AT HOLDE MED EN UNDERDOG

MEN IKKE NÅR UNITED GØR

De fleste mennesker hepper på den lille, når denne står over for overmagten. Men hvorfor blev hele fodboldverdenen pludselig Leicester-fans i 2015/2016, og hvad siger det om os og den verden, vi lever i?

John Malkovich er ikke imponeret. Han brokker sig både til sin agent og instruktøren over den reklamefilm, han skal medvirke i. Sproget er for svulstigt, fortaellingen alt for kompliceret, og det tilstedevaerende symfoniorkester er alt for meget, mener skuespilleren. For det, der er på spil, er så simpelt og grundlaeggende, som det kan vaere.

OG SÅ RULLER HAN SIG ELLERS UD.

For kampen om en plads i Super Bowl er som David mod Goliat. Okay, det var måske lidt for meget, erkender Malkovich, men så alligevel ikke. Symfoniorkesteret begynder at spille dramatisk musik, mens Malkovich uddyber. Det er, siger han, historien om den maegtige gigant mod den lille underdog, den overvaeldende favorit mod the long shot med absolut ingen chance. Reklamefilmen, som er både sjov og gåsehuds fremkaldende på den amerikanske måde, blev lavet til det, man kan kalde semifinalen i NFL, men den er lige så aktuel, når den nye saeson i engelsk fodbold begynder. Hver saeson giver os nye underdogs at følge i de to pokalturneringer, og selv i Premier League, hvor alle klubber er milliard foretagender, er d eren verden til forskel på stor og lille. Det er kun tre år siden, Leicester City vandt mesterskabet mod naesten alle odds. Man kunne spille på holdet som mestre til odds 5000 før saesonen. Det føltes, som om en hel fodboldverden jublede med The Foxes, der bestod af et sammenrend af spillere, der ikke havde klaret skaerene i større klubber, eller i aerke-underdoggen Jamie Vardys tilfaelde havde spillet Nonleague-fodbold få år forinden. Leicester City er langt fra noget enestående eksempel. Taenk bare på Island ved EM 2016 eller Hobro IK, der i 2013, hundredåret for klubbens stiftelse, spillede sig i Superligaen med et hold af fyraftensproffer. Det er et gennemgående traek for os mennesker, at vi har et godt øje til opkomlingen mod overmagten. En amerikansk undersøgelse viste eksempelvis, at 81 procent af de adspurgte, der blev praesenteret for to fiktive hold, en favorit og en underdog, holdt med det undertippede mandskab. I en anden undersøgelse blev deltagerne praesenteret for to basketballhold, og deres sympati skiftede eksempelvis efter, hvilket hold der blev angivet som det mest velhavende. I 70 procent af tilfaeldene lå delta

gernes sympati hos holdet med det mindste lønbudget. I Danmark holder vi så meget af fortaellingen om den undertippede, at vi overdriver vores bedste underdog-historie, uden vi behøver det. Em-vinderne fra 1992 er i eftertiden blevet fremstillet som en flok ferieramte spillere, der ankom til slutrunden ude af form og med en Margarita i den ene hånd. Det blev ikke hjulpet af Flemming Povlsens berømte ord om, at spillerne var klar til at spille 90 minutter: 30 mod England, 30 mod Sverige og 30 mod Frankrig. Som Martin Davidsen og Sebastian Stanbury slår fast i deres bog om EM ’92, Drømmeland: ”Denne udlaegning er kun blevet styrket af danskernes generelle forkaerlighed for historier om de små, der banker de store.” Samme forfattere konkluderer dog med udgangspunkt i angrebsknokleren Povlsen: ”Problemet er, at denne udlaegning ligger langt fra sandheden, og Flemming Povlsen var den, der bedst modbeviste sin egen humoristiske påstand om manglende kampform.”

EN RETFAERDIG VERDEN

John Malkovich har ret, når han i reklamen siger, at historien om David og Goliat er en af de aeldste historier, vi har. David er den originale underdog, og 3000 år senere er hans kamp mod Goliat blevet så integreret i vores kulturelle bevidsthed, at den er blevet en del af vores sprog som synonym med kampen mod overmagten. Men bortset fra at fortaellingen bogstavelig talt er oldgammel, hvorfor har den så så stor appel for os? Hvorfor kan det faktum, at Leicesters mestre charmerede en hel fodboldverden, forklares med, at det var overraskende? Det er der ifølge førnaevnte forskning mindst tre teorier om. 1. Det styrker vores følelse af retfaerdighed. Vi under dem, der ikke har fået succes, at få det, og noget tyder på, at vi synes, at den undertippede fortjener succesen mere. ”Det får verden til at fremstå retfaerdig. Hvis den staerkeste vinder alle slag, er der intet håb for os andre. Hvis de samme mennesker, som har al magten og alle pengene og al autoriteten, også vinder alle dyster, hvad er så pointen for os andre? Så underdog-fortaellingen giver alle os, som ikke er på toppen, håb,” siger Malcolm Gladwell, der har skrevet bogen David and Goliath: Underdogs, Misfits and the Art of Battling Giants, i et interview i forbindelse med sin TED talk om emnet. Når de kan overkomme modgang, kan vi også. 2. Skuffelsen er mindre, og fornøjelsen er større. Undersøgelser viser, at overraskende sejre skaber mere glaede end forventede sejre, og forventede nederlag skaber mindre smerte end de overraskende af slagsen. Når vi holder med underdoggen, har vi simpelthen mindre at tabe og mere at vinde. 3. Vi er skadefro. Dette er det modsatte af 1’eren, som tager udgangspunkt i underdoggens succes, mens dette handler om favorittens fiasko. Teorien er omstridt, da nogen forskning understøtter den, og anden forskning modsiger den. Den har dog et vist logisk element: Vi bliver traette af at se FC København, Bayern München og Manchester United vinde, så vi håber, nogle andre overrasker og tager mesterskabet. Der har i årevis eksisteret et faenomen i England, der forkortes ABU, Anyone But United, hvor dem, der abonnerer på opfattelsen, hepper på det hold, som Manchester-klubben til enhver tid møder.

UNDERDOGGENE PÅ MAYFLOWER

Forskningen stammer fra USA, og den amerikanske velvilje over for den undertippede tyder på, at det ikke bare er et symptom fra jantelovslandet Danmark, at vi forelsker os i Leicester, feriedrengene fra 1992, Island og Hobro. For selv om amerikansk og dansk kultur ligner hinanden relativt meget, er der ikke megen jantelov på den anden side af Atlanten. I USA må man gerne vaere noget; det er det, selve den amerikanske drøm handler om. At blive til noget. Men som Frederik Stjernfelt, der er professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved Aalborg Universitet, påpeger, er selv den amerikanske drøm også en underdog-fortaelling. ”The American Dream, for fanden. Du starter som skopudser, du starter som en lille lort, og ved sejt arbejde og gode idéer arbejder du dig op, og til sidst er du Donald Trump eller Joakim von And,” siger han. Den mentalitet kan man spore helt tilbage til de første europaeiske nybyggere, der koloniserede den nye verden. ”USA er vendt mod det europaeiske samfund med

TAENK BARE PÅ ISLAND VED EM 2016 ELLER HOBRO IK, DER I 2013, HUNDREDÅRET FOR KLUBBENS STIFTELSE, SPILLEDE SIG I SUPERLIGAEN MED ET HOLD AF FYRAFTENSPROFFER.

adel og kongehus og gamle penge. Det er jo folk, der bliver født med en sølvske i munden og ikke behøver gøre en skid. Man arver det hele, fordi man er søn af en greve, og man behøver ikke gøre noget for at opnå det. Det er anti-underdog,” siger Stjernfelt. ”Nybyggerne var jo typisk fattige eller den tredje søn i en flok, der ikke fik en arv, eller som man siger: de små protestantiske sekter i England, der måtte skride, fordi de blev forfulgt af kirken. Det var netop underdogs, der sad på Mayflower og tog derover. Så det ligger dybt i den amerikanske kultur, alt det der.”

GUCCI-HELLE OG HYGGE-LARS

Historien om hyrdedrengen David og hans slangebøsse, der faeldede kaempen Goliat i Terebintedalen sydvest for Jerusalem, har fået størst betydning i den kristne tro, men optraeder både i jødedommen og islam. I det hele taget er historien fuld af mennesker, som har formet den moderne verden, selv om de var outsidere. Sokrates, den graeske filosof, der er en af tidernes mest indflydelsesrige taenkere, blev dømt til døden af sine samtidige. Profeten Muhammed var en fattig hyrde, der blev foraeldreløs som seksårig, og hvis forkyndelse af sine åbenbaringer gjorde ham så upopulaer i hjembyen Mekka, at han emigrerede til Medina. Jesus Kristus blev født i en stald, stod i spidsen for et religiøst mindretal, der var på kant med myndighederne, og døde på korset side om side med gemene kriminelle. Han var tømreren, der bød datidens maegtigste imperium, det romerske, trods. Derfor overrasker det måske ikke, at det langt fra kun gaelder i sport, at mennesker har en tendens til at favorisere den lille. En undersøgelse i forbindelse med det amerikanske praesidentvalg i 1980 viste eksempelvis, at deltagerne favoriserede Ronald Reagan, når de fik at vide, at Jimmy Carter førte i meningsmålingerne. Og omvendt. Som New York Times påpeger, spiller forretningsverdenens svaervaegtere på samme melodi. ”Marketingsfolk ved, at den underdogstatus har en menneskeliggørende effekt. Taenk på budskabet fra Hewlett-packard, Apple eller Ben & Jerry’s: Hey, vi er ikke et eller andet multinationalt selskab. Vi er bare et par fyre, som kom på en god idé i garagen.” Ikke kun amerikanske magtmennesker dyrker idéen om deres ydmyge rødder. Tag bare Danmarks to seneste statsministre. Lars Løkke Rasmussen har med enten held eller dygtighed opbygget et image som en jovial, lun og helt almindelig mand, som man godt gad dele et par fadøl med, mens Helle Thorning-schmidt hellere vil vaere Helle fra Ishøj end Gucci-helle.

DEN NØGNE LOGIK

John Malkovich er ved at vaere varm nu. Det samme er symfoniorkesteret. Strygere, violiner, trommer og trompeter bygger langsomt stemningen op, mens Malkovich udlaegger teksten for instruktøren og hans assistent, der ser målløse til med mere og mere åbne munde. ”What does football teach us?” spørger skuespilleren. Ikke, om sport kan laere os noget, men hvad. Om os selv og den verden, vi lever i. Sport som fodbold, både den europaeiske og den amerikanske af slagsen, kan eksempelvis blotlaegge traek i menneskets natur, for eksempel at vi har det med at holde med den lille. Og fordi sport typisk er mindre kompliceret end virkeligheden og foregår efter nogle fast definerede rammer, står pointerne endnu klarere. ”Jeg tror jeg da bestemt, sport kan laere os noget om vores moral. Så kan vi se nogle af de der logikker i renere form, fordi det er løsrevet fra den almindelige verden,” siger Frederik Stjernfelt. ”Det har enorme konsekvenser, hvilket parti der vinder et valg, fordi lovgivningen bliver anderledes, og samfundet aendrer sig. Men i en vis forstand aendrer det ikke samfundet, hvem der vinder i fodbold. Og netop fordi det ikke gør det, kan man se de der logikker i ren form, fordi de er helt løsrevet fra nyttehensyn, som ellers altid spiller ind. Lige så snart man er uden for sporten, er der altid nytte og samfundsgevinst, som man interesserer sig for. Det er vaek her. Derfor kan man se den der underdog-favorit-logik helt nøgen.” Det kig kan føre helt ind i samfundets dybeste funktioner, argumenterer professoren for. Vores samfund, i hvert fald i den vestlige verden, er for de flestes vedkommende bygget på konstant fremdrift, og den slags sker kun, hvis den stående orden udfordres. Det gør underdoggen. ”På en måde tror jeg, det er den grundfortaelling, vi abonnerer på, når vi også i sport holder med underdoggen,” siger Frederik Stjernfelt. ”Der er ikke rigtig nogen nyhed i, at den etablerede institution afviser et angreb. Det kan man ikke føle den samme retfaerdige tilfredsstillelse ved. Men når underdoggen vinder, er det er en overgang fra uretfaerdighed til retfaerdighed. Det er en dramatisk overgang. Den overgang er jo tiltraekkende. Ellers er der bare en status quo. Laegevidenskaben havde ret, og det har den stadigvaek.”

MAN HAR ALTID EN CHANCE

Diskussionen om underdogs peger desuden direkte ind i en af tidens store, underliggende temaer i fodboldens verden. Idéen om en europaeisk superliga, hvortil kun de største og rigeste klubber bliver inviteret, og altså ikke kvalificerer sig på sportslige meritter, luftes jaevnligt. Den er en af storklubbernes pressionsmidler, når de skal have UEFA til at gøre Champions League til en endnu mere lukket fest. Hvilket de har haft et vist held med. Fremover er de store lande sikret fire hold i den fineste af alle klubturneringer, der i

YOU ALWAYS HAVE A CHANCE

forvejen skaeldes ud for at vaere for forudsigelig. Det er de samme hold, der mødes i kvartfinaler, semifinaler og finaler år efter år, anfører kritikerne. Storklubbernes jagt på at gøre international klubfodbold større, vildere og mere indbringende kan i sidste ende komme til at koste dem dyrt. For forudsigelig fodbold er svaer at saelge, mener sportsøkonom Kenneth Cortsen fra Aarhus Universitet. Han bruger Leicesters engelske mesterskab som eksempel. ”Den slags underdog-historier er ekstremt vigtige for at skabe hype, fordi fodbold–og sport som sådan–i høj grad handler om kontraster,” har han sagt til mediet Zetland. Kontrasterne mellem de seneste saesoners engelske mestre kunne naesten ikke vaere større. Leicester, der netop havde overlevet med nød og naeppe, mod Chelsea og Manchester City, to af verdens rigeste fodboldklubber med to af verdens mest berømte managere. Deri ligger der måske også en laerdom. Som John Malkovich svarer på sit eget spørgsmål om, hvad football kan laere os: ”You always have a chance.” Det kan vi godt lide at blive mindet om.