INDONESIEN: REJSEFORBUD

Pandemien, der fyldte gravpladserne op, tømte også gaderne. Men folk vovede sig stadig ud efter det mest fornødne: religion og mad.

PANDEMIEN SPAENDTE BEN FOR mudik, som indonesere kalder den store feriemigration af byboere, der rejser hjem for at besøge deres familier i landsbyer og ude på landet. Indonesien har verdens største muslimske befolkning, og ramadan-mudikken er enorm. Normalt, når den daglige fastetid naermer sig sin festlige afslutning, plejer fotograf Muhammad Fadli at tage sin kone og datter med i familiens Nissan-varevogn og driste sig ud i trafikken ud af hovedstaden Jakarta. Turen til Muhammad Fadlis hjemby tager 36 timer ad snoede veje og med faerge, men hans foraeldre er der. Muhammad Fadli er deres eneste barn.

I slutningen af april i år, hvor antallet af smittede var skyhøjt, og ramadan skulle til at begynde, begraensede den indonesiske regering rejser mellem regioner i seks uger: et “mudikforbud”, kaldte avisen Jakarta Post det. Uden at kunne komme ud af byen fortsatte Muhammad Fadli med at arbejde. En fotograf-assistent kørte ham gennem gader, der var tomme og stille, indtil en morgen, hvor de rundede et hjørne og så en flok mennesker – standsede biler og motorcykler, kvinder og maend til fods, der stod taet pakket og pressede sig frem mod noget.

“Hold ind,” sagde Fadli. Han trak sit mundbind op og skyndte sig ud. Hvad sker der? spurgte han, og uden at se på ham, sagde folk: “Bantuan sosial.” Socialhjaelp. Ris, mundbind og gaerede sojakager, der blev uddelt af uniformerede maend på den anden side af en lukket port.

Militaermaendene blev ved med at råbe: “Hold venligst afstand. Vi deler ikke ud, før I holder afstand!” Men det var nytteslyst. Nød og angst er staerke kraefter, isaer i en menneskemaengde. Da maendene gav op og åbnede porten, følte Fadli velsignelsen af sin egen families beskedne komfort. De havde nok at spise. Han havde arbejde. Indonesere trodsede allerede rejseforbudet og spredte virussen gennem hele øriget, men han vidste, at hans foraeldres hjem var tomt for gaester: dystert, stille, sikkert.

I år ville hans ramadanbesøg finde sted via et videoopkald, og han kunne allerede se det for sig: sin mors festtøj gemt vaek, hendes hår udaekket uden behov for at baere hijab iblandt naer familie, hans far ved siden af hende på sofaen, når de hilste på hinanden i indonesisk ramadan-stil: “Jeg beder oprigtigt om, at du tilgiver mine tidligere forseelser.” Så ville de slå sig ned for at snakke.

På denne offentlige gravplads i Østjakarta blev der ryddet jord for at gøre plads til coronaofre. Kors markerer de kristne grave. Muslimske grave er samlet under søjlelignende markører. Indonesien er hjemsted for 13 % af verdens muslimer.

Retningslinjer om at holde afstand bliver glemt, da rygtet en dag spredes: gratis uddeling af mad og mundbind ved et militaeranlaeg i Jakarta. Indonesiens befolkning på 273,5 millioner er den fjerdestørste i verden. Landets økonomi, som voksede hurtigt inden pandemien, er dybt afhaengig af den uformelle sektor – selvstaendige med få opsparede ressourcer til at købe mad og husly.