BELGIEN: SUNDHEDSKRISE

Overbebyrdet og traet sundhedspersonale på landets intensivafdelinger plejer COVID-19-patienter og lytter til deres frygt.

CÉDRIC GERBEHAYE iførte sig de ting, han fik besked på af sundhedspersonalet omkring ham: mundbind, visir, heldragt, dobbelte poser over sine sko, et dobbelt lag handsker. De ydre handsker var af plastic og forseglede med tape for at holde virus ude. Han laerte at holde og bruge sit kamera gennem plastic. På et plejehjem i Bruxelles så han en aeldre kvinde kigge sygeplejersken, der var kommet for at teste hende for coronavirus, i øjnene.

“J’ai peur,” sagde kvinden. Sygeplejersken tog hendes haender, bøjede sig frem og sagde: Jeg er også bange. Hun og hendes hold testede naesten 150 mennesker på den ene dag. Da hun vendte sig mod Cédric Gerbehaye bagefter, var hendes stemme grødet; hun lød nedbrudt, sej, sørgende og rasende alt sammen på én gang. “Ingen andre kan komme taet på disse mennesker,” sagde hun. “Hvis jeg ikke gør dette, hvem gør det så?”

Cédric Gerbehaye er 43, barnebarn af belgiske og hollandske overlevende fra 2. verdenskrig. Det er ikke ualmindeligt for ham som fotojournalist at stå over for vaebnet konflikt og død. Men mens han i foråret opholdt sig på hospitaler og aeldreplejefaciliteter og i ligtransportvogne, forstod han, at belgiere fra hans generation for første gang var vidne til, at deres nation var i krise og bange.

J’ai peur. Belgiens dødstal fra pandemien var berygtede i nogle uger i marts og april, da landets coronarelaterede dødsrate pr. millioner indbyggere så ud til at vaere det højeste i verden. Var de belgiske myndigheders optaelling simpelthen mere aerlig, som nogle haevdede, end alle andres? Under alle omstaendigheder var ofrene, som Cédric Gerbehaye så, da han fulgte bedemaend og hospitalspersonale i Bruxelles og to mindre byer, også blandt de levende: kvinder og maend på frontlinjen, der tog sig af de sygdomsramte, improviserede, blev overvaeldede.

En eftermiddag uden for et hospital i Mons sad to sygeplejersker i naerheden af ham, tavse, sammensunkne og røg cigaretter i deres pause. Da den ene hvilede hovedet på den andens skulder, mindede det Cédric Gerbehaye om små dyr, der krøb taet sammen for at varme hinanden. Jeg har set dine søstre på klinikker i Gaza efter bombninger, sagde han til sig selv; ligesom dem er du en del af historien, selvom du er for traet til at tage dig af det. Han løftede sit kamera. Sygeplejerskerne så ikke op.

CÉDRIC GERBEHAYES ARBEJDE BLEV TIL DELS STØTTET AF NATIONAL GEOGRAPHIC SOCIETYS COVID-19 NØDFOND TIL JOURNALISTER. Stetoskop, visir, heldragt: Disse nødvendigheder i en pandemi blev smidt uden for et hospital i La Louvière, Belgien af en laege på vej mellem ambulance og skadestue – i et forsøg på at undgå ny smittespredning.

FOTO CÉDRIC GERBEHAYE

Pandemiens hårde pres ses i denne teknikers beskyttede ansigt, da han hjaelper med at klargøre en patient til CT-scanning på et hospital i La Louvière. I lang tid i foråret havde Belgien verdens højeste

coronarelaterede dødsrate pr. millioner indbyggere – sent i maj var der over 9000 dødsfald i et land med 11,7 millioner mennesker. Smitten kom under kontrol, men steg igen over sommeren.

TIL VENSTRE: Mange timer i beskyttelsesmaske har efterladt et forbigående ar på kinden af Yves Bouckaert, der er cheflaege på Tivoli Hospitals intensivafdeling i La Louvière. HERUNDER : En akutlaege på hjemmebesøg i La Louvière beslutter, at hans patient kan have COVID19, og tilkalder en ambulance for at få hende kørt på hospitalet. NEDERST: En sygeplejerske desinficerer sit udstyr mellem patienterne. Ligesom andre lande kaempede Belgien for at udstyre sit sundhedspersonale med nok vaernemidler.

Da pandemien tog til, og personalet på Tivoli Hospital i La Louvière kaempede for at følge med, blev en saerlig børneskadestue – udsmykket med muntre malede figurer fra animerede børnefilm – inddraget

til COVID-19-funktioner. Disse bedemaend er ved at afslutte forberedelserne til at tage liget af en patient med, som ikke overlevede virussen.

I Mons tager to sygeplejersker kortvarigt tilflugt i en lille pause i hinanden selskab. Ligesom klinikker i hele verden blev de belgiske hospitaler i første omgang overvaeldet af tilstrømningen af patienter

med en smitsom ny sygdom. Disse sygeplejersker, trukket vaek fra deres normale rutiner, blev kastet ud i fuldtidsarbejde med COVID-19 – forstaerkninger til en lang og udmattende kamp.