Før de blev solgt til det samme bordel, var Sayeda og Anjali typiske teenagere, der voksede op i lignende omstaendigheder et par hundrede kilometer fra hinanden: Sayeda i byen Khulna i Bangladesh, og Anjali i Siliguri i Vestbengalen, Indien.
De havde de samme ambitioner, som teenagere overalt har– at blive sluppet fri fra deres foraeldres kontrol, at finde kaerlighed, at begynde at udleve deres drømme. Begge var naive om verden og kunne ikke have forestillet sig de grusomheder, den havde i vente.
Sayeda voksede op i et lille tovaerelses hus i et usselt kvarter og tilbragte meget af sin barndom alene. Hendes mor stod tidligt op og var vaek hele dagen for at gøre rent i butikker. Sayedas far var cykelrickshaw-chauffør og fragtede passagerer rundt for småpenge. Sayeda havde ikke let ved skolen og gik ud, inden hun blev teenager, på trods af moderens formaninger om, at det ikke ville føre til noget godt.
Sayeda var udadvendt, selvstaendig og smilende, og hun fik hurtigt venner. Det, hun elskede mest, var at danse. Når hendes foraeldre var
ude, så hun dansesekvenser fra hindi- og bengalske film på tv og kopierede bevaegelserne. Nogle gange, når hendes mor fangede hende i det, skaeldte hun Sayeda ud. “Vores naboer kunne ikke lide, at hun altid sang og dansede,” fortalte hendes mor mig.
Sayeda var smuk med et fint mejslet ansigt og mandelformede øjne og kunne lide at gå med makeup. Hun begyndte at hjaelpe til i skønhedssaloner og laerte om frisurer, hudpleje og kosmetik. Af bekymring over den opmaerksomhed hun tiltrak fra drenge, giftede hendes foraeldre hende bort, da hun var 13. Børneaegteskab er almindeligt, omend ulovligt i store dele af Sydasien. Den aegtemand, Sayedas foraeldre valgte, var voldelig, og hun vendte tilbage til sin familie.
Da Sayeda vendte hjem, tryglede hun sin mor om at lade hende tilmelde sig et danseakademi.
“Så vil jeg kunne optraede i forestillinger og tjene nogle penge,” sagde hun. Hendes mor gav efter, og Sayeda begyndte at danse ved bryllupper og andre begivenheder. Det var på det tidspunkt, at Sayeda blev romantisk involveret med en dreng, der plejede at besøge danseakademiet. Han fortalte hende, at han ville tage hende med til Indien, hvor hun kunne tjene meget mere som danser. Sayeda, der forestillede sig en lys fremtid, besluttede sig for at løbe vaek med ham.
Anjali, en yndefuld pige med klare øjne og høje kindben, havde lignende grunde til at ville vaek hjemmefra. Familien boede i en provisorisk bolig i et slumkvarter. Hun blev overvejende opfostret af sin mor, der arbejdede som tjenestepige, og de var så fattige, at hun og hendes søster kaempede om de få skoleartikler, de havde råd til. Da Anjali var 13, gik hun ud af skolen – som
det er normen for mange børn fra fattige familier overalt i Indien. Hun begyndte at arbejde på en fabrik med at pakke snacks. Hun var reserveret af natur og havde ikke mange venner. Derhjemme var hendes fortrolige et gedekid, hun havde taget til sig, og som fulgte hende rundt og småspiste af hendes mad under måltiderne og klatrede op i hendes seng til hende om natten.
På fabrikken mødte Anjali en ung mand, der charmerede hende. Anjali vidste, at hendes mor var på udkig efter en mulig brudgom til hende, men hun besluttede, at hun ville vaere sammen med den mand, hun var faldet for. Så en aften i oktober 2016, under hindufestivalen Durga Puja, tog Anjali en farverig ny salwar kameez på (en asiatisk klaededragt med lang skjorte og løse bukser), sneg sig ud af huset og tog en bus til en togstation for at mødes med sin kaereste. Til Anjalis overraskelse var han sammen med en anden ung mand, men hun satte sig på et tog til Kolkata med dem.
Hendes mor ledte hektisk efter Anjali den aften og fandt ud af, at hun havde planlagt at løbe vaek i nogen tid. I dagene før Anjali forsvandt, havde naboerne hørt hende tale til sin ged og sige: “Hvem skal passe dig, når jeg er vaek? ”
AF ALT MORALSK FORDAERV, menneskeheden kan udvise, er det at holde børn som slaver for at udnytte dem seksuelt noget af det mest rystende. Sayeda og Anjali, der fortalte mig deres historier, er blot to ud af utallige ofre. Som med de fleste kriminelle virksomheder er det umuligt at fastslå omfanget af denne grusomhed, men det står klart, at sexhandel med mindreårige er en multimilliard-industri, der spaender over hele kloden.
Ifølge en ofte citeret undersøgelse foretaget af den internationale arbejdsorganisation ILO, blev mere end en million børn ofre for seksuel udnyttelse i 2016. Da det er vanskeligt at opdage børneprostitution, indrømmede rapporten, at det faktiske antal sandsynligvis var langt højere.
Den seneste globale rapport om menneskehandel, udgivet af FN’s kontor for narkotika og kriminalitet, fandt, at antallet af ofre for menneskehandel, der blev indberettet af lande, steg fra faerre end 15.000 i 2010 til naesten 25.000 i 2016. Statistikkerne repraesenterer kun en brøkdel af de faktiske ofre; de fleste bliver aldrig opdaget. Stigningen kan afspejle forbedret håndhaevelse, men forskere mener, at det med større sandsynlighed afspejler en grummere virkelighed – at menneskehandel, herunder handel med børn til prostitution, er stigende.
“Dette er en vaekstindustri,” siger Louise Shelley, der er professor i statskundskab ved George Mason University og forfatter til en bog om menneskehandel i et globalt perspektiv.
Sexhandlen med børn har stort set ikke gået noget land forbi, men nogle dele af verden er blevet til knudepunkter for denne ulovlige handel. En region, der i saerlig høj grad er blevet haerget af denne svøbe, er den, hvor Sayeda og Anjali voksede op – den indiske delstat Vestbengalen og dens nabo Bangladesh, som engang var en samlet provins under navnet Bengalen. Opdelt af en 2250 km lang landegraense, men knyttet sammen af en faelles kulturel og sproglig arv, er de to områder faelles om at vaere vidne til, at tusinder af piger hvert år saelges til seksuelt slaveri.
Det faktiske antal ofre er ukendt, men det indberettede eller anslåede antal, uanset hvor ufuldkomment det måtte vaere, peger på en høj volumen af menneskehandel. Ifølge Indiens nationale kriminalitetsregister tegnede Vestbengalen sig for knap en fjerdedel af de 34.908 tilfaelde af menneskehandel, der blev indberettet i landet fra 2010 til 2016, hvilket er en svimlende stor andel for en delstat med kun omkring 7 % af landets befolkning. I 2017 alene blev 8178 børn meldt savnet fra Vestbengalen, naesten en ottendedel af Indiens samlede antal det år. Et betydeligt antal piger blandt dem blev naesten med sikkerhed solgt til bordeller. Billedet er måske endnu vaerre i Bangladesh: Ifølge et regeringsestimat bliver 50.000 piger årligt solgt ud af landet til Indien eller gennem Indien – et tal, der ikke medregner piger solgt til prostitution internt i Bangladesh.
Vestbengalen er i lige så høj grad en destination for som en kilde til piger, der saelges til prostitution. Den lange graense med Bangladesh og de 96 km med Nepal omfatter mange ubevogtede straekninger, der gør det muligt for menneskehandlere at smugle piger ind i staten. Nogle ender i bordelkvartererne i Kolkata, en metropol
Ifølge et estimat bliver 50.000 piger årligt solgt ud af landet fra Bangladesh til Indien.
med mere end 14 millioner indbyggere. Andre saelges til bordeller andre steder i Indien – Delhi, Mumbai, Pune – eller Mellemøsten. (I Indien er kommercielt sexarbejde lovligt, men mange aktiviteter forbundet med handlen, såsom alfonsvirksomhed eller bordeldrift, er ulovlige, og det samme er det at beskaeftige børn i prostitution.)
Den største årsag til denne tragedie er ikke overraskende den udbredte fattigdom i regionen, ikke mindst i et af Indiens største distrikter, South 24 Parganas, som er et underudviklet område med dårlige veje, meget lidt industri og landbrugsjord, der rammes af oversvømmelser i monsuntiden. Bander går efter piger fra fattige kår og udnytter deres nød og anden sårbarhed.
“Hvis jeg var sexhandler ... ville jeg vaere nødt til at finde ud af, om pigen sulter og er desperat efter et job, eller om hun er interesseret i romantik,” siger Tapoti Bhowmick fra nonprofitorganisationen Sanlaap i Kolkata, der hjaelper ofre for sexhandel. For piger, der er opvokset i fattigdom, kan løftet om simpel luksus som mobiltelefoner og skønhedsprodukter have en hypnotisk virkning. “De vil have den slags liv, som de har set i saebeoperaer på tv,” siger hun.
Tapoti Bhowmick fortaeller, at teenagedrenge og unge maend, der arbejder for sexhandelsgrupper, undertiden arrangerer falske aegteskaber og endda bor sammen med pigen et stykke tid. “Hvis drengen har brugt bare 20.000 rupier på at indfange pigen, vil han kunne saelge hende for 70.000 rupier,” siger hun. Det er en betydelig fortjeneste – omkring 4000 kr., eller hvad mange fabriksarbejdere tjener på fem måneder.
I de senere år har politiets indsatsgrupper mod menneskehandel i Vestbengalen og andre steder intensiveret indsatsen for at finde og redde piger, der er solgt til bordeller, men de er overvaeldede. “Hver gang børn forsvinder, skal vi sørge for, at politiet straks indleder en efterforskning,” siger Rishi Kant, der er medstifter af nonprofitforetagendet Shakti Vahini, som har hjulpet med at befri hundredvis af ofre.
Sanlaap og andre nonprofitorganisationer driver projekter for at rehabilitere pigerne i håb om, at de muligvis kan genforenes med deres familier, overvinde social stigmatisering og opbygge et anstaendigt liv for sig selv. Men Rishi Kant siger, at regeringer er nødt til at gøre mere for at støtte ofre, der er blevet reddet. “De burde
vaere i stand til at leve som dig og mig,” siger han. “De bør have magt over deres eget liv.”
De foranstaltninger, der indtil videre er på plads, svarer til at bruge en hammer til at vaelte en faestning: Menneskehandlen foregår i så enorm skala, at løsningen kraever en langt mere pågående og vedvarende retshåndhaevelse, måske gennem et nationalt bureau, der udelukkende arbejder med at efterforske sådanne sager.
DEN DAG SAYEDA FORLOD SIT HJEM , tog drengen, hun løb vaek med, hende med bus fra Khulna til en by naer den indiske graense. De ankom om natten og gik gennem en skov, indtil de kom til en flodbred. Kaeresten bestak en politimand, og de to klatrede ned i en båd, der bragte dem over til den anden side. De var i Indien.
De overnattede i et hus taet på floden. Der mødte Sayeda en anden pige, som også var blevet bragt over fra Bangladesh, og hun blev mistaenksom. Sayeda konfronterede sin kaereste, og han fortalte hende, at hun skulle arbejde på et bordel. Da hun naegtede, sagde han: “Jeg draeber dig og smider dig i floden.”
Selv hvis hun kunne vaere undsluppet, vidste hun ikke, hvem hun kunne have henvendt sig til for at få hjaelp. Hun var kommet ulovligt ind i Indien, så hun følte ikke, at hun kunne gå til politiet. “Jeg blev så bange, at jeg sagde OK,” sagde hun. “Jeg sagde, fint, jeg vil arbejde som danser. Men jeg vil ikke gøre noget andet.”
Drengen solgte Sayeda til et bordel i Mahishadal, en forstad til den store havneby Haldia i Vestbengalen omkring 60 km sydvest for Kolkata. En halv snes piger, der blev holdt fanget på dette bordel, deriblandt Sayeda og Anjali, talte
med mig. Denne beretning er baseret på de interviews. Alle pigerne fortalte lignende historier om deres fangenskab.
Bordellet var én i en raekke af sådanne etablissementer langs en hovedvej og var et toetagers hotel ved navn Sankalpa med godt 24 små vaerelser og en dansebar, der lå bag en restaurant. Ifølge pigerne blev det drevet af en mand ved navn Prasanta Bhakta. Han var ikke til at få kontakt med, og hans advokat afslog at kommentere.
Sayeda, der da var 14, havde troet, at hun kunne slippe afsted med kun at danse for kunderne. Hun fortalte mig, at Prasanta Bhakta hurtigt fratog hende de illusioner ved at voldtage hende. Sayeda laerte af de andre piger, at dette var hans måde at vurdere på, hvor meget han kunne opkraeve fra sine kunder for at have sex med pigerne. Nyankomne som Sayeda – der ansås for at vaere taettest på jomfruelighed – var de dyreste: 500 rupier eller knap 45 kr.
Pigerne sagde, at Prasanta Bhakta tvang dem til at drikke alkohol for at gøre dem mere føjelige. Selvom Sayeda var afvisende, opdagede hun, at beruselse hjalp med at dulme traumet ved at vaere sexslave. Hun begyndte at drikke heftigt.
“Sådan fordrev jeg tiden – ved at drikke meget dagen igennem,” sagde hun.
Sayeda havde vaeret der i to år, da Anjali, der på det tidspunkt var 16, blev solgt til bordellet. Manden, som Anjali havde forventet at gifte sig med, og den anden unge mand havde taget hende til Kolkata og derefter til Mahishadal. Kaerestens ledsager købte saebe, shampoo, en kam og lidt makeup til hende. Han bad hende om at gøre sig i stand og sagde, at han ville tage hende med for at møde nogen den aften.
Da de kom ind i et svagt oplyst rum, begyndte hun at blive aengstelig. “Hvad er dette for et sted?” spurgte hun. De fortalte hende, at det var et hotel, og at hun skulle arbejde der. “Hvad slags arbejde?” spurgte Anjali og begyndte at gå i panik. Da de forklarede hende det, fyldtes hendes øjne med tårer.
Fra første faerd stod det klart for Anjali, at al mostand var nytteløst. Pigerne fortalte mig, at de var raedselsslagne for Prasanta Bhakta og sagde, at han taevede dem brutalt eller braendte dem med sin cigaret, hvis de ikke adlød ham.
For pigerne var bordellet et faengsel. Lågen i hegnet omkring bygningen og hoveddøren var altid låst eller bevogtet. Pigerne fik kun lov til at gå derfra ved midnat for at spise på restauranten foran, ledsaget af en aeldre vagt. Han opfandt kaelenavne til pigerne og lavede sjov med dem og bragte et strejf af venlighed ind i deres dystre liv.
Kunder kom ind dag og nat, og pigerne blev voldtaget op til 20 gange om dagen. De tog smertestillende piller for at udholde de fysiske pinsler, men de følelsesmaessige lidelser var ikke
Pigerne tog piller for at udholde de fysiske pinsler. Men de følelsesmaessige lidelser var ikke til at løbe fra.