Michel Fourniret

Uhyret fra Ardennes.

Næsten 20 år efter hans sidste forbrydelse er den franske seriemorder Michel Fourniret stadig omgivet af mystik. Medierne kaldte ham ”Uhyret fra Ardennes”, men hvor rammende var navnet? Hvorfor tilstod han? Arbejdede han alene? Præcis hvor mange liv tog han egentlig? Politiet har kun hans egne ord at holde sig til. Hans flere årtier lange kriminelle løbebane startede allerede i 1966, hvor han blev anholdt og dømt for børnemishandling. Ægteskabet med hans første kone gik i opløsning lige efter på grund af dette. Det gik kun lidt bedre med det næste ægteskab. Han fik tre børn med sin anden kone, men det endte lige så brat som det første, da han igen blev arresteret, denne gang for voldtægt og seksuelle overgreb på mindreårige. Anklagerne mod Fourniret tårnede sig op lige så hurtigt som konerne bad om skilsmisse. Han forbrydelser blev værre med tiden og endte snart som den værste forbrydelse af alle – mord

KONEN

Mens Fourniret sad varetægtsfænglet og ventede på at komme i retten for et voldtægtsforsøg i Paris i 1987, indrykkede han en annonce i et katolsk magasin, hvor han søgte efter en penneven. Utroligt nok var der én, der svarede, en sygeplejerske og mor til tre ved navn Monique Olivier. De udvekslede breve i en periode, før de endelig mødtes i Fournirets retssag, hvor han blev dømt. Lige som Fourniret havde Olivier en mørk fortid. Hun havde imidlertid været ofret. Olivier havde gennemlevet årevis af mishandling fra sin ægtemand. Fourniret viste medfølelse med hende, og sammen indgik de en pagt som i Hitchcock-filmen Farligt møde: Han skulle dræbe hendes plageånd, og hun skulle hjælpe ham med de fremtidige forbrydelser, han planlagde at begå.

Mange drabsmænd har triggere, en motivation for at dræbe, og for Fourniret var det jomfruer. Det er uklart, hvordan denne fiksering egentlig startede, men at han havde et problem med for tidlig sædafgang kan være grunden. Ifølge et offer, som slap levende fra Fournirets overfald, var han jomfru, da han giftede sig med sin første kone, men på bryllupsnatten opdagede han, at hun ikke var det. Og det var måske det, der udløste hans behov for at jagte renhed. Eller måske var han bare misfornøjet med sine egen seksuelle præstationer? Uanset hvad fik han efterhånden et behov for at lade blodet flyde, men han havde brug for hjælp, og det var her Olivier

kom ind i billedet.

HAN VILLE HAVE UNGE, UBERØRTE PIGER, HAN KUNNE VOLDTAGE OG DRÆBE MICHEL FOURNIRET JAGEDE JOMFRUER OG TILSTOD NI DRAB, MEN VAR DER FLERE?

Det lykkedes ikke Fourniret at indfri den pagt, de havde indgået. Men det forhindrede ikke Olivier i at hjælpe sin nye ægtemand med at iværksætte en ny serie af forbrydelser. Hun blev Fournirets jomfrujæger. Hendes opgave var at sørge for, at han havde et udvalg af ”stramme åbninger”, som han kaldte dem. Han ville have unge, uberørte piger, som han kunne voldtage og dræbe, og Olivier skulle være den, som gav ham dem.

I slutningen af 1987, efter tre og et halvt år i fængsel, blev Fourniret endelig løsladt. Han flyttede ind hos Olivier lige efter, og parret bestemte sig for at flytte til Saint-cyr-les-colons, hvor de kunne slå sig ned og skabe sig lidt privatliv. Dette var politiets første fejl. Parret blev ikke overvåget og havde dermed frie hænder til at gøre, hvad det ville. Næsten 16 år senere tilstod Fourniret kidnapning, voldtægt og drab på ni piger, efter han slap ud af fængslet. Både han og Olivier blev anholdt og dømt. Anklageren kaldte dem ”èn djævel med to ansigter”.

DRABENE

Deres første offer skulle blive en ung pige, der hed Isabelle Laville. Hun var 17 år gammel, boede i Bourgogne og forsvandt i Auxerre 11. december 1987 på vej hjem fra skole. Hun var et uheldigt første offer i en række af jomfruer udvalgt af Olivier og tilbudt til Fourniret som offergaver. Laville havde langt, brunt hår, hvilket delvist var årsagen til, at Olivier havde valgt hende - hun afslørede senere, at ægtemanden ville have jomfruer, der repræsenterede hans kone. De tog sig god tid med hende, tog hende op som blaffer og lokkede en betydelig mængde ropyhnol i hende. Resterne af pigen blev fundet på bunden af en brønd i Auxerre i juli 2006.

Det andet offer var den eneste pige, som åbenbart blev valgt af en speciel grund, selv om hun ikke var jomfru. Farida Hellegouarch var kæreste til en af Fournirets tidligere cellekammerater (en bankrøver), og hun blev dræbt for at Fourniret skulle få adgang til pengene fra røveriet. Han købte herregården Sautou for pengene.

Det næste offer var 20 år gamle Fabienne Leroy, en belgisk studerende. Hun blev bortført af Fourniret og Olivier på parkeringspladsen ved et supermarked den 3. august 1988. De kørte Leroy til et roligt sted i en nærliggende skov, før de voldtog og dræbte hende. Liget blev fundet i nærheden af den franske militærlejr Mourmelonle-grand.

22 år gamle Jeanne-marie Desramault blev den fjerde. Hun forsvandt fra jernbanestationen i Charleville-mézières 18. marts 1989. På samme måde som de to første blev hun voldtaget og dræbt, men mens Fourniret overfaldt hende, holdt hun desperat fast på, at

hun ikke var jomfru. Desværre var det ikke nok til at redde hende. Fourniret opbevarede liget i en fryser i to dage, før han gravede det ned på sin ejendom. Desramaults lig blev ikke fundet, men blev afdækket af politiet, da Fourniret havde tilstået drabet og afsløret hvor resterne var gemt.

Elisabeth Brichet, en 12 år gammel belgisk pige, blev parrets femte offer. Hun forsvandt fra Namur i 1989, og liget blev til sidst fundet i sen grav på Fournirets ejendom i 2004. Natacha Danais, 13 år gammel, forsvandt fra Nantes i november 1990, mens hun var ude at handle med sin mor. Hun blev fundet død på en strand fem dage senere. Céline Saison, som var 18 år gammel, blev bortført fra Charleville-mézières 16. maj 2000. Hendes lig blev fundet i Belgien. 13 år gamle Manyana Thumpong forsvandt fra Sedan, men i 2001 blev hun også fundet død i Belgien.

Den sidste pige var en 16-årig, der arbejdede som praktikant for Fournieret og Olivier. Olivier afslørede under retssagen, at ægtemanden havde dræbt hende i 1993, men liget blev aldrig fundet og beskyldningen blev aldrig bekræftet. Pigens identitet – hvis hun overhovedet har eksisteret – er stadig et mysterium.

I betragtning af den hengivenhed og forpligtelse hun udviste over for ægtemanden under deres drabsorgier, reagerede Olivier meget mærkeligt, da han blev anholdt. Fournirets tilståelser blev for meget for hende, så hun afslørede alt. Hun fastholdt, at hun ikke havde spillet så stor en rolle i forbrydelserne, som man fik indtryk af. I virkeligheden var hun bare bange for at havne i fængsel efter at have hørt om Marc Dutroux-sagen. Dutroux og konen Michelle Martin blev stillet for retten samme år. Dutroux var en seriemorder, voldtægtsmand, børnemishandler og kidnapper, som havde tortureret og misbrugt seks piger seksuelt, og han dræbte fire af dem selv. Selv om Martin ikke havde været direkte involveret i nogen af de groveste aktiviteter, blev hun tiltalt som medskyldig og dømt til 30 års fængsel. Fourniret blev til sidst anholdt den 26. juni 2003 ef teret sjusket kidnapnings forsøg, og han tilstod ni tilfælde af kidnapning, voldtægt og drab det følgende år. Han blev idømt livstid. Olivier blev efterhånden tiltalt for ét drab og for at have hjulpet Fourniret med at begå seks andre.

DE LØSE TRÅDE

Fournirets tilståelse kunne virke som slutningen på denne historie, men der er flere ting, der ikke stemmer. For det første stod han urokkeligt fast på, at han ikke begik forbrydelser mellem 1990 og 2000, men politiet i Frankrig, Belgien, Danmark og Holland har senere samlet bevis for det modsatte. De har blandt andet fantombilleder, som blev tegnet under voldtægtsefterforskninger, der ligner Fourniret på en prik. Dna-test i forbindelse med disse anklager har imidlertid ikke givet afgørende bevis. Man kan også undre sig over, hvorfor han ikke har tilstået disse forbrydelser sammen med de andre, hvis han virkelig var skyldig.

Ud over det, han faktisk tilstod, var Fourniret mistænkt for ti andre drab, ni i Frankrig og ét i Belgien. Han blev kendt skyldig i syv af dem, men der er usikkerhed dom tre andre. Der svirrer også rygter om, at han var den virkelige drabsmand til den otte gamle Maria-dolorès Rambla, en pige der blev kidnappet og stukket ihjel 3. juni 1974. Manden, der blev dømt for drabet, Christian Ranucci, blev halshugget for det i 1976, men flere årtier senere stiller folk stadig spørgsmålstegn ved, om han var den rette mand. Ranucci tilstod, han vidste hvor drabsvåbenet var gemt, og der blev fundet bukser tilsølet med blod af Ramblas blodtype i hans bil. Senere er der kommet beviser frem, der slår fast, at Fourniret var på ferie i Marseille (hvor drabet fandt sted) den samme sommer. Han havde desuden en bil i samme farve som Ranucci, var lige så gammel og havde i modsætning til Ranucci sexforbrydelser på sin straffeattest. Hvad der er endnu mere mærkeligt er, at ingen af vidnerne til kidnapningen identificerede Ranucci som den faktiske overfaldsmand, men vi vil sandsynligvis aldrig få at vide, om det var et tilfælde af identitetsforveksling.

Alt stemmer, alligevel er der ingenting som stemmer. Det giver slet og ret ikke mening, at Fourniret tilstår nogle forbrydelser og ikke andre, hvis han gjorde alt, hvad han blev beskyldt for. Det er også mærkeligt, at alle beviserne, uanset hvor få det er, peger på ham, - hvis han ikke gjorde det. Fourniret er et mysterium, som vi sandsynligvis aldrig vil komme til bunds i.

DET GIVER SLET OG RET IKKE MENING, AT FOURNIRET TILSTÅR NOGLE LOVBRUD OG IKKE ANDRE, HVIS HAN GJORDE ALT, HAN BLEV BESKYLDT FOR