Ian Brady og Myra Hindley
MYRA HINDLEY & IAN BRADYS
Keith Bennett – deres sidste offer.
I FÆLLESSKAB VAR DE SERIEMORDERE OG BEGRAVEDE OFRENE I EN “DØDENS PARK”. MEN HVOR ER 12-ÅRIGE KEITH BENNETT BEGRAVET? DER LEDES STADIG EFTER LIGET.
Femten år efter bortførelsen, voldtægten og drabet, som Ian Brady og Myra Hindley begik, er det stadig ikke lykkedes at finde de jordiske rester af den 12-årige Keith Bennett fra hans sidste uværdige hvilested på Saddleworth Moor uden for Manchester. Drengen fra Longsight forsvandt sporløst den 16. juni 1964, bare fire dage efter sin fødselsdag. Han var gået hen til sin bedstemor, hvor han ofte overnattede sammen med sine søskende. Hindley og Brady var ude på jagt i en Mini stationcar, da de opdagede drengen, der var helt alene. De kørte op til ham og spurgte, om han kunne hjælpe med at flytte nogle kasser fra en vinhandel.
Politiet i Manchester sørgede for, at det sort-hvide billede af Keith blev blæst stort op i pressen. Det viser en lille dreng med briller og store fortænder, som smiler varmt til kameraet. I enhver anden sammenhæng ville billedet ikke have betydning for andre end familien Bennett. Alligevel har det fået en tvivlsom berømmelse på grund af vores kendskab til drengens grusomme skæbne. Det er blevet et symbol på en seriemorders uhyrlige gerninger. Som alle billeder, og især billeder af drabsofre, fanger det et præcist øjeblik i tiden. Dermed fortæller det en ofte overset og ganske uhyggelig sandhed: Denne person er allerede død eller kommer til at dø.
Verden kender Keith Bennett som et fotografi, men hans familie har mistet en søn, en bror, en fætter og et barnebarn. Venner har mistet deres kammerat. Det er også værd at huske, at det tog morderne mere end 20 år bare at tilstå deres skyld. 20 år med ubesvarede spørgsmål, mistanker og lidelse. Keiths mor, Winnie Johnson, som døde i 2012, 78 år gammel, blev lige som resten af familien revet ud af en helt almindelig tilværelse for at blive en skikkelse præget af heltemod og værdighed.
Det var først i 1987, at de tidligere kærester Brady og Hindley, der nu havde total antipati over for hinanden, endelig tilstod at have bortført og dræbt både Keith og en pige ved navn Pauline Reade (deres første offer). På grund af oplysninger fra parret fandt krimi nal tekniker neden 16 årgamle Rea de om eftermiddagen 1. juli samme år. Hendes jordiske rester blev begravet 1. august på Gorton Cemetery. Med Keith var man ikke så heldig. Eftersøgningen blev afblæst den 24. august 1987 og genoptaget så sent som i 2003 under Operation Maida. Seks år senere, i 2009, afsluttede politiet eftersøgningen uden resultater.
Ved forskellige anledninger kom Brady og Hindley med små ledetråde til Bennetts skjulested, men deres hukommelse var ikke præ cisnok. Shiny Bro ok, som blevet vigtigt eftersøgnings område, er omstridt, fordi det ikke er samme sted, politiet fandt de andre lig. Er Keith begravet i nærheden af stedet, hvor John Kilbride blev fundet, på den modsatte side af vejen fra Lesley Ann Downeys og Pauline Reades findesteder? Det tror Chris Crowther, et medlem af familien, som ejer landområdet, hvor drabene fandt sted. Han begrunder sit argument til forfatter Carol Ann Lee i den skumle, men alligevel upartiske biografi Oneof Yo uro w n: t heli fe and dea t hofmyr a hind le y (2011):
- Vi har altid følt, at Keith var nær John. Brady var jo en dovenpels, han holdt dem nok i nærheden af hinanden. Piger på den ene side af vejen, drenge på den anden. Johns grav var præcis
MYRA VAR EN ALMINDELIG OG NATURLIG PIGE, OG DET VAR DISSE EGENSKABER, SOM GJORDE DET MULIGT FOR HENDE AT KOMME I KONTAKT MED BØRN.
under den rasteplads, vi anlagde, ikke så langt fra vejen.
Det er sandt, at Brady brugte begge sider af vejen til at begrave sine ofre. Det var lige ved Hollin Brown Knoll, måske kun nogle hundrede meter væk. Lesley Ann Downey (10 år) og Pauline Reade (16 år) blev lagt på nordsiden, og John Kilbride (12 år) på sydsiden. Ville Brady virkelig ændre, hvad der ser ud til at være et tydeligt og meningsfuldt mønster? Hvor mange gangekan eftersøgnings mandskaberne have været en hårsbredde fra Keiths lig ... uden at opdage det?
Hindley døde af bronkitis den 16. november 2002 på West Suffolk Hospital. Hun blev 60 år. Tabloidaviserne fik deres længe ventede belønning: Brady havde bestemt sig for ikke at vise samarbejdsvilje, hvis Bennett-familien eller sagens efterforskere bad om nye oplysninger, og han gik så langt som til at skrive til Winnie Johnson og forklare sit standpunkt. Begrundelsen var politiets inkompetence. Men i 1987 slap han ud fra Ashworth Hospital i Liverpool for tage en tur på heden.
Nu virkede drabsmanden usikker på området. Han blev tydeligvis forvirret af det, der tidligere havde været hans kære dødsrige. Eller førte han bare myndighederne rundt i manegen for sin egen syge fornøjelses skyld? For Keiths familie var det endnu en tabt chance og en forlængelse af lidelserne. Som svar på nyheden om at eftersøgningen blev afsluttet i 2009, sagde Winnie følgende til BBC: - Jeg ønsker, at Keith skal blive fundet, før der sker noget med mig. Jeg vil så gerne give han en anstændig begravelse. Politiportrætter taget af Brady og Hindley under retssagen mod dem ved Chester Assizes i 1966 figurerer stadig på forsiden afutallige bøger og blade. De hårde, fladt belyste sort-hvide-billeder indfanger de to udtryksløse blikke hos
Med tiden fremelskede de hinandens sans for at begå forbrydelser. Andre seriemordere og voldtægtsforbrydere kan prale med langt højere drabstal, men det, der fangede verdens opmærksomhed, da forbrydelserne blev opdaget, var, at en ung kvinde havde medvirket. Hindley var kun 23 år, da hun blev anholdt og tiltalt. En skør Lancashire-pige med platinblond hår blev pludselig berygtet og er siden blevet et symbol på menneskelig ondskab. Hindley har i de senere år fremstillet sig selv som et offer for Bradys ondskab, men hun spillede en afgørende rolle i kidnapningerne. Hun blev angiveligt seksuelt ophidset af, hvordan drabene bragte hende tættere på Brady, selv om hun benægtede, at hun tændte seksuelt på gerningerne. Hindley kørte bilen, fordi Brady ikke kunne køre. I samarbejde med Brady udvalgte hun sårbare børn, de kunne henvende sig til. Hendes venlige og udadvendte væremåde passede på det, psykologer og skribenter har betegnet som en narcissistisk personlighedsforstyrrelse uden empati. Hun var ekspert i manipulation og forklædte sig med sort paryk og skindjakke, så hun ikke blev genkendt i området, hvor hun i sin tid havde boet.
Hindley har måske nok senere protesteret mod sit rygte og udtryk anger, men hun var årsagen til, at sagen fangede publikums opmærksomhed og vrede i første omgang. Når forældre advarer deres børn mod at tale med fremmede, er det altid mænd, de advarer imod. Hindley modbeviste, at kvinder ikke kan være med til at bortføre og dræbe børn. Hun mindede ikke om en snerpet gammel børnehjems bestyrero g virkede helle rikkes omen tvivlsom, forskruet type, man burde holde sig væk fra. Myra var en almindelig og naturlige pige, og det var disse egenskaber, der gjorde det muligt for hende at komme i kontakt med børn og skabe tillid.
Grusom historik
Indtil midten af 1960-tallet var Saddleworth Moor bare et almindelige smukt udflugtsmål for søndagsture og picnics. Den grusomme historik har siden bidt sig fast. Den er præget ind i kulturen og lokalhistorien i det moderne Manchester og omegn. Mindst tre af de fem ofre blev bortført, voldtaget og dræbt (enten med kniv eller kvalt med snor) og begravet ved A635. Lesley Ann Downey, det yngste offer på bare 10 år, blev dræbt hjemme hos Brady og Hindley 2. juledag 1964. Parret planlagde at slippe af med liget allerede samme aften, men et kraftigt snevejr gav vanskelige køreforhold, og de kunne blive afsløret, hvis de blev udsat for et biluheld på vejen. I stedet pakkede de Lesley Ann ind i et lagen sammen med det tøj, hun havde på ved bortførelsen (rosa cardigan, blå jakke og ternet nederdel) fra Silcocks Wonder Fair. Hun blev begravet på Saddleworth næste dag.
Nogle kilometer øst for Manchester rammer Penninernes sydlige bjergkam nationalparken Peak District. Den beskrives som Englands Rygrad, et storslået landskab med bølgende bakker, græsmarker og imponer endesandstens formationer flækket af smuk, lilla lyng, der skærer Nordengland over på midten og skiller Lancashire fra grevskabets gamle ærkefjende Yorkshire. Med 1000 kvadratkilometer robust skønhed og afsideshed er dette syn langtfra de banale kliche fore stillinger om det industrialiserede
OMRÅDET MED UDSIGT OVER GREENFIELD - RESERVATET, HVOR TRE LIG BLEV FUNDET, HAVDE EN SPECIEL TILTRÆKNING PÅ BRADY.
Nordengland. Det er et sparsomt befolket område med spredte gårde, og i klart vejr kan du på Saddleworth Moor se helt til Cheshire Plain og de idylliske grønne enge.
Området med udsigt over Greenfield-reservatet, hvor ligene blev fundet, havde en speciel tiltrækning på Brady. Med inspiration fra den tyske filosof Friedrich Nietzsche og den fordrejede nazistiske fortolkning af ham, forestillede Brady sig, at han var et overmenneske, som så ned på andre fra sin høje tinde. Brady så sig selv som en moderne udgave af Caspar David Friedrichs maleri Vandrer over tågehavet (1818). I Thegatesofjanus opsummerede Brady naturlandskabernes påvirkning af fantasien sådan:
- Når du står over for et hav eller en hede, eller når du står på et bjerg, kan du næsten høre noget ukendt og usynligt omkring dig. Du ved, at det er der ... du føler kraften stige op i dig, når du bliver en modtager. Han brugte den slags mystiske sludder og vrøvl til at camouflere sine sadistiske seksuelle lyster.
Historisk hørte Saddleworth til Yorkshire frem til 1974, hvor grænseændringer gjorde det til en del af Oldham og dermed en del af det ydre Stormanchester. Det betyder, at fire af forbrydelserne begyndte i Stormanchester eller Cheshire, men endte i Yorkshire. Da efterforskningen blev iværksat, førte dette til dårlig kommunikation mellem de forskellige politidistrikter, som trådte hinanden over tæerne. Til sidst var det Cheshire Politi, under ledelse af politiinspektør Arthur Benfield, der tog kontrollen. Det skyldes, at drabet på den 17-årige Edward Evans, der fandt sted 6. oktober 1965 på Wardle Brook Avenue 16 – hvor Brady, Hindley og hendes bedstemor boede – formelt set hørte til hans distrikt.