Indledning
Hver dag strømmer tusindvis af besøgende til Det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Rummets pragt er betagende. Freskoer af renaessancens mestre som Perugino, Cosimo Rosselli og Sandro Botticelli udsmykker vaeggene med bibelske fortaellinger – hvert eneste af billederne et storslået kunstvaerk.
Men det hvaelvede loft med Michelangelos monumentale malerier inspireret af Det gamle testamente aftvinger størst beundring. At kunstneren kunne skabe figurer med så detaljerige kroppe og udtryksfulde ansigtstraek, er forbavsende nok. At han kunne udføre sin kunst 20 meter over gulvet på en buet overflade, er intet mindre end aerefrygtindgydende. En eftermiddag i efteråret sidder en ung kvinde fra Dayton, Ohio, på en baenk med øjnene rettet op på mestervaerket fra det 16. århundrede. Ingen ord kan beskrive pragten af det, hun ser, siger hun: “Genialitet slår én med stum forundring.”
Gennem historien har enkelte mennesker gjort sig bemaerket med enestående bidrag på et saerligt felt. Michelangelo var en mesterlig kunstner. Murasaki Shikibu var en nyskabende forfatter. Marie Curie var en skarpsindig fysiker og kemiker. Beethoven var en virtuos komponist. Hver af dem skabte noget helt nyt og efterlod et kolossalt aftryk, der aendrede deres felt for altid. “Talentfuld er skytten, der rammer et mål, som andre ikke kan nå,” skrev den tyske filosof Arthur Schopenhauer, “genialitet er at ramme et mål, ingen andre kan se.”
“. . . at bryde marmorens fortryllelse / Er alt, den hånd, der tjener hjernen, kan gøre.”
— michelangelo
Ordet “genialitet” kommer af det latinske verbum gignere, der betyder “at generere” eller “at føde eller bringe frem”. De antikke romere troede, at enhver mand blev født med “genialitet”, og at alle kvinder blev født med “juno” – en beskyttende kraft, der gjorde hvert menneske unikt, gav dem temperament og varetog deres skaebne. “Det var som en skytsengel,” siger Dean Keith Simonton, professor i psykologi ved University of California, Davis. Med tiden udviklede synet på genialitet sig og blev set som en guddommelig nådegave. I romantikken opstod den betydning, vi bruger i dag: Genialitet er et enestående talent hos et enkelt menneske.
Filosoffer har laenge funderet over genialitetens oprindelse. Tidlige graeske taenkere mente, at en overflod af sort galde – ét af de fire temperamenter i Hippokrates’ medicinske taenkning – gav fremtraedende poeter, filosoffer og andre “saerlige kraefter”, siger historikeren Darrin McMahon, som er forfatter til Divine Fury: A History of Genius.
Frenologer forsøgte at finde genialitet i buler på kranieknoglen; de indsamlede, målte og studerede kranier, herunder filosoffen Immanuel Kants kranie.
Ingen studier kunne dog udpege en enkelt kilde til genialitet, og den findes nok ikke. Genialitet er et flygtigt og subjektivt faenomen, som er svaert at identificere, fordi genialitet opstår i et meget komplekst sammenspil mellem egenskaber og personlig historie, som ikke kan saettes på formel. Vi må i stedet adskille genialitetens bestanddele: intelligens, kreativitet, mod og held. I sjaeldne tilfaelde kan disse elementer tilsammen frembringe en person, der er i stand til at aendre verden for evigt. “Geniet,” skrev Schopenhauer, “rammer sin samtid, som kometen rammer planeternes kredsløb.”