Premier League Magasinet

PREMIER LEAGUE-KLUBBERNE DER FORSVANDT

– men der er stadig meget langt op til Premier League igen

- TEKST: THOMAS PYNDT

De slog Atlético Madrid ud af Europa og spillede lige op med Bayern München. De havde internatio­nale stjerner som Youri Djorkaeff, Jay Jay Okocha og Fernando Hierro på holdet sammen med danskere som Per Frandsen og Stig Tøfting, men da først Bolton faldt, faldt de hårdt, og først nu har klubben for alvor fået bremset nedturen. Premier League-magasinet tog på besøg i den gamle danskerklu­b for at fornemme stemningen i den tredjebeds­te raekke, gense det flotte stadion og få et par historier om klublegend­en Nat Lofthouse.

Det er stadig for tidligt på eftermidda­gen til, at pendlerne fra Bolton, Manchester og Liverpool kommer hjem til boligerne her i forstaden, og det er også stadig for tidligt til, at United-fans tager deres røde trøjer på og stiller sig klar på perronen for at tage toget ind til Europa Cup-kampen på Old Trafford. Så Horwich Parkway-stationen otte kilometer fra Boltons centrum ligger meget stille hen, men heldigvis er der heller ikke nogen grund til at skulle spørge om vej til stadion, for det er meget nemt at se, som det ligger der til højre lidt oppe ad bakken.

I gamle dage var det den gamle Bolton-virksomhed Reebok, der stod at laese med store bogstaver på den svungne arena, men Reebok er blevet opkøbt af Adidas og laver ikke laengere sportstøj, så siden 2014 har der i stedet stået Macron som det nye sponsornav­n på det snart 20 år gamle stadion. Det blev bygget til Premier League, og i 12 saesoner blev der også spillet fodbold i den bedste raekke herude i byen med 140.000 indbyggere knap 20 kilometer nordvest for Manchester.

Her var store stjerner som Jay Jay Okocha, Youri Djorkaeff, Ivan Campo, Fernando Hierro og Nicolas Anelka, og her var også en lang raekke danskere som Per Frandsen, Michael Johansen, Bo Hansen, Claus Jensen, Henrik ”Tømrer” Pedersen og Stig Tøfting, men i 2012 gik det galt. Bolton rykkede ud, økonomien omkring klubben kollapsede, og i dag laegger det imponerend­e stadion graestaepp­e til League One-fodbold.

Helt stille er der nu ikke oppe ved stadion på sådan en torsdag eftermidda­g. For en aeldre herre med Bolton-slips og -kasket kommer gående med en gruppe på seks deltagere af stadion-touren, og han har selvfølgel­ig en anekdote at fortaelle ved statuen af den absolut største Bolton-spiller gennem tiderne, angriberen Nat Lofthouse der aldrig spillede for andre klubber og derfor scorede 255 mål i 452 kampe for Bolton Wanderers fra 1946 til 1960, og desuden også blev noteret for 30 mål i 33 landskampe.

Han var en brølstaerk forward, og han var manden, der med to mål sikrede Bolton klubbens seneste trofae med FA Cup-sejren over Manchester United i 1958.

”Og hvis I kigger ned på bunden af statuen, så står der nogle ord,” siger den aeldre herre og peger ned på teksten, der lyder ”I've got the ball now. It's a bit worn, but I've got it.”

”Det sagde han jo efter FA Cup-finalesejr­en over Manchester United i 1958, hvor han scorede begge mål i 2-0 sejren, men det var faktisk også de sidste ord, han sagde på sit dødsleje. Så han havde sin store triumf i tankerne til det sidste. Og jeg siger det gerne igen: Slutresult­atet var Bolton Wanderers Two, Man United Nill,” siger tourguiden med en fin blanding af både patos og underfundi­ghed, som hører sig til, når man skal fortaelle, hvordan en klublegend­e sagde farvel til livet i 2011 i en alder af 85 og med tankerne rettet mod den kampbold fra Wembley, der nok var lidt slidt, men som nu var hans.

Så selv om der ikke laengere er Premier League-fodbold på programmet, er der stadig store følelser og masser af historie at finde herude i Bolton-forstaden ved det store shopping-center. Inde i klub-shoppen lever fortiden også, for her kan man købe masser af souvenirs med Nat Lofthouse samt signerede billeder af den gamle topscorer John Mcginlay fra den første oprykning i midten af halvfemser­ne og den finske målmand

Jussi Jääskeläin­en, hvis søn Will nu står på mål for reservern. Her er en signeret Ivan Campo-trøje til 175 pund og en signeret Per Frandsen-vimpel til 25, og så er der også et indrammet billede af Sam Allardyce med signatur og ”Best Wishes” til 100 pund.

Han var manden, der for alvor løftede Bolton op i Premier League, og han haenger ikke kun på vaeggen. Han toner også frem på tv-skaermene rundt omkring i shoppen med bemaerknin­ger om den aktuelle situation i Crystal Palace, for ”Big Sam” blev på toppen, mens Bolton faldt.

Stadion ser nu rigtig fint ud, selv om man har levet nogle år uden tv-indtaegter­ne fra den bedste raekke, og selv om økonomien er så dårlig, at man ikke har måttet købe spillere i mere end et år. Farverne er friske, og her er paent og ryddeligt, hvilket klubbens promotion manager Andrew Dean med rette også er stolt af. Han åbner endda en dør ind til stadion for at vise et af de nyeste projekter, en mur af graffiti med billeder af nogle af de største stjerner fra det gode liv i Premier League, inklusiv danske Per Frandsen og tilhaenger­sangen om ”One F in Frandsen,” der kan forstås lige ud ad landevejen, men mere med undertonen om One Effin' Frandsen. For den danske midtbanema­nd var Effin' (fucking) staerk, og modstander­ne kunne bare komme an.

”Det var lidt sjovt, da Per skulle prøve at forklare sin datter hvad det betød, sidst de var herovre,” fortaeller Andrew Dean med et grin.

ABSOLUT VERDENSKLA­SSE I BOLTON

Han har vaeret i Bolton siden 1993, og som en del af klubbens sjael har han selvfølgel­ig også bevaret et naert forhold til nogle af de danskere, der var forbi, specielt Per Frandsen og Stig Tøfting, som han stadig taler med tit.

”Vi er jo en klub fra en mindre by, en klub fra provinsen, og man skal ikke mere end 20-30 kilometer vaek for at finde de to Manchester-klubber og de to Liverpool-klubber, så konkurrenc­en er hård. Vi byggede så det her stadion i stedet for Burnden Park, og det er et Premier League-stadion, men det har også brug for Premier League-indtaegter for at blive passet.”

”Noget af det, jeg og mit hold arbejder mest med, er vores sportslott­eri. Det er det største sportslott­eri i England, og i Storbritan­nien er det kun Celtic, der har en større omsaetning. Hvis man betaler et pund om ugen, har man en chance for at vinde 500 pund hver aften, og hvis man betaler to pund, er man med i lodtraekni­ngen om 2000 pund en gang om ugen. Det giver os 1,1 millioner pund [knap 10 millioner kroner] om året, og de penge bruger vi så til projekter i klubben.”

”Vi brugte for eksempel tre millioner pund til at vaere med til at bygge det fantastisk­e traeningsa­nlaeg vi fik, mens Sam var manager, og i dag går det meget til de ting, som ikke har højeste prioritet for klubben, men som hjaelper den og tilhaenger­ne.”

”Klubbens økonomi handler meget om spillere, og så sørger vi for, at der er råd til at installere et nyt billetsyst­em. Vi maler gulvet, så damerne ikke får cementstøv på bukserne, vi har lavet muren med billederne af Per og de andre, vi har sat håndtørrer­e op på toilettern­e, så der ikke ligger papirhåndk­laeder over alt, og vi har købt nogle regnslag til vores tilskuere i kørestol, for mange af dem vil helst sidde ude i det fri og se kampen, og så har vi sørget for, at de også kan gøre det i regnvejr, hvis de vil.”

”Så vores lotteri hjaelper med at holde stadion, og vi maler igen her til sommer. Vi kan ikke lade det her fantastisk­e sted sygne hen. Til september har vi vaeret her i 20 år, og det ligner stadig et fantastisk stadion, fordi vi gør noget ved det og bliver ved at forbedre det så meget, som vi kan,” fortaeller Andrew Dean, efter vi er trukket indenfor på kontoret, hvor der haenger masser af billeder fra storhedsti­den i Premier League og i Europa Cuppen.

”Det har vaeret en fantastisk rejse. Jeg kom til klubben, da vi havde hjemmebane på Burnden Park, og vi var lige rykket op i den naestbedst­e raekke med Bruce Rioch som manager og Colin Todd som assistent. Der begyndte rejsen, der tog os ind i Premier League, med køb af spillere som Mixu Paatelaine­n, Michael Johansen, Per Frandsen og Fabian De Freitas. Påvirkning­en fra de udenlandsk­e spillere gjorde, at vi kunne rykke op i Premier League.”

”Vi holdt så kun en saeson og rykkede ned igen, men vi nåede Liga Cup-finalen mod Liverpool, som vi tabte, og vi begyndte at bygge det her stadion. Så vandt vi playoff-finalen mod Reading og rykkede op igen. Der er så mange minder.”

”Vi flyttede ind på Reebok Stadium, vi kom i Europa Cuppen for første gang og spillede 2-2 mod Bayern München på Allianz Arena og slog Atletico Madrid ud over to kampe. Vi spillede mod Sporting i Lissabon. Alle rejserne rundt i Europa. Og vi nåede Liga Cup-finalen igen mod Middlesbro­ugh.”

”ALLE TAENKTE BARE ”DJORKAEFF – HVAD LAVER HAN HER?” Andrew Dean

”Sam Allardyce kom til på det helt rigtige tidspunkt (han var manager i Bolton fra oktober 1999 til april 2007). Han flyttede jo til Bolton, da han var 15 år, han spillede selv en saeson for klubben, og han blev gift med en pige fra byen, så han kendte klubben, og han samlede alle til en enhed.”

”Sam havde en strategi, og han var sådan en fornyer, for eksempel hvad angår sportsvide­nskab. Der var vi de bedste i landet på det tidspunkt, for han var efter enhver lille detalje, der kunne give det ekstra.”

”Han var også den første til at købe lidt aeldre spillere ude i Europa som Youri Djorkaeff. En verdenskla­ssespiller fra Inter, der pludselig kom til Bolton og aendrede vores skaebne. Alle taenkte bare ”Djorkaeff – hvad laver han her?” Jackie elskede Djorkaeff. Han kom altid ind for at sige hej til hende. Han var ren klasse,” siger Andrew Dean med en bemaerknin­g til den midaldrend­e dame, der kommer forbi med en kop te, mens hun nikker og smiler.

”Vi fik spillere af absolut verdenskla­sse hertil. Jay Jay Okocha var faenomenal, Fernando Hierro fra Real Madrid. Det løftede os, og med Sams fokus på detaljen, med hans mandskabsb­ehandling og med sammenhold­et i klubben blev der skabt et hold, der kunne slå Manchester United, Arsenal, Liverpool og Chelsea.”

”Han har altid troet på, at hans vej er den rigtige vej, og hvem kan argumenter­e mod det, når man ser på resultater­ne?” siger Andrew Dean om den tidligere Bolton-manager, der førte klubben mod nye højder i Premier League med tre saesoner i traek i top otte.

Før 2006/07-saesonen satte Allardyce transferre­kord med købet af Nicolas Anelka for otte millioner pund, og da Bolton lukkede 2006 med at besejre Portsmouth hjemme med 3-2 røg holdet op på tredjeplad­sen. Manchester United og Chelsea var stukket af i toppen, men Bolton lå nu over Liverpool og Arsenal, og Allardyce havde store ambitioner. Nu var det nu.

”Vi skulle spille mod Liverpool nytårsdag, og dagen efter åbnede transfervi­nduet. Sam ville have fire-fem store indkøb i løbet af januar, så bestyrelse­n måtte tage en beslutning. Skulle de satse alt eller holde fast på det, vi havde, for vi havde jo alt. Spillerne fløj hjem fra kampe i London med privatfly. Og selv om man brugte mange penge, var der jo ingen garantier. Så man holdt på det, man havde, og Liverpool vandt i øvrigt 3-0 på Anfield,” husker Andrew Dean.

Fire måneder senere sagde Sam Allardyce farvel til Bolton med klubben på en femteplads, hvilket havde vaeret den hidtil bedste slutplacer­ing i Premier League, men afløseren Sammy Lee skaffede kun et point i de sidste to kampe, og så blev Bolton nummer syv, mens Allardyce siden har snakket om det vindue, hvor han ikke fik den støtte, der var brug for.

”Da Sam forlod klubben begyndte det at... Gary Megson holdt os oppe, men vi mistede vores fordel. Det var en trist dag, da Sam forlod klubben. Han var en fantastisk manager, og han taler stadig paent om Bolton. I interviews snakker han stadig om Djorkaeff, Okocha, Campo, og det han byggede i Bolton,” siger Andrew Dean.

TILHAENGER­NE HOLDER VED TRODS NEDTUR

Men det var ikke et gratis byggeri. Selv om stadion var nyt og flot, var der kun plads til 28.500, så der var egentlig ikke økonomi til de store investerin­ger i spillere, men heldigt for Bolton var klubben ejet af den lokale rigmand Eddie Davies, der daekkede underskudd­et år efter år – indtil han ikke gjorde det mere i starten af 2016. På det tidspunkt havde Bolton oparbejdet en astronomis­k gaeld til klubejeren på 185 millioner pund (1,6 milliarder kroner), og selv om det aldrig var meningen, at den skulle indfris, hvilket den heller ikke er blevet, så fortalte det historien om en fodboldfor­retning, der ikke hang sammen, hverken i Premier League, hvor man lavede underskud på et par hundrede millioner kroner om året, og

slet ikke i The Championsh­ip, hvor underskudd­et i den første saeson var på 450 millioner kroner.

”Når man rykker ud af Premier League, er det meget svaert, og hvis ikke kontrakter­ne er designet til det, er spillerne stadig på Premier League-lønninger. Så man har to muligheder: Enten satser man på at rykke tilbage med det samme, eller også lader man tingene udvikle sig og ser, hvad der sker.”

”Vi rykkede ned på det yderste mandat som nummer 18, og vi havde et godt hold, så ledelsen besluttede sig for at gøre alt, hvad de kunne for at rykke hurtigt op igen. Men vi missede playoff-kampene på målforskel, og det var et virkelig hårdt slag for os. Vi klarede den ikke, og derfra har det vaeret en kamp med flere forskellig­e managere.”

”Men vi er ikke de eneste, der er blevet ramt på den måde, og er endt med at rykke ned i League One. Sheffield United har vaeret nede i seks saesoner, Leeds, Wolverhamp­ton, Wigan, Southampto­n. Der er mange klubber, der har haft det svaert, men man må bare kaempe videre,” siger Boltons promotion manager om en tid, hvor klubbens mangeårige formand Phil Gartside blev alvorligt syg af kraeft og døde, og hvor klubejer Eddie Davies siden trak sin mangeårige støtte.

Det var hårde tider, og det endte altså med en sidsteplad­s i The Championsh­ip i 2016 og nedrykning til League One, den tredjebeds­te raekke hvor Bolton ikke havde vaeret siden 92/93-saesonen, men hvor man nu har fået en ny ejer i spillerage­nten Ken Anderson, der i starten arbejdede sammen med den tidligere Bolton-angriber Dean Holdsworth.

”Nu har vi bremset nedturen, tror jeg. Vi rykkede ned, vi har haft et par dårlige saesoner, og det har vaeret hårdt for vores tilhaenger­e, for forretning­en, men man må ud og arbejde hårdt for det, integrere sig med tilhaenger­ne, kommuniker­e med dem, og hvis de ved, at man arbejder hårdt og gør det ordentligt, så vil de også støtte dig. For der er ingen fodbold

”NÅR MAN ARBEJDER HER, ER SELV DE HÅRDE TIDER GODE, FOR DER ER SÅ MEGET AT LAVE, OG DER ER ALTID EN FORVENTNIN­G OM, AT TINGENE KAN VENDE. OG FODBOLD ER FODBOLD, DET ER DET I HVERT FALD FOR MIG.” Andrew Dean

uden fans. Man har brug for sine tilhaenger­e, og hvis alle arbejder mod de samme mål, så kommer succesen også.”

”Og tilhaenger­ne står bag holdet. Billetten kostede godt nok kun fem pund, men der kom stadig 23.000 mod Chesterfie­ld for nylig, og da vi spillede lokalopgør mod Bury en tirsdag aften, kom der over 18.000. Vi har solgt det samme antal saesonbill­etter, som vi havde sidste saeson i Championsh­ip, omkring 10.500, så de desertered­e os ikke i løbet af sommeren. Det er loyale tilhaenger­e, og de støtter holdet gennem tykt og tyndt.”

”Holdet har også gjort det godt i denne saeson. Der er et godt kammeratsk­ab, og vi har en rigtig dygtig manager i Phil Parkinson. Phil er også herfra, han spillede godt nok aldrig for Bolton, men han er født i Chorley, der er den naeste by på toglinjen, og han begyndte sin karriere i Bury, mens han har vaeret manager i en raekke klubber. Han har leveret et fremragend­e stykke arbejde, og vi ligger til at rykke direkte op. Og vi har virkelig brug for at komme tilbage til The Championsh­ip,” siger Andrew Dean, der ikke på noget tidspunkt har mistet modet, selv om nedturen har vaeret hård.

”Når man arbejder her, er selv de hårde tider gode, for der er så meget at lave, og der er altid en forventnin­g om, at tingene kan vende. Og fodbold er fodbold, det er det i hvert fald for mig. League One er anderledes end Premier League, men det er mere nede på jorden. Vi har haft en god saeson, og det har vaeret godt at komme ud på nogle andre stadions og holde begge ben på jorden.”

”Når man er i Premier League, er man lidt inde i en boble. Det er ikke rart at rykke ned, men når man ser alt det arbejde, der bliver lavet i Port Vale, i Bury, i Scunthorpe – hvordan de mennesker også straeber efter succes og at holde hovedet oven vande – så forstår man, hvor vigtig fodbolden er for samfundet generelt og for deres tilhaenger­e. Måske kommer der kun 4-5-6000 tilskuere, men det er deres by, det er deres klub.”

”Jeg har vaeret til de fleste af udekampene i denne saeson, og de tilhaenger­e, man møder, er lige så passionere­de, om de er i Premier League eller ej. Vi er heldige, for vi har vaeret der, vi har vaeret i Europa og ja, det er det, man straeber efter. Jeg ville elske at komme tilbage til Premier League.”

”Hvis man kigger på Boltons historie, så er vi en klub, der kaemper, og vi er klar til at arbejde hårdt for at komme derop igen. Første skridt er at vende tilbage til The Championsh­ip, konsolider­e os der og så begynde at arbejde på at rykke tilbage i Premier League.”

”Men det bliver svaert, det er der ingen tvivl om, for der er to niveauer i den naestbedst­e raekke nu. Der er de hold, der rykker ned fra Premier League med enorme faldskaerm­sudbetalin­ger (Aston Villa fik sidste år 41

millioner pund som nedrykker). Vi skal konkurrere mod dem uden de samme penge, så vi skal gøre det med fodbolden. Vi skal bygge et hold, der kan vinde fodboldkam­pe, og som har det samme kammeratsk­ab, som vi også havde, da danskerne var her,” siger Andrew Dean og peger på, at Burnley faktisk har gjort det uden hjaelp fra en rig ejer.

Samtidig har Bolton også et par vigtige brikker på plads allerede. Der er stadion, der er traeningsa­nlaegget, og der er et akademi, der opbygger talenter som for eksempel Rob Houlding, der blev solgt til Arsenal, og Josh Vela som spiller fast på Boltons midtbane. Så selv om der er langt op lige nu, tror han på det.

”Ja, det gør jeg, for hvis du havde sagt til mig, dengang jeg begyndte i Bolton Wanderers på Burnden Park, at vi ville komme til at spille lige op med Bayern München på Allianz, så ville jeg have sagt, at grise ville få vinger, før det skete. Så alt er muligt. Jeg har set Bolton Wanderers siden 1961, så jeg har set det hele,” siger den 64-årige Andrew Dean, der altså gik glip af den berømte pokalfinal­e i 1958 mellem Bolton og Manchester United, som Nat Lofthouse afgjorde.

”Det gjorde jeg, ja, men jeg kan sagtens huske den dag, for min far tog til kampen, og jeg kan stadig se ham spadsere ned af vejen til Lostock Station, hvor han tog toget direkte til Wembley og endda spiste på toget. Jeg var seks år gammel dengang, og vi boede på en gård, så min bedstefar kunne ikke tage med, for der var arbejde, der skulle passes.”

”Vi boede et godt stykke ude på landet, og hver lørdag kom der en brødbil forbi. Så gik vi ud på vejen til brødmanden, der åbnede bagklappen og så kunne man bare dufte brødet. Men den lørdag købte min mor også en rund kage med blå og hvid glasur, der skrev ”Bolton for the Cup.” Den købte hun, så den var klar til, når min far kom hjem, for min mor var sikker på, at Bolton ville vinde den pokalfinal­e. Også selv om det var mod Manchester United,” siger Andrew Dean, der i mange år arbejdede sammen med Nat Lofthouse i Bolton-administra­tionen.

”Ja, jeg kendte ham rigtig godt. Jeg var med til at arrangere hans begravelse, og jeg besøgte ham også meget til sidst, da han ikke havde det så godt. Nat var en fantastisk gentleman, men da vi vandt den FA Cup, var der ingen i landet, der ønskede, at vi skulle vinde den. Katastrofe­n i München var sket få måneder tidligere, så alle holdt med Manchester United.”

”Men Bolton var en rigtig godt hold dengang, og vi lavede et meget profession­elt stykke arbejde. Nat brugte jo skulderen til at flytte Uniteds Harry Gregg ved det første mål, og han sagde altid ”jeg er glad for, at vi vandt 2-0,” så det mål ikke blev det afgørende.”

”Men vi vandt den kamp mod alle odds, og nu kaemper vi igen. Og vi skal nok klare den,” siger Boltons promotion manager Andrew Dean fra klubkontor­erne ved det store stadion, der stadig står flot og venter på et gensyn med Premier League.

Og Bolton klarede den. Kort efter Premier League-magasinets besøg på Macron Stadium rykkede klubben direkte op i The Championsh­ip, men det har nu ikke vaeret en sommer i den stilfaerdi­ge opbygnings tegn. For Ken Anderson og Dean Holdsworth har diskuteret videre om førstnaevn­tes køb af sidstnaevn­tes ejerandel med det resultat, at de spillere, der havde forladt Bolton, ikke fik den opryknings­bonus, de havde ret til, med det samme. Og så venter man også fortsat på at få ophaevet transfer-embargoen.

 ??  ?? Promotion Manager Andrew Dean på sin hjemmebane. Han har arbejdet for Bolton i 24 år og snakker gerne både laenge og rosende om alle de danske spillere, han har kendt i klubben.
Promotion Manager Andrew Dean på sin hjemmebane. Han har arbejdet for Bolton i 24 år og snakker gerne både laenge og rosende om alle de danske spillere, han har kendt i klubben.
 ??  ?? Per Frandsen blev en stor profil i Bolton, som han spillede for i 265 kampe gennem syv saesoner, så han er en af de udenlandsk­e stjerner, der nu har fået sit billede malet på en vaeg under tilskuerpl­adserne. Foto: Claus Bonnerup/ritzau Foto
Per Frandsen blev en stor profil i Bolton, som han spillede for i 265 kampe gennem syv saesoner, så han er en af de udenlandsk­e stjerner, der nu har fået sit billede malet på en vaeg under tilskuerpl­adserne. Foto: Claus Bonnerup/ritzau Foto
 ??  ?? Sam Allardyce viser Reebok Stadium frem for rekordindk­øbte Nicolas Anelka i sommeren 2006, da Bolton var blandt de otte bedste hold i England. Men klubben brugte også flere penge, end den tjente, så da ejeren Eddie Davies lukkede gaelden ved 1,6...
Sam Allardyce viser Reebok Stadium frem for rekordindk­øbte Nicolas Anelka i sommeren 2006, da Bolton var blandt de otte bedste hold i England. Men klubben brugte også flere penge, end den tjente, så da ejeren Eddie Davies lukkede gaelden ved 1,6...
 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark