Intelligens
Genier har formet vores syn på intelligens. Hvordan måler vi intelligens, og findes der mere end én måde at vaere klog på?
Intelligens er laenge blevet opfattet som en essentiel ingrediens i genialitet. Men hvad er intelligens? Hvordan måler vi den? Og er der kun én måde at vaere klog på? Disse spørgsmål er blevet overvejet og debatteret i årtusinder. Selv i dag findes der ikke et simpelt svar. Én ting er dog sikkert: Vores forståelse af intelligens er blevet formet af genier og deres bedrifter inden for alle områder – fra videnskab og matematik til litteratur, kunst og musik.
Missionen om at identificere intelligensens oprindelse stammer helt tilbage fra de antikke filosoffer. Hippokrates, som var en fremstående graesk taenker og laege, mente, at hjernen var “den primaere plads for forstand og sjael”. Men ikke alle var enige. Aristoteles mente fx, at hjertet med sin placering midt i kroppen måtte vaere den primaere plads.
Da tidlige anatomiske studier omsider fastslog, at hjernen faktisk er center for forstanden, udmøntede diskussionen om intelligens og dens udvikling sig til ét fundamentalt spørgsmål: Bliver genier født eller skabt?
Francis Galton var en laerd mand, der levede i 1800-tallet, og han var desuden Charles Darwins faetter. Han mente, at intelligens og andre kvaliteter associeret med genier blev bestemt af afstamning. Han forsøgte at bevise denne hypotese ved at kortlaegge
“Da jeg var en lille dreng, plejede jeg at skille ting ad. Jeg ville finde ud af, hvordan de fungerede. Det er stadig det, jeg vil, men jeg gik videre til større ting såsom universet.”
— stephen hawking
afstamningen af en raekke førende europaeere inden for forskellige felter – fra Mozart og Haydn til Byron, Chaucer, Titus og Napoleon.
I 1869 udgav Galton sine resultater i bogen Hereditary Genius, der satte gang i debatten om arv og miljø, og som ansporede idéen om eugenik. “Jeg er overbevist om,” skrev han, “at ingen mand kan skabe et godt omdømme, hvis ikke han har gode kvaliteter.” Genier var sjaeldne, fastslog Galton, da de kun talte omkring én ud af en million mennesker. Det var dog ikke unormalt, at “maend, der er mere eller mindre berømte, har en betydningsfuld familie”.
At måle intelligens
Galton var meget interesseret i at måle intelligens, men han havde ikke de statistiske vaerktøjer til at gøre det. Her kommer Lewis Terman ind i billedet: En psykolog ved Stanford University, som hjalp med at fremsaette intelligenskvotienten i det 20. århundrede. IQ-testen, som vi kender den i dag, evaluerer en persons evne til at udføre udfordrende kognitive opgaver som fx at mestre ordspil eller at bruge logik til at løse matematiske problemer. Ud fra dette kan man give en score for “generel intelligens”.
Ligesom Galton var Terman fascineret af genialitet, og han mente, at det ville afsløre børns potentiale til at udrette ting i voksenlivet, hvis man kunne fastslå deres intelligens. I 1920’erne begyndte han derfor at undersøge 1.500 californiske elever med en IQ over 140, hvilket han definerede som “naer genialitet eller genialitet”. Han ville se, hvordan de klarede sig i livet. Ville én af dem blive den naeste Sapfo, Beethoven eller Tesla?
Termitterne
Terman og hans bidragydere fulgte deltagere, som de gav tilnavnet “Termitter”. Forskerne kortlagde børnenes liv i en raekke rapporter under navnet Genetic Studies of Genius. Mange af eleverne voksede op og udrettede store ting inden for mange forskellige felter, og de havde stor succes. Størstedelen var dimittender fra universitetet og tjente flere penge end den gennemsnitlige befolkning. Gruppen talte laeger, advokater, forfattere, musikere, dommere, professorer, direktører og opfindere. Termitterne skrev noveller og lavede journalistik, de udgav hundredvis af akademiske rapporter og bøger, og
de fik hundredvis af patenter. De fik desuden fremtraedende stillinger i førende organisationer som det amerikanske Federal Reserve Board og i USA’s videnskabsakademi.
Men storslået intelligens er ikke i sig selv en garanti for storslåede bedrifter, opdagede Terman og hans bidragydere snart. Selv det skarpeste sind er ikke immunt over for menneskelig sårbarhed. En raekke af deltagerne havde problemer med at trives: Mange droppede ud af universitetet, mens andre havde problemer med arbejdsløshed og alkoholisme. Analysen kunne heller ikke afdaekke potentialet hos alle unge mennesker. Luis Alvarez og William Shockley blev testet, men kvalificerede sig ikke til forsøget, fordi deres IQ ikke var høj nok. Begge blev alligevel senere ph.d.er, velrenommerede fysikere og vandt Nobelpriser som voksne – hvilket ingen af Termitterne opnåede.
En sådan undervurdering er set før. Som barn var Charles Darwin en gennemsnitlig elev, som af både laerere og sin egen far ansås for at vaere “en meget normal dreng, et stykke under standarden for intellekt”, som Darwin senere har forklaret. Han så sin lokale kostskole som uinspirerende, fordi den var baseret på udenadslaere, og han stak ofte af og løb hjem for at vaere sammen med sin familie. Robert Darwin var bekymret over, at hans søn var mest interesseret i den verden, der fandtes uden for klassevaerelset – fiskeri, skydning og at fange rotter. Han havde ikke meget håb for den unge Darwins fremtid. “Du kommer til at vanaere dig selv