DETTE ØDELAEGGENDE ÅR
COVID-19 har domineret tilvaerelsen i 2020. Hvordan kommer vi videre – og til hvad?
Ny coronavirus eller SARS-CoV-2 eller COVID-19 – uanset hvad man kalder denne virus, har den kapret 2020, hånet vores forsvar og domineret vores eksistens. I dette nummer udforsker National Geographic pandemiens betydning for videnskaben, for miljøet og for kulturer overalt i verden.
I LØBET AF DETTE ÅR – “dette ødelaeggende år”, som Robin Marantz Henig skriver på de følgende sider – byggede en mand i Centraljava en barriere ud af bambus, malede ordet LOCKDOWN på et stykke vinyl og blokerede indgangen til en landsbyvej. En belgisk bedemand begyndte at tage beskyttelsesdragt på for at gå på arbejde. Et barn i Detroit klagede over hovedpine; en måned senere under mindehøjtideligheden, som kun 12 personer måtte deltage i, sørgede hendes foraeldre bag mundbind.
Her er, hvad året har kraevet, at vi forstår: at et enkelt faenomen forbinder disse mennesker, disse steder, denne sorg, denne frygt. De fleste af os er hverken epidemiologer eller overlevende fra den spanske syge; før 2020 hørte ordet “pandemi” for de fleste af os til i historiebøgerne, dystopisk fiktion eller advarselsbøger fra videnskabsjournalister ligesom Robin Henig. Indsatsen for at forstå den nye coronavirus som den globale begivenhed, den er blevet, er udmattende.
Alene forsøget på at følge med i videnskaben kan overvaelde selv den mest øvede observatør, som Robin Henig påpeger i en af dette saernummers synsvinkler på pandemien: “Selv for en videnskabsnørd som mig har det vaeret foruroligende at se [forskere] debattere, vaere uenige, lave kovendinger og revurdere. Jeg har i stedet ønsket, at en eller anden kittelklaedt helt bare ville feje ind og få [virussen] til at forsvinde.”
At kalde de essays og billeder, der er samlet her, for en optegnelse over pandemien ville vaere både hybris og håbefuldt; en optegnelse er noget, man ser på bagefter, i bakspejlet. Hvornår kommer vi til bagefter? Vi kommer videre, fordi vi skal, men hvordan? Til hvad? Og hvad har forandret os i løbet af dette ødelaeggende år? Det er nogle af de spørgsmål, som skribenter og fotografer i dette nummer satte sig for at udforske.
I ROBIN HENIGS BEKYMREDE refleksion over, hvordan vi opfatter videnskabelig forskning i en verden med coronavirus, forundres hun over den enorme fart, arbejdet er foregået med; meget af det udført med en hidtil uset åbenhed over for en offentlighed, der også er desperat efter en kittelklaedt helt.
“På en eller anden underlig måde vil det måske vaere godt for vores overordnede forståelse af den videnskabelige
proces, at vi nu ser forskere prøve på at bygge et fly, mens de flyver det – som nogle har beskrevet den nuvaerende coronavirusforskning,” skriver hun.
Måske. Vi er en utålmodig, selvoptaget art, vi mennesker, i stand til storslået heltemod og utrolig dumhed. Hvad er chancerne for, at vi laerer at følge en baeredygtig vej gennem denne katastrofe? Mens vi tilsyneladende vakler fra måned til måned, fra dag til dag.
Mens vi laerte at mestre ordforrådet omkring karantaene, nedlukninger og
1. En anden vandrehistorie haevdede, at 14 elefanter brød ind i en kinesisk landsby, blev fulde på majsvin og gik ud som et lys i en ceremoniel tehave.
håndvask, fortsatte klodens temperatur med at stige. En sideeffektsoptimisme af pandemien drev ganske vist forbi, noget af det med god grund. Delfinerne vender tilbage til Venedigs kanaler (1) – beklager, det er ikke sandt, selvom vi inderligt ønskede, at det var. Folk i Punjabi kunne se Himalaya for første gang i årtier, fordi den økonomiske nedlukning reducerede forureningen så meget – ja, det var sandt, ligesom rapporterne om renere luft fra Bangkok og São Paulo.
Da den kenyanske praesident Uhuru Kenyatta beordrede sit lands første pandeminedlukninger, brugte han et forunderligt poetisk udtryk i sine erklaeringer: “ophør af bevaegelse”. For en stund lod det til,
2. Ca. halvdelen af de amerikanske arbejdere – inden for detailhandel, transport og andre servicefag – kan ikke arbejde hjemmefra, så de vil sandsynligvis sakke agterud i forhold til dem, der kan, siger økonom Nicholas Bloom ved Stanford University. Han advarer om, at situationen er som “en tidsindstillet bombe af ulighed.”
at hele verden stod stille, en region ad gangen. De tomme boulevarder. De lukkede virksomheder. En kvartet i Barcelona, der spillede Puccini til et operahus fuld af potteplanter.
Men selv dem, der var i stand til at gå i hi indendøre, kunne se, hvor forkert det var at forestille sig, at al bevaegelse var ophørt. Ambulancer rullede, skadestuer og intensivafdelinger løb staerkt. En massiv skare af arbejdende og fattige risikerer stadig dagligt at blive smittet med coronavirus, fordi de ikke har noget andet valg. (2)
Som Robert Kunzig skriver i sit essay om pandemiens følger for miljøet, er luftforurening på vej op igen nu, og i år braendte den sibiriske tundra. “Vil oplevelsen af COVID-19 på nogen varig måde aendre, hvordan vi behandler denne klode, mens naesten otte milliarder mennesker kaemper for at skabe sig en levevej på den?” spørger
National Geographics miljøredaktør. “Hvordan ville det se ud, hvis verdens lande forvaltede deres økonomi efter de graenser, der fastsaettes af naturen?”
Dette ødelaeggende år gjorde nogle af os til endnu mere insisterende benaegtere, isaer i USA, som i midten af april registrerede verdens højeste antal COVID-19-dødsfald og i slutningen af august var nået op på omkring 180.000 døde; ca. 50 % flere end Brasilien, der havde det naeststørste absolutte antal døde. Året skabte også nye krigere, som skribent Phillip Morris og andre i dette nummer minder os om – folk, der er villige til at tage de forbandede mundbind på og gøre, hvad de kan, for at lede, trøste og tage sig af mennesker omkring dem.
Hvordan ville det se ud, hvis – begynder den uendeligt variable spekulation – og 2020 tager den derfra:
Hvis vi erstattede bifaldet for arbejdere, der pludselig har fået praedikatet “uundvaerlige”, med højere løn, bedre beskyttelse og garanteret sundhedspleje. Hvis vi naerstuderede ansigterne på dem, der har mistet nogen til COVID-19, når det er mere bekvemt at kigge vaek. Det barn i Detroit? Hendes navn var Skylar Herbert. Hendes mor er politibetjent, hendes far brandmand. Hun var fem år. ▯