VI MÅ RETTE OP PÅ ULIGHEDEN
Virussen og demonstrationer for social retfaerdighed minder os om den globale ulighed, der desperat kraever vores opmaerksomhed.
COVID-19 har aendret måden, vi lever og arbejder på, og ødelagt nogle af vores mest vaerdsatte ritualer. Men sammen med de globale protester mod social uretfaerdighed har det også mindet os om det desperate behov for at udligne ulighederne i vores samfund – og beskytte de mest sårbare blandt os bedre.
RUBY MOSS FANDT på en eller anden måde styrken til at falde på knae i bøn. Selvom hun selv var alvorligt svaekket af virussen, bønfaldte hun Gud om at lade hendes mand gennem 32 år, Adolphus Moss, leve.
Hans tilstand forvaerredes hurtigt. En sygeplejerske havde lige ringet fra et hospital i Tuscaloosa, Alabama, for at advare hende om, at Adolphus, selv med en fuldt tilkoblet respirator, ikke laengere kunne traekke vejret.
“Hør min bøn, oh Gud. Red hans liv,” gentog Ruby desperat. Flere minutter inde i hendes bøn om et mirakel, blev hendes svar leveret: “Jeg beklager. Han klarede den ikke,” sagde en stemme i den anden ende af telefonen.
Der blev afholdt en ceremoni ved graven for Adolphus Moss på kirkegården ved Fourth Creek Baptistkirke i York, Alabama i april. Uden fanfare eller en offentlig mindehøjtidelighed blev Adolphus Moss, 67 år, diakon i sin kirke og en respekteret leder i sit lokalsamfund, lagt i jorden. Hele gudstjenesten for ham varede højst 10 minutter.
“Jeg var ikke i stand til at give min mand den slags hjemvendelsesgudstjeneste, han fortjente,” siger Ruby. “Vi fik at vide, at 10 mennesker i alt kunne deltage, og at to af dem ville vaere der i officiel kapacitet for at forestå begravelsen. Det var, som om vi var i en helt anden verden. Det var uvirkeligt.”
År 2020 har medført ufattelige aendringer i den måde, vi lever på, og den måde, vi dør på. De døende dør alene. Overlevende sørger i ensomhed. Dødsritualet har aendret sig til uigenkendelighed. Den irske begravelsestradition med en åben kiste omgivet af folk, der synger, krammer og skåler for den afdøde, er nu staerkt indskraenket. Den afroamerikanske skik med gravøl efter ceremonier for at fejre den afdødes hjemvenden til sit åndelige hjem – en skik, der går
tilbage til slavetiden – er stort set stoppet. Rituelle afvaskninger af den afdødes krop, der praktiseres vidt og bredt af Østens og Mellemøstens trosretninger, udføres i sikkerhedsudstyr, hvis overhovedet. Det sidste åndedrag tages nu regelmaessigt uden en trøstende velkendt berøring eller et afskedsknus. COVID-19 har forvandlet døden til den ensomste rejse i hele den delte menneskelige erfaring.
“Begravelser er enormt vigtige for at navigere i sorg,” siger William Hoy, der er klinisk professor i medicinsk humaniora ved Baylor University. “En begravelse over Zoom er ikke det samme. Jeg frygter, at der vil vaere en tung pris at betale for vores manglende evne til at gnubbe skuldre, graede eller sørge i det samme fysiske rum.”
William Hoy påpeger, at “nogle overlevende, der mistede familie i terrorangrebene den 11. september, endnu ikke er kommet sig over, at ligene af deres kaere aldrig blev fundet eller stedt ordentligt til hvile. De sorgramte har behov for den menneskelige forbindelse.”
Det er blevet smerteligt klart, at virussen har aendret livet, som vi kender det.
Udover at efterlade et svimlende spor af døde, har virussen stjålet de mest fundamentale skatte i vores faellesskab. Veletablerede rutiner omkring arbejde, uddannelse og familieliv er blevet underligt forvraenget; daglige vaner er forlist. De ceremonielle milepaele, der anerkender praestation, er blevet makuleret. Siden marts har vi ofte deltaget i usaedvanlig opførsel, såsom panikindkøb af toiletpapir eller skaenderier med fremmede over anstaendigheden af at baere ansigtsmasker i det offentlige rum.
Strukturelle uligheder og farligt uafstemte kulturelle vaerdier i samfund rundt om i verden bliver undersøgt og bedømt. Hvad er samfundsvigtigt arbejde? Hvem er
1. Globalt arbejder 61 % af befolkningen i den uformelle økonomi i job som husholdersker, gadesaelgere, pakkebud og dagarbejdere.
en vigtig medarbejder? Og hvorfor er de fattigste arbejdstagere uforholdsmaessigt repraesenteret på frontlinjerne og så utilstraekkeligt beskyttet?
DET ANSLÅS, AT 1,9 MILLIONER turister kom til Rio de Janeiro til en uges festivitas i februar. Karnevalsdeltagerne taenkte formentlig ikke på de fattiges situation, mens de indtog Brasiliens nationaldrik, caipirinhas, og muntrede sig på de berømte strande i Copacabana. Men de titusinder, der flokkedes til stadionet Sambadrome Marquês de Sapucaí i byens centrum den sidste søndag i karnevallet for at se 13 paradeensembler, blev tilskuere til en fejring af fattige brasilianske kvinder.
Den prestigefyldte sambaskole Unidos do Viradouro brugte sin forestilling til at hylde de fattige sorte kvindelige arbejdere kendt som vaskekonerne i Salvador, Brasilien, som er efterkommere af afrikanske slaver. I den indaedt konkurrencepraegede begivenhed vandt Unidos do Viradouro titlen som bedste show. Forestillingen blev hyldet af et internationalt publikum, der måske fornemmede et tilhørsforhold til de sårbare og de fattige.
Den gode følelse endte brat. Brasilien registrerede sit første tilfaelde af COVID-19 samme dag. En 61-årig forretningsmand, der for nylig havde besøgt Norditalien, tog på et hospital i São Paulo og klagede over feber, hoste og ondt i halsen. Han var Latinamerikas patient nul, og hans infektion signalerede for sygdomseksperter, at coronavirussen sandsynligvis allerede fejede gennem hele Sydamerika. Sundhedsmaessigt og økonomisk sårbare vaerter for virussen såsom vaskekonerne og millioner af andre i Brasiliens overfyldte favelaer eller slumkvarterer, var pludselig i alvorlig fare.
Hvis menneskeheden i sidste ende skal sejre over COVID-19 og de virus, der måtte komme i fremtiden, skal de fattige og socialt udstødte – som vaskekonerne – inkluderes i det sikkerhedsnet, der opretholder os alle. (1) Brasilien lå på en andenplads efter USA i slutningen af august i antallet af smittede og bekraeftede dødsfald.
COVID-19 er en lusket virus. De, der lider under mangeårige sociale skaevheder formet af klasse, kaste, race og velstand, er saerligt sårbare. Virussen udnyttede forhold, der allerede eksisterede. Og da den ramlede sammen med den uro, der eksploderede i USA i sommer, udfoldede der sig to overlappende kriser. Mens en ny virus angreb lungerne, fortsatte en langt mere
velkendt virus med at føre krig mod sorte. Efter at have set George Floyd dø langsomt under en politibetjents knae i Minneapolis, reagerede verden med raseri og beslutsomhed. Lige fra Mellemøsten over Europa til de mest uventede dele af det landlige USA kunne man høre råbet “Black Lives Matter”. (2)
Den erklaering gav global anerkendelse til konceptet om, at alt liv er forbundet, helligt og skal beskyttes. Et tvaersnit af vidt forskellige demografiske grupper og kulturer besluttede sig for ikke laengere at vaere tavse over for systemisk politimishandling og latente synspunkter om et hvidt overherredømme. Det var da, at statuer begyndte at vaelte, og laenge aerede navne blev fjernet fra fremtraedende universitetsbygninger.
Det afslørede alt sammen noget helt enkelt, som vi nu er nødt til at konfrontere: For at overleve denne virus og andre i fremtiden er vi nødt til at blive en mere retfaerdig samling af samfund. En åbenbar sandhed er blevet afsløret: I en viruskrig er menneskeheden kun så staerk som sit svageste led. Vores kollektive overlevelse afhaenger af evnen til at udvikle en langt større forståelse for det direkte forhold mellem universel sundhed og social retfaerdighed. Det kraever også en villighed til at tage de afgørende skridt til at afhjaelpe den uendelige pandemi af knusende fattigdom, der er klodens Achilleshael.
NOGLE UNDERVURDEREDE virussen og anså den for let at håndtere, om ikke ligefrem godartet. Verden har set dens angreb bølge frem og tilbage og reagerede ofte tragisk. Den fjerde søndag i marts, imens antallet af infektioner eksploderede, formanede den 66årige evangeliske biskop og tidligere politibetjent Gerald Glenn i Chesterfield, Virginia, sin menighed om ikke at frygte virussen. Som mange kirkelige ledere fulgte Gerald Glenn ikke guvernør Ralph Northam og andres advarsler mod forsamlinger på mere end 10 personer.
“Jeg er overbevist om, at Gud er større end denne frygtede virus,” sagde Gerald Glenn til sine sognebørn. “Hvis jeg skulle levere min egen mindetale, ville jeg sige, ‘Gud er større end enhver
2. Der er blevet afholdt en Black Lives Matterprotest i 40 % af alle amerikanske amter, i 60 forskellige lande og på alle kontinenter undtagen Antarktis.
udfordring, som du og jeg står overfor.’ Det ville vaere mit eftermaele.”
Gerald Glenn døde af COVID19 tre uger senere. Han lod aldrig til at vakle i troen, men det gjorde virussens dødelige angreb heller ikke.
Uger senere blev den årlige muslimske pilgrimsfaerd, hajj, begraenset til et minimum for at imødegå den umådelige sundhedsrisiko, der var forbundet med den fem dage lange religiøse ceremoni. Pilgrimsfaerden, som alle muslimer, der er i fysisk og økonomisk stand til det, er forpligtet til at tage en gang i deres liv, udgør en af de fem søjler i islam.
Normalt rejser op mod to millioner pilgrimme hvert år til Mekka. I år var faerden begraenset til tusind mennesker. Virussens bagholdsangreb på en verdensreligion med knap to milliarder troende blottede sin uhyggelige angrebsform. Den rammer ikke kun ofrenes kroppe, men også ånden hos dem, der er tvunget ud i adskillelse og isolation.
I sommer lagde en dybt religiøs mand i Columbus, Ohio, en sang på Facebook, som han håbede ville opmuntre og trøste mange af hans ensomme og aeldre venner. Min far, der fyldte 78 år i juni, benyttede sin fødselsdag til at tage fat i sin guitar, der aldrig var langt vaek. Han
stod foran sin computer og optog sig selv, mens han optrådte med en sang, han skrev for 30 år siden. Han kaldte sangen “Gud har vaeret god mod mig.” Det var en sang med lovprisning og taknemmelighed.
Frank Morris, der engang var praest i en lille landsbykirke ved foden af Appalacherne, var fortvivlet over det faktum, at han ikke laengere trygt kunne deltage i ugentlige gudstjenester eller fejre sin fødselsdag med sine kaere. Det forhindrede ham ikke i at forsøge at raekke ud til andre.
Efter at have set videoen spurgte jeg min far, hvorfor han havde lavet den og derefter valgt at dele den. Hans svar var enkelt.
“Jeg ønskede at nå ud til folk, der er bekymrede eller syge, og lade dem vide, at jeg taenker på dem, og at de ikke er alene. Jeg ville have dem til at huske Salmernes Bog: ‘Jeg har aldrig set en retfaerdig forladt eller hans børn tigge om brød,’” sagde han med et citat fra Bibelen.
Måske har virusdøden givet os en advarsel, vi ikke kan ignorere. Den katastrofale sundhedstrussel, der nu afslører vores svagheder som art, afslører også vores forbindelse til hinanden. Det er det positive aspekt ved situationen. Under truslen fra pandemien har vi fået mulighed for at genoverveje, hvordan samfund og lande er afhaengige af hinanden på trods af mangeårige kunstige opdelinger. (3)
Det er ikke en overdrivelse at sige, at vi alle er brikker i en global dominokaede. Nogle af os er bare meget mere sårbare, men vi er alle i stor fare for at vaelte.
DE FAERRESTE amerikanske byer er blevet ramt lige så tidligt og voldsomt af pandemien som Detroit. Byen har lidt under angreb, der er i stand til at slukke ethvert håb. Motor City, der engang var bilindustriens mekka, erklaerede sig konkurs i 2013. Men
3. COVID-19 har forvaerret sultproblemet i USA: Over 54 millioner mennesker, inklusive 18 millioner børn, har muligvis ikke nok at spise. Fra marts til juni distribuerede amerikanske fødevarebanker 1,9 milliarder måltider.
VI ER ALLE BRIKKER I EN GLOBAL DOMINOKAEDE. NOGLE AF OS ER BARE MEGET MERE SÅRBARE, MEN VI ER ALLE I STOR FARE FOR AT VAELTE.
laenge før den krise havde den i årtier vaeret på desperationens rand som en af Amerikas fattigste storbyer. Motown var imidlertid på vej op igen.
Engagerede lokale beboere pustede liv i deres elskede by og investerede i Detroits boligkvarterer. Dens bycentrum ved flodbredden stod tilsyneladende på randen til at blomstre op igen med en genkomst af eksklusive restauranter og dyre ejerlejligheder. Ødelagte kvarterer, der var afskrevet som fortabte, var begyndt at tiltraekke bygherrer og velbeslåede bypionerer. Men midt i marts ramte COVID-19.
Sygdommen blotlagde øjeblikkeligt alle de eksisterende forhold, der har gjort Detroit sårbar.
Tusinder af byens fattige, for det meste afroamerikanske indbyggere, manglede rindende vand i deres hjem på grund af ubetalte vandregninger. Hvordan skulle de vaske haender for at hjaelpe med at afvaerge virussen?
Få uger efter virusudbruddet havde mere end 40 % af indbyggerne, der var i arbejde før virussen, mistet deres job, mange af dem permanent. Baseret på en undersøgelse fra University of Michigan med mere end 700 interviewpersoner lå Detroits arbejdsløshedstal i slutningen af april på naesten 48 % – mere end det dobbelte for delstaten som helhed. Døden marcherede ind som på parade.
Den tragiske historie om Jason Hargrove er en advarsel om, hvor forbundne vi er med fremmede, og hvordan døden ligger på lur bag selv de mest dagligdags møder.
Jason Hargrove var gift, far til seks børn og buschauffør i Detroit. Hans job blev betragtet som uundvaerligt i en by, hvor naesten 20 % af beboerne er afhaengige af offentlig transport. Tidligt i marts blev Jason Hargrove bekymret. Han fortalte sin kone og kolleger, at han var bekymret for, at jobbet var blevet risikabelt.
Hans vaerste mareridt blev til virkelighed, sagde han, da en midaldrende kvinde steg på hans bus, stod bag ham og hostede gentagne gange. Hun gjorde intet for at holde sig for munden.
I et Facebook-indlaeg den 21. marts luftede Jason Hargrove sin vrede over den uidentificerede kvinde: “Jeg føler mig kraenket. Jeg føler mig kraenket for de mennesker, der var i bussen, da dette skete,” sagde han i videoen.
11 dage efter, at videoen blev offentliggjort, døde Jason Hargrove på intensivafdelingen på et hospital i Detroit. Som frontlinjepersonale i en pandemi påtog han sig risikoen ved et farligt arbejde.
“Jason var dybt engageret i sit job,” sagde hans kone, Desha Johnson-Hargrove. “Han tjente ikke millioner af dollars, men han følte, at han var ansvarlig for sine passagerers sikkerhed, og han forsøgte altid at knytte bånd til dem. Alle blev mødt med et ‘god morgen, hr.’ eller ‘god morgen, frue’. Det er sådan et menneske, vi har mistet.”
Ligesom operatørerne af den offentlige transport i taetbefolkede byer som Tokyo, New York eller Mumbai havde Jason Hargrove ikke den luksus at kunne arbejde hjemmefra. Mange af hans passagerer var selv arbejdere på vej til lavtlønnede job, der kraever fysisk tilstedevaerelse i en fabrik, et supermarked eller et plejehjem. Busserne blev til rullende petriskåle.
VI VED MED SIKKERHED , at bestemte grupper fortsat vil vaere i høj risiko for at blive syge eller dø af virussen af den simple årsag, at de ikke har adgang til sundhedspleje eller, som Jason Hargrove, arbejder i uundvaerlige frontlinjejob, hvor man med stor sikkerhed bliver eksponeret. I USA har afroamerikanere og personer af latinamerikansk herkomst haft en uforholdsmaessig høj dødsrate på grund af sundhedsmaessige tilstande, der ofte kaldes for underliggende sygdomme, eller helt enkelt fordi deres arbejde tvinger dem til at forlade deres hjem.
Hver gang vi går ind i et supermarked, stirrer vi ind i øjnene på en desperat mor eller en anden, der ikke kan krybe i flyverskjul hjemme. Det er den indbyrdes forbundethed, som vi pludselig opdager: Nogle af de mest sårbare blandt os er de vigtigste.
“I for mange lande er den sociale kontrakt blevet brudt, og de globale institutioner, der blev oprettet for at håndhaeve rettigheder, lighed, inklusiv vaekst og global stabilitet, har bidraget til den konvergens af kriser, verden nu står overfor,” sagde Sharan Burrow, der er
SYGDOMMEN BLOTLAGDE ØJEBLIKKELIGT DE EKSISTERENDE FORHOLD – FATTIGDOM, ARBEJDSLØSHED – DER HAR GJORT DETROIT SÅRBAR.
4. Verdens top-10 sultramte områder er Yemen, Den Demokratiske Republik Congo, Afghanistan, Venezuela, den vestafrikanske Sahel-region, Etiopien, Sudan, Sydsudan, Syrien og Haiti.
5. På bare en måned tidligt i pandemien meddelte naesten 20 % af USA’s voksne befolkning, at de mistede lønninger som følge af virusudbruddet.
generalsekretaer for International Trade Union Confederation (ITUC), som repraesenterer 200 millioner arbejdere i 163 lande og territorier.
Omfanget af global fattigdom var naturligvis svimlende laenge før udbruddet af COVID-19.
Ifølge den internationale velgørenhedsorganisation Oxfam, der er fokuseret på at afhjaelpe global fattigdom, lever naesten halvdelen af verdens befolkning i forarmelse. Verdens 2153 rigeste har en samlet rigdom, der overstiger den kombinerede rigdom af de fattigste 4,6 milliarder. Coronavirussen har forvaerret de frygtlige tilstande på måder, vi endnu ikke kender. I juli anslog Oxfam, at helt op til 12.000 mennesker om dagen risikerer at dø af COVID-relateret sult ved årets udgang. Det antal kunne overstige antallet af dødsfald fra sygdommen.
Antallet af nye sultramte områder stiger, ikke kun i nødlidende lande som Sydsudan og Venezuela, men også i mellemindkomstlande som Indien, Sydafrika og Brasilien. (4) Millioner, der knap overlevede før pandemien, er nu i fare. USA er ikke immun over for sult. Med virksomheder, der er tvunget til at lukke, og skoler der er henvist til fjernundervisning, har husstande sjaeldent vaeret mere pressede og i nogle tilfaelde usikre på, hvor naeste måltid skal komme fra.
I maj fandt Kaiser Family Foundation Health Tracking Poll, at 26 % af amerikanerne meddelte, at de selv eller et medlem af husstanden siden februar havde undvaeret måltider eller vaeret afhaengige af velgørenhed eller regeringsprogrammer for at få dagligvarer – herunder 13 %, der sagde, at de besøgte en fødevarebank for at få forsyninger.
“Den forfaerdelige sandhed er, at fødevareusikkerheden eksploderer her i vores egen baghave,” sagde Oxfam Americas administrerende direktør og praesident Abby Maxman i en pressemeddelelse.
“Hver eneste by har folk, der går sultne i seng lige nu. De, der stod på kanten før, kaemper nu for at holde sig flydende. I Mississippi oplever naesten en fjerdedel af alle beboere fødevareusikkerhed; i Louisiana står over en tredjedel af alle børn over for tomme skabe.”
Mens mange lokalsamfund i USA kaemper for at overleve intakt (5), er de, der tager sig af af de mest sårbare, blevet endnu vigtigere.
EN VARM DAG I JULI var Vince Cushman, en leder af Cleveland-områdets fødevarebank, gennemblødt af sved, mens han dirigerede trafikken på en kommunal parkeringsplads. Meget få kontormedarbejdere kørte ind til centrum på grund af virussen, så den store p-plads var blevet central for en ugentlig maddistribution til omkring 2000 familier i Cleveland.
I otte år har Vince Cushman arbejdet for det, han kalder en af de travleste fødevarebanker i USA. Han betragter sit job som en offentlig tjeneste. Han tror på, at det at gøre samfundstjeneste er et kendetegn ved Cleveland. Det er en af grundene til, at han var fortvivlet, da han fik COVID-19 i marts; han ved ikke hvorfra. Han gik glip af naesten seks ugers tjeneste, før han var kommet sig igen.
“Vi har vaeret igennem mange svaere tider. Derfor tror jeg, at vi reagerer bedre i en krisetid end en masse steder, der ikke så konsekvent har vaeret nødt til at håndtere modgang. Vi er også forsigtige med
at dømme folk i deres nød,” sagde Vince Cushman.
“Jeg fortaeller altid mine frivillige, at vi aldrig ved, hvilke omstaendigheder, der fik nogen til at stille sig op i køen for at få mad. Jeg er ligeglad med, om de kørte ind på parkeringspladsen i en Lexus; man ved ikke, om de er hjemløse og kun har den bil at bo i. Vores job er at behandle dem med vaerdighed og venlighed, med en forståelse om, at vi har fået muligheden for at hjaelpe dem,” sagde han.
Men det er ikke kun de desperate familiers sult, der bekymrer laerere over hele verden. Sandsynligheden for, at utallige børn lider under uoprettelige tilbageslag i deres uddannelse er en kritisk bekymring.
En meningsmåling fra Associated Press-NORCs forskningscenter for offentlige anliggender i marts viste, at aendringen på amerikanske skoler fra klasseundervisning til fjernundervisning førte til, at foraeldre med en husstandsindkomst på under 320.000 kr. årligt var saerligt bekymrede over fremtidsudsigterne for deres børn. Omkring 72 % af disse foraeldre sagde, at de var bekymrede for, at deres børn ville sakke bagud fagligt. 56 % af foraeldrene i højindkomsthusstande havde samme frygt.
“Vi ved allerede, at de fleste elever – alt andet lige – har gavn i faglig henseende og i deres sociale og følelsesmaessige udvikling af at vaere i skole,” sagde Aaron Pallas, formand for afdelingen for uddannelsespolitik og social analyse ved laererseminariet på Columbia University. “Selv planlagte afbrydelser som sommerferier kan bremse eleverne, og disse afbrydelser kan ramme elever fra arbejderklassen og fattige kår hårdere end middelklassebørn og -unge.”
På trods af pandemiens nedlukning af skoler og arbejdspladser og omformningen af vores dagligliv fortsaetter historien med at vaere til revision. Kloden flyder over i en strøm af raceuro, sociale oprør og fortsatte opfordringer til et øjeblikkeligt opgør med social ulighed.
I KØLVANDET PÅ George Floyds død – den 46-årige afroamerikaner, der døde efter at blive anholdt i Minneapolis på mistanke om at have videregivet en forfalsket 20-dollar-seddel – begyndte en af de største protester i USA for alvor. I de fem uger efter hans død i maj deltog ifølge flere offentliggjorte meningsmålinger mellem 15 og 26 millioner mennesker i USA i offentlige protester, og millioner af andre rundt om i verden demonstrerede i solidaritet.
“Omfanget af protester, vi har vaeret vidne til, er uden fortilfaelde,” sagde Deva Woodly, der er lektor ved New School for Social Research i New York. “Dette er en koordineret indsats, der sker overalt, i byer, forstaeder og landdistrikter. Mere end 40 % af USA’s amter har haft en “Black Lives Matter”-demonstration.
Et bristepunkt, der har vaeret 400 år undervejs, blev nået, da verden blev tvunget til at se den brutale sandhed i øjnene: Sorte liv har ikke betydet noget. Drabet på George Floyd fratog endelig de glade uvidende uvidenhedens privilegium.
Hans liv har måske ikke haft betydning for nogle. Men det har hans død for mange. Unge mennesker fra det landlige USA, velhavende hvide studerende og en lang raekke almindelige mennesker sluttede sig til kravet om racemaessig og social retfaerdighed i solidaritet med grundlaeggerne af Black Lives Matter og borgerrettighedsaktivister fra hele verden.
COVID-19 har radikalt aendret meget af vores sociale adfaerd, men vil det aendre vaerdierne i vores kultur? Hvis den moderne historie er en rettesnor, så er det opmuntrende. I løbet af det sidste århundrede skete der store skred inden for menneskerettigheder og sociale fremskridt umiddelbart efter voldsom død og social uro.
Amerikanske kvinder vandt stemmeretten i kølvandet på 1. verdenskrigs ødelaeggelser og influenzapandemien i 1918. De to kriser åbnede det amerikanske arbejdsmarked for kvinder og udstillede uligheder mellem kønnene, der ikke laengere var gangbare, da krigen sluttede, og influenzaen aftog.
FN, der er viet til at opretholde fred blandt nationer og fremme menneskerettigheder og sociale rettigheder, blev grundlagt kort efter 2. verdenskrig. Den tjener fortsat som dommer og maegler i globale konflikter og uenigheder.
Sorte amerikanske soldater, der vendte tilbage fra samme krig mod tyranni og fascisme, fungerede som en tidlig og kraftig katalysator
6. En arbejdsgruppe har anslået, at det, der svarer til 400 millioner job, er gået tabt på verdensplan som følge af COVID-19. Det kan skubbe en halv milliard mennesker ud i fattigdom. Kvinder og unge er saerligt hårdt ramt.
for borgerrettighedsbevaegelsen og omvaeltningen af den dybt forankrede legaliserede racisme.
Nu fortsaetter endnu en alvorlig krise med virussens ubarmhjertige angreb. Den kraever et universelt svar. COVID-19 angreb oprindeligt de mest sårbare og samlede derefter styrke ved at stå på skuldrene af vores svageste til at ramme alle og enhver. Smittetilfaeldene fortsaetter med at stige i USA, Brasilien, Indien og andre dele af verden. Virussen ramte hensynsløst underliggende sundhedstilstande, og omfattende sociale uligheder satte et globalt inferno i brand.
Lektien for fremtiden er utvetydig: Menneskehedens bedste håb for overlevelse ligger i at kraeve forandring og arbejde for global retfaerdighed. Vi er alle forbundet med de sorte vaskekoner i Brasilien. Vi er universelt forbundet med ubesungne og vigtige arbejdere som Jason Hargrove, der fortsatte med at køre bus i Detroit frem til få dage, før han døde af COVID-19.
Med store menneskelige, økonomiske (6) og sociale omkostninger fremhaever virussen de uløselige bånd, der forbinder os alle. De, der laenge har vaeret usynlige, har vist sig at vaere vigtige led i den menneskelige kaede.
“Jason sørgede altid for, at hans passagerer var sikre, og at hans bus var desinficeret,” sagde Desha Hardgrove. “Han var interesseret i at beskytte sine passagerer, og til gengaeld beskyttede de ham mod uregerlige passagerer. De forstod alle, at de var med samme bus.”
Døden har sat et nådesløst spejl op foran vores ansigter. Vi er alle i denne bus sammen. ▯
Phillip Morris, der er journalist og bor i Cleveland, skriver ofte om emner som race, klasse og kultur. Pari Dukovic er en prisvindenden fotograf kendt for sin uformelle dokumentariske stil, der både er stemningsfuld og farverigl.