, kunstige bøffer – med mycelium. I 2018 lavede designer Stella McCartney en håndtaske af materialet.

I vugge-til-vugge-visionen findes affald ikke engang som et koncept. Hvert materiale er enten en veludtaenkt “teknisk ressource”, der er i stand til at blive genanvendt i det uendelige, eller en “biologisk ressource”, der er sikkert at spise eller kompostere. Eben Bayer deler det synspunkt – men han satser på, at de fleste ting i fremtiden vil vaere biologiske. “Biologisk afledte materialer passer allerede ind i den måde, Jorden fungerer på,” siger han. “Rumskib Jorden kan nedbryde det stof.”

På godt og ondt

ALT DET AFFALD, VI SKABER , er ikke et tegn på, at vi er onde. Det er et tegn på, at vi er lidt dumme. Da jeg møder Michael Braungart i Hamborg, kan han naesten ikke vente på, at jeg får åbnet min notesbog, før han fremfører den vigtige pointe. Han begyndte sin karriere som Greenpeace-aktivist og organiserede protester mod kemivirksomheder. Siden har han vaeret konsulent for mange koncerner. “Vi kaemper med vugge-til-vugge-tankesaettet mod en kulturarv, der er vokset ud af religiøs tro,” siger han. Den arv, religionen har videregivet til miljøbevaegelsen, siger Braungart, er ideen om, at naturen er god, og at mennesker, i kraft af vores indvirkning på den, er grundlaeggende onde – det bedste, vi kan gøre, er at begraense skaden. I Michael Braungarts øjne er det både vildledende og uambitiøst. Han er en miljøforkaemper, der ligesom kemikere og ingeniører mener, at vi kan forbedre naturen. Han designede engang en biologisk nedbrydelig ispinde-indpakning, der var implanteret med vilde blomsterfrø. Hvis man smed den fra sig, blomstrede den op i skønhed.

Uden for Amsterdam besøger jeg en kontorpark på 9 hektarer, som Wiliam McDonoughs firma har tegnet, og Michael Braungart har hjulpet med at vaelge materialer til. Omkring tre fjerdedele af Park 20/20, som den hedder, står nu faerdig, og det er allerede en grøn og behagelig kontorpark. Fasaderne er varierede og opfindsomme, solen oplyser de indbydende rum, al energiforsyning er vedvarende, spildevandet renses og genanvendes. Et af kontorparkens sejeste traek er mindre åbenlys: I stedet for de saedvanlige gulve af betonplader har bygningerne tyndere, hule gulve med stålafstivere. Det har gjort det muligt at indføje syv etager på seks etagers normale højde med et 30 % mindre materialeforbrug.

Om vinteren flyder varmt vand fra den naerliggende kanal, der er blevet opbevaret under jorden siden den foregående sommer, gennem rør i hver etages gulv og opvarmer rummet ovenfor; om sommeren flyder køligt kanalvand fra den foregående vinter gennem rør i hvert loft og afkøler rummet nedenfor. Og i modsaetning til betonplader er de praefabrikerede gulv-loft-sektioner designet til at blive adskilt og genanvendt, hvis bygningen skal omstruktureres eller rives ned. Bygningerne i Park 20/20 er “materialebanker” – hvorimod byggematerialer andre steder udgør den største affaldsstrøm, der flyder til lossepladser.

Jeg husker den gamle film Diner, hvor Mickey Rourkes karakter hen mod slutningen siger: “Hvis man ikke har gode drømme ... har man mareridt”, mens han og hans unge venner begiver sig ud i uvisheden. Måske vil de vokse op og klare sig, måske ikke. Og måske, taenker jeg, er hele vores art i den situation – vi har brug for en drøm at styre efter for at undgå mareridtet.

Den cirkulaere økonomi er en drøm, der inspirerer mange til at gøre seje ting. Men der er bare en hage: Den er ikke ved at blive en realitet. Hvis man ser bort fra lyspunkterne og fokuserer på de kedelige tal, som Marc de Wit viste mig, står det klart, at “den cirkulaere kløft” vokser frem for at blive mindre. Vores brug af naturressourcer vil meget muligt vaere fordoblet i 2050. Vores CO2-udledninger stiger stadig. “Alle indikatorerne går den forkerte vej.” siger Marc de Wit.

Som de andre optimister, jeg møder, satser Marc de Wit på, at alting kommer med tiden. Det vil tage et enormt kulturskift, på niveau med den industrielle revolution, at opbygge en cirkulaer økonomi. “Der er brug for udholdenhed,” siger Marc de Wit. “Jeg mener ikke, at vi kan gøre det med den nuvaerende generation ved magten.” Det er min generation, men jeg tager det nu ikke personligt. Ja, sandsynligvis ligger vi i mulden, før den cirkulaere økonomi ankommer. Men så giver vi den en hjaelpende hånd på den måde. □

Luca Locatellis billeder af hollandsk landbrug fra National Geographic nr. 9/2017 er udstillet på Guggenheim Museum i New York. Seniorredaktør Robert Kunzig skrev om byer i nr. 4/2019.