SÅDAN FINDER MAN JORDEN
For at hjaelpe ikkejordiske vaesener med at lokalisere Jorden blev diagrammet herunder sendt ud i rummet - første gang i 1972 med Pioneer 10. Det rumfartøj er stadig på rejse ud mod stjernerne, men tiden og rummet taerer på de kosmiske koordinater om bord. Kortet bliver stadig mere upålideligt, idet galaksen roterer, og vores Sol og dets referencepunkter – pulsarer, som er de roterende kerner af kollapsede stjerner – aendrer indbyrdes position. Astronom Scott Ransom foreslår derfor et nyt kort (følgende sider) for at overvinde disse svagheder.
Pålidelig skiltning
Hvis en lille, taet pulsar danner par med en anden stjerne, tapper den stof og energi fra sin ledsager, hvilket får pulsarens hurtige rotation til at accelerere yderligere. Ved op imod 43.000 rotationer pr. minut ses strålingen som pulser fra et fyrtårn, og stjerneparret udgør et pålideligt skilt i Maelkevejen.
Universel målestok
Vores mål for tid og afstand ville vaere ukendte for rumvaesener. Hydrogen er et godt universelt alternativ. Når en hydrogen-elektron bytter rotationsretning, afgiver den en radiobølge med en bølgelaengde på ca. 21 cm – den afstand, som lyset tilbagelaegger på lige over 0,7 nanosekunder.
Galaktisk navigationssystem
Nogenlunde ligesom GPS (det globale positionsbestemmelsessystem) virker på Jorden, kan disse galaktiske fyrtårne fungere som et kort til Solen. Ved at identificere bestemte pulsarer (til højre), og hvor meget deres rotation har aendret sig, afsløres Solens placering – og Jorden er lige i naerheden.
Det nye kort
Disse nye koordinater kan med større pålidelighed vise ikkejordisk liv vej til Jorden i den naeste milliard år. Kortet viser, hvor hurtigt pulsarerne roterer (rotationshastighed), og hvor hurtigt stjerne-pulsar-systemer roterer om hinanden (omløbshastighed).
Og jeg slog pjalterne sammen med en bjergbestiger ved navn Scott Ransom, som er en af verdens mere produktive pulsar-astronomer.
Scott havde taenkt på Voyager-fartøjerne, guldpladen og pulsarkortet, siden han som 10-årig så Carl Sagans tv-serie Cosmos. Nogle år og en doktorgrad i astronomi senere indså han, at fars kort har en udløbsdato. Kortets akilleshael er netop den egenskab, som gør, at det giver en tidsmaessig placering af Jorden: Pulsarer sagtner farten. Og de pulsarer, som far havde valgt (blandt de få, der på det tidspunkt var kendte), kommer til at falme og forsvinde i løbet af nogle millioner år.
Allerede inden Scott og jeg flyttede sammen og kombinerede vores efternavne til Dranksome, havde Scott sat sig for at skabe et nyt, mere praecist og mere bestandigt pulsarkort. Nu skriver jeg de ord, der fortaeller vores historier, og Scott udfører de vigtige kartografiske ting, som at udvaelge pulsarer og udlede deres binaere koder. Han skriver af og til tekster, men man fanger aldrig mig i at bedrive astronomi.
ET NYERE, BEDRE KORT TIL JORDEN
Scotts nye kort er en GPS til eftertiden. Det viser vej til Jorden ved hjaelp af pulsarer både inden for og uden for Maelkevejen, men med en ny drejning.
I stedet for de mere almindelige pulsarer, som far valgte, anvender det nye kort millisekundpulsarer, der roterer hurtigere, lever laengere og desuden har udslukte ledsagere i omløb. Disse binaere pulsarer giver et ekstra saet kendetegn: Systemets omløbstid, som ikke aendrer sig gennem milliarder af år. Og som det afgørende punkt aeldes millisekundpulsarer meget langsommere end dem på fars kort, hvilket betyder, at det tager tusinder af gange så lang tid for deres rotation at blive uigenkendelig.
Scott tilføjede endnu et lag af vejskilte: pulsarer i kugleformede stjernehobe, der kredser om Maelkevejen. Disse aeldgamle klynger af stjerner, der er aeldre end Maelkevejen, er smukke og mystiske, og de praktisk talt udspyr millisekundpulsarer.
Ved at medtage vejskilte i disse stjernehobe uden for galaksen, som er svaere at overse, gør Scotts kort det muligt at finde Jorden i milliarder af år, selv efter at Maelkevejens stjerner har bevaeget sig flere gange rundt om den galaktiske kerne, aendret position og udvisket stjernebilleder.
Og det synes far i øvrigt er strålende.
MEN FØRST SKAL NOGEN LAESE DET
Fars kort er naturligvis stadig derude, men chancerne er små – endda ikke-eksisterende – for, at Pioneer-sonderne eller Voyager-fartøjerne bliver opfanget. Selvom alle fire rumfartøjer befinder sig på interstellare baner, er rummet stort, og det naeste stjernesystem er mange tusinde lysår vaek. Desuden er fartøjerne bittesmå og vil vaere helt lydløse om et par årtier, hvilket gør dem ekstremt svaere at opdage.
Hvad angår det nye kort, er der ingen planer om at opsende en Voyager-lignende rumsonde i en naer fremtid. Men hvis dette kort skulle nå ud af vores solsystem, og hvis det blev opfanget af intelligente vaesener, skulle kortet vaere ret let at laese og følge.
Det rejser alle mulige spørgsmål: Ville ikkejordiske vaesener på så stor afstand have midlerne til at nå Jorden? Hvis de har og saetter kurs mod os, hvad så, hvis de ikke kommer med fred? Hvad hvis de er sultne? Og hvad hvis de ikke er vegetarer?
Her er det vigtige spørgsmål, som Carl og far ikke lod sig hindre af: Er det en god ide at sende vores adresse ud i kosmos? I dag ville nogle mennesker ikke have nogen forbehold med tanke på, at jordiske transmissioner allerede siver ud i rummet og med lysets hastighed kan opfanges af enhver, der har et anstaendigt radioteleskop og bor inden for hundrede lysår fra os. Andre ville måske vaere mere tilbageholdende med at bekendtgøre vores tilstedevaerelse, indtil vi ved, om ET’erne har gode intentioner.
For vores eget vedkommende ville vi, Dranksomeparret, gerne sende den nye vejviser til Jorden ud i et forsøg på at sikre, at vores tilstedevaerelse som art lever videre i en eller anden form. Hvis denne flaskepost til sidst bliver fundet, efter at den har drevet rundt i vores galaktiske hav i millioner eller milliarder af år, ville nogen vide, at jordboere har eksisteret – eller med lidt held stadig gør det. ▯
HER ER DET VIGTIGE SPØRGSMÅL, SOM CARL OG FAR IKKE LOD SIG HINDRE AF: ER DET EN GOD IDE AT SENDE VORES ADRESSE UD I KOSMOS?