Jeffrey Dahmer

MØD KANNIBALEN FRA MILWAUKEE, SOM MED SIT SYGE SIND DRÆBTE 18 MÆND - OG SELV BLEV MYRDET I FÆNGSLET.

Jagten på en kannibal.

Datoen var 27. maj 1991, og indbyggerne i Milwaukee fik et chok, da de så en forvirret dreng vandre rundt i gaderne. Drengen var nøgen, han blødte, og han havde brug for hjælp. Sandra Smith og hendes datter gik hen til den ukendte dreng og spurgte, hvem han er. I det samme dukker en spinkel og velklædt mand op som en trold af en æske og ender i slåskamp med de to kvinder om drengen. Manden er Jeffrey Dahmer, og drengen er den 14 år gamle Konerak Sinthasomphone fra Laos, som havde haft den allerværste dag i sit unge liv.

Dahmer havde mødt Konerak ved et lokalt busstoppested samme morgen. Først havde han lovet drengen penge for billeder af hans krop, derefter havde han truet ham til at følge med hjem i hans lejlighed. Så bedøvede han drengen med stoffer og misbrugte ham seksuelt. Men det skulle blive endnu værre for den unge, uskyldige fyr. Dahmer borede et hul i hans hoved og hældte syre ind i hovedskallen. Derefter bestemte ”Kannibalen fra Milwaukee” sig for at fejre sin præstation ved at rende ned i den nærmeste kiosk og købe øl. Han fortjente en skål. På en eller anden måde var det lykkedes den forvirrede Konera at samle kræfter nok til at forlade lejligheden og snuble ned på gaden i en omtumlet tilstand. Da drengen ikke var i stand til at gøre rede for noget, frygtede Sandra og datteren det værste og ringede til politiet. Da politiet kom, trak de på skuldrene og lavede endda grin med det. Endnu et skævt narkovrag, tænkte de. Dahmer, som altid var beskeden i sin fremtræden, hævede, at drengen var hans kæreste. Politiet lagde vejen forbi Dahmers lejlighed, men kun fordi de to kvinder insisterede. De gennemsøgte lejligheden og fandt ikke noget galt, bortse fra en svag, men afskyelig lugt. De lagde ikke noget i det og forlod hurtigt lejligheden. En beslutning, der skulle vise sig at blive skæbnesvanger for Konerak.

POLITIETS STORE FEJL

Da Dahmer og Konerak var tilbage i lejligheden igen, dræbte og parterede han den unge dreng og beholdt hans hovedskal som sin souvenir. Dette var klassisk Dahmer. En forstyrret drabsmand, som havde et sygeligt behov for at lege med ofrenes kroppe længe efter, at de var døde. Konerak var en yngre bror til en dreng, Dahmer var dømt for at have forgrebet sig på flere år tidligere. Det tragiske er, at hvis politiet havde foretaget et baggrundstjek, ville de have fundet ud af, at han var en prøveløsladt børnemishandler. Det værste er, at den svage lugt, som kriblede i næseborene, kom fra liget af Dahmers seneste offer, Tony Hughes, som lå og rådnede i en skjult del af soveværelset. Sandra Smith, kvinden der næsten reddede Konerak, blev ved med at forhøre sig hos politiet på stedet, men til ingen nytte. I modsætning til politifolkene tænkte hun, at den sløve mumlen fra Koneraks mund faktisk var en desperat bøn om hjælp. Alligevel

DETTE VAR KLASSISK DAHMER. EN FORSTYRRET DRABSMAND, SOM HAVDE ET SYGELIGT BEHOV FOR AT LEGE MED OFRENES KROPPE LÆNGE EFTER, AT DE VAR DØDE

ville politiet ikke have noget med disse husspektakler at gøre. Dahmer skulle senere komme til at dræbe flere uskyldige mennesker, både i Wisconsin og Illinois. En tragedie, der altså kunne have været afværget.

OVERFALD I CHICAGO

Senere på sommeren i 1991 flyttede Dahmer til Chicago. Byen ved Michigansøen skulle blive hjemsted for nogle af de værste handlinger, som monsteret fra Milwaukee udførte. Inden han flyttede havde han finpudset ideen om, hvordan ofrene skulle være: underdanige sex-zombier. Ved at bore hul i deres hoveder og hælde syre derind opnåede han præcis dette. Både Curtis Straughter, Errol Lindsey og Tony Hughes mødte deres skaber med hjælp fra Jeffrey Dahmer mellem februar og juni 1991. Dahmer ramte et tocifret dødstal, da han dræbte Straughter den 18. februar. Dahmer mødte ham uden for Marquette University, og så gik det ellers slag i slag. Straughter, som kaldte sig ”Demetra” havde afsluttet High School og meldt sig ind i den sociale gruppe Gay Youth Milwaukee. Et perfekt offer for Dahmer. Uundgåeligt nok fulgte endnu et grusomt drab, hvor Straughter blev kogt og skoldet.

Errol Lindsey var næste mand i april. Han forsvandt, efter at han smuttede en tur i kiosken. Men det værste var endnu ikke sket. Anthony Hughes var i byen på Club 219 i centrum af Milwaukee. Han var døvstum og fik en seddel, der overtalte ham til at følge med til Dahmers lejlighed. Det var der, Dahmer gik i gang med en af sine mest afskyelige handlinger indtil da. Han lavede en bizar statue af Hughes’ jordiske rester, hvor det afskårne hoved var anrettet på toppen af den lemlæstede krop.

Dahmer rejste tibage til Illinois den dag, der var Gay Pridefejring, og her mødte han den ambitiøse, mandlige model Matt Turner i en busgarage. Efter at have snakket lidt lykkedes det Dahmer at overtale Turner til at tage med til lejligheden i Wisconsin. Løfter om hjælp med modelkarrieren og en gratis tur med bussen blev for fristende for den intetanende Turner, og før aftenen var omme, havde han mistet hovedet. Det lå i en plasticpose i Dahmers fryser.

Nu så Dahmer Chicago som det perfekte jagtterræn for sine syge handlinger, og han rejste tilbage den 4. juli. Han sad i en lokal homobar, hvor han kom i snak med Jeremiah Weinberger. Tragisk nok blev Weinberger tiltrukket af seriemorderen, og efter godkendelse fra en kammerat (”Han virker ok”), tog han

med Dahmer til Milwaukee, præcis som Turner havde gjort det en måned tidligere. Endnu engang betalte Dahmer for begge på bussen, og alt virkede normalt for Weinberger, som tilbragte natten med Dahmer i lejligheden, hvor så mange mænd var omkommet før ham. Weinberger havde klaret sig gennem det meste af natten, og om morgenen sagde han, at han ville tage af sted. Dahmer tilbød ham en farveldrink, og det kunne virke, som om han ville lade manden gå, men det var ikke tilfældet. På vej ud af døren blev han kvalt og dræbt. Endnu en gang endte offerets hoved i fryseren og var et af dem, der blev fundet, efter at Dahmer anholdt og dømt.

Inden Oliver Lacy blev dræbt den 12. juli 1991, havde Dahmer intensiveret sin drabsleg. Da han havde drukket Lacy fuld og kvalt ham, elskede han bagefter med liget. Derefter skar han offerets højre biceps ud, krydrede den med salt og peber og spiste den. Resten af kropsdelene lagde han i fryseren sammen med hovedet – angiveligt for at spise det senere. Han tog sig endda godt for sig af skelettet. Drabet på Joseph Bradehoft ugen efter var endnu værre. Denne gang beholdt Dahmer liget i flere dage og havde det hos sig i sengen, indtil det var fuld af larver.

DET SIDSTE OVERFALD

Tracy Edwards skulle blive den sidste mand, der oplevede Kannibalen fra Milwaukees vrede. Flere år efter han stod ansigt til ansigt med monsteret, fortalte Edward, hvordan han mødte Dahmer i et indkøbscenter, hvor han blev spurgt: Har du lyst til at feste?. Edwards måtte medgive, at Dahmer var en velkendt person i området. Men ingen havde den fjerneste anelse om Dahmers historie, og tilbuddet om en fest blev endnu mere fristende, da han tilføjede: Nu finder vi nogen piger og tager ned til søen og fester.

- Jeg har hundrede bob, sagde Dahmer. - Jeg kan købe øl. Han var kommet med et tilbud, som den blanke Tracy ikke kunne modstå. Han blev lokket ind i drabsmandens lejlighed med et løfte om kontanter for nøgenbilleder, og Edwards accepterede invitationen, som så mange andre før ham. Men så snart døren til Dahmers lejlighed blev åbnet, indså Edwards, at han havde begået en grusom fejl. Efter en kort kamp lykkedes det ham at undgå håndjernene, som Dahmer forsøgte at give ham på. Desværre blev han mødt med en slagterkniv, da han forsøgte at stikke af, og Dahmer førte ham op på anden sal. På vejen op lagde han mærke til ligene af tidligere ofre, der hang på væggen, og en stor tønde, som lugtede forfærdeligt. Det var det berygtede kar med saltsyre, som Dahmer ønskede at hælde ind i Edwards hovedskal.

Han skjønte at det var ute med ham dersom han ikke tok opp kampen, og Edwards slo til Dahmer i ansiktet og sparket ham i magen. Dahmer ble overrumplet av motstanden, han klarte ikke å ta igjen. Han var helt maktesløs og kunne ikke hindre Edwards i å rømme ut gjennom døra med håndjernene hengende fra det ene håndleddet. Edwards fikk raskt stoppet en politibil, og han hadde klart noe ingen hadde gjort før ham – han hadde unnsluppet Kannibalen fra Milwaukee. Denne gangen reagerte politiet på offerets rop om hjelp, og det ble enden på visa for Jeffrey Dahmer.

SÅ SNART DØREN TIL DAHMERS LEILIGHED BLEV ÅBNET, INDSÅ EDWARDS, AT HAN HAVDE BEGÅET EN GRUSOM FEJL.