YOUNG GUNS
Symbolet på ungdommelig succes i Premier League er nu på vej ind i karrierens efterår. For 12 år siden blev James Vaughan ligaens yngste målscorer, og den rekord har han stadig, men den kommende saeson er den sidste, han spiller i 20'erne, og den bruger han i den tredjebedste raekke. Det tidligere Everton-stortalent er beviset på, at teenagesucces ikke er lig med stjernestatus, men også at man kan finde sit rette ståsted til sidst.
Forståeligt nok var begejstringen stor den aprildag i 2005. Everton var i gang med sin bedste saeson i årevis og på vej mod en plads i top fire, så der var optimisme i klubben, da 16-årige James Vaughan på grund af skader fik det sidste kvarter mod Crystal Palace i en kamp, der var afgjort med stillingen 3-0. Vaughan var en spaendende angriber, hurtig og fysisk staerk trods sin unge alder, og tre minutter før tid satte han prikken over i'et på sin egen og Evertons dag, da han scorede til slutresultatet 4-0 og tog rekorden som yngste målscorer i Premier League fra James Milner. Det var en stor praestation, og det førte straks til sammenligninger med Wayne Rooney, en anden Everton-angriber der havde scoret i Premier League som 16-årig, og hans karriere var kun gået én vej. Tidligere på den saeson var han blevet solgt til Manchester United, hvor han havde debuteret med et hattrick.
”Han er staerk og hurtig, modig og dedikeret. Løbet, som han tog for at komme i position til at score, viser hvor meget aggressivitet, knaegten har,” sagde Everton-assistent Alan Irvine til BBC efter kampen.
”Tiden vil vise, om James kommer i naerheden af samme niveau som Wayne Rooney. Det ville vaere fantastisk for os alle, hvis han gjorde, men selvfølgelig ville det vaere lidt urimeligt at sige, han er den naeste Rooney. Han er den første James Vaughan.”
ÅR OG ÅRER ØDELAGT
12 år senere har James Vaughan ikke vaeret i naerheden af at nå samme Rooneys højder. Naeste år fylder han 30, og angriberen spiller for Bury i den tredjebedste raekke, eftersom Premier League-drømmen aldrig blev fuldt ud forløst.
Skader har en del af skylden. Man husker blandt andet, da han i 2007 blev sparket så hårdt over anklen i en kamp mod Bolton, at en stor blodåre sprang og farvede hans hvide fodboldstøvle rød, men langt vaerre var de knaeproblemer, der ødelagde en stor del af teenagetiden. I efteråret 2005 måtte han opereres, og han tog så lang tid om at vende tilbage til et ordentligt niveau, at han først oplevede at starte inde for førsteholdet to år efter sin debut. Flere skader fulgte, og i 2011 forlod han Liverpool-klubben efter 60 kampe og ni mål.
Et permanent skifte til Watford blev ingen succes, men det gik bedre, da han kom til Huddersfield i The Championship. Skaderne forfulgte ham dog stadig, og i 2015 lod også Huddersfield ham gå – ikke fordi, han ikke var god, men fordi han ikke spillede nok.
Men i sidste saeson holdt James Vaughan sig skadesfri, og så beviste han sit vaerd. For League One-klubben Bury scorede han 24 gange i 37 kampe – begge dele rekord for karrieren – og han blev topscorer i raekken.
”Dette er min personligt bedste saeson. Jeg nyder min fodbold, som jeg ikke har gjort i lang tid,” sagde Vaughan til Bury Times i maj.
Så historien om James Vaughan er beviset på, at en Premier League-stjerne ikke nødvendigvis er født, fordi han scorer som 16-årig. Men også, at det godt kan blive helt fint i sidste ende alligevel.