LIVET MED EMERY OG UDEN WENGER
ARSENALS ÅR 1 EFTER WENGER
Enhver fodboldelsker, der er på besøg på Emirates, får et naermest massivt indtryk af en klub, hvor fortid og nutid følges ad. Hvor historiens tingsliggørelse i den grad underbygger klubbens identitet. Selve det imponerende stadion er beklaedt med store friser, der, som et meterhøjt epos, hylder de historiske klubhelte. Det er et sted, der naesten emmer af klasse. Men paradoksalt nok er klubben på mange parametre udklasseret. Det er år 1 efter Wenger i Arsenal. Få fodboldpersonligheder har i så udpraeget grad opnået at vaere synonym med en klub som Arsenals nu forhenvaerende manager, Arsène Wenger.
22 år med ansvar for den samme topklub er efterhånden helt uhørt i international fodbold. Det er da heller ikke urimeligt at påstå, at Wenger fuldkommen transformerede Nordlondons gamle kanonér-klub. Da franskmanden tog over efter det korte Bruce Rioch-intermezzo i 1996, arvede han som ny manager i dén grad Arsenals forcer og svagheder fra den farverige og kontroversielle George Graham. Skotten havde i sine knap 10 år som chef ført Arsenal frem til to mesterskaber, en FA Cup og to Liga cup triumfer, samt en sejr i Europa Cuppen for pokalvindere. Graham formåede at skabe en vindermentalitet i Arsenal, der stod i klar kontrast til den foregående Terry Neill-periode, hvor the Gunners stort set hvert eneste år optimistisk blev naevnt blandt favoritterne til mesterskabet, men kontinuerligt tenderede til at falde sammen, når programmet strammede til ved juletid, når fårene ofte skilles fra bukkene i topstriden i den engelske liga. Under Graham blev Arsenal holdet, der sled modstanderne op. Det taktiske fokus lå naermest ensidigt på løbe- og offervilje, fight og fuld fysisk dedikation, samt en ualmindelig staerk og sammenspillet defensiv base. Det var ikke ualmindeligt, at Arsenal scorede i slutminutterne eller i overtiden, efter 90 minutter med stenhårdt og koncentreret arbejde, hvor londonernes tempo og fysik virkede som en
"UNAI EMERY SKAL FINDE DE FORSVARSTYPER DER PASSER OPTIMALT IND I ARSENALS STIL. OG SÅ MÅ DE IKKE KOSTE FOR MEGET"
uophørligt taerskende slibesten på modstanderne. Det var simpelt og saerdeles effektivt. Men saerlig kønt eller underholdende var det nu ikke. Da Graham efter et succesrigt tiår indhentedes af historier om lyssky returkommission, havde han mere eller mindre slidt sit eget hold op. Den urokkelige defensiv, personificeret i kaptajnen Tony Adams, var stadig staerk. Selv da det stod klart, at Adams havde alvorlige personlige problemer. Men i Grahams sidste saeson i 1995 blev det tydeligt for alle, at truppen var ramt af metaltraethed. Kanonerne i front skød med løst krudt, og Arsenal var det naestringest scorende hold i hele ligaen! Resultatet blev en 12.-plads, og klubben var efterhånden ”brandet” som ”Boring Arsenal”. Da korruptionsskandalerne så samtidig vaeltede ned over Graham, var hans tid i spidsen for Arsenal omme. Med oldschool coaching- metoder havde han holdt sin spillertrup i kort og stram snor. Det taktiske oplaeg blev i stadig tiltagende grad lagt med vaegt på defensiv og fight. Med Arsène Wenger fik Arsenal noget helt, helt anderledes og naermest diametralt modsat. Wengers mandskabsbehandling lagde vaegt på dialog og gensidig loyalitet. Franskmanden blev hurtigt kendt for at udvikle talentfulde spillere, som tidligere havde haft problemer med disciplin og temperament. Det gjaldt fx for spillere som Thierry Henry, Patrick Vieira og Robin van Persie. I samme moment blev det taktiske tilgangen til spillet - aendret totalt. Det er ikke for meget sagt, at Wenger fuldkommen transformerede Arsenal. The Gunners blev nu et gennemført og indiskutabelt teknisk spillende og boldbesiddende fodboldhold. Et nyt brand og et nyt koncept blev bygget op på rekordtid. ”Boring Arsenal” blev effektivt manet i graven, og Arsenal blev i stedet synonym med sevaerdig, offensiv shortpassing. Triumferne fulgte da også i en sand perleraekke, og Wengers ”Invincibles” med mesterskabet i 2004 står stadig som en uovertruffen succes i klubbens historie. Franskmanden havde sine klare taktiske spidskompetencer i netop at organisere possession-spillet. Grundreglen var, at den spiller, der modtog bolden, altid skulle søge at vende front mod modstandernes mål. Således fik man lagt et ofte uimodståeligt pres på hold, der satsede på at stå dybt og praktiserede taette fysiske markeringer. Og de unge spillere på akademiet skoledes konceptuelt i denne tekniske fodboldstil. Men Wenger havde arvet en solid og gennemrutineret defensiv fra Graham-aeraen, og da de gamle erfarne kraefter gradvist lagde op, blev det efterhånden ret evident, at Wenger ikke havde samme begreb om at stable et trovaerdigt forsvar på benene. Mindet om spillere som Pascal Cygan, Phillipe Senderos, Johann Djorou, Sebastian Schillacci og Manuel Almunia kan nok få det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på de fleste Gooners. Man kan anføre til Wengers forsvar - og det er ofte blevet gjort - at han generelt ikke havde naer samme pengepung at gøre godt med sammenlignet med for eksempel Chelsea og de to Manchester-klubber, men det er ret så uomtvisteligt og ganske tankevaekkende, at ”Le Professeur” havde tiltro til defensivspillere, der reelt knap nok havde Premier League-standard. Det lykkedes heller aldrig for alvor at få implementeret et effektivt pressystem, som man ser det i Barcelona og Bayern München. To klubber, som ellers gav Wenger og co. alvorlige og laesterlige fodboldlektioner ved flere lejligheder. Mangen en Arsenalsupporter har måttet spørge sig selv, om relativt langsomme forsvarsspillere som Skhodran Mustafi og meget langsomme forsvarsspillere som Per Mertesacker overhovedet passede ind i en stil, hvor det meste af spillet foregik på modstandernes banehalvdel, og defensiven som en logisk følge nødvendigvis måtte stå ret højt, som oftest uden støtte fra de angrebsbetonede backs. Det måtte jo gøre Arsenal (alt for) sårbare defensivt. De sidste 4-5 Wenger-saesoner blev som at følge tordengudens brydekamp mod selve tidens tand. Professorens fald virkede som noget uafvendeligt. Saesonen 2017-18 blev da også den resultatmaessigt dårligste i Wengers 22 år i Arsenal. Måske vil hans eftermaele med tiden blive mere praeget af den succesrige metamorfose, han tilførte Arsenal, end af den sportslige deroute, der, trods 3 mesterskaber og hele 7 FA Cup-triumfer, gjorde ham så staerkt omdiskuteret blandt fans og fodboldfolk i den sidste del af hans tid i klubben. Ligesom Wengers transformering af Arsenal var staerkt tiltraengt i 1996, så er der også brug for en revitalisering af the Gunners i 2018. Den nyudnaevnte spansk/baskiske Unai Emery Extegoien har en stor opgave foran sig.
DEN BLØDENDE DEFENSIV
Først og fremmest skal Arsenals defensiv finde et stabilt leje - uden at det går maerkbart ud over det ”brand” i form af sevaerdig, teknisk fodbold, som Wenger byggede op. Unai Emery skal finde de forsvarstyper, der passer optimalt ind i Arsenals stil. Og så må de ikke koste for meget. For Arsenals bestyrelse har kun afsat 50 mio. £ til nyindkøb og forstaerkninger. Det raekker ikke langt i forhold til Premier Leagues ophedede prisniveauer. Løsningen
på kort sigt er derfor at gå efter spillere, der allerede har bevist sig i en af de store ligaer, og har kontrakter, der står til at udløbe inden for en overskuelig fremtid. I forvejen udstak Arsenals indkøbspolitik allerede i fjor en ny retning under chefscout Sven Mislintats indflydelse. Der blev hentet rutinerede og faerdigudviklede spillere ind i form af den armenske midtbanespiller Henrykh Mkhitaryan, hvis karriere var noget kuldsejlet i Mourinhos Manchester United, og Gabonangriberen Pierre-emerick Aubameyang. To spillere på henholdsvis 30 og 29, der som typer ligger langt fra Wengers ellers foretrukne transfermål: de unge og talentfulde og langt fra faerdigmodellerede spillere. Tilknytningen til Mislintats tidligere klub, Dortmund, er umiskendelig. Emerys første signing i sommerens transfervindue er da også en erfaren - og billig af slagsen. 34-årige Stephan Lichtsteiner fra Juventus var nok ikke lige dén transfer, de fleste havde set komme. Schweiziske Lichtsteiners karriere så ellers ud til at synge på sidste vers - han spillede ikke fast i Juventus i den forgangne saeson men Sven Mislintat og Emery mener altså, at ”Forrest Gump”, som den rutinerede højre back kaldes i Italien på grund af sin saeregne løbestil, kan tilføre Arsenals defensiv noget af den fornødne stabilitet. Det er fadaeser som dén i Liga Cup-finalen mod Manchester City, hvor et langt udspark fra Willy Caballero studsede over hovedet på Skhodran Mustafi og gav Agüero en friløber og en scoring, som skal undgås fremover. Den nye managers landsmand, Hector Bellerin, sidder ellers fast på højre backpositionen, men trods uomtvistelig hurtighed, så har Bellerin ret iøjnefaldende svagheder i sit spil - isaer den defensive del af det - og det skal konkurrencen med den aldrende schweizer altså rette op på. Også i centerforsvaret er der aendringer på vej. Skhodran Mustafis position er svaekket efter en generelt skuffende saeson. Anføreren Laurent Koscielny er langtidsskadet, og gamle Per Mertesacker har lagt støvlerne på hylden. Der skal hentes folk ind, og atter er Sven Mislintats baggrund i Dortmund maerkbar. For Arsenal hentede i starten af juli Dortmunds 30-årige graeske centerforsvarer Sokratis Papastathopoulos til Nordlondon. Målmandspladsen var staerkt omdiskuteret i Wengers afskedssaeson. Petr Cech lignede en mand, der var i den absolut sidste del af karrieren - eller også var han efterhånden staerkt og tydeligt påvirket af et usammenhaengende forsvar? Hvorom alting er, mistede Cech sin plads i målet til colombianske Ospina. Men Emery vil naeppe foretraekke en af dem. Tyske Bernd Leno fra Bayer Leverkusen blev i juni spanierens (og Sven Mislintats) første store saesontransfer, og den tidligere Leverkusen-keeper er garanteret ikke hentet for ca. 20 mio. £ for at sidde baenket. I venstre forsvarsside er Emery ganske paent rustet. Gennemrutinerede Nacho ”Macho” Monreal blev kåret til årets spiller af Arsenals fans i fjor - og overraskende udtaget til den spanske trup til VM i Rusland. Alternativet, Sead Kolasinac, er et powerhouse der er staerkt anvendelig, hvis Emery (mod forventning) foretraekker at spille med en treback-kaede - noget, som Wenger - efterhånden noget sporadisk - forsøgte sig med. Ligesom forsvaret kalder også den centrale midtbane på et eftersyn. Emery har hentet den lovende uruguayaner Lucas Torreira i Sampdoria. Bedømt på den lille maskinrums-sliders indsats ved verdensmesterskabet, kan han vise sig at blive et kanonkøb! Han bliver et defensivt supplement til Aaron Ramsey og Granit Xhaka. Santi Cazorla har udspillet sin rolle i klubben efter 2 års skadesmareridt, og egyptiske Mohammed El-neny bliver naeppe mere end et alternativ. Klubbens eget ”avlsprodukt”, Jack Wilshere, fik ikke forlaenget sin kontrakt, og selv om det vil skaere i hjertet på mange Arsenal-fans, så er det vanskeligt at benaegte, at Wilsheres formkurve i sidste saeson var ekstremt regressiv. Walisiske Ramsey derimod havde en relativt skadesfri og succesrig saeson. Faktisk en af hans allerbedste i de 8 år midtbanedynamoen har vaeret på Emirates. Han er udset til en nøglerolle sammen med den skudstaerke eks-gladbacher Granit Xhaka. Sidstnaevnte har endnu ikke for alvor indfri
HÅNET OG KRITISERET FOR SIN MANGLENDE OPOFRELSE FOR HOLDET. SKAL EMERY HAVE EN KICKSTART MED ARSENAL, SÅ ER DET AF ALTAFGØRENDE BETYDNING, AT SPANIEREN KAN FÅ ÖZIL TIL AT LEVERE
et de høje forventninger - nu efter to års laeretid i Premier League. Emery ser dog ud til at have staerk tiltro til den 26-årige albansk-schweizer, der er blevet udstyret med en forlaengelse af sin kontrakt på Emirates. I den forbindelse udtalte han selv, at han ”havde modstået det tunge pres (at skifte til PL) og nu følte sig klar til at tage det naeste skridt”. Der vil vaere mange Gooners, der ser frem til at følge en mere stabil og fokuseret Xhaka. Steven Nzonzi fra Emerys tidligere klub Sevilla er sandsynligvis den nye managers drømmespiller som fremtidig midtbaneleder. Men et køb vil i alt fald kraeve tilførsel af betragteligt større transfersummer end de 50 millioner euro, som spanieren er stillet i udsigt.
DET MANGLENDE HØJE PRES
Det er ofte blevet fremhaevet at Arsenal under Wenger har manglet en ”plan B” i forhold til det possession-spil, som er besnaerende, når det lykkes, og enerverende at se på når det ikke fungerer. Sammenlignet med Manchester City er det iøjnefaldende, at forsøgene på at organisere og implementere et højt presspil ikke er lykkedes efter hensigten. Manglende overblik og lederskab blandt de centrale midtbanespillere er muligvis en del af forklaringen på dette. Arsenal har ikke siden Vieira haft en afgørende kaptajn/ledertype på midtbanen. En anden forklaring er, at klubbens bedste tekniske offensive kort, tyske Mesut Özil, ofte - og isaer i de taette topkampe - virker bemaerkelsesvaerdig flegmatisk og naesten ligefrem uengageret. Når hele midtbanen ikke agerer som en samlet enhed, er det svaert at få det energiske presspil til at fungere. Özil er en spiller, der deler vandene blandt fans og eksperter. Beundret for overblik og teknisk kunnen. Hånet og kritiseret for sin manglende opofrelse for holdet. Skal Emery have en kickstart med Arsenal, så er det af altafgørende betydning, at spanieren kan få Özil til at levere. En Mkhitiryan kunne vaere et muligt alternativ til Özil inden for truppen, mens argentineren Ever Banega, som Emery kender indgående fra sin Sevilla-tid, nok ville vaere managerens firstchoice, hvis han da kunne iføre sig større spendérbukser.
ANGREBET. 1 ELLER 2 I FRONT?
Sandsynligvis kommer Emery til at spille med både Aubameyang, Lacazette og Özil samtidig. Dette vil dog nok betyde, at én af de to centerforwards (efter alt at dømme bliver det Lacazette) må lade sig nøje med et udgangspunkt lidt ude i siden. At Unai Emery har givet Jack Wilsheres trøjenummer 10 til Özil, må vaere en klar indikation af, at denne kommer til at bibeholde sin nøgleposition i Arsenals offensiv. Kan Emery få de tre naevnte til at gå i spaend, kan the Gunners måske imødese bedre tider under deres nye baskiske manager.
DEN NYE MAND - OG DE TUNGE FODSPOR
Lige siden Arsenals store nationale gennembrud i 1930’erne har klubben haft en raekke yderst markante managerskikkelser. Det var legendariske Herbert Chapman, der skabte det klassiske Arsenal. En storklub funderet på den moderne idé om, at den klub, der kan samle de bedste spillere, er den klub, der vinder. Og den endnu mere moderne idé om at hvis man med defensiv struktur og organisation kan forhindre modstanderne i at score mål, så har man banet vejen for succes. Siden blev der laengere imellem triumferne. Der skulle et yderst aparte traenersamarbejde i starten af 70’erne til for at løfte the Gunners til tidligere tiders haeder. På bunden af en historisk resultatmaessig bølgedal ansatte bestyrelsen klubbens fysioterapeut som klubbens manager. Bertie Mee var en rar og vellidt del af Arsenals ”backroom staff”, men han havde ikke nogen bemaerkelsesvaerdig aktiv karriere bag sig (i modsaetning til forgaengeren), og han havde aldrig aspireret til et managerjob. Men Mee var klog nok til at vaere bevidst om egne forcer og begraensninger, og han fik ansat engelsk fodbolds davaerende wizz kid, den unge fodboldnørdede mestertaktiker Don Howe som assistent. Det gik forbløffende godt. Howe (og den anden assistent, den senere Manchester United-manager Dave Sexton) planlagde traeningen og de taktiske oplaeg, mens Mee var klubbens joviale og charmerende ansigt udadtil. Samarbejdet mellem fysioterapeuten og traener-nørden bragte Arsenal tilbage til toppen af engelsk fodbold, med The Double-triumfen i 1971 som det absolutte højdepunkt. 46-årige Unai Emery har (om end han hverken har en fortid som hverken fysioterapeut eller for den sags skyld tolk) heller ikke nogen prangende aktiv baggrund. Helt indtil dagen før annonceringen af hans ansaettelse i Arsenal FC var Pep Guardiola-assistenten, den tidligere Arsenal-anfører Mikel Arteta, bookmakernes klare favorit til at overtage efter Wenger. Spillede man en 5-pund seddel på Arteta som ny mand i the dugout, kunne man få 6 igen. Så det kom i den grad bag på spilfirmaerne - og de fleste eksperter - at Emery overhalede sin landsmand indenom i sidste øjeblik. I modsaetning til Arteta så mangler Emery det indgående kendskab til ligaen. Det er måske derfor, man har beholdt Wengers assistent, Steve Bould, i staben. Der er ellers skiftet grundigt ud i Wengers faste folk. Blandt andre målmandstraener Gerry Peyton, assistenten Boro Primorac, fysisk traener Tony Colbert, førsteholds-coach Jens Lehmann og chefen for den medicinske stab, Colin Lewin, der alle er røget ud for at give plads til Emerys eget backroom staff med den trofaste assistent Juan Carlos Carcedo i spidsen. I en klub, der ikke har skiftet ud på managerpositionen i 22 år, er det en omvaeltning. Mange af Wengers medarbejdere har vaeret med i mange år, og er internt blevet opfattet som ”klubmaend”. Men - i modsaetning til for 22 år siden - er det jo nu helt almindeligt, at en ny manager tager sit team med sig. Der er også gjort op med den besynderlige interne regel om, at man kun ville forny kontrakter, der var i sit sidste løbende år. Den nye manager kan i den henseende støtte sig til - som tidligere naevnt - den indflydelsesrige chef for scouting, Sven Mislintat, og til den tidligere Team Sky-ansatte advokat Hussein Fahmy, der forhandler kontrakter med alle nuvaerende og kommende Arsenal-spillere - efter sigende i et taet samarbejde med Unai Emery, der da også har ry for at vaere vaesentligt taettere på holdet i traeningsmaessigt øjemed - altså mere ”hands-on” i det daglige, sammenlignet med sin forgaenger. Emery har, i modsaetning til Arteta, en hel del ”praktisk erfaring” som manager på højeste niveau. Hele 3 Europa League-titler med Sevilla og 2 gange ”the double” med det feterede rigmandslegetøj i Paris Saint Germain vidner om en traener, der ved, hvordan man vinder fodboldkampe. I hans all-time record som traener står han noteret for at have sejret i imponerende 53,5 % af alle opgør. Der har dog også vaeret modgang. Det blev til mindre end én saeson i russisk fodbold og Spartak Moskva i 2012, før der vankede en fyreseddel, og i Paris kunne de franske triumfer ikke opveje de arabiske ejeres skuffelse over at Neymar og co. ikke kunne gå hele vejen i Champions League. I Arsenal kommer Emerys opgave mere til at ligne den, han varetog i Sevilla, end den han havde i Paris. Succeskriteriet her og nu må vaere - med et begraenset budget - at kvalificere the Gunners til Champions League igen og skabe fornyet tro på projektet omkring Emirates, trods hård konkurrence fra Manchester-klubberne, Liverpool og ikke mindst de to London-rivaler, Tottenham og Chelsea. Og starten bliver hård. Nordlondons kanonérer står over for Manchester City og Chelsea i de to første kampe i saesonen, så der vil straks falde et fingerpeg om, hvorvidt the Gooners - Arsenals trofaste supporterskare - kan gå imod bedre tider.