En frisk start
Hvordan er det gået pigerne i Nigeria, der undslap kidnapperne fra Boko Haram?
Esther Usman står bag kollegiet i det nordøstlige Nigeria, hvor hun og mere end hundrede andre elever fra Chibok bor og studerer. De unge kvinder forbereder sig på at blive optaget på universitetet og planlaegger karrierer inden for erhvervslivet, medicin og menneskerettigheder.
PATIENCE BULUS OG ESTHER JOSHUA HOLDT HINANDEN I HÅNDEN, DA DE BLEV TRUET MED GEVAERER TIL AT MARCHERE UD AF DERES SOVESAL DEN NAT.
De mistede taget på hinanden, da de blev stuvet sammen på ladet af en åben lastvogn. Midt i flokken af bange elever kunne Patience høre Esthers blide stemme spørge: “Hvad vil der ske med os?”
Så var der nogen, der sprang over siden. Pludselig var der andre piger, der tumlede ud i mørket, villige til at risikere at blive skudt eller fare vild i den ukendte skov for at flygte fra deres bortførere. Patience kiggede ved siden af sig, men Esther var blevet trukket laengere ind i lastvognen. Patience skubbede sig vej til kanten og sprang uden Esther.
I fem år havde en oprørsgruppe i det nordøstlige Nigeria terroriseret regionen og lukket skolerne. Den statslige gymnasieskole for piger i Chibok var genåbnet i april 2014, for at eleverne kunne tage deres afsluttende eksamen. I en region, hvor mindre end halvdelen af alle piger går i grundskole, havde disse elever trodset oddsene, de blev født ind i, laenge før krigen nåede dem. Men omkring kl. 23 den 14. april ankom lastbiler med en militant gruppe fra Boko Haram, hvis navn omtrent betyder “vestlig uddannelse er forbudt”. De tvang 276 piger ud af deres sovesale og op på lastbiler og kørte mod Sambisa-skovens lovløse ly – et naturreservat, som jihadistgruppen havde overtaget for at føre en blodig krig mod regeringen.
Angrebet udløste en international kampagne – #BringBackOurGirls – som fik opbakning fra den davaerende amerikanske førstedame Michelle Obama. Chibok, der var en afsidesliggende og lidet kendt by inden bortførelserne, kom til at symbolisere nogle af Nigerias mest presserende problemer – korruption, usikkerhed, de fattiges usynlighed. Medier daekkede enhver udvikling: De 57 piger, der undslap tidligt; de prøvelser, der ventede 10 piger, som endte i flere amerikanske skoler; videoer frigivet af Boko Haram, der viser mutte fanger; to følelsesladede frigivelser af i alt 103 piger, angiveligt i bytte
for penge og fanger; fire piger, der siges at vaere flygtet senere hen på egen hånd.
Af de 276 Chibok-elever, der blev kidnappet, er 112 stadig savnede. Nogle antages at vaere døde. For to og et halvt år siden arrangerede regeringen, at mere end hundrede overlevende piger kunne studere på et nøje overvåget campus i det nordøstlige Nigeria. Siden da har der vaeret relativt stille omkring sagen.
PATIENCE TILBRAGTE SOMMEREN efter bortførelsen i sin landsby Askira med at lytte til gospelmusik og, siger hun, vaenne sig til tanken om, at angrebet havde afsluttet hendes uddannelse. Esthers mor kom på besøg en gang, men Patience var ikke hjemme. Journalister ville vide, hvad der skete den nat; foraeldre spurgte, om hun havde set deres savnede døtre. Det blev opslidende at gentage historien om den 14. april.
Patience og ni andre overlevende accepterede et tilbud om at studere i USA. Hun tog med kyshånd imod muligheden, selvom naboer i landsbyen advarede hendes foraeldre om, at unge kvinder kommer i uføre langt hjemmefra.
Omkring samtidig med, at Patience forberedte sig på at flytte til udlandet, besøgte en kvindelig skolesikkerhedsvagt Margee Ensign, der da var praesident for American University of Nigeria campus (AUN) i byen Yola, som har flere hundredtusinde indbyggere. Hun fortalte Margee Ensign, at hendes søster og 56 andre piger var undsluppet kort efter angrebet.
Nogle var sprunget af lastbilerne, havde grebet fat i grene, vredet om på anklen og derpå løbet, indtil de fandt hjaelp. Andre, som Mary K. (der bad om, at kun initialet på hendes efternavn blev brugt her), kørte med kidnapperne i flere timer. Da lastbilen stoppede, aftalte Mary med sine kammerater på deres lokale dialekt, at de ville dele sig i to grupper, bede om at gå på toilettet og så løbe. Kidnapperne, der skaendtes indbyrdes, fandt dem ikke. Det tog Mary 24 timer at nå hjem, kun for at finde sin landsby i kamp.
Margee Ensign og hendes personale kørte til Chibok og vendte tilbage med to varevogne
med overlevende, der gerne ville fortsaette deres uddannelse ved AUN.
“Vi var ikke klar,” fortaeller Margee Ensign. “Boko Haram var stadig i området. Men det var ikke en svaer beslutning.” En snes studerende flyttede ind på universitetets campus, der er omgivet af en høj mur og sikret af vagter i røde uniformer. De gik på New Foundation School (NFS), et skraeddersyet program, der forberedte de unge kvinder fra Chibok på universitetet.
I LØBET AF DE NAESTE TO ÅR blev ingen af de savnede elever frigivet. Rygter om mareridtsagtige forhold i fangenskab – tvangsaegteskaber, slaveri, sult – var allestedsnaervaerende. Så i maj 2016 flygtede Chibokelev Amina Ali ud af skoven med sin baby. Fem måneder senere tilbød Nigerias regering efter sigende Boko Haram kontanter og fanger for at løslade 21 piger. De var alvorligt underernaerede og blev ført til et hospital i hovedstaden Abuja for at blive vurderet af en psykiater, laege, sportsterapeut, imam og socialarbejder. De sagde, at den militante gruppe havde givet dem et valg: Konvertér til islam og bliv gift, eller bliv slave. De fleste valgte slaveri, meddelte medierne.
I maj 2017 blev yderligere 82 piger frigivet. Deres tårevaedede genforening med deres foraeldre gik verden rundt. I USA så Patience Bulus nyhedsoptagelserne og strøg gennem navnene på dem, der var blevet reddet. Hendes hjerte gav et hop, da hun så Esther Joshuas navn.
Patience huskede den dag, hvor Esther blev overført til Chibok fra en anden skole. Patience havde set hende an og besluttet, at hun ville vaere en perfekt makker: De var fra den samme stamme og i deres naestsidste år i skolen. Snart var de uadskillelige og planlagde at tilbringe en del af sommeren 2014 sammen i Esthers hus.
Da Patience hørte, at de 103 nyligt løsladte piger skulle slutte sig til dem, der studerede ved AUN, sendte hun en SMS til en ven: Når Esther ankommer til Yola, så bed hende ringe til mig.
I september 2017 gik AUN fra at huse og uddanne 24 Chibokelever til 130. De unge
kvinder faldt til i en stille tilvaerelse med studier og bøn. Esther fandt det travle campusliv overvaeldende. I Chibok havde der hverken vaeret nogen baerbare computere eller yoga eller karaoke-aftener. I Yola var deres faellesrum udstyret med fjernsyn, bløde sofaer og motiverende ordsprog malet på vaeggene. Kollegiet var opdelt i fire “huse”, hver opkaldt efter en berømt kvinde.
Kort efter at Esther ankom, gav en anden elev hende beskeden fra Patience. Over telefonen fortalte Esther Patience alt, hvad der var sket med hende i skoven og fik hende til at love at holde det hemmeligt. “Lad det ikke stoppe dig,” sagde Patience. “Dette er vores bedste chance for at skabe noget godt.”
I ET FIREMANDS SOVERUM stablede Esther sine nye bøger på hylderne og tømte sin kuffert i klaedeskabet. Hendes nye computer blev hurtigt fyldt med selfies og billeder, som Patience sendte hende over WhatsApp.
Først holdt de nye elever sig for sig selv, spiste i deres egen bygning og tog i traeningscenteret tidligt lørdag morgen. Inden laenge begyndte de at spise i hovedcafeteriet, og nogle deltog i lektioner på biblioteket.
Men de er ikke almindelige elever. Boko Haram svor, at de ville draebe dem, hvis pigerne vendte tilbage til skolen. Vagter overvåger deres bygning og følger dem, hver gang de forlader den. På campus har de et støttesystem døgnet
rundt: 11 “studievejleder-tanter”, der bor på kollegiet, en sygeplejerske og et psykologkontor, de frit kan benytte. Nogle har stadig kugler og granatsplinter indlejret i kroppen. Den ene har et kunstigt ben. En anden går med stok. De fleste tilbragte naesten tre år i fangenskab og kaemper med vedvarende traumer.
AUN siger, at beskyttelsen er nødvendig. Men nogle ser det som en afskaermning af dem. “Efter at de først blev frigivet, blev de holdt sammen af regeringen i et anlaeg i Abuja. Derefter blev de sendt til AUN,” siger Anietie Ewang, der er Nigeria-ekspert hos Human Rights Watch og har fulgt sagen nøje. “Det føles, som om de er blevet isoleret i alle faser.”
De nigerianske myndigheder og private donorer daekker udgifterne til mindst seks års uddannelse for hver af dem. Nogle har blikket rettet mod jurastudiet. Andre planlaegger at blive skuespillere, forfattere, bogholdere. 15 elever har afsluttet NFS-programmet og studerer nu på universitetet. Mary K., som slap vaek dagen efter kidnapningen, ankom til AUN i 2014 uden at kunne tale engelsk. Efter to år blev hun optaget på universitetet. Overgangen var ikke let. Hun vidste, at andre studerende sladrede om hende, og overvejede at flytte til en anden uddannelsesinstitution. Nu går hun rundt på campus og lader til at kende alle. Én gang om ugen er hun mentor for en gruppe NFS-elever for at hjaelpe dem med at administrere deres tid, forbedre deres engelsk og bestå de tre standardiserede prøver, de har brug for, for at blive optaget på AUN. I år tilbringer hun et semester i Rom.
Ikke alle de overlevende fra Boko Harams krig har sådanne muligheder. I delstaten Borno, der er epicenter for krisen, har skoler vaeret lukket i to år. Dér og i to nabodelstater er omkring 500 skoler blevet ødelagt, 800 er lukket, og mere end 2000 laerere er blevet draebt.
Omkring 25 km fra AUN’s campus står Gloria Abuya op kl. 5 og går i to timer til skolen fra den lejr med 2100 fordrevne personer, hvor hun bor. Da Boko Haram-soldater først ankom til Glorias hjemby Gwoza i 2014, draebte de maendene og beordrede deres hustruer til at begrave ligene. Senere tog de pigerne. Gloria tilbragte to måneder i fangenskab, før hun flygtede en nat, mens hendes bortførere bad.
Mange kvinder, der er blevet holdt fanget af Boko Haram, vender tilbage til samfund, der frygter dem, og familier, der afviser dem. Gloria ved ikke, hvornår hun – om nogensinde – kan genoptage sit gamle liv. “Der er intet tilbage derhjemme at vende tilbage til,” siger hun.
I maj 2019, en uge før sommerferiens begyndelse, forberedte Chibok-eleverne sig på at markere jubilaeet for deres løsladelse fra fangenskab. “Det er meget trist, fordi vi husker vores søstre i skoven,” sagde Amina Ali, da hun klaedte sig på til middag efter en dag med prøver til festdagens forestilling. “Og her er vi, glade.”
Naeste dag opførte dramaklubben et teaterstykke, hvor to piger blev kidnappet for løsepenge, og deres familier kaempede for at få dem fri. Manuskriptet gjorde nar af ineffektivt politi, dovne politikere og grådige kidnappere. Da fangerne blev frigivet og genforenet med deres familier, brød publikum ud i bifald. Til slut laeste en raekke studerende beskeder op til deres savnede klassekammerater og opsendte balloner. “Kaere søster, jeg ved, at englene passer på dig.” “Kaere søster, jeg maerker dig gå ved min side.” “Kaere søster, jeg glaeder mig til at se dig igen.” Tre familier til savnede piger, der bor i Abuja, siger, at de ikke har noget telefonnummer, de kan ringe til for at få opdateringer; ikke bliver varslet, før nyheder kommer ud; og ikke har haft nogen kontakt med regeringen siden et anspaendt møde med praesident Muhammadu Buhari i 2016. Regeringen kommenterer nu sjaeldent sagen. Sidste april, femårsdagen for kidnapningen, udsendte praesident Buhari en besked, der forsikrede nigerianere om, at “forskellige tiltag bliver intensiveret for at sikre løsladelsen af Chibok-pigerne.”
På en lille bakke bag et ambassadekvarter i Abuja bor Rebecca Samuel i en overfyldt boligblok. Hendes datter Sarah er blandt de piger, der stadig er savnede. I sin pung har hun tre billeder, der viser Sarah som femårig, som kaek 14-årig og som en seriøs teenager klaedt i hvidt. Da 82 piger blev frigivet i 2017, skyndte Rebecca Samuel sig til hospitalet, hvor de blev holdt. Sikkerhedsvagter ville ikke lukke hende ind.
DA SOMMEREN 2019 naermede sig, hørte AUN, at militante grupper havde braendt flere huse ned, som tilhørte familier til Chibok-studerende.
Sikkerhedschefen, Lionel Rawlins, opfordrede de unge kvinder til ikke at tage hjem, men ca. 90 besluttede at gøre det alligevel. For nogle var det kun den anden sommer siden deres frigivelse, og de var desperate efter at se deres familier.
AUN bekymrer sig om mere end sikkerhed: De fleste af disse kvinder er i 20’erne, og i denne region er det usaedvanligt for dem stadig at vaere under uddannelse. Hvis de ikke havde tilbragt flere år i fangenskab, ville mange vaere i gang med at stifte familie. Det forrige efterår vendte otte elever ikke tilbage til skolen, og halvdelen af dem mentes at vaere blevet gift.
Søndag før deres hjemrejse praedikede en praest for dem. “Nogle af jer har gennemgået frygtelige ting, I har gået i mørkets dal,” sagde han. “AMEN!” svarede de.
“Nogle af jer skal til at rejse. Nogle af jer er bange.” Hans stemmeleje steg. “Vaer ikke bange! Hvis man lever i frygt, tiltraekker man fare.”
“Jeg vil have, at I tager afsted og vender tilbage og afslutter jeres uddannelse,” sagde praesten.
Mens Esther Joshua pakkede til turen for at se sin familie, tilbragte Patience Bulus sommeren langt hjemmefra på Dickinson College i Carlisle, Pennsylvania. I 2018 oprettede den tidligere AUNleder Margee Ensign et forberedende kursus til universitetet på Dickinson, hvor hun nu er leder. Hun tilmeldte fire af Chibokpigerne.
Patience studerede i ubemaerkethed og faldt ind blandt de internationale studerende. Så i april 2019 talte hun på et panel i USA’s kongres om krisen i Nigeria. Snart begyndte studerende på Dickinson at genkende hendes brede smil og kunstfaerdige tørklaeder. De naermede sig og spurgte til hendes historie. Hun vil godt fortaelle den nu. Hvorfor ikke? Hun planlaegger at studere psykologi og blive terapeut eller arbejde med flygtninge. “Jeg glemmer aldrig,” siger Patience, “men jeg er begyndt at foregive, at jeg glemmer. Jeg er nødt til at komme videre med mit liv.” □