VI MÅ STOLE PÅ VIDENSKABEN
Efter at have set forskere kaempe et skridt frem og to tilbage for at forstå COVID19, bør vi have endnu mere tillid til videnskaben.
HVIS DER ER ÉT gennemgående tema i alle de bøger og artikler, jeg har skrevet i de sidste 40 år, er det fascinationen af, hvad forskere har laert om menneskekroppen. Efter en lang karriere med at forklare biomedicinsk forskning har jeg en dyb respekt for den videnskabelige proces. På trods af dens lejlighedsvise fejltrin og selvkorrigering tror jeg på, at den i sidste ende flytter os hen imod en klarere forståelse af verden, og hvordan vi kan trives i den.
Så da forskere først kaempede for at forstå denne hidtil ukendte coronavirus, var jeg klar til at følge deres råd om, hvordan man sikrer sig mod smitte, baseret på hypotesen om, at virussen primaert blev overført via dråber fra host og nys, der blev haengende på overflader. Jeg tørrede pligtskyldigt overflader af, undlod at røre ved mit ansigt og vaskede mine haender så eftertrykkeligt, at den lille diamant i min vielsesring skinnede som aldrig før.
Og så omkring to og en halv uge efter, at min by, New York, lukkede restauranter, teatre og det offentlige skolesystem, skiftede forskere til en anden besked – at alle skulle baere mundbind. Det var en overraskende kovending. Det oprindelige råd, leveret med stor selvtillid, havde vaeret ikke at baere mundbind, medmindre man var en del af sundhedspersonalet i frontlinjen. Revisionen var stort set baseret på en ny hypotese om, at coronavirus primaert spredte sig gennem luften.
Hvilket var det så? Overfladetransmission eller aerosoler? Skulle vi frygte elevatorknapper mest eller folk, der ånder naer os? Vidste forskerne det overhovedet?
Sådan blev disse billeder til:
Fotografen valgte at fange vores nye rutiner med et varmefølsomt kamera, der afspejler, hvordan kropstemperatur blev en indikator for, om vi måske baerer virussen. Temperaturer omdannes til en farveskala, der spaender fra kølige blå nuancer til varme orange toner.
Jeg må indrømme, at aendringen af rådet om mundbind skraemte mig. Ikke på grund af det nye råd i sig selv – jeg havde intet problem med at baere mundbind, hvis eksperterne sagde, at det var det, jeg skulle gøre – men på grund af den ildevarslende metabesked, jeg fornemmede bag det: Forskere forsøgte at regne denne her virus ud på farten. De mest alvorlige udtalelser fra verdens dygtigste eksperter lød pludselig ikke som meget andet end velmenende kvalificerede gaet.
Imens dette forfaerdelige år går på haeld, er det vaerd at bruge et øjeblik på at taenke over, hvad den langsigtede effekt bliver af at se forskere følge sådan en slingrekurs til en bedre forståelse af coronavirussen og af, hvordan man modvirker sygdommen, den forårsager – alt sammen i fuld offentlighed og i fuld fart. Selv for en videnskabsnørd som mig har det vaeret foruroligende at se dem debattere, vaere uenige, lave kovendinger og revurdere. Jeg har i stedet ønsket, at en eller anden kittelklaedt helt bare ville feje ind og få den til at forsvinde. Jeg var spaedbarn i 1955, da Jonas Salk indførte sin poliovaccine og besejrede en frygtet sygdom; for eftertiden udtalte min mor altid hans navn med aerbødighed. (1)
Mens forskere knokler for at redde os fra en skraemmende, tilsyneladende uhåndterlig pandemi, kan der vaere en anden lykkelig slutning – en, der ikke kun sikrer vores overlevelse, men også giver os visdom. Hvis denne ulykkelige erfaring laerer os noget, håber jeg, at det er, at vi kan stole på den videnskabelige proces til at få os igennem en eksistentiel krise.
TAG IKKE FEJL : Udfordringen er enorm og hidtil uset. Hvis en typisk virus er en gåde indpakket i et mysterium inde i et enigma, så er coronavirussen kendt som SARSCoV2 alt det og mere til.
1. Poliovirussen kunne lamme børn og forårsagede panik hver sommer, hvilket førte til lukning af lejre og svømmebade.
2. En overreaktion fra immunforsvaret, kaldet en cytokinstorm, ses også med herpes, ebola og andre virus såvel som kraeft og autoimmune sygdomme.
Den kombinerer smitsomhed og dødelighed til en drabelig cocktail, som direktøren for det amerikanske institut for allergi og smitsomme sygdomme, Anthony Fauci, har kaldt sit “vaerste mareridt”. For det første var ingen på kloden immune over for den, da den dukkede op. For det andet er den luftbåren og inficerer de øvre luftveje, hvilket betyder, at den let kan spys tilbage ud i luften, hvor den kan svaeve fra person til person. For det tredje, og uden tvivl det vaerste, er virussen mest smitsom, før den frembringer symptomer, hvilket betyder, at smittebaerere føler sig raske nok til at vaere ude og omkring, når de er mest i fare for at smitte andre.
De trick, denne virus bruger til at snyde kroppens modangreb, er djaevelsk effektive. Når først virussen er kommet ind gennem naese eller mund, undgår den immunforsvarets første forsvarslinje, glider let ind i celler og kvaerner kopier af sig selv ud ved at kapre cellens maskineri, og sørger for, at disse kopier fungerer ved hjaelp af en korrekturmekanisme, som mange andre virus ikke engang har. Dens virkning er ubarmhjertig: Den kan forvandle et menneskes lungeceller til ubrugeligt materiale, der ligner formalet glas; spraenge blodkar eller ødelaegge dem med mikroskopiske blodpropper; og klistre en nyre, et hjerte eller en lever til og gøre dem for stive til, at de kan repareres. Den kan fjerne kløerne på celler, der angriber invaderende virus, og derefter fremkalde en sekundaer immunreaktion, der går helt amok og paradoksalt nok forårsager sin egen katastrofe. (2) Og enhver, der kommer i taet kontakt med en person, der allerede er smittet, vil sandsynligvis – skønt ingen er sikre på, hvor sandsynligt – også blive smittet.
Faucis vaerste mareridt? Jeg kunne knap nok falde i søvn.
Mens denne pandemi truer hele verden, har kampen mod den vaeret meget offentlig. Almindelige borgere får indsigt i videnskabelige teoretiseringer, der normalt er begraenset til akademiske konferencer og langsomme tidsskrifter. En stor del af debatten om disse ideer finder sted på tv såvel som på Twitter, Facebook og i baggårdsforsamlinger af havestols-epidemiologer. Jeg sidder tilbage og spekulerer på, om nogen af deltagerne i alt det snak forstår, hvordan videnskab faktisk fungerer.
En måde, videnskab ikke fungerer på, er gennem den ensomme Jonas Salk-lignende helt, der faengslede mig som barn. Videnskab er et samarbejde med mange helte.
Vi ser det nu, hvor tusinder af forskere har omlagt deres laboratorier, uanset hvor langt vaek de var fra virologi eller smitsomme sygdomme, for kollektivt at angribe dette mangehovedede uhyre. Der har aldrig vaeret noget lignende, hvor forskere samarbejder på tvaers af landegraenser for fuld gas – selv mens nogle af deres politiske ledere kaster skyts efter hinanden.
Synet af denne intensiverede videnskabelige indsats har vaeret opmuntrende at se, men så svaer at følge, at det også bidrog til min fritflydende angst. Så jeg gjorde, hvad jeg har gjort hele mit voksne liv – jeg ringede til nogle forskere for at høre, hvad de mente. Det er den fantastiske fordel ved at vaere journalist og kunne stille kloge mennesker dumme spørgsmål. Normalt hjaelper det mig til at afklare min egen tankegang. Denne gang ... ikke så meget.
Banebrydende videnskab afslører altid, hvor lidt der er kendt, selv af de formodede eksperter, så disse telefonopkald gjorde det klart for mig, hvor langt vi stadig har at gå. Alligevel var det rart at høre, at mange forskere ledte efter svar.
“Det har vaeret fantastisk at se, hvordan folk bruger deres talenter og evner til at tackle dette,” sagde Gregg Gonsalves, der er meddirektør for Global Health Justice Partnership, som arbejder med problemer i krydsfeltet mellem global sundhed, menneskerettigheder og social retfaerdighed ved Yale University. “Alle vil gerne gøre noget,” selv hvis de er uddannet inden for fjerntliggende felter.
Alt det forskningsfokus har ført til en bemaerkelsesvaerdig maengde information på bemaerkelsesvaerdig kort tid. Få uger efter den første kendte transmission fra dyr til mennesker havde forskere sekventeret virussens fulde genom. Da vi nåede sommeren, var mere end 270 potentielle COVID-19-laegemidler ved at blive testet i kliniske forsøg i USA. Og hvad angår forsøget på at finde en vaccine, havde en international spydspids af forskere fra USA, Kina, Storbritannien, Indien, Tyskland, Spanien, Canada, Thailand og andre steder identificeret mere end 165 kandidater i starten af august. Fremskridtene kom så hurtigt, at selv en hyperrealist som Anthony Fauci – der har tendens til at understrege, hvor vigtigt det er at gennemføre store kliniske forsøg, inden man indfører nye laegemidler – har sagt, at han er “forsigtigt optimistisk” om, at en vaccine kan vaere tilgaengelig tidligt naeste år. Hvis han har ret – åh ja, lad ham endelig have ret – ville det vaere tre år hurtigere end den hurtigste vaccineudvikling i historien. (3)
Nogle gange kan videnskab imidlertid bare ikke forhastes. “Man kan
3. Rekorden blev sat i 1967 med maeslingevaccinen. Forsker Maurice Hilleman brugte virus, han havde isoleret fra sin datter.
ikke skrige en kur ud af et reagensglas,” sagde Gregg Gonsalves.
● DEN NAESTE, JEG ringede til, var Howard Markel, der er direktør for Center for Medicinhistorie ved University of Michigan, for at tale om en anden kilde til min bekymring: at coronavirus lader til at skifte form på en saerligt skraemmende måde. Det føltes, som om jeg hver dag i avisen kunne laese, at et nyt organsystem var underlagt dets haergen, eller at en ny aldersgruppe var sårbar. Men Howard Markel, der har gjort det til sin karriere at studere epidemihistorie, fortalte mig, at det er forventeligt: Den tilsyneladende eksplosion af nye og varierede symptomer sker med enhver meget smitsom virus, når den brager ind på scenen.
“Jo mere klinisk materiale man har i form af flere patienter, jo større chancer har man for at se denne foranderlige natur,” sagde han. Det er, hvad der skete i den første tid af aids-pandemien i 1980'erne, da Howard Markel lige var begyndt sin karriere. Ved begyndelsen af enhver ny sygdom bliver der ved med at dukke saere manifestationer op, som overrasker laegerne. Selv om chancerne for et sjaeldent symptom f.eks. er en ud af tusind, vil laeger se meget af det, sagde han, fordi tusind patienter kan akkumulere naesten natten over med en vildt smitsom ny sygdom som denne.
Så kovendingerne og de reviderede udtalelser om COVID-19 er ikke tegn på, at forskerne er rådvilde; de er tegn på, at forskere genererer en strøm af ny information og forsøger at finde mening med det undervejs.
Til sidst ringede jeg til en gammel ven, Stephen Morse, der er epidemiologi-professor ved Columbia Universitys Mailman-skole for folkesundhed. Morse var emnet for en bog, jeg skrev for naesten 30 år siden om nye virus, hvor han praktisk talt
4. I 1989 stod Stephen Morse i spidsen for USA's første konference om nye virus i håb om at give forskere vaerktøjerne til at foregribe den naeste virale pandemi. DER HAR ALDRIG VAERET NOGET LIGNENDE, HVOR FORSKERE SAMARBEJDER PÅ TVAERS AF GRAENSER – SELV MENS NOGLE AF DERES POLITIKERE KASTER SKYTS EFTER HINANDEN..
forudsagde vores nuvaerende katastrofe. (4) I dag er han lidt aergerlig over vanvidstempoet.
“Det er ikke den måde, jeg gerne så, at der bedrives videnskab på – det går så hurtigt,” sagde Stephen Morse. Han anstrengte sig for at se den lyse side. “Rigtig meget viden bliver tilgaengeligt,” vovede han. Og hvis noget af den formodede viden ender med at vaere forkert, sagde han, kunne det ikke vaere en god ting? “Videnskab er en selvkorrigerende proces. Måske vil bestraebelserne på at rette fejlene føre til forbedret viden.” Måske. Men jeg havde det ikke bedre, da vi lagde på.
Der var stadig et par ting, der bekymrede mig. For det første kan politiseringen af processen vende alting på hovedet. Selv hvis videnskaben naermer sig et mere nøjagtigt billede af COVID-19, og hvordan man behandler og til sidst forebygger den, er det måske ikke sådan, historien bliver fremstillet. Der findes nok modstridende interesser og alliancer til, at sandheden kan vendes på hovedet, så det ser ud, som om forskere, der korrigerede deres synspunkter ud fra nye beviser, lige fra begyndelsen tog gevaldigt fejl. (5)
For det andet kan videnskaben måske selv komme til at lide under det. Hvis forskere tager genveje eller springer for langt frem i forhold til deres data for at give gode råd, kan de måske ubevidst komme til at ødelaegge netop den proces, de er afhaengige af. Kort efter min samtale med Stephen Morse laeste jeg en rapport fra et hold epidemiologer og biostatistikere fra Johns Hopkins Bloomberg-skole for folkesundhed, der fremførte, at meget af den tidlige forskning var for overfladisk til at vaere til megen nytte.
Forskerne analyserede de første 201 kliniske forsøg med COVID19, som blev udført i Kina, USA og andre lande. Det så ud til, at der blev sprunget over mange lave gaerder. En tredjedel af forsøgene havde ingen klar definition på behandlingssucces; naesten halvdelen var så små (100 eller faerre patienter), at de ikke rigtig var informative; og to tredjedele manglede den vigtige sikkerhedsforanstaltning, der ligger i at “blinde” forsøget, hvilket forhindrer forskerne i at vide, hvilke forsøgspersoner der får behandlingen, som afprøves.
Disse mindre end ideelle kliniske forsøg blev alligevel rapporteret, dels fordi førende videnskabelige tidsskrifter, såsom New England Journal of Medicine og dem, der blev udgivet af PLOS, havde lovet at fremskynde fagfaellebedømmelsen og haste artikler om coronavirus ud i tryk på den halve tid. En anden vej til offentliggørelse er fortryk-servere, der udgiver artikler online, før de er blevet fagfaellebedømt. Disse servere, der blev oprettet for at fremme gennemsigtigheden i videnskabelig forskning, eksisterede før pandemien, men de eksploderede i popularitet, alt imens coronavirusforsøg blev spyet ud. Journalister, hvis laesere hungrede efter opdateringer, skrev artikler om undersøgelser på disse fortryk-servere, uanset hvor små eller foreløbige de var. (6)
Når der offentliggøres nye oplysninger, der modsiger tidligere fund, selv når de er med forbehold, kan de af os, der forsøger at følge med, ende med at blive frustrerede og forvirrede. Men mens frustration og forvirring blandt de videnskabs-sindede kan vaere uheldigt, er det ikke dødbringende. Det, der virkelig bekymrer mig, er, at dem, der er skeptiske over for videnskaben, vil se de tilsyneladende kovendinger som en grund til at vende sig mod evidensbaserede råd.
● DE ANTI-VIDENSKABELIGE FØLELSER er derude, i USA og andre steder. Det er skadeligt og har ført til tvivl om eksperternes konsensus om klimaforandringer, våbenkontrol, vaccinesikkerhed og andre spraengfarlige emner. Vi er også begyndt at se fremkomsten af COVIDtvivlere, der fastholder, at pandemien enten er en sammensvaergelse eller et fupnummer. (Eller måske begge dele? Det er svaert at følge med.) De langer giftigt ud efter sundhedsfaglige embedsmaend, hvoraf nogle er gået af efter for mange dødstrusler. Det har vaeret forbløffende at se videoer af folk, der skriger af butiksejere eller byrådsmedlemmer for at kraeve, at de baerer mundbind.
Dette er ikke kun et amerikansk faenomen. Med den flod af misvisende og vildledende information og sammensvaergelsesteorier om coronavirus, der cirkulerer over hele kloden, har Verdenssundhedsorganisationen WHO erklaeret, at vi står over for to folkesundhedsrisici på
5. Den bizarre kampagne for at underminere Anthony Fauci haevdede, at hans tidlige råd var alt for optimistiske, og udelod hans konstante forbehold: “Men dette kan aendre sig.”
6. Fagfaellebedømmelse hjaelper, men det er ingen garanti; af de første 25 tilbagetrukne artikler om coronavirus var 14 af dem i fagfaellebedømte tidsskrifter.
MÅSKE VIL PANDEMIEN OVERBEVISE SELV SKEPTIKERNE OM, HVOR AFGØRENDE VIDENSKABELIG OPDAGELSE ER FOR, AT MENNESKEHEDEN TRIVES.
samme tid: selve pandemien og en farlig “infodemi” af misforståede ideer om den.
Men man behøver ikke at vaere en forstyrret COVID-tvivler for at vaere modstandsdygtig over for at laere de lektioner, som denne pandemi kan laere os; man skal bare vaere et almindeligt, kortsynet, fejlbarligt menneske.
“Enhver epidemi, jeg nogensinde har studeret, ender altid med et globalt hukommelsestab,” sagde Howard Markel. “Vi vender tilbage til vores muntre liv.” De ‘åbenlyse problemer’, der bidrog til udbruddet – urbanisering, ødelaeggelse af levesteder, internationale rejser, klimaforandringer, krigsflygtninge – fortsaetter blot, sagde han, når folk mister interessen for at kraeve, at der afsaettes mere tid, flere penge og mere hjernekraft til videnskab. “Politikere går videre til det naeste show, mens myndigheder råber ud i intetheden: ‘Vi har stadig brug for dette!’”
Det 21. århundrede har allerede vaeret, hvad Howard Markel kalder epidemiernes århundrede: SARS i 2003, H1N1-influenza (svineinfluenza) i 2009, MERS i 2012, Ebola i 2014 til 2016, og nu COVID-19 i 2019, 2020, og hvem ved hvor mange år efter. Fem epidemier på 20 år, hver af dem lidt vaerre end den forrige – og denne her mange gange vaerre end de andre fire tilsammen.
● PÅ EN ELLER ANDEN underlig måde vil det måske vaere godt for vores overordnede forståelse af den videnskabelige proces, at vi nu ser forskere prøve på at bygge et fly, mens de flyver det – som nogle har beskrevet den nuvaerende coronavirusforskning. Måske vil pandemien overbevise selv skeptikerne om, hvor afgørende videnskabelig opdagelse er for, at menneskeheden trives.
Det håber Lin Andrews, der er direktør for laererstøtte ved det nationale center for videnskabsundervisning i USA. “Folk har generelt en medfødt tillid til forskere, men når det er et polariseret emne, kan det gå skaevt,” sagde hun. Hun og 10 kolleger har udviklet en lektionsplan i fem dele, der er egnet til brug i klassevaerelset eller hjemmeundervisning. Den fokuserer på epidemiologi som en måde at uddanne gymnasieelever på – og i forlaengelse heraf deres
7.
Indtil forskere i 1800-tallet beviste, at mikrober overfører sygdom, blev epidemier tilskrevet årsager som tyktflydende blod og “rådne lugte".
foraeldre – om, hvad den videnskabelige proces indebaerer.
Kurset viser, hvordan forskere konstruerer deres teorier, sagde Lin Andrews, ved at understrege “alle de snublende skridt, der blev taget undervejs.” Det fortaeller om milepaele i epidemiologien, som da den britiske videnskabsmand John Snow sporede koleraudbruddet i London i 1854 til forurenet drikkevand. Ingen troede på John Snow – den fremherskende teori var, at kolera blev spredt gennem luften i en smitsom “miasma” – før han fik håndtaget fjernet fra vandpumpen på Broad Street, hvilket lukkede for den forurenede vandforsyning og stoppede udbruddet. (7)
John Snows opdagelse kom laenge før bekraeftelsen af bakterieteorien, der forklarer eksistensen af sygdomsfremkaldende mikrober. Han forstod ikke, hvordan kolera blev overført i vandet, men blot at sygdomsmønstrene viste, at den blev det. Ved at laere om de trinvise fremskridt af historiske opdagelser håber Lin Andrews, at det saetter nutidige forskeres mere eller mindre vellykkede forsøg på at forstå COVID-19 i perspektiv.
Måske vil vores ufiltrerede udsyn vise sig at vaere en god ting. Når alt
kommer til alt, er det den bedste måde at opbygge tillid til videnskaben på, ved at vise alle dens hypoteseafprøvninger og -tilpasninger – enerverende at se på, mens vi aengsteligt venter på svar på en global svøbe, men i sidste ende den eneste vej frem mod resultater, der giver os mulighed for at komme videre med vores liv.
Undersøgelser viser, at offentligheden er mindre forfaerdet over at se forskere i aktion, end jeg havde frygtet. Siden 2015 har Pew Research Center fulgt amerikaneres syn på videnskab, og det er støt blevet mere positivt, også i en meningsmåling udført i april og maj 2020, da coronavirussen toppede, og mange af dem, der blev adspurgt, var hjemme under nedlukningen.
I januar 2019, den sidste undersøgelse før pandemien, var de adspurgte allerede tilbøjelige til at
8. Kort efter smittestigningen i juli i USA fandt meningsmålingsinstituttet PEW, at kun 46 % af republikanerne mente, at COVID-19 var en “vaesentlig˝ trussel mod folkesundheden sammenlignet med 85% af demokraterne.
stole på forskere. 86 % sagde, at de havde “meget stor” eller “rimelig stor” tillid til, at forskere havde almenvellet på sinde. Dette tillidsniveau krøb helt op på 87 % midt i pandemien.
Men da jeg ringede til Cary Funk, der er direktør for videnskabs- og samfundsforskning hos Pew, for at tale om disse opmuntrende resultater, sagde hun, at jeg ikke skulle glaede mig for tidligt, da billedet var noget mere komplekst end som så. Ifølge Cary Funk viser undersøgelserne en dyb partipolitisk kløft i tilliden til forskere. Republikanere og uafhaengige, der laener sig mod republikanerne, er stadig tilbageholdende med helhjertet at omfavne videnskaben. De er omkring halvt så sandsynlige som demokrater til at udtrykke en “meget stor” tillid til forskere – en andel, der staedigt er forblevet nede på 27 %. (8)
Pews meningsmålinger afspejler også en dyb racemaessig kløft i holdningen til videnskab. Ifølge meningsmålingen tidligere i år er sorte voksne mindre tilbøjelige til at stole på laegevidenskabelige forskere end befolkningen generelt. De er også mindre tilbøjelige til at have tillid til nye COVID-19-behandlinger eller
-vacciner; kun 54 % af de sorte adspurgte ville “helt sikkert” eller “sandsynligvis” få en COVID19-vaccine sammenlignet med 74 % af hvide og folk af spansk herkomst. Denne mistillid, forvaerret af den alt for dårlige pleje, som mange sorte patienter får hos laeger og akutmodtagelser, er isaer bekymrende i forbindelse med COVID-19, der draeber sorte mere end dobbelt så hurtigt, som den draeber hvide.
De racemaessige og politiske skel i anskuelsen af videnskab er isaer farlige nu, hvor skeptikere kunne underminere ethvert fremskridt, som forskere gør i kampen mod coronavirus. I vaerste fald, hvis nok tvivlere ignorerer alle kontrolforanstaltninger og vacciner, kunne det helt ødelaegge videnskabens evne til at beskytte os.
● DE BØRN, HVIS BARNDOM nu bliver formet af coronavirus – som nogle kalder for Generation C – vil måske vokse op med mindre tålmodighed over for den polarisering, der lammer vores reaktioner i dag. Lad os sige, at de tilbringer deres tidlige år med at se den videnskabelige proces på naert hold. Og at forskere i sidste ende rent faktisk redder os.
Nu er det år 2040, og Generation C er blevet voksen. Pludselig opstår der en ny pandemi. Baseret på, hvad de laerte ved at leve gennem COVID-19 i en påvirkelig alder, erkender disse unge voksne, hvor presserende det nye udbrud er, og afviser hurtigt alle påstande om, at det er fup. De tager mundbind på, holder afstand, bliver vaccineret, så snart en vaccine er udviklet (og den udvikles hurtigt, fordi forskere også har laert en ting eller to i mellemtiden).
Generation C kommer igennem den nye pandemi med relativt få dødsfald eller økonomiske forstyrrelser, fordi de laerte nogle vigtige lektier, da de var børn: at sundhedsanbefalinger er baseret på de bedst tilgaengelige data, at den slags anbefalinger hurtigt kan aendre sig, når nye beviser indsamles, at videnskab er en proces, der skal gentages mange gange og ikke kan forhastes.
Måske inden da vil der også vaere flere arbejdere i de erhverv, der fik os gennem coronavirus-katastrofen: flere laeger, sygeplejersker, paramedicinere; flere specialister i smitsomme sygdomme, epidemiologi, virologi og mikrobiologi, som hver isaer valgte den karriere, de som børn havde set i dens mest glansfulde øjeblik.
Så spørgsmålet er, om Generation C vil reagere med noget andet end “global hukommelsestab”, når den naeste pandemi ankommer, som den naesten helt sikkert gør. Det er det, jeg laenges efter, ikke kun for min egen forslåede selvtillids skyld, men også af hensyn til mine to elskede børnebørn, der bliver nødt til at leve i den virkelighed, jeg er mest bekymret for.
Meget afhaenger af, hvad der sker i de kommende måneder.
Forestil dig for diskussionens skyld, at de epidemiologiske udsving, jeg har vaeret besat af hele året, i sidste ende udspiller sig i vores favør, så vi kan vende tilbage til en vis form for normalitet. Forestil dig, at der findes effektive behandlinger, der gør COVID-19 kortvarig og helbredelig for naesten alle. Forestil dig, at der snart udvikles en vaccine, og at en betydelig del af verdens befolkning får den. Hvis alt det sker, hvorfor skulle vi så ikke komme ud af dette med en større vaerdsaettelse af det videnskabelige forehavende i al sin rodede glans?
Jeg forsøger at holde fast i det håb på trods af buh-råbene fra politikere og folk, der fanatisk holder fast i deres “personlige valg” og kritiserer alt, hvad forskerne gør. Jeg prøver at sige til mig selv, at vores bedre jeg nogle gange vinder. Og at der er en hel haer af dem – forskere, undervisere, laeger, sygeplejersker, folkesundhedsforkaempere – der lige siden det uhyggelige billede af en pigget coronavirus begyndte at hjemsøge vores kollektive drømme, har arbejdet utraetteligt hen imod et lykkeligt udfald.
Det er den afslutning, jeg prøver at tro på, hvor vi kommer ud af dette med en fornyet vaersaettelse af videnskaben som menneskehedens bedste chance for frelse fra lidelse og for tidlig død. ▯
Robin Marantz Henig skriver hyppigt for National Geographic. I nr. 9/2020 skrev hun, at eksperterne havde advaret om, at en pandemi ville komme. Giles Price bor i London og anvender ofte forskellige afbildningsteknikker i sit fotoarbejde.