BREV TIL MIN GENERATION
Pandemien har ramt de 18- til 25-årige hårdt. Men vi giver ikke op så let.
Vi traeder ind i de voksnes raekker i skyggen af COVID-19, økonomisk og social uro og klimaforandringer. Vi føler os ikke rigtig som generation Z – og nogle ynder at kalde os den fortabte generation. Vi siger: Undervurdér ikke vores evne til at overvinde modgang.
HVEM SKULLE HAVE TROET, at ordrer om at blive hjemme ville medføre, at så mange blev rykket op fra deres hjem?
Sådan føltes foråret 2020 for mange i vores generation – vi, der lige var begyndt at få et glimt af uafhaengighed og voksenalderen, før pandemien kom brasende ned over os.
Måske har vi brug for et navn, de af os, der i øjeblikket er mellem 18 og 25 år, i stedet for bare at forblive en generation i skaersilden: der føler, at vi er for unge til at vaere “millenials” (også kaldet generation nyt årtusind), men ikke unge nok til at vaere generation Z.
Jeg er ikke vild med nogen af de navne, jeg har hørt os kaldt – regnbuegenerationen, zillennials, den fortabte generation. Men det uomgaengelige faktum er, at vi står ved et kritisk vendepunkt i vores personlige liv på et tidspunkt, hvor verden ser ud til at implodere på så mange måder.
Da nedlukningen greb om sig tidligere i år, var der naesten ingen af os, der blev, hvor vi var. I stedet ilede vi til sikrere grund. Jeg ved, hvor mange venner søgte tilflugt, fordi jeg har tilbragt en stor del af min tid i karantaene med at skrive breve – som i klassiske,
lange, håndskrevne breve –og det kraevede indsamling af postadresser.
Jeg har holdt styr på, hvilke venner der flygtede, da universiteterne blev tømt. Jeg vidste, hvem der forlod deres første rigtige lejlighed for at flytte tilbage i deres barndomsvaerelser, hvem der var i bjergene eller ved stranden, og hvis socioøkonomiske baggrund ikke gav noget andet valg end at blive i byer, der var hårdt ramt af pandemien. Jeg vidste, hvis job var sikre, hvis søskende havde brug for at blive passet, og hvis kaerester pludselig var smerteligt langt vaek. Hvad de faerreste lod til at indse i starten var, hvor laenge det ville vare, og hvor normalt det ville blive.
Mine pennevenner vidste også, hvor jeg var. Da min far, som er laege i infektionssygdomme i Queens, så, hvad der var på vej, havde vi besluttet, at det ville vaere sikrere for vores familie at vaere adskilt et stykke tid. Så de vidste, at jeg havde forladt New York med mine brødre, min mor og min skrantende bedstemor og taget til North Carolina. At den skyld, vi følte over ikke at vaere hos min far, var overvaeldende, og at vi savnede ham voldsomt.
1. Da Elle O’Brien lavede en spørgeskemaundersøgelse af sine jaevnaldrende på Instagram, svarede 91 %, at de “føler sig aengstelige eller stressede over, hvordan COVID-19 har påvirket vores planer og jobs efter endt uddannelse.”
I DE BREVE, mine venner og jeg udvekslede, delte vi den slags tanker og følelser – følelser, der ikke blev udtrykt i sms’er eller i gruppeopkald på Zoom (som vi stadig brugte, selvfølgelig). Der var noget ved at skrive et brev, som lod til at traekke følelser og sårbarheder frem på en måde, mange af os ikke rigtig havde oplevet før. Og pludselig var der så meget at føle.
Afhaengigt af vores omstaendigheder varierede tonen i vores breve fra aengstelig til reflekterende, bange til rolig, frustreret til oprørt. Venner skrev om deres største stolthed, såsom en bror, der dimitterede tidligt fra laegestudiet og sluttede sig til pandemiens frontlinjer – og om uventede glaeder, som at genopdage en lidenskab for bøger, som var gået tabt midt i tidsplaner og skaerme.
Da jeg stod ved postkassen en eftermiddag, fik jeg den hjerteskaerende oplevelse af at få dårlige nyheder pr. post for første gang. “Mine bedsteforaeldre (mors side) er begge på hospitalet med COVID, ulykkeligvis,” skrev min ven. (Nogle få uger senere døde hendes bedsteforaeldre, kun få timer efter hinanden.)
Da pandemiens bølge skyllede over USA, blev det tydeligt, at understrømmen trak folk på vores alder ud i havet. Mange kaempede allerede: plaget af gaeld fra at betale 125.000 kr., 255.000 kr., 380.00 kr. pr. skoleår. Presset ud af de skyhøje huslejer i store amerikanske byer. Frusteret efter i mange år at tale imod systemisk racisme og våbenvold og klimaaendringer, kun for at finde korrupte og destruktive politikere, der var uvillige til at handle. Pandemien rev jorden vaek under os alle sammen.
Vi er trods alt en generation, der er opvokset med frygten efter 11. september og øvelser i tilfaelde af skyderi på vores skoler. Hvis verdens fremtid så dyster ud i vores øjne før, hvad kan den så ikke rumme nu?
En ny usikkerhed haenger over, hvad der burde vaere hverdagsoplevelser – at bo på egen hånd, starte tilbage til skolen, tage på dates og kramme vores bedsteforaeldre. Det lader til at vaere alt, hvad vi taler om i disse dage, hvor bølgernes øredøvende brusen dominerer enhver samtale.
SÅ SELVOM NOGLE gerne kalder os den fortabte generation – og nogle gange kan det føles sådan – synes jeg, at det er for negativt. Vi er blevet forslåede og rystede, men vi har bestemt ikke taenkt os at give op så let.
“Det er bare ikke sådan, vi troede, at livet ville se ud,” siger Elle O’Brien, der for nylig blev kandidat fra Colgate University. Hun har brugt de sociale medier til at undersøge menneskers følelser og oplevelser (mange af dem på vores alder) under pandemien. (1) I adskillige måneder siden april har Elle O’Brien lagt spørgeskemaundersøgelser ud på Instagram og blogget om resultaterne. Hundredvis af mennesker besvarede hendes spørgsmål, skrev Elle O’Brien, og hun var slået af lighederne: “Vi er en kompliceret blanding af bange og håbefulde. Mange af os griner de samme dage, hvor vi også graeder.”
Sådan her beskrev Elle O’Brien den grundlaeggende kerne ved vores generation for mig: “Vi har fået dårlige kort på hånden. Men vi taler vores sag.”
På alle disse punkter tror jeg, at Elle O’Brien repraesenterer, hvordan vi har det. En bevaegelse er begyndt, og i hvert fald i mine kredse er det ikke laengere acceptabelt at tie stille. Ironisk nok tog det flere måneder med fysisk afstand at udløse dette bemaerkelsesvaerdige engagement i samfundet, isaer blandt unge.
Når så store og forskellige skarer af unge voksne deltog i protesterne over drabet på George Floyd, var det til dels, fordi pandemien afslørede de systemiske uligheder i vores land. Vi så sorte venner og klassekammerater, hvis familiemedlemmer uforholdsmaessigt ofte blev syge af coronavirus. Vi så førstegenerations-studerende fra lavindkomstfamilier kaempe mere med overgangen til fjernundervisning. Vi så nyuddannede farvede mangle ressourcer og forbindelser til at klare sig på et stadig mere lukket jobmarked. Hvordan kunne vi ikke søge forandring?
Menneskeheden er på vej til en tilsvarende presserende overhaling, formoder jeg, om konsekvenserne af at mishandle vores klode. Ligesom virussen gør nu, har den globale klimakrise laenge alarmeret vores generation. Måske passer maerkatet generation klimaaendringer på os, da det er den største eksistentielle trussel mod os alle. Til sammenligning mislykkedes tidligere generationer med at handle hurtigt på smeltende gletsjere, forurenet luft, nedhuggede regnskove, stigende hav – måske fordi det ikke er dem, der bliver nødt til at leve i den verden.
Ødelaeggelsen fra denne pandemi var engang ufattelig. Men det blegner sandsynligvis i sammenligning med de miljøkatastrofer, der er i vente.
Vaegten af alle disse ting var tydelig i et brev i juni fra en af mine kollegiekammerater fra universitetet. “Jeg er trist. Jeg er i syv sind. Jeg er frustreret og oprørt, lige så meget med mig selv og min egen medvirken/manglende handling som med noget andet,” skrev Charlie Coburn. Efter at han havde tilbragt måneder isoleret i tavshed, kogte noget i ham. “Jeg er rasende over den føderale regerings respons,” skrev han. “Og jeg føler mig mere kaldet til at gøre noget nu, end jeg nok har gjort på noget andet tidspunkt i mit liv.” (2)
2. Ca. 41 % af amerikanere, der sagde, at de fornylig havde deltaget i en protest vedrørende race, var under 30 år, viser meningsmålingsdata fra juni, udgivet af Pew Research Center.
I MINE EGNE BREVE til venner tidligt i karantaenen skrev jeg om en ung hval, der skyllede op på kysten naer det sted, vi boede. Dens død var sandsynligvis menneskers skyld, ramt af en båd eller filtret ind i net. Fordi virussen holdt de fleste vaek fra stranden, blev det begravede kadaver efterladt der, og naturen gik sin gang.
På mine regelmaessige strandture observerede jeg aendringer i hvalens rygsøjle, som var det eneste, der stak op af sandet. En uge var den daekket af summende sorte fluer. Et par dage senere havde nogle praerieulve aedt af kadaveret. Og så, efter en voldsom storm, fandt jeg, at bølgerne havde afdaekket en ren ryghvirvel (til venstre).* Jeg har beholdt den som en påmindelse om pandemien – om de mange, der blev rykket op med rode, om de mange ensomme og alt for tidlige dødsfald, om naturen og vores plads i den.
For os, der er på vej ud i vores voksne liv, betyder den vaklende start forårsaget af pandemien, at vores valg bliver endnu vigtigere. Vi har brug for påmindelser, så vi ikke glemmer, hvordan det føltes: Nogle led langt mere end andre, men vi blev alle kastet ud i en periode med spørgsmål, revurderinger og prøvelser.
Det er kun naturligt til tider at føle, at vi er den fortabte generation – men jeg vil gerne tro, at vi er på vej til at blive den fornyede generation. Vi giver os ikke uden kamp. Og det, der vil definere os langt mere end vores prøvelser i dette øjeblik, er, hvad vi vil gøre, når vi kommer ud på den anden side.