NYT SYN PÅ DINOSAURER
Et vaeld af nye fossilfund og analysemetoder forandrer billedet af, hvordan de så ud og levede
ENkølig januareftermiddag står Susannah Maidment ved bredden af en sø i London og stirrer ned på en flok dinosaurer.
Susannah Maidment, der er kurator ved Storbritanniens Naturhistoriske Museum, er taget med mig på en tur rundt i Crystal Palace Park, som i 1854 omfattede verdens første offentlige dinosaur-udstilling. Skulpturerne blev et stort hit, da de blev afsløret, og udløste den dinomani, der har vaeret med os lige siden. Mere end et århundrede før Steven Spielberg duperede verden med Jurassic Park, tiltrak Crystal Palacedinosaurerne to millioner besøgende om året i tre årtier i traek, og Charles Dickens naevnte én af dem i sin roman Bleak House.
For at give os et detaljeret kig på de 166 år gamle monumenter, fører Ellinor Michel og Sarah Jayne Slaughter, der er administratorer for den almennyttige organisation Friends of Crystal Palace Dinosaurs, os gennem en metalport til søbredden, hvor vi ifører os vadere for at komme ud til en ø i vandet. Jeg fejlvurderer mit første skridt og falder i vandet, så da jeg klatrer op på øens bred, er jeg dryppende våd og lugter af andemad. “Velkommen til Dinosaur-øen!” udbryder Sarah Slaughter med et bredt grin.
Skjult inde mellem bregner og svampede mospuder er de lysegrønne skulpturer imponerende, majestaetlige. Parkens to Iguanodoner, som var en planteaeder fra Kridt, ligner enorme leguaner med knopper på snuden – hvilket forskere nu forstår, var pigge på tommelfingrene. Det er fristende at afvise skulptursamlingen som foraeldet eller som noget taget ud af en B-film. Men Ellinor Maidment ser Crystal Palace-dinosaurerne for, hvad de virkelig er: den tids banebrydende videnskabelige viden, baseret på sammenligninger mellem levende dyr og de få fossiler, der var tilgaengelige for forskerne.
Forskere bruger stadig denne teknik til at genskabe disse fantastiske vaesner og udfylde de bløde huller i fossiler slidt af tidens tand. Knogler
bevarer ikke oplysninger om kinder på fortidens ansigter, siger Ellinor Maidment, mens vi holder pause mellem to af statuerne, “men vi rekonstruerer dem, som om de er der, fordi det fungerer: Dyr i dag har kinder.” Parkens skulptører brugte den samme proces, siger hun. “Ud fra hvad de vidste, var det helt rimeligt at rekonstruere dem på denne måde.”
I de naesten to århundreder, der er gået siden, har forskere laert meget mere om dinosaurer, end bygherrerne af Crystal Palace Park nogensinde kunne have drømt om. Nu er vores forståelse ved at gennemgå endnu en revolution – én, der er drevet af et vaeld af friske fossilfund og innovative forskningsmetoder. Den resulterende videnskabelige guldgrube tvinger os til at genoverveje de populaere forestillinger om disse aeldgamle skabninger.
I adskillige år har forskere afsløret omkring 50 nye dinosaurarter i gennemsnit om året, et utaenkeligt tempo for nogle årtier siden. Det opdaterede menageri spaender fra flyvende dinosaurer på et halvt kilo med flagermusvinger til langhalsede planteaedere, der var Jordens største
landdyr nogensinde. Ved h jael paf scannings-apparater, partikel acceleratorer og kemiske analyser er forskere praktisk talt i stand til at skille sten fra knogler og se fossilernes mindste skjulte traek. Fra farverne på dinosauraeg og fjer til formen af deres hjerner indeholder vores dino-encyklopaedi nu hidtil ukendte detaljer om, hvordan disse dyr blev født, voksede op og levede.
Med disse vaerktøjer i hånden er nutidens forskere ikke blot i gang med at give vores popkulturfor e stillinge romdinosaurer et grundigt eftersyn; p åen måde vaekker de disse bemaer-kelsesvaerdige krae til live igen. Når det kommer til dinosaur opdagelser ,“t rorjegvirkelig, at guldalderen er lige nu,” siger palaeontolog Steve Brusatte fra University of Edinburgh.
I150 MILLIONER ÅR dominerede dinosaurer urtidens landskaber overalt på jordkloden og fandtes på det, der nu er alle syv kontinenter. Dinosaurer var enormt succesrige i løbet af deres storhedstid og udviklede sig til et vaeld af former og størrelser.
Steve Brusatte og andre anslår, at forskere har katalogiseret mere end 1100 arter af uddøde dinosaurer, og det er bare en mindre del af de arter, der engang levede, fordi fossilering kun forekom i nogle få miljøer. Deres historie fortsaetter frem til i dag. Da en asteroide smadrede ned i Yucatánhalvøen i Mexico for 66 millioner år siden og udslettede tre fjerdedele af livet på Jorden, overlevede en gruppe af dinosaurer: de fjerklaedte vaesener, vi nu kalder fugle.
Vestlig videnskab har formelt kun studeret dinosaurer siden 1820'erne, men det, vi har laert, afslører meget om, hvordan landdyr påvirkes af vores evigt foranderlige planet.
Alt imens kontinenter drev fra hinanden og blev kombineret igen – og temperaturer og havniveauer steg og faldt – holdt dinosaurer ved. Hvad kan vi laere af deres reaktioner og tilpasningsevne? Fortaellingen af den episke historie kraever en verdensomspaendende jagt på dinosaurknogler, og palaeontologer lige fra Alaska til Zimbabwe leverer som aldrig før.
En af de rigeste regioner for nye fossilfund er Nordafrika. Når man står og sveder i 41 °C varme i Saharaørkenen i Marokko, kan det vaere svaert at forestille sig, at dette landskab engang var frodigt og fyldt med vandveje, der var dybe nok til at huse fisk på størrelse med en bil. Men National Geographic Explorer Nizar Ibrahim og hans
hold af palaeontologer er i årevis vendt tilbage til regionen på jagt efter en af de underligste dinosaurer, der nogensinde er fundet: et flodmonster ved navn Spinosaurus aegyptiacus.
De første Spinosaurus-fossiler blev opdaget i Egypten i 1910'erne, men blev ødelagt under et bombeangreb i Tyskland i 2. verdenskrig. Bevarede feltnoter, skitser og fotografier af de originale fossiler, sammen med nogle enkelte isolerede knogler og taender fundet senere i 1900-tallet, antydede imidlertid, at dette vaesen med et rygsejl havde en eller anden form for akvatisk livsstil. Spinosaurus havde for eksempel koniske taender, der var godt tilpasset til at hapse fisk, så palaeontologer antog, at den måske jagtede i det lave vand og plukkede fisk ud af vandet, ligesom hejrer eller grizzlybjørne gør. Nizar Ibrahim og hans kolleger vakte derfor sensation i 2014, da de beskrev et nyt fund af et delvist skelet i Marokko og ud fra det argumenterede for, at Spinosaurus tilbragte meget af sin tid med at svømme og søge føde i vandet.
For at understøtte påstanden vendte Nizar Ibrahims hold tilbage til den tørre egn i 2018
med støtte fra National Geographic i håb om at finde flere levn af dyret. Gravearbejdet var hårdt. For at rydde tonsvis af sten købte udgravningsholdet regionens eneste fungerende trykluftsbor, der gik i stykker efter få minutter, så de var tvunget til at få udført reparationer af saelgeren af det defekte vaerktøj. Flere holdmedlemmer blev indlagt på hospitalet med udmattelse efter hjemkomsten. Men drevet af Nutella og udsigten til at gøre nye fund begyndte de at finde den ene ryghvirvel efter den anden fra Spinosaurus' hale, nogle gange med få minutters og centimeters mellemrum. Graverne var så begejstrede over guldgruben af fossiler, at de trommede rytmer med deres stenhamre og brød ud i sang.
Den udgravede hale, der blev afsløret tidligere i år i tidsskriftet Nature, er formet som en godt 5 m lang paddel og er den mest ekstreme tilpasning til vand, der hidtil er fundet hos en stor rovdinosaur. Det er en hårdtvundet åbenbaring, der straekker graenserne for, hvordan forskere troede, at dinosaurer bevaegede sig gennem deres omgivelser. “Dette vil blive et symbol, et ikon for afrikansk palaeontologi,” siger Nizar Ibrahim. ORTAELLINGEN OM Spinosaurus med dens ørkenscenarier og krigsdrama lyder som noget, der er taget ud af et filmmanuskript. Men de efterfølgende undersøgelser af den fossile hale har vist, hvor forskellig nutidens dinosaurforskning kan vaere. Som en del af sit arbejde rejser Nizar Ibrahim fra Casablanca til biolog George Lauders laboratorium ved Harvard University. Lauder er ikke palaeontolog: Han specialiserer sig i studier af, hvordan vanddyr bevaeger sig i vand ved hjaelp af højhastighedskameraer og robotter for at finde ud af, hvordan de svømmer. For at saette Spinosaurus på prøve monterer George Lauder en 20 cm lang, orange plasticudskaering af dinosaurens hale på en metalstang, der er fastgjort til en krafttransducer til 30.000 kr. – en del af et robotstyret “baskeapparat”, der dingler fra loftet.
Efter at den monterede hale er blevet nedsaenket i vand, kommer den til live og slår frem og tilbage, mens den sender data fra apparatet til computere i naerheden. Resultaterne viser, at Spinosaurus’ hale kunne levere en fremdrift, der er mere end otte gange kraftigere end halerne hos beslaegtede, landlevende dinosaurer. Et dyr, der var laengere
F
GNING