Leonardo da Vinci
Fem århundreder efter sin død betager Leonardo stadig publikum. I 2017 stod mere end 27.000 mennesker i kø i New York, London og Hongkong for at se Salvator Mundi, et portraet af Kristus, der af Christie’s bliver omtalt som “det sidste da Vinci”. Kort tid efter blev maleriet solgt for 450,3 millioner dollars – den højeste pris for et kunstvaerk nogensinde på en auktion – og Louvre Abu Dhabi annoncerede, at portraettet ville blive udstillet på dets museum. “Leonardo ville have vaeret meget tilfreds,” sagde Jussi Pylkkänen, som er Christie’s internationale direktør.
“Det var et øjeblik, hvor alt gik op i en højere enhed.”
Indtil Salvator Mundi atter dukkede op på verdensscenen – det havde vaeret vaek i en periode og blev genfundet i 2005 – var Leonardos kendteste vaerker Mona Lisa, som haenger på Louvre i Paris, og Den sidste nadver, som han malede på vaeggen af en spisestue i Santa Maria delle Grazie-kirken i Milano. Mange andre blev aldrig faerdige, herunder Kongernes tilbedelse og en høj bronzestatue af en hest, der blev bestilt af hertugen af Milano.
Leonardo havde mange talenter, og han noterede alle sine observationer og idéer i en utraettelig søgen efter svaret på anatomiens, botanikkens, geologiens, ingeniørarbejdets og ornitologiens mysterier. Han studerede brombaerbuske, sneglehuse og aortaklapper, og han designede tilmed et apparat til at traekke vejret med under vandet. “Han var lidenskabeligt drevet af en trang til at forstå, hvordan ting virkede,” siger kunsthistoriker Anne Leader. Kunstneren døde i 1519 i en alder af 67 år.
krigshaerget land, ville han aldrig have haft en chance.” Det miljø, Tao voksede op i, spillede en central rolle i udviklingen af hans matematiske talent, og han er opsat på at udfordre de gaengse misforståelser om genialitet. “Man behøver ikke at have et magisk ‘geni-gen’, der spontant skaber indsigt, løsninger på problemer og overnaturlige evner,” skrev han engang på sin blog. Andre faktorer har vaeldig stor effekt, noterer han, herunder at stå på skuldrene af andre og at arbejde flittigt og tålmodigt over flere år. “Talent er vigtigt,” skrev Tao, “men hvordan man udvikler og plejer det, er endnu vigtigere.”
Inspirerende vejledere
Foraeldre, laerere, ligesindede og mentorer spiller en central rolle, og inspirerende vejledere kan komme i mange skikkelser. Videnskabsmanden George Washington Carver, der blev født som slave på en gård i Missouri i 1860’erne, kaempede mod racismens umenneskelighed. Én af de forhindringer, han måtte overvinde, var, at han blev afvist af et universitet på grund af sin race. Han fandt dog styrke i støtten fra personer som John og Helen Milholland, der blev venner med ham, da han var en ung mand i Winterset, Iowa, og som insisterede på, at han skulle have en plads på Simpson College i den naerliggende by Indianola – en beslutning, som indledte Carvers rejse mod storhed.
Carver skrev senere et brev til Helen Milholland, hvori han udtrykte sin taknemmelighed. “Jeg taenker ofte på dig, og du må aldrig glemme, hvad du var i mit liv, hvor meget hjaelp og
inspiration, du gav mig,” skrev han. “Du kan aldrig forstå, hvor meget du har betydet for en fattig, farvet dreng, der drev rundt som et skib uden ror.”
Carver flyttede fra Simpson til Iowa State University, hvor han fik sin bachelor- og kandidatgrad i landbrugsvidenskab, før han blev leder af landbrugsafdelingen ved Tuskegee Instituttet i 1896. I de følgende fire årtier forskede Carver i, hvordan man kunne anvende afgrøder på nye måder, så fattige landmaend kunne blive selvforsørgende. Han nåede at udvikle knap 300 produkter ud fra søde kartofler, sojabønner og jordnødder – herunder saebe og madolie.
Alsidigt talent
Carver var ydmyg omkring sine bedrifter. “Jeg er ikke en saerlig person. Jeg er ikke en saerlig videnskabsmand,” sagde han engang. “Jeg er bare efterfølgeren.” Men førende skikkelser hyldede ham, herunder Martin Luther King jr., fordi Carver revolutionerede landbruget i Syden. Da han døde, skrev praesident Franklin D. Roosevelt et telegram til Tuskegee Instituttet, hvor han roste Carvers arbejde: “Alsidigheden i hans bedrifter inden for forskellige områder af kunsten og videnskaben var i sandhed forbløffende. Hele menneskeheden har nydt godt af hans opdagelser.”
Mange af de største opdagelser er resultat af faelles indsatser, hvor nytaenkere samarbejder, spreder hinandens idéer og skaber innovation. Dean Keith Simonton har studeret effekten af netvaerk empirisk. I analyser af videnskabsfolk og kunstnere har Simonton fundet ud af, at de mest fremtraedende blandt dem, herunder Isaac Newton og Michelangelo, havde det højeste antal kontakter med både kolleger og konkurrenter.
En levende udveksling af tanker og idéer giver mulighed for nye, monumentale bedrifter, siger Keith Sawyer, der er forfatter til bogen Group Genius. “Folk har idéer, når de er alene,” siger Sawyer, “men samarbejde og dialog gør dig mere kreativ – også når du er alene.”
Et familieanliggende
Nogle gange opstår samarbejde internt i familien. Marie og Pierre Curie, der var gift, arbejdede sammen og delte Nobelprisen i fysik i 1903 for deres forskning i radioaktivitet. Datteren Irène, født i 1897, fulgte i foraeldrenes fodspor og arbejdede under sin mor ved Radium-instituttet i Paris. Her mødte Irène forskeren Frédéric Joliot. Parret blev gift og arbejdede sammen om radioaktive isotoper, og de fik Nobelprisen i kemi i 1935.
Frugtbart og respektfuldt samarbejde kan styrke individuelle evner. Wilbur Wright og hans yngre bror Orville var blot to ud af Milton og Susan Wrights
Fortsaetter side 84