DANSKERNE I PREMIER LEAGUE
Bjarne Goldbaek havde altid vaeret mest til tysk fodbold, men efter et par gode saesoner i FCK og staerke praestationer mod Chelsea i UEFA Cuppen kom der solid interesse fra Premier League. Og fra den ene dag til den tredje stod midtbanemanden pludselig i Chelseas blå trøje på Highbury i London som den første af mange oplevelser gennem fire saesoner i Premier League.
Da Bjarne Goldbaek voksede op i Nykøbing Falster, var det ikke den engelske fodbold i Tipslørdag, der fyldte mest i ham, for på de kanter kunne man se tysk tv, så den unge Goldbaek var til Bundesligaen, og efter talentet hurtigt foldede sig ud i først B 1901 og siden Naestved, var det også den vej, hans karriere tog. Han spillede i alt 135 Bundesligakampe for Schalke 04, Kaiserslautern og 1. FC Köln, før han efter ni år syd for graensen kom til FC København i sommeren 1996 som en stor profil i den bedste raekke.
Men selv om han havde rundet de 30 år, da FCK godt to år senere spillede UEFA Cup-kampe mod Chelsea, havde den staerke midtbanemand med det hårde spark og den meget professionelle indstilling ikke opgivet tanken om et sidste udlandseventyr, og det blev kampene mod Chelsea billetten til.
For FCK og specielt Goldbaek gjorde det godt i de to kampe. Først bragte han FCK foran 1-0 på Stamford Bridge, før Marcel Desailly udlignede i det 94. minut, og hjemme i Parken var det danske hold meget taet på sensationen, indtil Brian Laudrup scorede for Chelsea og derefter skiftede til FC København, mens Goldbaek tog den anden vej til det stjernebesatte London-mandskab.
”Jeg vil ikke sige, at det var overraskende, at jeg skiftede til Premier League, men det var nok overraskende, at det blev til så stor en klub,” fortaeller Bjarne Goldbaek.
”På de tidspunkt havde jeg kontakt med flere mellemklubber i Premier League, og specielt efter de to kampe mod Chelsea tog det til. De tilbud overvejede jeg stadig, da Chelsea meldte sig, for ville det blive for svaert at komme på Chelsea-holdet, der jo kun bestod af landsholdsspillere? Men på den anden side taenkte jeg også, at hvorfor spiller jeg så fodbold, hvis jeg ikke vil spille i en af de store klubber, når jeg havde fået et tilbud? Det er jo ikke alle, der får sådan et tilbud,” siger Goldbaek om begivenhederne dengang i november 1998, hvor han skiftede til Chelsea for godt tre millioner kroner.
”Min første kamp står staerkt i erindringen, for den var mod Arsenal på Highbury (den 11. november 1998). Jeg underskrev kontrakten med Chelsea om mandagen, jeg traenede med om tirsdagen, og så spillede vi onsdag. Det var godt nok kun i Liga Cuppen, men jeg spillede fra start, og det var trods alt Arsenal, vi spillede imod. Vi stillede i en staerk opstilling, vi vandt 5-0, og jeg lagde op til et par mål og spillede en god kamp. Det var en kaempeoplevelse,” fortaeller Goldbaek om det første møde med engelsk fodbold og et Chelsea-mandskab med Gianluca Vialli som spillende manager og andre store profiler som Marcel Desailly og Gianfranco Zola.
”Det var nu en overraskende afslappet trup at komme ind i. Alle de her stjernespillere havde jo ikke rigtigt noget at bevise over for hinanden i omklaedningsrummet, så der var en meget afslappet men også meget professionel atmosfaere. Alle de her franske og italienske spillere, vi havde i truppen, var ekstremt professionelle. De kom tidligt og gik sent og arbejdede meget med deres krop og med deres behandling.”
”Jeg var jo vant til sådan noget fra Tyskland, så det var slet ikke nogen omstilling for mig. Jeg var faktisk overrasket over, hvor meget der blev gået i detaljer, også fra traenerens side. Det var meget nede på jorden ude på traeningsanlaegget ved Heathrow, men der duftede af fodbold, så det var meget positivt,” fortaeller Goldbaek om det spartanske anlaeg med de fine baner ude ved lufthavnen.
Og midtbanemanden fandt med det samme en plads på holdet, og i løbet af de første seks måneder spillede han 23 kampe og scorede fem mål, blandt andet til 2-0 i den berygtede kamp mod Liverpool, som Chelsea vandt 2-1, men som altid vil blive husket for Robbie Fowlers hån mod Chelsea-backen Graeme Le Saux. I den hårde engelske fodboldverden var Le Saux et mere intellektuelt gemyt, hvilket på mystisk vis betød, at familiefaderen blev beskyldt for at vaere homoseksuel, så Fowler provokerede ham ved at vende bagdelen til ham med en klar opfordring efter et frispark.
”Ja, den kamp kan jeg godt huske. Graeme Le Saux var jo en supersød fyr og et godt menneske, og han blev fuldstaendig udstillet af ham der idioten Robbie Fowler. Le Saux gik så langt, at han slog Fowler, uden at dommeren så det, så til sidst måtte Vialli tage ham ud. Det var graenseoverskridende,” siger Goldbaek om en af de kampe, der har sat sig, hvilket også gaelder den naestsidste i debutsaesonen mod Tottenham på White Hart Lane, som han dog husker for noget godt.
”Vi var bagud med 2-1, og så scorede jeg på et langskud, der gjorde, at vi fik 2-2, så vi kunne fastholde statistikken om, at Chelsea ikke havde tabt til Tottenham i 18 kampe,” fortaeller midtbanemanden om et legendarisk hug fra distancen, der stadig kan ses på Youtube, og en serie der var varede 14 ligakampe mere, før det endelig lykkedes for Tottenham at besejre Chelsea i november 2006.
GODT SKIFTE TIL FULHAM
Men selv om det begyndte godt med masser af kampe og en tredjeplads i Premier League, samtidig med at klublivet med de berømte holdkammerater fungerede godt, varede det ikke ved.
"JEG UNDERSKREV KONTRAKTEN MED CHELSEA OM MANDAGEN, JEG TRAENEDE MED OM TIRSDAGEN, OG SÅ SPILLEDE VI ONSDAG. DET VAR GODT NOK KUN I LIGA CUPPEN, MEN JEG SPILLEDE FRA START, OG DET VAR TRODS ALT ARSENAL, VI SPILLEDE IMOD".
”Da jeg kom tilbage efter den første sommerferie, fik jeg at vide, at ”vi har købt Didier Deschamps til midtbanen, han skal have dit nummer, og vi har lavet en aftale med tre klubber, som du kan tage hen og besøge. Du kan selv vaelge, og du må også gerne blive her, men du kommer ikke til at spille ret meget mere.” Det var en spand koldt vand at få i hovedet.”
”De tre klubber var Nottingham Forest, Leicester og Birmingham, og jeg tog faktisk også op og besøgte Forest, der havde David Platt som manager på det tidspunkt. Jeg fik et fint tilbud, men jeg valgte at blive i Chelsea af hensyn til familien, specielt min søn der gik i skole i London. Han kunne jo ikke gøre for, at min situation pludselig havde forandret sig.”
”Inderst inde troede jeg også, at jeg kunne spille mig tilbage på holdet igen, men efter et halvt år så det ikke ud til at kunne lykkes. Samti-
dig var der EM om sommeren, og jeg havde talt med landstraeneren (Bo Johansson), der sagde, at hvis jeg spillede fast, var jeg med, men hvis ikke, så kom jeg ikke med til EM i 2000.”
”Men så kom Fulham fra den naestbedste raekke på banen, og så passede det hele. Vi kunne blive boende, jeg kunne komme med til EM, og Fulham havde også ambitioner om at rykke op. Det virkede fornuftigt det hele, så det var jeg glad for, at jeg gjorde,” siger Bjarne Goldbaek, der i løbet af halvandet år og 62 kampe i den naestbedste raekke var med til at opfylde ambitionen.
”Ja, vi rykkede op i Premier League, og vi havde også undervejs fået en supertraener i (Jean) Tigana. Det var virkelig et par sjove år, hvor man kunne se, hvordan både holdet og klubben voksede. Når man kom tilbage efter sommerferien, var der bygget en ny bygning eller lavet en ny bane, så det var fedt at vaere med i noget, der voksede på den måde,” fortaeller midtbanemanden, der fik et par saesoner mere i Premier League med Fulham omend med sporadisk spilletid.
”Jeg blev overhalet af nogle spillere, som de hentede ind. Jeg var jo også naesten 35, da jeg stoppede i Fulham, men jeg havde stadig en vaerdi for truppen, og jeg spillede knap 20 kampe i alle turneringer i min sidste saeson.”
”Men jeg kendte min rolle, og den fik jeg også kommunikeret fra traenerens side inden. Jeg havde fortjent at få en ny kontrakt, men det var som en spiller, de kunne bruge, hvis en af de andre ikke leverede eller skulle spares. Det var fair nok.”
”Så alt i alt blev det en afslutning på højeste niveau, før jeg så lukkede karrieren med et par år i 2. Bundesliga,” siger Goldbaek, der altså kan kigge tilbage på et fodboldliv, hvor de 16 af årene blev tilbragt i henholdsvis Tyskland og England. Og hvordan oplevede han så de to fodboldnationer dengang?
”Fodbolden fyldte mere i England end i Tyskland hos den almindelige fan, men den gjorde det på en anden og mere afslappet måde. I Tyskland skulle man naermest retfaerdiggøre sig selv og sin kontrakt, hvis man havde spillet dårligt, men i England var de mere stolte over dig som spiller.”
”I England var der heller ikke nogen fans til traeningen, for den var lukket, hvorimod i Tyskland, specielt i de store klubber jeg var i, der kun-
ne man godt have flere tusinde tilskuere til en traening. Så man kunne koncentrere sig mere om traeningen i England. Fodbolden fyldte mere, men den gjorde det på en mere afslappet måde. Til gengaeld var kampene på banen så mere intensive end i Tyskland,” siger Goldbaek, der stadig kigger forbi fodbolden i London en gang imellem. Og de kan godt huske ham i både Chelsea og Fulham.
”Hvis jeg ringer, kan jeg få billetter begge steder, men hvis jeg ringer til Craven Cottage, spørger de også hver gang, om jeg vil ned og gå en tur på banen inden kampen. Den type er jeg ikke lige, men det viser da, at jeg har efterladt et fint visitkort der,” siger manden, der i alt nåede 52 kampe og scorede seks mål gennem fire saesoner i Premier League.