Martha Graham
Da hun så den verdenskendte danser Ruth St. Denis optraede ved Mason Opera House i Los Angeles i 1911, indså teenageren Martha Graham, at hun havde fundet sin passion. “Jeg så det,” forklarede hun senere, “og så vidste jeg det.” Graham flyttede til New York City, da hun var først i 20’erne for at danse med Greenwich Village Follies, og snart begyndte hun at eksperimentere med koreografi. Hun var optaget af den menneskelige krops skønhed og evne til at udtrykke sig, men hun så ikke vaerdierne komme til udtryk gennem traditionel dans.
For at udvikle en helt ny stil grundlagde hun Martha Graham Studio i 1926, hvor hun skabte staerke, dramatiske og ofte chokerende forestillinger. Hendes signaturbevaegelser – sammentraekning og afslapning af baekkenbundsmusklerne og rotationer af hofter og rygsøjlen – fremprovokerede staerke reaktioner hos tilskuerne.
Nogle trak sig chokerede tilbage i saedet, mens andre elskede det rå og dramatiske. “Martha var et sandt geni,” sagde koreograf og forfatter Agnes de Mille. “Hun overskred graenser, hun nedbrød barrierer, hun praesenterede nye idéer.”
Gennem sin karriere arbejdede Graham sammen med andre store navne. Hun bestilte kostumer fra Donna Karan og musik fra Aaron Copland, der skrev partituret til Appalachian Spring, som vandt en Pulitzerpris i 1945. Graham dansede langt ind i sine 60’ere, og hun koreograferede indtil sin død i en alder af 96 i 1991. Hendes store arbejde inspirerede en generation af koreografer som Merce Cunningham, Anna Sokolow og Paul Taylor. Blandt meget andet optrådte Graham for Franklin Roosevelt i Det Hvide Hus, og hun vandt den japanske Order of the Precious Crown.
teenager, at hun ville vaere forsker, men hun bevaegede sig ind i et felt domineret af maend. På trods af det, forfatteren til hendes biografi, Brenda Maddox, kalder et “fjendtligt miljø”, arbejdede Franklin dybt fokuseret, drevet af dedikationen til videnskab, og hun udgav en lang raekke forskningsresultater, før hun døde af livmoderkraeft i 1958 som kun 37-årig. Franklins nu berømte “Foto 51” af DNA viste sig senere uundvaerligt for forståelsen af molekylets spiralform – en opdagelse, hun ikke fik den fortjente anerkendelse for før langt senere. I stedet var det videnskabsmaendene James Watson, Francis Crick og Maurice Wilkins, Franklins kollega, der ved hjaelp af Franklins røntgenbillede vandt Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 1962 – fire år efter Franklins død.
Forskellige former for modgang ses ofte i geniers liv. Studier af historiske skikkelser afslører alvorlige livsudfordringer, for eksempel tabet af foraeldre tidligt i livet eller fysisk eller mental sygdom. Det er saerlig tydeligt hos førende på kreative områder som musik, litteratur og kunst. Ray Charles så sin bror drukne, da han var blot fire år gammel, han mistede synet som syvårig, og han blev forladt af sine foraeldre, da han var 15. “Han havde en fremtraedende position inden for soulmusik og var en af de første afroamerikanere, som et pladeselskab gav fuld kreativ kontrol over sine produktioner,” skriver psykologerne Rodica Ionana Damian og Dean Keith Simonton i bogen The Wiley Handbook of Genius. Charles så blot sin blindhed som “et besvaer” og holdt fokus på musikken, som ifølge ham var lige så vigtig en del af ham som blodet, der strømmede gennem hans årer. Udfordringerne gav ham styrke. “Alt, der kan opfattes som negativt, har jeg laert
af,” sagde Charles. “Det hjalp mig til at blive bedre.”
Fremgang mod alle odds
Er det muligt, at en vanskelig tilvaerelse stimulerer den kreative genialitet? Eksperter har fremsat teorier om, at folk tvinges til at reflektere over livet på nye måder, når de møder alvorlige udfordringer. Problemerne kan øge åbenheden over for nye oplevelser.
Modgang er dog på ingen måde en forudsaetning for genialitet, skriver psykolog Scott Barry Kaufman. Men vanskeligheder kan inspirere og motivere.
“Lyspunktet,” skriver Kaufman, “er, at plagede mennesker kan bruge deres traumatiske erfaringer til at hele sig selv, vokse og blomstre kreativt.”
Henri Matisse er et eksempel på evnen til at blomstre trods
modgang. Efter en maveoperation i 1941 var han bundet til en kørestol, og han begyndte at “male med sakse”, som han beskrev det – han skar former ud af papir for at skabe livlige billeder af mennesker, frugter og blomster. Matisses papirklip, som han skabte, fra han var i 70’erne, er et indblik i kunstnerens uudtømmelige kreativitet. Ikke alene genopfandt Matisse sin arbejdsmåde, da han skiftede fra pensel og laerred til papir og gouache – han blev ved med at vaere genial. Da han døde i 1954 i en alder af 84, havde Matisse skabt hundredvis af malerier, skulpturer, print og papirklip. “Fra det øjeblik, jeg fik en aeske med farver i haenderne,” sagde Matisse, “vidste jeg, at dette var mit liv. Jeg kastede mig ind i det som et dyr, der kaster sig over det, det elsker.”
“Hent flere glas”
Vedvarende udholdenhed som hos Matisse er jetmotorerne bag den fantastiske produktivitet, der karakteriserer genialitet. Fejl, vil ethvert geni sige, er en central del af processen. Mange af verdens største hjerner har knoklet i årevis uden succes; de er først nået frem til deres banebrydende resultater efter mange forsøg. “De fleste artikler, der udgives af videnskabsfolk, bliver ikke citeret af nogen,” siger Simonton. “De fleste kompositioner bliver aldrig spillet. De fleste kunstvaerker vises aldrig frem.” Thomas Edison bliver hyldet for opfindelsen af fonografen og den første masseproducerede lyspaere, men det er bare to ud af de mere end tusind patenter, han fik. Andre ting som en elektrisk kuglepen og en snakkende dukke blev aldrig til noget. Et portraet i The Ladies’ Home Journal fra april 1898 beskrev en begivenhed, som illustrerer forskernes mentale styrke. Efter at have brugt mere end 400 vandglas til at faerdiggøre et mislykket eksperiment spurgte en assistent: “Nå, hr. Edison, hvad skal vi gøre nu?” Edison kløede
! vidste du, at ...
Gene Kelly og Fred Astaire inspirerede Alvin Ailey, som traenede i en baggård, før han grundlagde sit berømte dansekompagni?