Aileen Wuornos
AILEEN WUORNOS RETFÆRDIGE VREDE
Mandejægeren.
HUN VAR DØMT SEKS GANGE FOR KOLDBLODIGE DRAB PÅ USKYLDIGE MÆND, MEN FORTJENTE USAS MEST BERYGTEDE KVINDELIGE SERIEMORDER VIRKELIG AT DØ?
Hvordan kan en drømmer dø som 14-årig? Det kunne du måske spørge Aileen Wuornos om, selvom hun først døde mange år senere. Aileens liv var i bund og grund slut, da hun som helt lille pige suttede på mænds ædle dele for cigaretter i en skov ved huset, hvor hun boede. Men det virkelige spørgsmål er, hvad der foregik i hendes hoved, og hvorfor det førte til, at hun dræbte syv af de mænd, hun kom i kontakt med som prostitueret.
Aileen havde drømme. Hun så sit liv gennem film, skabte en facade og spillede de roller, som hun troede var forventet af hende. Det triste var, at livet placerede hende i nogle ganske usædvanlige roller. Intrigerne omfattede også andre personer som enken til et af ofrene, Shirley Humphreys, der udtalte i et tv-interview, at hun glædede sig til at se den sprudlende blondine i ‘gamle gnist’, som den elektriske stol blev kaldt dengang.
Aileen blev født i Michigan i 1956. Moren hed Diane og gav hende fra sig, da hun var bare seks måneder gammel. Faren hed Leo og sad i fængsel for pædofili. Aileen blev derfor sendt hen for at bo hos bedsteforældrene sammen med sin søster Laurie og bror Keith. Dette plagede i første omgang ikke den opvakte lille pige med det skæve smil, men rygterne gik på, at hun i virkeligheden var sin bedstefars kødelige datter. Han skulle efter sigende have misbrugt både moren og Aileen. I dokumentaren Aileen wuornos: Life and death of a serialkiller fortalte veninden Dawn Botkins, at hun havde set bedstefaren banke Aileen, velvidende at andre så det.
Da Aileen var 14 år, stadig kun et barn, fødte hun selv et barn, som blev taget fra hende og bortadopteret. Kort efter blev hun smidt ud hjemmefra og boede nu i skoven. I senere interviews med Aileen giver hendes afslappede tone ikke rigtig indtryk af de hårde banrdomsvintre, hvor hun overnattede i en tilsneet bil. Senere hævdede moren over for dokumentaristen Nick Broomsfield, at hun ikke havde vidst noget om datterens fortvivlede situation. Mange hævder, at det afslørede, hvor lidt hun egentlig engagerede sig i sin datters liv.
Ni år gammel prostituerede Aileen sig, tydeligvis for at få lidt selskab. De andre unge i miljøet mente, at hun ikke havde nogen skam i livet, og hånende fyre lod hende lide for det. Jerry Moss fortalte under en retssag, at han tog imod hendes gaver, mens han kastede sten og skældsord efter hende for at ingen skulle tro, der var noget imellem dem. Splittet mellem to personligheder – en uskyldig drømmer og et hjemløst vrag – var Aileen som Les Miserables: En fortabt småpige. Aileen begyndte at blive syg. Hun blev blå af både social og meterologisk kulde, mens hun boede ude i så ung en alder. Hun tænkte, at hun måtte redde sig selv, så hun søgte mod Floridas smilende sol.
Kom igen, Aileen
Festpigen forfulgte sin drøm og troppede op på Daytona Beach på jagt efter skyfri himmel. Første giftede hun sig med sejlklubformanden Lewis Gratz Fell, men de blev skilt efter kort tid. Så viede hun sig helhjertet til den nærmeste og hårdeste bar, The Last Resort Bar. Hun blev bedstevenner med den menneskelige kanonkugle, selv om ingen af fyrene ville røre
en lesbisk. Til sidst blev hun kærester med Tyria Moore, en kvinde hun mødte på en homobar i nærheden. Hun påstod, at hun var forelsket i denne kvinde, selv om Tyria skal have forlangt, at hun fortsatte sin prostitution for at skaffe penge til deres nydelsesorienterede livsstil. Aileen skabte en illusion om, at hendes tilværelse var fuld af kærlighed, sjov og venner. Samtidig betjente hun sexkunder hele tiden, men som alle gode tryllekunstnere ved, er korrekt risikoanalyse nøglen til de bedste dramatiske effekter. Aileens rekvisit var en pistol. Hun havde den til selvforsvar, hed det sig, men dette var ingen legetøjspistol. Hvis hun først brugte den, ville konsekvenserne være uoprettelige.
Dette er bare løse oplysninger baseret på, hvad hendes bekendte husker. Det stemmer ikke altid overens med det billede vi har af Aileen Wournos fra medierne, som gjorde hende berømt. Vi kender Aileen fra flere film: De to dokumentarfilm af Nick Broomfield – Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Killer og Aileen: The Life and Death of a Serial Killer – og siden blev hun spillet af en hæsliggjort Charlize Theron i filmen Monster. Derudover findes der en række mindre kendte film som Overkill, The Aileen Wournos Story og andre. Wournos blev fremstillet som en overentusiastisk dramaqueen, der blev bedraget, eller en misbrugt pitbull, der bjæffede efter den mindste uønskede hånd, der prøvede at klappe den.
En sådan hånd kom i form af Richard Mallory, en typisk sexkunde, som samlede hende op på vejen. Som alle andre sexarbejdere, der vil holde sig trygge og tjene penge, måtte Aileen gøre folk tilpasse på jobbet. I Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Killer beskrev hun, hvordan hun kun tale om både politik og religion med sine kunder.
Dette er antageligt en overdrivelse af den tematiske dybde i de samtaler, hun førte, men fremgangsmåden fungerede som regel. Med Mallory faldt konversationsforsøgene dog til jorden, og han begyndte at mishandle hende både verbalt og seksuelt. Han kaldte hende en tøjte og voldtog hende analt, godt hjulpet på vej af desinficerende salve. Da hun senere stod på anklagebænken og beskrev sine tanker under angrebet, var det ikke bare en umiddelbar reaktion, hun huskede. Det virker som om, at hun indså, at hun måtte dræbe, ellers risikerede hun selv at blive dræbt. Det var som om, hun projicerede angrebet over på en anden, og Aileen græd, da hun afgav sin forklaring.
Hun mobiliserede alt, hvad hun ejede af handlekraft, spyttede ham i ansigtet for at vinde tid, greb sit håndvåben og skød ham.
I ROLIGE ØJEBLIKKE ANER MAN, AT HUN HAVDE EVNEN TIL AT VÆRE EN GANSKE ”NORMAL” PERSON, SOM HAVDE LIDT UNDER DE MEST EKSTRAORDINÆRE OG GRUSOMME OMSTÆNDIGHEDER.
Det handler bare om at overleve, og som Jennifer fra Ispiton Yourgrave forsøgte hun at passe på sig selv.
Hvis det havde været slutningen på Aileens historie, ville hun måske stadig være iblandt os. Broomsfield har påpeget, at hun under retssagen blev medicinsk beskrevet som «for umoden til fuldt ud at forstå dødens uoprettelighed.
I stedet fortsatte hun simpelthen. Det er umuligt at vide, hvad man skal tro om tiden, der fulgte. Det, vi ved med sikkerhed, er, at drabene skete i kølvandet på revolutionen for homoseksuelles rettigheder. Sammen med den kom Judith Butlers teori om, at køn er noget, der udøves, og tanken om at vi indtager sociale roller for at gøre os forstået. Da Aileen havde avanceret fra at yde fnisende tjenester for røg og mad til at begå drab, ændrede hun adfærd, fordi hun fandt et helt nyt publikum, ikke mindst sig selv.
I en version af hændelserne ramlede det simpelthen for hende. Det første angreb blev for tungt at bære på, og hun dræbte yderligere seks mænd for at skabe sin personlige hævn for tidligere oplevelser, om og om igen. I en anden version blev hun krigerdronningen Aileen - en Jeanne d’arc-lignende skikkelse, som trakterede mænd for at tjene de penge, hun og Tyria havde brug for til at skabe en ny tilværelse. Samtidig hævnede hun hele kvindekønnet ved at overhale de mænd indenom, der forsøgte at gå over stregen, især hvis de brugte voldtægt som et våben i krigen mod kvinder.
Patty Jenkins’ Oscar-vinnende film Monster giver en fremstilling af Aileen, som måske er den, der kommer tættest på den Aileen, vi ser i retssalen og i Nick Broomfields dokumentarer.
HUN VAR DET MODSATTE AF, HVORDAN AMERIKANSKE MEDIER MENER, AT EN KVINDE SKAL VÆRE – MILD OG SMUK.
Denne Aileen har humor, men ser med retskafne øjne på det, hun gjorde. At vi sidder tilbage med et lidt forvirrende billede af hende, skyldes nok i høj grad de forskellige opmærksomhedskrævende statister i historien, ikke mindst Arlene Pralle, kvinden som adopterede Arlene efter, at sagen kom frem i aviserne, og som spillede en vigtig rolle i den sydende heksekedel af handlinger, hun senere foretog sig.
Aileen og virkeligheden
På samme måde som Aileens egne forklaringer ændrer sig, alt efter hvem hun snakker med (og hvordan hun ønsker, de skal reagere), er det vigtigt at huske, at dokumentarer som Broomfields ikke nødvendigvis giver et mere sandt billede af hendes mentale tilstand end biograffilmen Monster. Broomfield bruger den refleksive filmform, hvor historien fortælles gennem processen med at skabe filmen og gennem alt, der kan gå galt i produktionen. Dette betragtes af og til som en ærligere fremgangsmåde end at vise dokumentarfilm som finpudsede produkter i stedet for den uhyggelige virkelighed, men det fremhæver også forstillelsen, der ligger centralt i hans skildring af Aileen. Bortset fra en enkelt optagelse, hvor vi ikke kan se hendes ansigt, styrer hun hele tiden sin egen fremstilling; hun ser direkte ind i kameraet og viser, at hun ved, at publikum ser hende og bedømmer hende. Hun viser ikke sit naturlige jeg, så vi kan ikke betragte filmene som sande repræsentationer for Aileens personlighed, tilregnelighed eller utilregnelighed.
Derudover klipper Broomfield optagelser sådan, at Aileen fremstilles forskelligt i de to forskellige dokumentarer; separate produkter, han skal sælge, fordi det hører til hans job. En af dem har ligget på Netflix, mere end 10år efter den blev lanceret. I en vigtig sekvens interviewer han Aileen om hendes adoptivmor Arlene og hendes advokat Steve. Sekvensen koncentrerer sig om tidspunktet, hvor Aileen hidser sig op og med opspærrede øjne og fægtende arme gentager sig selv i forhold til den juridiske vægtlægning på antallet af dræbte personer kontra selvforsvarsaspektet. Hun virker mentalt ustabil, hvilket lægger perfekt op til Broomfields sidste kommentar om, at retfærdigheden ikke sker fyldest, hvis man henretter nogen, som ikke er i stand til at forstå, hvad de har gjort.
I Broomfields anden film vises en udvidet version af det samme interview. Her er de samme fagter og udtryk med, men Aileen snakker også om, at hendes to nærmeste forbundsfæller bruger hende som en præmieko. Vi ser kun det, som Broomfield vil have, at vi skal se – ikke det, der virkelig sker. Et moment, der også blev fremlagt som bevismateriale i retten. Med tanke på Arlenes og Steves groteske handlinger ville det have været fuldt forståeligt, hvis Aileen havde været endnu mere vred, end hun virker. Broomfields filmmateriale viser nemlig, at de bevidst har udnyttet følelserne hos et dødsdømt voldtægtsoffer for at tjene penge på at give interviews. Fremstillingen af hende er ikke sandheden, men en redigeret skildring, som stemmer overens med det billede, Broomfield ønsker at give, hvilket er normen for enhver dokumentar, uanset hvor ærlig den forsøger at være.
Retfærdig vrede?
I rolige øjeblikke aner man, at hun havde evnen til at være en ganske normal person, som havde lidt under de mest ekstraordinære og grusomme omstændigheder.
- Aileen Wuornos var et klassisk eksempel på en person, der lider af en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse med store humørsvingninger og dyssociale træk, siger doktor Stephen Holmes, forfatter til Serialmurder. Med disse lidelser og en barndom, hvor hun blev misbrugt både fysisk og psykisk, er det ikke mærkeligt, at hun havnede i den situation, hun gjorde.
En emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse med store humørsvingninger og dyssociale træk lyder skummelt, men faktisk var denne lidelse diagnosticeret hos 2,6 procent af USAS befolkning i 2007 ifølge en undersøgelse publiceret i Biological Psychiatryjournal. At leve med et dårligt mentalt helbred er et
HUN VALGTE MÅSKE AT TRO PÅ, SÅ AT SIGE ALT, SOM STADIG LÅ INDEN FOR HENDES STÆRKT MEDTAGEDE SINDS RÆKKEVIDDE.
almindeligt problem. Og med alt det, hun blev udsat for, kunne det have ramlet for selv den mest sindige.
Men det ville ikke have skabt den samme skandale. I stedet får vi Wournos at se som en sjusket gammel heks med skæve tænder, mens hun løfter sine lænkede hænder op til halsen (for at rette på håret) og skærer groteske grimasser (fordi hun er træt).
Vi kan ikke vide, hvem hun i virkeligheden var, for alt ved retssagen mod Aileen og fremstillingen af hende var i bund og grund motiveret af politik – både fra myndighedernes og mediernes side. Hun var det modsatte af, hvordan amerikanske medier mener, at en kvinde bør være – mild og smuk, og helst velsignet med langt, blondt hår. Det var som om medierne reagerede negativt på hendes udseende alene. I en tegneseriestribe blev hun vist som en smuk, veldrejet og halvnøgen ung prostitueret før drabene, og som en aggressiv og tvekønnet straffefange i næsterude. Som Broofields Selling o faseri al kil lerpåpeger, satte nyhedsformidlerne alvoren bag forbrydelserne i direkte relation til hendes køn. Hun og Tyria blev øjeblikkeligt kaldt “dødsengle” fordi de tilførte drabene et endnu uhyggeligere aspekt ved at myrde med et kvindelig twist på de ellers ganske normale, skydevåben baserede forbrydelser.
Aileen blev dæmoniseret, fordi hun var for “unaturlig”. Det kan muligvis forklare hendes adfærd i det sidste filmede interview med Nick Broomfield. Da hun troede, at kameraerne ikke længere var tændte, bemærkede hun, at hun havde begået de fleste drab i selvforsvar, men at hun erklærede sig skyldig, fordi hun ikke orkede at sidde i fængsel længere. Da Broomfield gik hårdt til hende i det sidste interview, ville hun ikke give nogen kommentarer. I stedet forlangte hun at få lov til at snakke om politiet og fangevogterne. Hun blandede reelle oplysninger om deres korruption med forvirrede påstande om overvågning og forgiftning. Måske troede hun selv på det og ville have retfærdighed, måske sagde hun det bare for at få publikum til at hade hende endnu mere, så fængselsopholdet ikke skulle blive forlænget.
Aileens sidste ord afspejler livet, hun ikke lov til at leve. Hun snakker om at møde Jesus og aom at rejse med rumskib lige som hendes filmhelte. Hun udtalte også, at hun ville vende tilbage til livet. Hun valgte måske at tro på så at sige alt, der stadig var inden for hendes medtagede sinds rækkevidde – en religion for de virkelig fortabte. Hendes historie kan minde om en billig paperbackfantasi, men den er grusom ægte. Aileen efterlader sig dokumentarer, avisudklip, breve og fascinerende billeder, hvor hun sammenlignes med den smukke Hollywood-stjerne, som blev gjort grimmere for at spille hende.
Aileen Wuornos var en drabskvinde, som tog mange liv; hun røvede ofrene og skød dem flere gange, end hun behøvede for at slippe væk. Men vi får aldrig at vide, hvordan situationerne udspillede sig, og vi kommer aldrig til at forstå, hvordan den lille pige med de kvikke øjne og silkehåret blev til en kvapset kvinde, som vaskede sig på offentlige toiletter og var glad for ethvert lille tilløb til menneskelig kontakt. Vi ved, hvordan hendes dødsdom til sidste blev fuldbragt; det skete i lige så høj grad gennem stemmeurner og meningsmålinger som gennem giftsprøjten. Hun blev dræbt kl. 9.47 den 9. oktober 2002.
- Jeg skal sejle min vej med Klippen. Jeg skal være hos Jesus Kristus på uafhængighedsdagen. Præcis som i filmen på det store moderskib. Jeg kommer tilbage. Jeg kommer tilbage.