David Berkowitz
DAVID BERKOWITZ SKRÆMTE NEW YORK CITY MED SINE FORBRYDELSER OG HÅNEDE POLITIET I BREVENE, SOM HAN EFTERLOD PÅ GERNINGSSTEDERNE.
Son of Sam terroriserede New York.
David Berkowitz stod helt stille på lur med et fast greb rundt om kniven. Det var juleaften 1975, og han var fast besluttet på at dræbe. Han fik øje på en ung pige på skøjter ude på skøjtebanen, hun grinede sammen med sine venner og tænkte sikkert på, hvad hun mon ville få til jul. Berkowitz ænsede ikke den 14-åriges uskyld – han så kun et potentielt offer. Han havde holdt sit raseri tilbage i flere årtier, og det var lige før, det brød igennem den stilfærdige facade og viste sig for verden. Da pigen var færdig på isen, vinkede hun farvel til sine venner og begyndte at gå hjemad. Morderens øjeblik var endelig kommet. Berkowitz sprang hurtigt ud af skyggen, greb pigen og huggede kniven brutalt ind i siden på hende. Hun skreg og kæmpede for at komme fri fra angriberens klør. Berkowitz kæmpede for at holde på hende og forsøgte at stikke hende igen for at få hende til at tie. Men han fik det ikke, som han ville – den tykke vinterjakke modstod det skarpe knivblad, og hun fik sig til sidst vristet løs og løb i sikkerhed. Angriberen blev stående stille i mørket, fuld af vrede og fortrydelse. Dette angreb havde været alt for fysisk til hans smag; næste gang skulle det være mere simpelt. Han ville bruge en pistol. Selv om den unge pige var sluppet væk, var en seriemorder født. David Berkowitz havde en sørgelig barndom på alle måder. Hans første minde var, at forældrene fortalte, at han var adopteret, og at hans virkelige mor var død under fødslen. Selv som helt ung huskede han, at han følte sig anderledes end alle andre. Der var noget i ham, som ikke ville tage imod kærlighed eller omsorg, og han skubbede alle væk, der engagerede sig. Han blev mobbet
af børnene i området, fordi han var adopteret, og det fik ham til at føle, at han ikke var en virkelig person. Han var plaget af skyldfølelse, fordi hans biologiske mor døde, og han frygtede at hans biologiske far ville komme om natten og dræbe ham som hævn. David sad oppe sent hver aften og så gyserfilm. Han var plaget af livagtige mareridt, der fik ham til at gemme sig i et klædeskab i timevis. Han begyndte at opføre sig agressivt over for adoptivforældrene og råbte - Jeg hader dig, jeg hader dig, jeg håber, du dør efter moren, da hun skulle ud til middag en aften. Lidet vidste han, at ønsket skulle blive opfyldt - samme nat faldt hun sammen og havnede på sygehuset. Hun havde brystkræft og døde kort efter.
Det lykkedes Berkowitz at gennemføre skolen og han blev hvervet af hæren, hvor han kvalificerede sig som skarpskytte. Han indså dog hurtigt, at hæren ikke var det rigtige sted for ham og tog tilbage til New York i 1974. På det tidspunkt var adoptivfaren flyttet til Florida og havde giftet sig igen, så David var helt alene i storbyen. Ensomheden fik ham til at opdage en skjult hemmelighed: hans biologiske mor var ikke død under fødslen, men levede i bedstevelgående. Adoptivforældrene var b levetrådet til at lyve af adoptionsbureauet, som ikke ønskede at han skulle lede efter sine biologiske forældre senere. Han blev fyldt med håb og fik arrangeret et møde med hende. Desværre blev han skuffet endnu en gang. Hun var en normal, men angstfuld kvinde, som ikke var klar til at give Berkowitz den kærlighed og omsorg, han havde brug for. Nu vidste han, hvem han var, og hvor han kom fra, men det kunne ikke redde ham fra sig selv. I stedet drev det ham ud i gaderne, på jagt efter blod.
SON OF SAM
Efter det mislykkede forsøg på at dræbe juleaften 1975 bestemte Berkowitz sig for at sige op som nattevagt og flyttede til en lejlighed ved Hudson River. Han havde håbet på fred og ro, men blev i stedet holdt vågen om natten af naboens gøende hunde. Dette var bare en svag irritation til at starte med, men den voksede og voksede inden i ham. Til sidst blev hundens gøen uudholdelig.
Fra 1976 til 1977 kørte han taxa, arbejdede på et postkontor og forsøgte at holde sine onde drifter i skak. En dag bestemte han sig for at dræbe en kvinde for at tage hævn over al den lidelse, som kvinder havde påført ham i livet.
Han tog på besøg hos en gammel ven fra hæren, som hjalp ham med at købe en gammel Bulldog-revolver. Dette våben blev Davids endelige løsning. Naboens gøende hunde havde plaget ham længe og blev mere og mere højlydt inde i hans hoved. Det var kun et spørgsmål om tid, før han gav dem klar besked.
Han begynde at gennemsøge gaderne i New York på jagt efter et offer. I juli 1976 begyndte hans drabsorgie, da han faldt over to piger, Jody Valenti og Donna Lauria, som sad i en parkeret bil. Han parkerede sin egen bil to gader væk og cirklede rundt om pigerne. Så gik han direkte mod dem, tog våbenet ud af en papirpose og skød. I stilheden som fulgte, stivnede han. Jodys skrig hev ham ud af hans trance, og han gik tilbage til bilen og stak af fra gerningsstedet. På turen tilbage til lejligheden sang han for sig selv og følte endelig en slags indre fred. Selv om han ikke fik nogen fysisk orgasme, fik han bestemt en mental én. Da han læste The New York Post næste dag fandt han ud af, at han havde dræbt den ene pige og såret den anden.
Efter den skæbnesvangre nat blev Berkowitz nådeløs. Angrebene kom oftere og oftere, og hele tiden steg hundenes gøen i hans hoved. Efter det femte angreb var politiet overbevist om, at de havde at gøre med en seriemorder. Sommeren 1977 blev kaldt ”The summer of Sam”, og New York blev grebet af hysteri - ingen havde nogen anelse om, hvem morderen var.
BREV TIL POLITIET
17. april 1977 skød og dræbte Berkowitz både Alexander Esau og Valentina Suriani kun nogle få gader fra den første skudepisode. Dette gav politiet det første konkrete spor, da Berkowitz efterlod et brev adresseret til en afdelingschef i New Yorks politi, Joseph Borrelli. Brevet var usammenhængende og forvirrende, men formidlede Davids beslutning om at blive ved med at dræbe. Han gjorde også nar af politiet for deres resultatløse forsøg på at fange ham.
SOMMEREN 1977 BLEV KALDT ’THE SUMMER OF SAM’ OG NEW YORK BLEV GREBET AF HYSTERI.
Indtil nu havde aviserne refereret til Berkowitz som ”Kaliber 44-morderen” på grund af den ammunition, han brugte. I brevet kaldte Berkowitz sig ”Son of Sam” for første gang og lækkede til pressen, at det erstattede hans virkelige navn.
Hundene fortsatte med at holde ham vågen om natten og fyldte ham med vrede og had. De tilhørte Sam Carr, som han skrev til mange gange for at få hundene til at holde sig i ro. Carr svarede aldrig, og en uge senere skød og sårede Berkowitz en af hans hunde. Man antager, at ”Sam” i Berkowitz berygtede alias henviser til naboen, da David mente, at de bjæffende hunde var djævelen selv, der forsøgte at kommunikere med ham.
Politiet tænkte, at de måtte reagere hurtigt og nedsatte en specialgruppe, der deltog i den største forbryderjagt i New Yorks historie. Nu var hele byen angrebet af massehysteri. Én mand terroriserede 16 millioner mennesker, og både mænd og kvinder var bange for at gå ud om aftenen. Kvinderne begyndte at klippe håret kort og farve det lysere, da mange af ofrene havde haft langt, mørkt hår, da de blev overfaldet. Aviserne skrev om ”Son of Sam” og bønfaldt ham om at stoppe med volden og melde sig. Berkowitz svarede med et mørkt, skræmmende digt, hvor han sagde, at han ikke kunne stoppe drabene. - Jeg er her. Som en ånd strejfer jeg i natten. Tørstig, sulten, stopper sjældent for at hvil, ivrig efter at behage Sam. Jeg elsker det, jeg gør. Politiet var desperat nu. De gjorde alt for at finde manden, de vidste så lidt om. En politimand lagde mærke til, at morderens faste fremgangsmåde mindede om den, en rolle i tv-serien Starksy & Hutch brugte. I håb om en antydning til et gennembrud, kiggede efterforskerne alle episoderne igennem.
Berkowitz holdt ord. 26. juni 1977 sårede han endnu to uskyldige mennesker, Sal Lupo og Judy Placido. To dage efter årsdagen for Donna Laurias død slog han til igen og skød fire kugler i siden på Robert Violantes bil. Violante blev næsten blind, og kæresten, Stacy Moskowitz, blev livsfarligt såret. Berkowitz vidste ikke, at dette skulle blive hans sidste overfald. Han fik en parkeringsbøde for at have parkeret ved en brandhane den aften, og da han valgte at betale den ugen efter, var politiet endelig på sporet af ham.