Dennis Rader
Massemorder i 30 år.
Don Granger havde ansvaret for tipstelefonen på aviserne The Wichita Eagle og Beacon. Det var oktober 1974, og byen var rystet. Hele Otero-familien var blevet dræbt – bundet og kvalt med persiennesnorer – i deres hjem den 15. januar. Joseph, 38, Julie, 34, Josephine, 11 og Joseph II, 9 blev dræbt om morgenen, efter at den ældste søn Charlie på 15 år var taget i skole. Josephine var den sidste, der blev dræbt. - Hvad kommer der til at ske med mig? spurgte hun manden, som var kommet ind i huset den morgen. Han svarede: - Jo, min pige, du skal i himmelen sammen med resten af din familie. Da Charlie gik hjem fra skole i sne og sjap den dag, anede han intet om, hvilken gru han ville møde, når han gik ind af døren.
En mand på et sindssygehospital havde netop tilstået forbrydelsen og at han havde indbladet både broren og en anden mand. Politiet troede, at de endelig havde fået et gennembrud i sagen, som havde chokerende det søvnige Wichita. Et sted, der mindede mere om en småby end en travl delstatshovedstad. Alle tre mænd havde desværre en psykiatrisk forhistorie, så politiet så hurtigt bort fra tilståelserne. Nu var det tilbage til start igen. Naboerne havde set en mand køre ud af Otero-familiens indkørsel kl. 10.30 den dag, drabene blev begået.
Der var en person, som ikke så med blide øjne på, at andre tog æren for drabene på Otero-familien. Han ringede derfor til avisernes tipstelefon, og Don Granger svarede. Han gav Granger titlen på en bog på biblioteket i Wichita, fortalte ham, hvor den stod, og sagde, at der lå et brev inden i bogen.
En rystet Granger kontaktede politiet og gav dem oplysningerne. Det var ikke en joke. Politiet fandt et brev inden i en teknisk lærebog. Brevet var dårligt skrevet med mange stavefejl, men det gjorde ikke indholdet mindre chokerende.
7 DRAB OG FLERE PÅ VEJ
- Jeg skriver dette brev til jer for skatteydernes skyld, og for at I skal slippe for at spilde tiden. De tre mænd I har i jeres varetægt, snakker bare for at få opmærksomhed for Otero-drabene. De ved ingenting. Jeg gjorde det alene, og igen hjalp til ... Lad os få det på det rene.
I brevet fortalte han videre om ofrene, hvor og hvordan ligene var placeret i huset, også den stakkels Josephine, som blev fundet hængende i et reb i kælderen (drabsmanden havde også onaneret ud over hende, efter hun blev kvalt).
Brevet fortsatte: - Jeg ved ikke, hvornår dette uhyre kommer ind i min hjerne, men det er kommet for at blive ... Det er et stort, kompliceret spil, min ven uhyret spiller, når han pejler sig ind på ofrene, følger dem, holder øje med dem, venter i mørket, venter, venter ...
Det var også i dette brev, drabsmanden indførte kælenavnet BTK for metoden, han gerne brugte: Binde. Torturere. Kvæle. Derudover havde han flere forslag til, hvad de kunne kalde ham. Han følte, han fortjente et kælenavn, nu hvor han havde påberåbt sig syv drab:
- P.S. Hvad med et navn til mig, det er på tide: 7 drab og mange flere på vej. Jeg kan godt lide disse. Hvad synes I?
SERIEMORDEREN, SOM BLEV KALDT BTK, TERRORISEREDE WICHITA I KANSAS I EN LANG ÅRRÆKE. HAN SKREV TIL POLITIET OG MEDIERNE OG DRILLEDE DEM MED DETALJER OM SINE UGERNINGER.
HAN INDFØRTE KÆLENAVNET BTK FOR METODEN, HAN GERNE BRUGTE: BINDE. TORTURERE. KVÆLE.
’Btk-kvæleren’, ’Kvæleren fra Wichita’ , ’Den poetiske kvæler’, ‘Bondage-kvæleren’, ‘Psykoen’ , ‘Bødlen fra Wichita’ eller ‘BTK’. Og han fortsatte: - P.S. Da sexforbrydere ikke ændrer metode, eller er i stand til det, vil jeg ikke ændre min. Kodeordene for mig bliver ... binde dem, torturere dem, kvæle dem. BTK er i gang igen, tænker I. Ordene vil være på det næste offer.
Brevet blev ikke offentliggjort. Politiet frygtede, at der ville udbryde panik i byen. De arbejdede tæt sammen med en gruppe psykologer for at finde frem til en profil på BTK. Drabsmanden tændte på bondage. Han var en type, ingen lagde mærke til. En ensom ulv, der lidt efter lidt opbyggede en fantasitilværelse, men var intelligent nok til at lade være med at vise det, som en af de retsmedicinske psykiatere udtalte.
Politiets strategi var diskret at indsætte en rubrikannonce i avisen The Wichita Eagle i et forsøg på at nå frem til drabsmanden. ”BTK. Der er hjælp at hente. Ring 684-6321 før kl. 22.” Annoncen stod i avisen fire gange fra den 24. oktober, men uden held. Samarbejdet mellem avisen og politiet var vigtigt for at få fanget BTK. Politiet havde brug for avisen for at kunne ”snakke” til BTK.
Da annoncen ikke gav udslag, skrev journalist Granger, der havde taget imod telefonopkaldet fra BTK, en klumme, hvor han opfordrede den mystiske morder til at ringe til nummeret, der stod i annoncen. Han hørte ingenting.
Men BTK blev ved med at dræbe, selv om disse brikker i puslespillet ikke faldt på plads før nogle år senere. Han kunne ikke lade være med at skrive breve og håne politiet. Den psykologiske profil af manden gik ud fra, at han var en type, som næppe blev lagt mærke til, men det lod til at manden, der underskrev sig BTK, ville lade politiet forstå, at det var ham, der bestemte.
SYG EFTER OPMÆRKSOMHED
I februar 1978 fik tv-stationen KAKE et brev med posten. Da den postansvarlige så brevet og læste det urovækkende indhold, skyndte han sig at vise det til nyhedsredaktionen. - Hvor mange skal jeg dræbe, før jeg får mit navn i avisen eller får lidt national opmærksomhed …?
Brevet beskrev et drab fra 8. december 1977 på en ung kvinde, der hed Nancy Fox. Nancy blev fundet bundet og kvalt med en snor i sin lejlighed. Og hvorfor blev hendes lig fundet? Politiet fi ken telefonopringning ... fra drabsmanden. Klokken 8.20 den 9. december havde en mand ringet til Wichita-politiet fra en telefonboks: I finder en dræbt person i 843 South Pershing. Nancy Fox.
Da det stod klart, at en seriemorder var på færde i byen, gik politichef Richard Lamunyon ud med en tv-udtalelse til indbyggerne i Wichita. Den ukendte mand hævede, at han havde dræbt syv mennesker, og at han ikke havde tænkt sig at stoppe, så politichefen beordrede flere politifolk på gaden og bad indbyggerne om at være forsigtige. Lås jeres hjem, pas på hinanden og vær opmærksom på mistænkelig aktivitet i nabolaget.
En af dem, der hørte politichefens udtalelse var sekretæren på Wichitaeagle. Hun huskede et mærkeligt lille digt, som en postsorterer havde åbnet - med en tekst til en annonce på Valentinsdag. Hun havde lagt det i sin egen postbakke, da brevet ikke havde nogen fakturerings adresse. Digtet varen omskrivning af børnerimet Curly Locks og begyndte med ”Shirleylocks, Shirleylocks, vil du blive min?”. Nu blev det offentliggjort, for da politiet undersøgte digtet, var det tydeligt, at digtets ophavsmand skrev om den 26-årige Shirley Vian, en mor til tre, der havde oplevet meget modgang og blev dræbt den 17. marts 1977. Drabsmanden havde banket på døren hjemme hos familien om morgenen og var blevet lukket ind af Shirleys seks år gamle søn. BTK lukkede de rædselsslagne børn inde på badeværelset, mens han dræbte deres mor. Det lykkedes til sidst børnene at komme ud. Da så de, at moren var død. Der var ingen spor efter manden, der var blevet lukket ind. Moren blev fundet bundet på sengen, nøgen og kvalt med en plasticpose.
Drabsmanden higede efter opmærksomhed. I et af brevene skrev han endda dette: - Et lille afsnit i avisen ville have været nok. Han hånede politiet. Var han ude efter at blive fanget? Manden erkendte sit indre mørke. Han skrev, at en ”X-faktor” drev ham til at dræbe. I brevet fra februar 1978 sammenlignede BTK sig med andre drabsmænd, der havde sendt breve til politiet eller efterladt beskeder på gerningsstederne: Jack the Ripper, Harvey Glatman, Son of Sam og Hillside-kvæleren. - Det virker meningsløst, men vi kan ikke gøre for det.
Hele situationen var uvant for Wichita-politiet. De prøvede at holde det første brev hemmeligt og forhindre flere drab. Det virkede ikke. Så var strategien at tale med borgerne, der også omfattede drabsmanden. Han havde påpeget i det ene brev, at han var den del af samfundet og levede et almindeligt liv.
For Lamunyon blev jagten på BTK en besættelse. - Det er blevet en personlig sag, sagde Lamunyon til Upi-journalist Dan Chiszar i en artikel i begyndelsen af 1978. Jeg er meget frustreret. Det er det sidste, jeg tænker på, når jeg går i seng, og det første, jeg tænker på, når jeg står op om morgenen.
En ny bølge af breve i 1979 satte en endnu mere intens politiindsats i gang. En kvinde, som BTK havde forfulgt og bestemt, at han ville dræbe, gik fri takket være et enormt held. BTK brød ind hos hende og ventede, mens hun var ude med nogle venner.
Til sidst blev han træt af at vente og frustreret over, at han ikke kunne gennemføre sine drabsplaner. Men han lod kvinden vide, at han havde været der. Et brev dukkede senere op på adressen med et digt, en tegning samt tøj og smykker, han havde stjålet derfra. Drabsmanden sendte også et brev til tv-stationen KAKE, som sendte det uåbnet videre til politiet.
Politiet oprettede nu en tipstelefon for at forsøge at lokke BTK frem. Der måtte da være nogen, der viste hvem denne galning var? De sendte også optagelsen af BTKS telefonopkald efter drabet på Nancy Fox til en professor, som var ekspert i elektronisk forbedring af lydoptagelser, hvilket var ganske revolutionerende i slutningen af 70’erne. Telefonoptagelsen blev udsendt på radio- og tv-stationer i Wichita den 15. august 1979.
Politiet fik masser af henvendelser, men ingen konkrete spor. Dette var sidste gang, politiet høre fra BTK i 25 år. BTKspøgelset svandt stille hen, og frem mod 90’erne blev han ikke nævnt i pressen.
SKJULT IBLANDT OS
Hvad lavede BTK i alle disse år? Var han død? I fængsel for et andet lovbrud? I en anden delstat?
Det, der var både mærkeligt og skræmmende, var, at BTK eksisterede. Han befandt sig stadig i lokalsamfundet, hvor han skjulte sig for øjnene af alle. Der gik langt tid imellem, at monsteret dukkede op. BTK tog sig god tid. Han forfulgte sine ofre forsigtigt, og nu var han sikker på sine langtrukne torturmetoder.
Den 17. januar 2004 bragte The Wichita Eagle en artikel, der markerede 30-års dagen for drabet på Otero-familien. To dage senere modtog avisen et brev. Returadressen var til en Bill Thomas Killman. Brevet indeholdt en fotokopi af kørekortet til en lokal kvinde, der hed Vicky Wegerle. Den 28 år gamle hustru og mor blev dræbt i 1986 – kvalt i sit hjem på samme måde som de andre af BTKS ofre. Men drabet kunne ikke med sikkerhed kobles til BTK, før brevet kom. Det indeholdt også billeder fra gerningstedet, taget af drabsmanden.
Den dag, hun blev dræbt, var Vickys ægtemand Bill kørt hjem i frokostpausen for at sige hej til hende og deres to år gamle søn, og han mødte familiens bil på vejen. Det var ikke Vicky, der kørte. Han gik ind i huset og fandt sin søn alene på gulvet. Han råbte på sin kone og gik oven på, hvor han fandt hende død i soveværelset.
Dette blev en ond påmindelse for byens borgere. BTK havde skræmt mange, og efter så mange år var der stadig nysgerrighed og frygt blandt indbyggerne. Var seriemorderen iblandt dem? BTK var blevet en trussel igen. Folk tjekkede deres huse og kiggede efter knuste vinduer, nogen sov med våben ved siden af sengen, kvinderne købte peberspray. Faren til et af BTKS ofre, Kathryn Bright, sagde, at han havde troet, at morderen var død eller i fængsel. - Det er op til politiet at finde ham nu, sagde Charles Bright til Theeagle i en artikel den 27. marts 2004. Kathryn, 21, var blevet dræbt den 4. april 1974, kun nogle få måneder efter Otero-famlien. Kathryns bror var også i huset – hvilket var kommet bag på BTK – og den unge mand var blevet skudt, men havde overlevet.
Det blev til flere breve de følgende måneder, og politiet opmuntrede til kommunikationen.
Ken Landwehr, chefen for drabsafdelingen, gik forrest i forhold til at appellere til BTKS behov for anerkendelse og hans åbenbare ønske om at snakke, for ikke at sige brillere. Og det skulle vise sig at blive BTKS skæbne.
DRABSMANDEN BLEV LUKKET IND AF SHIRLEYS SEKS ÅR GAMLE SØN. BTK LUKKEDE DE RÆDSELSSLAGNE BØRN INDE PÅ BADEVÆRELSET, MENS HAN DRÆBTE DERES MOR.
ENDEN FOR BTK
Rader sendte en gåde til KAKE. Han gemte en pakke til politiet i Murdock Park i Wichita. Den indeholdt Nancy Fox kørekort og en barbielignende dukke, som skulle være en miniudgave af det, han gjorde med ofrene – dukken var bundet på hænder og fødder og havde en plasticpose over hovedet. I juni 2004 blev et skriv klistret på et stopskilt med tape. Det skitserede indholdet i en bog, der skulle hedde Thebtkstory. Det første kapitel skulle hedde ”En seriemorder bliver født”. Denne fyr havde det største ego, og han ønskede at hans historie skulle blive hørt. Som med sine forbrydelser lagde han meget omtanke og planlægning i korrespondancen, selv om både hans sprog og retskrivning var ubehjælpsom.
I januar 2005 brugte seriemorderen en morgenmadsæske til at kommunikere med. Han lagde den bag på en pickup på parkeringspladsen ved byggemarkedskæden Home Depot i Wichita. Bilejerens kæreste troede bare, det var skrald og smed æsken ud. BTK sendte et nyt brev til tv-stationen for at spørge, hvad der skete med æsken.
Det lykkedes politiet at finde æsken i skraldespanden. Inden i æsken fandt de nogle uhyggelige tekster om nogen af BTKS planlagte drab. De indeholdt også et spørgsmål til politiet, hvilket skulle vise sig at blive en af de mest afgørende beskeder mellem politiet og BTK.
- Kan jeg kommunikere via en diskette uden at kunne spores til en computer? Vær ærlig … BTK ville have, at politiet skulle indrykke en annonce i Thewichitaeagle med svaret ”Rex, det går godt”. Så ville BTK vide, at han trygt kunne bruge en diskette til den videre kommunikation.
For en mand, der var så tålmodig og systematisk i sine drab, virker det ganske dumt at skrive på en computer til politiet. BTK satte en diskette i computeren i Christ Lutheran Church og skrev sine dokumenter, som skulle sendes til politiet. BTK stolede på, at han ikke efterlod nogle spor via disketten, naiv som han var. Politiet må have gnedet sig i hænderne, da den sidste konvolut fra drabsmanden kom.
Disketten afslørede et navn – Dennis – og navnet på de steder, hvor den havde været i brug – Christ Lutheran Church og et bibliotek. Der skulle blot en enkelt internetsøgning til for at finde ud af, at der var en Dennis tilknyttet kirken - Dennis Rader var leder for meningheden i Christ Lutheran Church. Men det var ikke nok: Politiet måtte have konkrete beviser. Efterforskerne kunne ikke opsøge Rader og bede om en Dna-prøve. For det første ville han nægte, og for det andet ville han forstå, at han var mistænkt. Politiet opdagede, at Raders datter havde været på sygehuset for at få taget en celleprøve, og i al hast fik de anklagemyndigheden til at udstede den ordre, de havde brug for, så man kunne overtage prøven og sammenholde den med det uidentificerede DNA, som BTKS ofre havde haft under neglene.
De hurtige resultater beviste familieskabet, og så fik politiet ok til at anholde Rader.
ANHOLDELSEN
Da præst Michael Clark var på vej ud af kirken for at ordne nogle ærinder den 25. februar 2005, kom en myndig herre i sort frakke imod ham. Manden præsenterede sig som politiinspektør og havde flere kollegaer med sig. Mændene bad om lov til at tale med præsten indenfor og fortalte, at de havde en ransagningskendelse. Hvorfor i alverden ville politiet ransage kirken? Og nu fik Clark, som ifølge menigheden var en stillfærdig Guds mand sit livs chok.
Politiet gennemsøgte kirken i forbindelse med Btk-drabene, og de mente, at en mand ved navn Dennis Rader var den hovedmistænkte.
Rader, en gift mand og far til to, på 60 år, blev anholdt samme dag. Han arbejdede som funktionær i kommunen, var tidligere spejderleder, tidligere alarmmontør og dybt engageret i kirken. I politiet forhørslokale åbnede sluserne sig på vid gab, da han blev konfronteret med diskette-beviset og Dna-matchet. I løbet af de næste 30 forbløffende timer fortalte han indgående efterforskerne om sit liv og sine ugerninger. - Ved du, hvorfor du er her? spurgte en af efterforskerne. - Jeg går ud fra, at det gælder BTK,» svarede Rader. Efterforskeren: - Vil det overraske dig at høre, at faren til din
datter, er BTK? Fortæl os, hvem du er. Rader: - Jeg er BTK. Du har mig. I et andet usædvanlig åbenhjertigt forhør med den Harvarduddannede retspsykiater Robert Mendoza (hyret af Raders forsvar for at finde ud af, om han var mentalt stabil til at erklære sig skyldig eller ikke-skyldig), forklarede Rader præcis, hvorfor han begyndte at dræbe. Han kunne godt lide at lege regissør, forklarede han. Han var en iagttager. Han var tilhænger af rutiner og regler. Iagttagelserne var det mest interessante. At skaffe sig overblik, planlægge, fiske efter ofre. Han havde sit eget angrebsudstyr med plastikposer, reb, tape, kniv og pistol, som han tog med for at gennemføre de uhyrlige gerninger.
- Iagttagerfasen er der, hvor du begynder at finde ud af mere om dine ofre, de potentielle ofre, fortalte Rader til Mendoza. Jeg gik på biblioteket, slog deres navn og adresse op, krydstjekkede, ringede til dem et par gange og kørte forbi, når jeg kunne. Jeg begyndte at opbygge en fantasi i hovedet. Når den aktuelle person blev en fantasi, kunne jeg gennemgå sagen igen og igen. Jeg lå i sengen om natten og tænkte på personen, på drabet og hvordan det skulle ske. Det blev ligesom en film, fortsatte han.
- Jeg ville producere begivenheden, designe den og gennemføre den, koste hvad det koste ville. Jeg tror faktisk, jeg er besat af dæmoner. Jeg slog hovedet, da jeg var lille … noget har drevet mig til at gøre dette. Normale mennesker gør ikke sådan …
Den 27. juni 2005, på retssagens første dag, erklærede Rader sig skyldig i de 10 drab. Han sidder i dag fænglset i Kansas og kan søge om prøveløsladelse i 2180, men må nok regne med at dø bag murene inden da.
Raders advokat, Steve Osburn, snakkede om klientens sære træk. Under de indledende retsmøder, hvor to Penthouse- blade blev vist som eksempler på, hvad man havde fundet i Raders hjem, sprang Rader op ad stolen og protesterede. Han havde ikke problemer med ligene eller de andre billeder [af ofrene, bondage og tortur], men han protesterede mod lovlig porno, bemærkede Osburn til journalisten fra avisen Observer-reporter.
Nyt mord?
Rader blev ved med at opsøge pressen og tilstod faktisk, at han havde planlagt at dræbe igen og var begyndt at overvåge sit næste offer. - Der var nok et til, sagde han i et telefoninterview med en tv-station. Jeg tænkte virkelig på det, men jeg var begyndt at komme op i årene, når det gjaldt tankevirksomheden, så det var nok ikke blevet til noget. Det var nok mest et egotrip.
Inspektør Landwehr, som døde af kræft i 2014, 59 år gammel, huskede, at han blev overrasket under den lange tilståelse, fordi Rader blev mest oprørt over, at politiet havde løjet over for ham om disketten. - Jeg prøvde at fange dig, sagde Landwehr til Rader.
- Men vi havde jo noget virkelig godt kørende, du og jeg havde en forståelse, svarede Rader.
BTK VAR BLEVET EN TRUSSEL IGEN. FOLK TJEKKEDE DERES HUSE OG KIGGEDE EFTER KNUSTE VINDUER, NOGLE SOV MED VÅBEN, OG KVINDER KØBTE PEBERSPRAY.