Løbet går videre
EN FOTOGRAF TAGER TIL ARKTIS FOR AT DAEKKE ET KRAEVENDE HUNDESLAEDELØB OG FINDER KLARHED I DEN KOLDE LUFT OG ET SLAEGTSKAB MED DE HUNDE, DER IKKE GENNEMFØRER LØBET.
FOR FLERE ÅR SIDEN blev jeg i sidste øjeblik tilbudt opgaven med at fotografere Yukon Quest, et 1600 km langt hundeslaedeløb gennem den subarktiske vildmark i Alaska og Canada. Løbet finder sted midt om vinteren ad en rute, der blev brugt af hundeslaedehold under guldfeber-aeraen for at levere post og forsyninger. Yukon Quest betragtes som en af de hårdeste sportsbegivenheder på kloden: Temperaturen når ofte -45 °C, vindhastigheden kan nå op over 18 sekundmeter, og dagene er så korte, at det meste af løbet foregår i mørke.
Jeg vidste ikke noget af dette, før jeg tog imod opgaven. Jeg havde aldrig hørt om Yukon Quest eller dens mere berømte modstykke i USA: Iditarod-løbet.
Når jeg taenkte på Arktis – hvis jeg overhovedet taenkte på det – så jeg for mig eksotiske truede dyr og et fjernt, koldt sted uden for raekkevidde for mig som fotograf. Det var en verden af hårdføre maend med gråspraengt skaeg, der ejede orange campingudstyr og blev opdraget af endnu med hårdføre faedre, som laerte deres sønner lektioner for livet, mens de tog på jagt og fiskede. Min far var teaterchef fra New York. Jeg laerte mine lektioner for livet bag scenen på en kulturinstitution, ikke i ødemarken.
Alligevel var det overraskende, at Arktis skraemte mig. Jeg tilbragte det meste af mine 20’ere med at dokumentere konflikt og sociale problemer i Mellemøsten, Afrika og Latinamerika, med saerligt fokus på Mexico og narkokrigen. Jeg var drevet af at fortaelle de historier, uanset risikoen. Så i 2011 blev jeg en del af en historie – en tragedie – hvor ofrene var mine kolleger, og jeg overlevede. I kølvandet på det havde jeg svaert ved at finde den inspiration, jeg havde brug for, for at fotografere med samme lidenskab, som jeg gjorde før. Jeg arbejdede fortsat – jeg havde brug for pengene – men ofte gik jeg bare på automatpilot.
Og derfor tog jeg opgaven med at fotografere Yukon Quest-løbet i 2014 uden nogen anelse om, hvad jeg gik ind til. Et par dage senere sad jeg i et fly til Canada. Omkring midnat landede vi i Whitehorse, hvor asfalten var daekket af sne. Når jeg rørte ved mit flyvindue, kunne jeg allerede maerke den iskolde luft. Jeg var nået nordpå; det var min bagage imidlertid ikke. I den var alt, hvad jeg troede, jeg ville få brug for, inklusive nogle lånte skibukser, der var for store til mig, skiundertøj, som jeg ikke havde brugt siden en skitur i gymnasiet, og en splinterny, dyr dynejakke (jeg havde ikke taget maerket af, så jeg kunne returnere den, når jeg kom hjem). Jeg skulle flyve fra Whitehorse til Dawson City for at fotografere løbet tidligt om morgenen, og det eneste, jeg havde, var en grå haettetrøje og en rygsaek fuld af kameraudstyr.
Inde i lufthavnen forklarede jeg mit problem til de to kvinder bag Air Canada-skranken. En af dem forsvandt ind i bagkontoret og vendte tilbage med en mørkeblå Air Canada-uldcardigan. Den anden kvinde bad sin mand om at medbringe støvler og en frakke. Hun gav mig sin egen grå dunjakke, de forede støvler, hun selv havde på, og et par røde fleecehandsker.
Det var stadig mørkt, da jeg steg ombord på flyet til Dawson City senere samme morgen. Da Solen endelig begyndte at stå op, kom storslåede bjergkaeder til syne. De fortsatte og fortsatte – takkede tinder i varm lyserød og beige, bjerge i grå og sort, bølgende bakker af endeløst hvidt. Jeg havde aldrig drømt om et så magisk landskab og tog billeder gennem vinduet, indtil en taet tåge lagde sig.
Da jeg steg af flyet, knasede sneen under mine fødder og glimtede, som om en million små børn havde drysset det med alverdens glitter. Jeg sad i stille aerefrygt på turen til hotellet, mens vi kørte forbi lavendel-tonede bjergkaeder og frosne floder belagt med en mosaik af blå og hvid is. Hele borealskoven var daekket af det, der for mig lignede skinnende sne.
Jeg laerte senere, at det kaldes rimfrost – også kendt som det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Det føltes som en anden planet, et eventyr. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne tage tilbage i tiden bare for at opleve mine første par timer i Dawson City igen.
I mellemtiden var kulden lige så brutal, som landskabet var smukt. Da jeg trådte ud, var luften så tør, at jeg knap kunne ånde. Men i det øjeblik var lånt tøj og fremmede folks venlighed alt, hvad jeg behøvede for at holde mig varm. En følelse kom over mig, som jeg ikke havde oplevet i lang tid: Så laenge jeg havde mit kamera, skulle det nok gå. Jeg ville fotografere igen.
Lige siden da har jeg (også) daekket Arktis. Året efter tog jeg igen nordpå for at følge Yukon Quest endnu engang, denne gang for National Geographic. Jeg husker, at vi var mere end halvvejs gennem løbet, da jeg fløj til en kontrolpost i Eagle, Alaska. En ladvogn ventede på at bringe mig og mine medpassagerer – de fleste var pressefolk fra Alaska samt nogle frivillige løbsmedarbejdere – til vores midlertidige soverum: gulvet på det lokale skolebibliotek.
Før vi kørte derfra, bemaerkede jeg et par af løbets dyrlaeger, der kunne genkendes på laegemaerket på deres enorme røde parkajakker. De var i faerd med at laesse noget, der lignede tunge kartoffelsaekke på et lille fly. Så fik jeg øje på lodne hoveder med spidse ører, der stak ud af saekkene. Jeg spurgte hurtigt chaufføren, om han kunne vente, og fór hen for at fotografere scenen. Dyrlaegerne fortalte mig, at disse hunde var blevet droppet fra deres hold. Poserne ville holde dem i ro og sikre på flyveturen hjem.
Slaedehunde, der af nogle betragtes som verdens største udholdenhedsatleter, opdraettes til at trives i den kolde, snedaekkede ødemark. De fleste hundeslaedeførere har traenet deres hunde, siden de var hvalpe. Alligevel sker det jaevnligt under sådan et langt løb, at nogle hunde tages ud. Nogle gange er en hund traet eller skadet, eller den ser bare ud til at have mistet interessen for at løbe. (Et år blev en hund syg af at spise neonskoene, der beskyttede dens poter.)
Når et hundespand er i flyvefart, er det et smukt syn – poter, der banker sneen som et blødt taktslag, ben, der svinger i stille harmoni, varmt åndedrag, der efterlader striber af bølgende røg, som taetner til skyer i den kolde luft. Det gør det let at glemme, at hver hund er forskellig. Synet af de hunde, der var blevet sorteret fra, adskilt individuelt – i saekke endda – var en skarp påmindelse om det.
Jeg tilbragte de naeste par dage med at fokusere langt mere på de hunde, der forlod løbet, end dem, der måske ville vinde det. De lokale medier og løbets afviklere syntes sandsynligvis, at jeg var skør. Jeg syntes, at min fascination af hunde, der blev fløjet rundt i fly i saekke var temmelig selvindlysende. Når jeg ser tilbage, følte jeg mig måske også forbundet med de frasorterede hunde. Jeg kunne forholde mig til ideen om at have et mål, man har arbejdet for hele livet, hvorpå noget indtraeffer, som slår en ud af kurs.
Eagle blev ramt af dårligt vejr, og i flere dage var der ingen kommercielle fly. Jeg var lige ved at gå glip af slutningen på løbet i Fairbanks på min første store opgave for National Geographic. Heldigvis fik jeg mulighed for at tage med et chartret fly sent om aftenen – i et lillebitte fly fyldt med frasorterede hunde.
Vi lettede, og jeg kan huske, at jeg smilede, da jeg kiggede ud af vinduet på nattehimlen, der åbnede sig over det kulsorte Alaska-vildnis. Mens jeg sad i det fly med sikkerhedsbaelte på, iført den smarte dynejakke, jeg endte med aldrig at returnere, og omgivet af 16 hunde i saekke, følte jeg mig også tryg og rolig. □