CYKELFERIE I DET VILDE VESTEN
MOUNTAINBIKE-RUTEN KOKOPELLI’S TRAIL, DER FØLGER COLORADO-PLATEAUET, VAR BANEBRYDENDE FOR EN NY SPORT.
TUSINDVIS AF TURISTER suser dagligt afsted på motorvejen mellem de tårnhøje klipper i Colorado Nationalmonument og de fantastiske sandstensformationer i nationalparkerne Arches og Canyonlands i Utah. Sammenlignet med disse flagskibsdestinationer virker graenselandet imellem dem – et åbent landskab af kanelfarvet sand og forkølede enebaerbuske – gold og anonym. Men ude af syne fører en 229 km lang bjergcykelrute ved navn Kokopelli’s Trail forbi dybe kløfter, rundede klipper og ørkentaffelbjerge, der er mindst lige så imponerende og forbløffende som noget, man kan se i parkerne.
“Det er et stort, vildt landskab,” siger Chris Muhr, der er vicepraesident for Colorado-plateauets bjergcykelstiforening, som har vedligeholdt Kokopelliruten, siden den blev faerdig i 1989. “Da fyrene først talte om at cykle derude, lød det vanvittigt. Men det er et landskab, der er svaert at modstå.”
Det er også land, der er meget vaerdifuldt. Hver kilometer af ruten ligger på offentlig jord, et kludetaeppe af offentligt forvaltede graesningsarealer, nationalskove og McInnis Canyons Nationale Fredningsområde. I en stat som Utah med en højlydt politisk bevaegelse for jordoverførsler og privatisering er det noget af en bedrift at knytte så meget statsejet jord sammen. I de senere år boblede delstatens
jordkonflikter op på den nationale scene med konflikten om nationalmonumenterne Bears Ears og Grand Staircase-Escalante, der begge ligger sydvest for Kokopelli. Disse tvister om bevaring versus byggeri og ressourceudvinding er et mikrokosmos af en større strid. Ifølge en undersøgelse fra 2019 i tidsskriftet Science er beskyttede områder i stigende fare over hele verden; i USA er 90 % af indskraenkningerne af offentlig jord sket siden 2000.
“Store ubebyggede vidder af offentlig jord som Kokopelli er stadig mere sjaeldne i Vesten,” siger Kurt Refsnider, der er administrerende direktør for cykelforbundet Bikepacking Roots. (Kurt Refsnider er også indehaver af den hurtigste kendte tid på Kokopelli-ruten: 11 timer og 52 minutter.) “Det første skridt til at bevare den slags jord består i at få folk ud at bruge den og blive engageret i den.”
Når man så får chancen for at cykle gennem mere end 200 km uberørt land nu om dage, er det ikke kun en sjaelden oplevelse; det er også en stemme mere til fredningssagen. Jeg fik mulighed for at gøre netop det, da jeg cyklede Kokopelli-ruten i begyndelsen af november med min svoger, Trevor Webb.
Vi rullede ud af graensebyen Fruita i delstaten Colorado en frisk fredag morgen og havde klippebaenkene over Colorado-floden for os selv. Strengt taget er Kokopelli ikke kun én sti, men en sammenkaedet mosaik af ensporede landeveje og endda lidt fortov, der meget løst følger floden mellem Loma, Colorado og Moab, Utah. Efter et par timer krydsede vi Salt Creek, susede gennem et graeshav, der var gyldent i det tiltagende efterår, og passerede forbjerge som slagskibe af sandsten. Da vi drejede sydpå, kørte vi gennem flodbaekkener, hvor klippetårne balancerede som store kistenøgler nedsaenket i sandet. På hele vores tredagestur så vi kun tre firhjulstraekkere og en håndfuld cyklister. I betragtning af det mylder, der praeger de naerliggende nationalparker og -monumenter (i 2018 besøgte over 333.000 mennesker Colorado Nationalmonument, mens 2,4 millioner tilsammen besøgte Arches og Canyonlands), føles de ensomme udsigter på ruten endnu mere eksklusive.
Kokopelli-ruten har altid handlet om storslåede ideer. Da konceptet til cykelstien først blev udklaekket i slutningen af 1980’erne, var mountainbike-folket ikke meget mere end et par excentriske cyklister, der modificerede gadecykler til off-road-brug. “Det var på vej frem i Crested Butte og i Moab, og jeg taenkte bare, at hvis vi kunne udtaenke en rute, der kunne forbinde de to steder gennem Grand Junction, så ville vi måske have noget positivt i stedet for kun olieskifer,” siger Timms Fowler, som Chris Muhr beskriver som den visionaere kraft bag cykelruten.
Selvom projektet aldrig voksede ud over det oprindelige Loma-til-Moab-segment, lagde det grunden for efterfølgende stier og stisystemer, der har forvandlet regionen til et cykel-mekka, et af de første steder til at tjene penge på sporten. I dag virker Kokopelli skraeddersyet til en af mountainbike-sportens voksende tendenser: cykelferie, hvor cyklister kører med alt deres udstyr på flere dages eventyr. “Jeg tror ikke, de ville have noget sted at tage på cykelferie i dag, hvis vi ikke var begyndt at anlaegge stier som Kokopelli,” siger Chris Muhr. “Det var den første af sin art.” □