MAN MÅ IKKE LADE SIG PÅVIRKE AF SEJRE OG NEDERLAG

TEKST: TROELS BAGER THØGERSEN

Er Charles Woodson værd at signe i free agency?

Hvornår skal man tage konflikten og udskifte den ultrapopulære gunslinger Brett Favre med ham den lidt kæphøje, alternative quarterback, man har haft siddende på bænken i et par år, efter at han slidede i 2005-draften og blev taget lige før Jason Campbell?

Den Stanford- og Georgetown-uddannede jurist Andrew Brandt stod sammen med kollegerne i Green Bay Packers med disse beslutninger fra 1999 til 2008, hvor Brandt var vicepræsident i Green Bay Packers.

Her skulle han forhandle kontrakter og sørge for, at Packers’ forbrug på roster lå rigtigt i forhold til det lønloft, der blev indført i 1994 – et lønloft der ifølge Andrew Brandt er den nok største forklaring på, hvorfor NFL er så populært og har så stor sportslig og kommerciel succes, som ligaen har i dag.

Det var Brandt, der i mere end et år forhandlede med Brett Favres agent Bus Cook, indtil parterne i marts 2001 kun præsentere en 10-årig kontrakt med Green Bay Packers for den dengang 31-årige quarterback, Brandt og Bus Cook måtte hive ind fra en vildmarkstur ude på bøhlandet for at få aftalen helt på plads og underskrevet.

Det var Brandt, der forhandlede hele natten på Green Bay Packers’ vegne, da rookie-kontrakten med Aaron Rodgers kom i hus i 2005. En kontrakt, Brandt husker som overordentlig svær at forhandle i hus med Rodgers agent, fordi Brett Favres forventede sidste arbejdsdag som Packer havde direkte indflydelse på, hvordan rookiens kontrakt skulle se ud.

Brandt er siden blevet analytiker på ESPN og andre amerikanske medier, underviser på Vilanova University i sports-ret og blev for et års tid siden bedt om at stille op som ny præsident for Nfl-spillernes spillerforeningen NFLPA, hvilket Brandt valgte at takke nej til.

Før de ni år i Green Bay var Andrew Brandt en profileret spilleragent med blandt andre kickeren Adam Vinatieri og quarterback Matt Hasselbeck i folden, så med andre ord er det en af de helt tunge insidere, Nfl-magasinet har fat i til en lang snak om arbejdet i et NFL front office og økonomien i NFL, hvor salary cap ifølge Andrew Brandt spiller en helt central rolle i forklaringen på, hvorfor ligaen er så jævnbyrdig.

I ni år var Andrew Brandt vicepræsident i Green Bay Packers med ansvar for kontraktforhandlinger og salary cap-management. I et interview med NFL Magasinet fortæller den tidligere Packers-boss og spilleragent om, hvorfor lønloftet har været så vigtigt for NFL, hvorfor selv de største franchises i ligaen ikke har lyst til at bryde med kollektivet og skabe deres egne superhold som i europæisk fodbold, og hvordan det var at være en topfigur på et af NFL’S mest populære hold.

”Vi havde stor frihed. Der var ingen ejer, der sagde, hvad vi skulle gøre. Hvis jeg forpligtede 20 million dollar på en kontrakt, stod der ingen og fortalte mig, at det var for meget eller for lidt. Vi havde så meget frihed til at træffe beslutninger, hvilket var fantastisk.” Andrew Brandt husker med glæde tilbage på de ni år i Green Bay. Interviewet finder sted midt i training camp, hvor Ryan Fitzpatrick, Von Miller, Joey Bosa og flere andre højtprofilerede spillere enten havde skrevet under eller var i forhandlinger med deres hold. Det er store penge, Brandt tidligere kolleger på begge sider af forhandlingsbordet skulle placere, og for Andrew Brandt er de forhandlinger koblet med lønloftet et fascinerende aspekt ved NFL og ifølge juristen en stor del af forklaringen på, hvem der vinder og taber i NFL. Nfl-hold kan spare lidt på salary cap i et par år og så bruge lidt flere penge end det formelle lønloft en enkelt sæson eller to, hvis holdet i gennemsnit og ud fra nogle komplekse regler holder sig under lønloftet over en flerårig periode. Men ellers er det, i modsætning til eksempelvis baseball eller fodbold som vi kender det fra Europa i alt fra Champions League til

Superligaen, ikke muligt at købe sig til succes i NFL ved at bruge mere end konkurrenterne. Og det giver et dybt fascinerende spil, som i flere årtier har gjort ligaen enormt interessant, mener Andrew Brandt.

”Noget af årsagen til, NFL er den mest populære sportsliga i landet, den mest overskudsgivende liga med den største omsætning og størst økonomisk værdi i holdene kan, spores direkte tilbage til lønloftet. Personaleomkostningerne, som er de største udgifter på sportshold, er i det store hele faste. Der er nogle undtagelser, hvor et hold i en sæson kan få lov at bruge flere penge end lønloftet, men i det store hele er omkostningerne faste og ligger på et sundt niveau, set fra holdenes synspunkt. Gennem den nye collective bargaining agreement har ejerne sikret sig, at det at eje et Nfl-hold er en fantastisk investering, nærmest uanset hvad man måtte betale for at købe holdet,” siger Andrew Brandt.

”For NFL er den kompetitive balance vel nok det vigtigste princip overhovedet. Det er ekstremt vigtigt at have jævnbyrdige hold, der økonomisk er på samme niveau, og hvor der ikke er hold, der får chancen for at dominere sportsligt ved at have større budgetter end de andre. Det er ikke som i Europa, hvor der er op- og nedrykning i de nationale fodboldligaer og stor forskel på budgetterne. Her i NFL er alle sikret at spille sæson efter sæson, og på flere niveauer er man ikke stærkere end det svageste led,” siger Andrew Brandt.

”Rationalet bag lønløftet er at skabe lige konkurrence ved at skabe et konkret, kunstigt fastsat beløb, som holdene ikke må overskride. Teoretisk bør det gøre holdene lige stærke, i hvert fald set fra et finansielt synspunkt. Meget afhænger af, hvordan den sportslige ledelse bruger pengene, og som vi i mange år har set talrige eksempler på i USA såvel som i europæisk fodbold, er penge alene ikke nok til at købe et mesterskab. Det er vigtigere med solidt mandskabsarbejde, at man formår at spotte og udvælge de rigtige spillere, der kan forstærke holdet,” siger Andrew Brandt.

I den kommende sæson får hvert af de 32 hold i NFL en pose penge fra tv-aftaler og kommercielle aftaler, NFL som organisation forhandler samlet på vegne af ligaens hold.

Man deler alle penge, der tjenes på nationalt plan, ligeligt mellem sig, mens holdene får lov at beholde eksempelvis salg af ens eget merchandise i butikker indenfor en bestemt afstand af hjemmebanen.

Fra 2010 til 2016 er ligaens hold gået fra at tjene 8,5 milliarder dollar til 13 milliarder dollar årligt, målet er 25 milliarder dollar i omsætning i år 2027.

Med den nuværende omsætning får de 32 hold i år en pose penge fra den fælles pulje på 222 millioner dollar – knapt 1,5 milliarder kroner, hvilket er mere end selv de største fodboldklubber i Europa som FC Barcelona, Juventus og Manchester United tjener i tv-penge.

Spillerne i ligaen får i gennemsnit et sted omkring 47-48 procent af omsætningen i lønninger, igen et tal, der er langt lavere end den andel af omsætningen, fodboldspillere i Europa får.

”Jeg arbejdede i ni år for det eneste hold i ligaen, der er tvunget til at offentliggøre alle regnskaber. Hvis du ser årsregnskabet, Packers lagde ud for nogle uger siden, havde de en årsomsætning omkring 400 millioner dollar. Spilleromkostninger lå i niveauet 160 til 170 millioner dollar. Det er jo langt under 50 procent af omsætningen, der er gået til lønninger. Fra ligaen bliver der distribueret en pulje penge, der primært stammer fra tv-aftaler, som nu giver hvert hold en basis-betaling på 222 millioner dollar årligt. Alene det beløb er jo langt over ligaens salary cap, så ejerne har dækket deres udgifter, før de overhovedet er begyndt at bogføre alle de lokale aftaler, som kun tilfalder holdet selv. Lønloftet og kontrollen med, at holdene overholder reglerne, gør det her til en fremragende forretning for ejerne,” siger Andrew Brandt. Men hvorfor er spillerne med på at give ejerne en så god aftale? NFL’S aftale med spillerne er på mange måder unik. Aftalen, en collective bargaining agreement (CBA), ophæver mange af de regler, klubberne og ligaen ellers ville være underlagt på det amerikanske arbejdsmarked.

Da den senest blev forhandlet i 2011, lockoutede klubberne spillerne fra midten af marts til slutningen af juli, umiddelbart før training camp skulle i gang, fordi klubberne syntes, aftalen var for ufordelagtig for dem.

Det blev i den grad lavet om med den nye aftale, som blandt andet også lagde et meget fast loft på rookie-kontrakter – kontrakter, der var blevet så dyre i årene op til, at der åbent blevet spekuleret i i NFL, om det overhovedet var værd at vælge spillere i top 10 frem for i slutningen af 1. runde, fordi kontrakterne i top 10 var niveau med erfarne superstjerners.

”Folk synes, at spillerforeningen NFLPA indgik en for dårlig aftale for spillerne. På den anden side forstår jeg godt, at ejerne mente, de var nødt til at få en god aftale, efter den tidligere CBA fra 2006 havde været dårlig for dem. NFLPA forsvarede sig efter bedste evne, man gik med til at lade Roger Goddell fortsætte som commissioner, mens NFLPA til gengæld fik bedre forsikring til spillerne, færre træninger med fuld kontakt og mere fokus på sikkerhed. Men de ting var ikke-finansielle,” siger Andrew Brandt.

En af Andrew Brandts favoritpointer omkring NFL er den model, klubberne har for garanterede og ikke-garanterede penge i kontrakterne.

Mens for eksempel holdene i Major League Baseball hænger på hver en dollar, de har skrevet i deres kontrakter med spillerne, forbeholder holdene i NFL sig retten til at afskedige en spiller og slippe for at betale hele den del af kontrakten, der ikke er garanteret. Et eksempel. Buffalo-quarterback Tyrod Taylor skrev midt i training camp ny kontrakt med sit hold.

90 millioner dollars over fem sæsoner lyder imponerende, men lige nu hænger Buffalo ikke på en eneste cent efter 2016-sæsonen, da kun Taylors årsløn i 2016 på 9,5 millioner dollars er garanteret. Bills kan fyre Taylor efter sæsonen, ifølge de nuværende oplysninger om hans kontrakt uden at skylde quarterbacken noget, selvom der står ”5 år” og ”90 millioner” i hans aftale.

Ifølge Brandt er det et eksempel på den favorable måde, ligaen er skruet sammen på for ejerne – men det giver også mening for spillerne, når økonomien i deres kontrakter bliver stadigt større, og når ligaen og klubberne bliver tvunget til at beskytte spillerne bedre, ikke mindst som følge af de meget alvorlige sager om hjernerystelser og hjerneskader, der i disse år udgør den største trussel mod NFL’S fremtid.

”Jeg mener ikke, NFL’S særlige juridiske status handler så meget om de juridiske undtagelser fra bestemmelser og love om fri konkurrence, som det handler om NFL’S collective bargaining agreement,” siger Andrew Brandt.

”Jeg underviser i sportsret, og her siger jeg altid, at en fællesoverenskomst som NFL’S CBA altid trumfer lovgivningen omkring den fri konkurrence. NFL’S CBA betyder, at spillerne ikke kan gå til det civile retssystem og få kendelser omkring noget, der står beskrevet i overenskomsten. Det er for eksempel derfor, at Tom Brady her i anden omgang ikke kunne stille noget op mod den karantæne, Roger Goddell og NFL gav ham. Det betyder også, at lønloftet og reglerne omkring free agency, der begge strider mod konkurrencelovgivningen og bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed, får lov at blive. Prøv at forestille dig en draft i enhver anden branche. Det ville man aldrig tillade overfor arbejdstagerne. Men ved at indgå en CBA med spillerforeningen kan en sportsliga som NFL slippe udenom lovgivningen. Det er værd at overveje, om fagforeninger egentlig er de rette til at varetage sportsstjerners interesser. For når de indgår en collective bargaining agreement, giver det ligaen mulighed for at trække nogle krav ned

I Green Bay var Andrew Brandt del af det franchise, der i moderne tid er gået længst i strategien med at drafte først og kun meget sjældent finde spillere i free agency.

Julius Peppers var en undtagelse fra reglen, da Packers i 2014 gav den i dag 36-årige linebacker en 3-årig kontrakt på 26 millioner dollar, og sådan var holdet også, da Andrew Brandt arbejdede der fra 1999 til 2008.

Som det eneste fanejede Nfl-hold skiller Green Bay Packers sig ekstremt ud i en ellers lukket liga, og Andrew Brandt har kun godt at sige om arbejdsmetoderne og de udfordringer, der var i jobbet i Wisconsin.

”Det var noget helt specielt at arbejde for et hold, der ikke har en enkelt ejer. Jeg har hverken før eller siden oplevet et hold, hvor folk i den grad går op i holdet som en religion og bakker holdet op i tykt og tyndt. Det var fantastisk i mine første år i Green Bay at opleve den dedikation, men som tiden gik, blev det simpelthen overvældende. Man kunne ikke bevæge sig nogen steder hen uden at tale om The Packers. Vi følte, at vi havde brug for et mere balanceret liv med andet indhold end football,” siger Andrew Brandt.

”I forhold til arbejdet var vi meget afklarede omkring, at vi ville bruge de unge spillere, og at vi stolede på vores egne vurderinger af spillerne. Vi satsede på lange kontrakter med unge spillere, der skulle udvikle sig til nøgle

spillere, i stedet for at falde for fristelsen og prøve lykken i free agency. Vi ville kun gå ud i free agency, hvis vi følte os sikre på at få værdi for pengene. Jeg var med til at signe Charles Woodson, og det var ikke sådan, at vi konsekvent bare nægtede at hente spillere udefra. Men det var ikke vores mentalitet at søge løsningerne i free agency. Vi ville drafte og udvikle vores spillere, og alle var med på på den vision. Trænerne, den finansielle afdeling, talentspejderne. Alle var fælles om strategien,” siger Andrew Brandt.

”Det handler også om kommunikation. I trænerarbejdet, i vurderingen af spillerne og i arbejdet med lønloftet, inklusiv kontraktforhandlinger. De gode hold forstår at skabe sammenhæng mellem de tre områder, mellem trænerne, analytikerne og forhandlerne. I Green Bay gik vi meget op i at arbejde så tæt sammen som muligt, så vi vidste, hvad vores fælles behov var, og hvem vi skulle satse på,” siger Andrew Brandt.

”For mig handlede det meget om at være afmålt og i kontrol. Det nytter ikke noget at lade sig rive med af holdets præstationer. Holdet kommer til at have fantastiske uger og rædselsfulde uger, fansene og medierne kan svinge enormt meget i deres opfattelse af holdet. Du er nødt til at klø på og være den samme, når du møder på arbejde mandag morgen, uanset om holdet vandt eller tabte søndag. Det er en styrke aldrig at komme for højt op eller langt ned. Og så skal man tænke langsigtet. I front office kan man ikke tillade sig at blive fanget i at arbejde kortsigtet, for tingene ændrer sig ekstremt hurtigt. Det kan ikke nytte noget at drafte en spiller, fordi man lige har brug for en spiller på den position. Det kan godt være, man kan bruge ham her og nu, men så overser man sandsynligvis forstærkninger på andre pladser, der vil give holdet større værdi på sigt. Det dur ikke at satse hele butikken og glemme, hvordan holdet ser ud om et eller to år.”