VI MÅ IKKE LADE DET GÅ TIL SPILDE
Vil pandemien få en varig indflydelse på, hvordan vi behandler Jorden? Det kunne den, hvis den forandrer vores måde at taenke på.
I FORÅRET 1858, tre år før Den Amerikanske Borgerkrig, red en ung ingeniør ved navn John T. Milner ind i Jonesdalen i udkanten af Appalacherne i delstaten Alabama. Han var blevet sendt af guvernøren for at planlaegge en ny jernbane. Der var rigdom i disse bakker: Statsgeologen havde meddelt, at der var kulforekomster nord for Jonesdalen, og lidt mod syd stak der en tyk åre af jernmalm ud ved toppen af Red Mountain.
John Milner red op gennem de aeldgamle skove for at se det. “Jeg red langs toppen af Red Mountain og så ud over den smukke dal,” fortalte han langt senere, efter at han havde hjulpet med at fylde dalen med Birmingham, en by med røgspyende skorstene, jernbanekryds og mørke, dødbringende miner:
“Det var én stor have, så langt øjet rakte ... intet sted havde jeg set et landbrugsfolk så perfekt forsynet og så aldeles lykkelig. De opdraettede alt, hvad de havde brug for at spise, og solgte tusinder skaepper hvede. Deres bosaettelser lå omkring nogle smukke, klare vandløb ... Det var i det hele taget en stille, afslappet, veldrevet, velindrammet og velreguleret civilisation.”
Omkring en fjerdedel af den velregulerede civilisation var afroamerikanere, der blev holdt som slaver.
Den by, John Milner og andre så for sig, skulle vaere en slags industriel plantage, bygget på slaver som arbejdskraft. Borgerkrigen kom på tvaers, men da Birmingham endelig blev grundlagt i 1870’erne, forsøgte grundlaeggerne at tilnaerme sig den vision så meget som muligt. Med en kulogjernrigdom,
der kunne konkurrere med Storbritanniens – arnestedet for den industrielle revolution – men med fordelen ved at have billig sort arbejdskraft, herunder legioner af uretmaessigt arresterede fanger, byggede Alabamas borgere en ny økonomi og en “magisk by”. Det var en by, der skabte stor rigdom for nogle få og et anstaendigt levebrød for mange flere – fattige hvide jordforpagtere fra landet og også nogle få sorte og indvandrere. Det var en by, der fremstillede jernbaneskinner og bjaelker til at bygge en blomstrende nation med. Men som Martin Luther King, Jr. erklaerede i 1963, skulle det blive den mest raceopdelte by i USA såvel som en af de mest forurenede.
Intet sted er den industrielle kapitalismes splittede sjael mere tydeligt udstillet end i Birmingham, Alabama. Intet sted er det tydeligere, hvor meget visioner om fremtiden kan betyde.
Siden marts, da National Geographic lukkede sine kontorer i Washington, D.C., har jeg taget tilflugt for pandemien med min kone, der er fra Alabama, i et hus mindre end 2 km syd for Red Mountain. Hver aften får vi en mavepuster fra nyhederne – fra billeder af madkøer og arbejdsløshedskøer og overfyldte akutmodtagelser; fra historier om folk, der i modsaetning til os hidtil, lider hårdt. Hver morgen, som andre heldige mennesker i denne pandemitid, går jeg en lang tur i nabolaget, lytter til de dristigere fugle, tjekker køkkenhaven. Jeg er ikke her fra egnen, men jeg er blevet knyttet til den. Ved at vaere mere opmaerksom på den håber jeg, at jeg bedre vil kunne forstå verden.
Det er mit job på National Geographic at taenke på det globale miljø. Da pandemien ramte, befandt jeg mig om bord på et skib i Antarktis. Nummer 5/2020, der var helliget 50-årsdagen for Jordens dag, var på vej ud til vores abonnenter.
Det stillede spørgsmålet: Hvordan ser kloden ud på 100-årsdagen i 2070? Tilbage i Washington i et par dage, fuldstaendig desorienteret af 2020, begyndte jeg at laese romanen Pesten af Albert Camus fra 1947. Den blev revet vaek fra boghandlere, meldte avisen The Guardian. Lighederne var faktisk lidt uhyggelige. “De fortsatte med deres forretninger, de planlagde ture, de havde meninger,” skrev Albert Camus om de første dages fornaegtelse i Oran, Algeriet. “Hvordan skulle de have skaenket en tanke til noget som pesten, som udelukker enhver fremtid…?”
Vores fremtid er ikke blevet udelukket. Den er bare blevet mere forvirrende – og helt åben.
Hvilken langsigtet effekt, om nogen, vil COVID-19-pandemien få på miljøet? Hvad vil det betyde for luften i vores byer og plastaffaldet i havet, for regnskoven, der er skrumpet yderligere, og klimaet, der er blevet stadig varmere i år – allerede så varmt, at store straekninger af sibirisk tundra braendte? (1) Vil oplevelsen af COVID-19 på nogen varig måde aendre, hvordan vi behandler denne klode, mens naesten otte milliarder mennesker kaemper for at skabe sig en levevej på den?
“Den første frygtelige åbenbaring ved denne hidtil usete krise er, at alle de ting, der syntes adskilte, er uadskillelige,” skriver den franske sociolog Edgar Morin i en ny bog om, hvad vi kan laere af pandemien. Lukket inde som aldrig før er vi åbne som aldrig før for at genoverveje den vej, vi som art følger, mener han. Og han bringer en enestående erfaring med sig: Han er 99, født i skyggen af den spanske syge i 1918.
Da jeg laeste hans bog i midten af juni, var USA gået ind i sin fjerde uge med demonstrationer efter drabet på George Floyd. Konføderationsmonumenter var begyndt at falde i de sydlige delstater, herunder i Birmingham. (2) Krav om “systemisk forandring” var overalt. Og pludselig synes det at give følelsesmaessige mening, at systemet, der har behov for at blive aendret, straekker sig fra den måde, vi behandler farvede
1. Sibiriens hedebølge “ville faktisk have vaeret umulig uden menneskeskabte klimaforandringer,” konkluderede forskere i juli.
2. Ved at fjerne en obelisk trodsede borgmester Randall Woodfin i Birmingham, Alabama en lov fra 2017.
KLIMAEKSTREMERNE, PANDEMIEN OG POLITIVOLDEN GØR OS ALLE OPMAERKSOMME PÅ DEN SAMME FØLELSE: SÅRBARHED.
mennesker på, til den måde, vi behandler Jorden på. Klimaekstremerne, pandemien og politivolden gør os alle opmaerksomme på den samme følelse: sårbarhed. I 2020 blev det en naesten universel oplevelse.
Denne faelles følelse af sårbarhed kunne åbne vores hjerter for nødvendigheden af at forandre vores verden for det faelles bedste. Den kunne også føre til, at vi kun ser andre mennesker som trusler, og få os til at laenges efter at vende tilbage til normaliteten fra før pandemien så hurtigt som muligt – med flere mure og faerre flyrejser måske, men med stort set samme grad af miljøødelaeggelse. Uanset hvordan fremtiden udfolder sig, er den ikke noget, der kan forudsiges som en komets bane. Den er noget, vi bygger. Når jeg går på Red Mountain i år og ser ned i dalen, er det ikke svaert at holde den banale, men alligevel vigtige sandhed for øje.
● I BEGYNDELSEN, MIDT I al smerten og lidelserne, var der glimt af en grønnere verden. Nedlukningen af samfundet frembragte for eksempel et reelt pusterum fra luftforureningen. Den renere luft var mere end en aestetisk glaede: I Kina afvaergede det fra midten af februar til midten af marts omkring 9000 dødsfald eller mere, beregnede forskere – omtrent det dobbelte at dødstallet i Kina forårsaget af coronavirus. Men reduktionen var kun midlertidig. I juli var Kinas økonomi åbnet igen, og luftforureningen var vaerre end året før.
På verdensplan faldt CO2udledningerne også kraftigt – med så meget som 17 % i det tidlige forår. Men de kom uvaergerligt også tilbage, og forskere vurderer, at faldet i hele 2020 ikke bliver på mere end 8 %, afhaengigt af pandemiens forløb. På den ene side er det et stort fald: Det viser, at vi med en pistol rettet mod panden godt kan holde op med at køre og flyve. På den anden side fortsaetter CO niveauet i atmosfaeren med at stige i år, bare lidt langsommere. For at holde den globale opvarmning siden 1800tallet under det internationalt aftalte mål på 2 °C, bliver vi nødt til at reducere udledningerne til naesten nul senest i 2070. Det vil kraeve et fald i udledningerne som i 2020 hvert år i årtier.
3. En undersøgelse i 2019 fandt, at den samlede fuglebestand i Nordamerika er faldet med 29 % siden 1970 – et tab på naesten tre milliarder fugle.
Og hvad med fuglene, der vidt og bredt er blevet rapporteret som usaedvanligt højlydte og glade? Jeg bemaerkede det også, da trafikstøjen kortvarigt ebbede fra vores baghave, og jeg er ivrig efter at tale med ornitologen, der har inspireret mig til at laere et par af deres sange. Mario CohnHaft arbejder på det nationale institut for Amazonasforskning i byen Manaus i Brasilien, der er blevet hårdt ramt af pandemien. Han kender Amazonas godt og sangene fra mere end tusind fugle udenad. Han afviser rygterne om, at dyrelivet er ved at komme igen.
“Det, jeg har set, er et konstant, gradvist fald i maengden og artsmangfoldigheden i de 30 år, jeg har vaeret her,” siger han og fortaeller om, hvordan Manaus har udvidet sig fra en søvnig flodby til en industriel metropol på to millioner indbyggere. (3) Det kommer pandemien ikke til at aendre på. Tvaertimod er han bekymret for en modreaktion mod vilde dyr, først og fremmest mod flagermus – baerere af den nye coronavirus. “Denne slags begivenhed øger bare folks frygt,” siger Mario CohnHaft. I år har skovrydningen i Amazonas vaeret langt vaerre end selv i 2019, hvor den steg drastisk.
De miljøproblemer, vi står over for, er blevet opbygget igennem årtier. Hvis COVID-19 gør en varig forskel, bliver det ikke, fordi den kortvarigt stoppede trafikken. Det bliver, fordi hele oplevelsen – inklusive at laegge maerke til fuglene og at indånde renere luft – forandrer vores kultur.
“Videnskaben viser tydeligt, at dette årti er det afgørende årti for menneskehedens fremtid på Jorden,” siger Johan Rockström, der er direktør for Potsdam-instituttet for forskning i klimapåvirkning uden for Berlin. Siden 2009 har Johan Rockström og andre forskere fremført, at menneskeheden nu ramler op imod og i nogle tilfaelde skyder forbi ni forskellige “planetariske graenser”. Den biologiske mangfoldighed, vi mister, når vi hugger skove ned og udrydder arter, er én graense; kvaelstoffet, som vi udleder i vandveje fra overgødede marker, er en anden. Forskere diskuterer, i hvor høj grad der kan saettes tal på disse graenser, og om der på den anden side af dem ligger et “bristepunkt”, hvorefter der ikke er nogen vej tilbage fra katastrofale aendringer. Men den grundlaeggende idé om, at vi gør farlig skade på kloden, er svaer at bestride. Klimaforandringer er det primaere eksempel.
Hvorfor finder vi det så svaert at acceptere denne veldokumenterede trussel? Psykolog Elke Weber ved Princeton University har brugt årtier på at undersøge det spørgsmål. “Det mest grundlaeggende problem er, at vi som art er for kortsynede,” siger hun. “Vi er fokuseret på os selv. Vi er fokuseret på her og nu.”
I stenalderen var det en god overlevelsesstrategi, men nu, hvor vi har spredt os over hele jorden, står vi over for trusler, der ikke er her og nu, som løver var dengang. Klimaforandringer
er globale, og for at stoppe dem er vi nødt til at gribe til handlinger, hvis fordele først kan maerkes langt ud i fremtiden. Men med vores begraensede opmaerksomhed, siger Elke Weber, tenderer vi automatisk mod valg, der bevarer status quo.
Klimaproblemets omfang og kompleksitet afskraekker også én fra at taenke på det. Men der er måder, hvorpå man kan gøre det lettere at håndtere. En morgen på et Zoom-møde gennemgår direktøren for MIT System Dynamics Group, John Sterman, en “vaelg-din-egen-fremtid-simulator”, som han har skabt med en organisation ved navn Climate Interaktiv. Nederst på skaermen kan brugeren indstille 18 parametre, der påvirker klimaet. Ved at rykke et parameter udløser det øjeblikkelig feedback: Et stort tal i øverste højre hjørne angiver den resulterende globale temperaturstigning i 2100. Målet er at holde stigningen under 2 °C. (4)
Enhver med et strejf af nørderi og talkaerlighed ville nok synes om simulatoren; personligt kan jeg ikke slippe den. En af mine fremtidsverdener
4. Simulatoren er gratis at prøve på climateinteractive .org/tools/ en-roads. Overraskende nok hjaelper befolkningskontrol ikke meget.
skubber energieffektivitet til det maksimale i biler og bygninger, reducerer drivhusgasudslip fra rørledninger og landbrug, indfører moderate CO -afgifter og stopper 2 nye investeringer i kul og olie inden henholdsvis 2025 og 2035. Et par tiltag mere får mig naesten ned til 2 °C; og ved at suge noget CO2 ud af atmosfaeren når jeg målstregen. Fordi teknologien til at gøre det er uprøvet, foretraekker John Sterman selv at saette højere afgifter på CO2.
John Sterman har mange gange brugt simulatoren til at informere både Demokrater og Republikanere. “Den giver folk mulighed for at skabe den fremtid, de ønsker at se,” siger han. Han fortaeller dem aldrig på forhånd, hvad de skal vaelge; det er langt mere overbevisende – og
5.
Når folk bliver mindet om deres lands lange historie, opmuntrer det dem også til at taenke langsigtet om fremtiden og miljøet, fortaeller psykolog Elke Weber.
aktiverende – at finde en vej selv. “De kommer derfra med følelsen af, at det er vigtigt at løse problemet. Men også i endnu højere grad, at det er muligt,” siger John Sterman.
I sine psykologiske adfaerdseksperimenter har Elke Weber fundet flere andre metoder til at opmuntre folk til at fokusere mere på fremtiden. Den ene er saerlig relevant nu. I det eksperiment blev medlemmer af en gruppe udspurgt om deres overbevisninger om klimaforandringer og deres villighed til at traeffe miljøvenlige valg. Medlemmerne i den anden gruppe fik de samme spørgsmål – men først brugte de et par minutter på at skrive et kort essay om, hvordan de gerne ville huskes af fremtidige generationer.
“Vi hader alle det faktum, at vi skal dø,” forklarer Elke Weber. “Af og til bliver vi mindet om, at vi er dødelige.” I hendes eksperiment gjorde den påmindelse i det mindste folk mere bekymrede over miljøet og mere villige til at hjaelpe. (5)
● DET KAN GIVE STYRKE at taenke fremad på den Jord, vi efterlader til vores børn, og den historie, de kommer til at fortaelle om os. Det samme gør det at se tilbage på den historie, vi fortaeller om os selv, bevidst eller ej, og hvor historien kommer fra. Den fortaelling, der understøtter den europaeiske og amerikanske civilisation, har haft en stor effekt på planeten i løbet af de sidste par århundreder. Bibelen er et godt udgangspunkt.
I Første Mosebog 1 pålaegges mennesket at “herske over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!” Teologen Ellen Davis ved Duke University har reflekteret laenge over denne passage. “Når vi hører ‘herske over’, taenker vi ‘dominere’ – en hårdhaendet, topstyret anvendelse af menneskers magt over resten af verden,” siger hun. Men i sammenhaengen mener Ellen Davis, at det hebraiske ord radah
betød noget helt andet. Hvis det er tilfaeldet, er den vestlige civilisation delvis baseret på en misforståelse af en af sine grundlaeggende tekster.
Der er ingen tvivl om, at Første Mosebog gav mennesker en saerstatus som de eneste skabninger, der blev skabt i Guds billede, forklarer Ellen Davis. Men Gud velsignede de andre skabninger før os og på samme måde og befalede dem også at “blive frugtbare og talrige”. Uanset hvad radah betyder, kan det ikke betyde “tilintetgøre velsignelsen,” siger Ellen Davis. Men det er netop, hvad vi har gjort i stadig stigende grad: udryddet andre arter, når vi har underlagt os Jorden.
I stedet for “herske over” oversaetter Ellen Davis radah som at “udøve dygtig beherskelse blandt skabningerne.” Gud opfordrede os til at vaere dygtige håndvaerkere og derved følge Guds eksempel i at skabe os, og at vaere dygtige forvaltere af skabelsen, siger hun. Vores fejllaesning af denne nuance har haft konsekvenser – som om en gammel etikettebog havde befalet os ved det første møde med nogen at røre let ved hans kind, mens vi havde taget det som en opfordring til at slå ham lige i ansigtet.
Den naeste store overraskende drejning i den vestlige fortaelling kom i 1600-tallet med oplysningstiden. Den frigjorde vores sind fra at vaere underlagt gamle tekster, men forstaerkede ideen om, at vi skulle dominere Jorden. Ifølge den tyske historiker Philipp Blom skal en rod til oplysningen findes i 1500-tallets lille istid; en periode, der var så kold, at et isbjerg dukkede op ud for Rotterdam, og høsten slog fejl overalt i hele Europa. (6) Religion var ikke til nogen hjaelp mod afgrødesvigt, og folk begyndte i stigende grad at saette spørgsmålstegn ved dens autoritet. De begyndte i stedet at søge viden gennem systematisk laering fra observationer og erfaringer – altså, videnskab.
Med det trådte ideen om fremskridt ind i den vestlige civilisation. Og lige fra begyndelsen, skriver Philipp Blom, blev det sidestillet med økonomisk vaekst. Vaeksten havde vaeret langsom og uregelmaessig før, og det forblev sådan indtil den industrielle revolution i 1700- og 1800-tallet. Derefter, ansporet af videnskab og teknologi – såvel som billig kul og ressourcer hentet fra steder som Alabama – tog det fart.
I 1900-tallet blev økonomisk vaekst et mål i sig selv. Under verdenskrisen i 1930’erne, hvor økonomien i mange lande kollapsede og traumatiserede en hel generation, udviklede en amerikansk økonom ved navn Simon Kuznets en metode til at måle en hel nations produktion.
6. Den lille istid er blevet forbundet med vulkanudbrud og solaktivitet – naturlige udsving, der ikke er relateret til nutidens globale opvarmning.
7. Hvis lykke er målet, er det ikke lig med et stigende BNP i rige lande: Amerikanske undersøgelser viser, at lykken dér er stagneret i årtier.
Nu var der et enkelt, forførende tal knyttet til økonomisk vaekst. Efter 2. verdenskrig blev det en besaettelse for regeringer over hele verden at få det tal, der blev kaldt for bruttonationalproduktet (BNP), til at vokse. “Denne fiksering er blevet brugt til at retfaerdiggøre ekstreme uligheder i indkomst og formue kombineret med en hidtil uset ødelaeggelse af den levende verden,” skriver den britiske økonom Kate Raworth.
Lad mig opsummere: Økonomisk vaekst, rodfaestet i en misforståelse af Bibelen, der blev forstaerket af oplysningstiden og den industrielle revolution, er blevet vores overordnede fortaelling. Kate Raworth mener ikke, at den tjener os godt.
Hvordan ville det se ud, hvis verdens lande forvaltede deres økonomi efter de graenser, der fastsaettes af naturen? Selv bare at stille det spørgsmål og antyde den mindste skygge af økonomiske begraensninger, svarer til en krigserklaering blandt nogle kredse. Krigen har stået på i et halvt århundrede, og fortalere for vaekst har altid haft et staerkt moralsk argument:
Økonomisk vaekst har løftet milliarder af mennesker rundt om i verden ud af fattigdom, og milliarder flere har stadig brug for dets fordele.
Pointen er ikke, at al vaekst er dårlig, skriver Kate Raworth i sin bog Donut Economics. Nogle lande har tydeligvis brug for meget mere, mens andre ikke har. (7) Pointen er, at vaekst ikke bør vaere pointen.
Doughnutten illustrerer, hvad Kate Raworth mener, bør vaere vores formål. Dens ydre kant er det “økologiske loft” – de planetaere graenser defineret af Johan Rockström og hans kolleger. Den indre kant er det “sociale fundament” – mad, sundhed, uddannelse og andre grundlaeggende betingelser for et vaerdigt menneskeliv. Ideen er at give alle på Jorden mulighed for at leve et sådant liv uden at ødelaegge Jorden for os alle.
Hvordan når vi derhen? Doughnutten er mere en vision end en egentlig plan. Kate Raworth ser alle de forskellige kriser i 2000-tallet – “økonomisk nedsmeltning, klimanedbrydelse, COVID-nedlukning” – som relateret til “menneskehedens ekspansionistiske projekt”, fortaeller hun. Det vil kraeve en dyb kulturel transformation at aendre dette projekt; en kollektiv aendring af tankegang; en aendring, som pandemien, frygtelig som den er, muligvis fremmer. “Jeg tror, at denne pandemi skubber os hurtigere hen imod den fremtid, som vi vidste, at vi ønskede,” siger Kate Raworth.
Man kunne se svage antydninger af det i år, hvis man kiggede efter det. Man kunne se det i beslutningen taget i januar af BlackRock, der forvalter over 7 billioner dollars i aktiver, om at begynde at frasaelge kul, om ikke olie og gas endnu. (“Jeg tror, vi står på kanten af en grundlaeggende omformning af økonomien,” skrev BlackRocks administrerende direktør Larry Fink.) Man kunne også se aendringen i EU’s beslutning i juli om at investere 4 billioner kr. i klimaindsatser over de naeste syv år, eller i udbredelsen af cykelstier i byer i Europa og USA. Ellen Davis så det i maj, da hun talte til Homiletikfestivalen, hvor tusinder af kristne praedikanter deltog: I år havde de tilmeldt sig en uges online-kursus i forkyndelse om klimaforandringer. Ifølge en nylig meningsmåling er to tredjedele af amerikanerne bekymrede om det – flere end nogensinde før på trods af pandemien, på trods af den nuvaerende regerings ligegyldighed.
Der findes også sociale bristepunkter såvel som klima-bristepunkter, konkluderede et forskerhold ledet af Ilona Otto ved Potsdam-instituttet i en artikel, der blev offentliggjort i begyndelsen af februar. Forandring kan begynde i et bestyrelseslokale, i en regering eller på gaden. (“I tider med omvaeltning,” skriver Philipp Blom, “vokser nye historier frem gennem revner i den officielle sandheds beton, styrket af usikkerhed.”) Uanset hvor forandringen begynder, kan den undertiden, af grunde, som forskere ikke så let kan forudsige, sprede sig som en steppebrand, når folk bliver inspireret af andres forbillede. Et lille mindretal kan vende holdningen hos resten af os.
Selvfølgelig kan vi, isaer i dette forfaerdelige år, let blive påvirket af frygt til at holde igen og genoprette status quo. Kate Raworth fokuserer på byer og prøver at overtale dem til at “komme ud af denne nødsituation” med en ny kurs. (8) I begyndelsen af april midt i nedlukningen blev Amsterdam den første by til at vedtage hendes doughnutmodel og forpligte sig til at overveje hele spektret af konsekvenser – økologiske og sociale, lokale og globale – af alt, hvad byen gør. Som en begyndelse vil byen halvere sin anvendelse af råmaterialer inden 2030.
“Folk tiltraekkes af historier, der giver dem håb, håb om en sikker fremtid, hvor de betyder noget,” siger Kate Raworth. “Og dette er en fremtid, hvor vi genopretter forbindelsen til den levende verden, vi genopretter forbindelsen til vores samfund, og vi stiller store spørgsmål om, hvad det betyder at trives.”
I 1963, DA Martin Luther King, Jr., bragte borgerrettighedskampen til Birmingham – et vendepunkt i kampen mod segregering – var der gået nøjagtigt et århundrede siden Abraham Lincolns Emancipationsproklamation. Det var også et
8. I maj lovede 38 byer i C40-netvaerket af miljøbyer, at de ikke vil gå tilbage til at gøre tingene, som de plejede, når de kommer sig efter en pandemi med “rødder i miljøødelaeggelse”.
århundrede siden John T. Milner havde åbnet den første mine på Red Mountain for at levere jern til Konføderationen. I 1962 lukkede U.S. Steel den sidste af minerne. I 99 år var den del af højderyggen på den sydvestlige side af Birmingham blevet raseret.
“Der var intet på det bjerg” dengang, sagde Wendy Jackson, en tidligere direktør for en lokal miljøgorganisation ved navn Freshwater Land Trust. “Ingen traeer. Intet undtagen minedrift.”
Da Wendy Jackson først gik rundt her i 2004, havde det ligget øde hen – bortset fra folk, der kom og smed affald her – i mere end fire årtier. Der var vokset skov op igen. Kujibønne draperede skovkanten. Dette var ikke uberørt natur – men det var naturen på vej tilbage. Og skjult i skoven var de smuldrende mineskakte, hvor minearbejdere i et århundrede havde begivet sig ned i bjerget hver morgen for at følge den skrånende jernmalmåre stadig dybere. Der voksede traeer ud gennem vinduer og nedfaldne tage af de betonbadhuse, hvor maendene havde skyllet det røde jord af om aftenen. Det føltes, som om “man var så taet, som man kunne komme, på at røre Birminghams fortid,” sagde Wendy Jackson.
I 2005 forhandlede hun og Freshwater Land Trust en aftale med U.S. Steel om at købe 450 hektar af bjerget og konvertere det til en park. Red Mountain Park åbnede i 2012. I de første år besøgte min kone og jeg det kun nogle få gange; det var ligesom ikke på vores radar. (9) Så ramte pandemien. Nu vandrer vi der naesten hver søndag morgen. Parken er inden for bygraenserne, men stor nok – over 600 hektar nu – til, at vi kan forsvinde ind i skoven og vaere alene med fuglene og cikaderne. Når varmen saetter ind, hviler vi i det kølige traek fra en mineindgang. Og med den meget formindskede stålindustri og de mindre forurenende biler er udsigten fra toppen ud over dalen klarere end i gamle dage.
En tidlig sommermorgen går jeg en tur med Jerri Haslem, parkens første sorte seniormedarbejder, der blev ansat bare sidste år. Hun blev født i 1963 i Birmingham, fortaeller hun, da vi går langs den korte jernbanelinje, der engang fragtede jernmalm til møllerne. Jerry Haslem er datter af en stålarbejder og blev født på en sort fødeafdeling i en hospitalskaelder i en by, der foretrak at lukke sine parker frem for at ophaeve raceadskillelsen i dem. Hun blev født to dage efter, at hvide segregationister bombede Baptistkirken på 16th Street og draebte fire små piger – en skaendig forbrydelse, der hjalp med at tippe
9. “Den største trussel mod miljøet er den manglende forbindelse mellem mennesker og naturen,” siger Wendy Jackson. ”Man bevarer kun noget, hvis man elsker det.”
stemningen i landet over mod vedtagelsen af borgerrettighedsloven.
Jerry Haslem havde lige droppet en karriere i erhvervslivet, da Red Mountains direktør, T.C. McLemore, overtalte hende til at hjaelpe ham med at nå bredere ud. I de første år havde parken sigtet mod at tiltraekke trailløbere, mountainbikere og svaevebaner. “Det var en park for folk fra Homewood,” siger Jerry Haslem med henvisning til den overvejende hvide forstad, hvor min kone og jeg bor. “Men parken ligger i Birmingham!”
Pandemien har ramt Birmingham hårdt. Denne sommer stod byen over for et hul på knap 400 millioner kr. i sit budget på grund af mistede skatteindtaegter fra lukkede virksomheder, og virussen bredte sig kraftigt. Red Mountain Park, der er et offentligt-privat partnerskab med meget lidt offentlig finansiering, stod også over for en udfordrende fremtid, siger T.C. McLemore. Alligevel har pandemien vaeret god for parken: Antallet af besøgende har nået nye højder, selvom svaevebanen og klatrecentret er lukket. Sorte beboere kommer som aldrig før, siger Jerry Haslem, nogle gennem en ny indgang mod nord på Birminghamsiden. De kommer for at komme ud af huset, gå i naturen og “lytte til de forbandede fugle”.
“Det er nødt til at vaere mange forskellige kraefter,” fortsaetter hun. Vi taler nu om, hvordan dette kim til noget nyt kan drives frem. “Det er nødt til at vaere regeringen, samfundet, manden på gaden, rigmanden. Det skal vaere os alle. Hvis det kun er fattige, der kommer, klarer det sig ikke. Hvis det kun er rige, klarer det sig ikke. Det er nødt til at vaere alle. Og det sker helt naturligt på grund af COVID-19.” ▯