Steve Wright

DET KRÆVEDE EN AF DE STØRSTE POLITIEFTERFORSKNINGER I NYERE TID AT FANGE SERIEMORDEREN FRA SUFFOLK.

Jagten på en kvæler.

Jagten var i gang. To kvinder var fundet døde. Nogen havde dræbt dem og sluppet af med ligene under mystiske omstændigheder. Tre andre var savnet. Der var ikke længere trygt i gaderne i Ipswich, og politiets opgave var at finde gerningsmanden så hurtigt som muligt

Drabene og de forsvundne lig havde ét fællestræk: Alle ofrene var prostituerede. Meget havde gået imod dem, de var langt nede og deres uheldsvangre tilværelse blev afsluttet på en vanærende og uværdig måde. Parallellerne til historiens mest berygtede uidentificerede seriemorder var tydelige for alle. Men denne gang skulle den skyldige ikke slippe fra det ustraffet.

Under kodenavnet ”Operation Sumac” knyttede politiet drabene på den 19-årige Tania Nicol og den 25-årige Gemma Adams sammen. De blev begge fundet under nogenlunde samme omstændigheder, nøgne og efterladt i skovområder. Under en pressekonference den 10. december 2006 valgte efterforskere fra politiet i Suffolk, som ledede efterforskningen, at advare kvinder mod at trække på gaden i Ipswich om natten. Det var ikke sikkert, påpegede de, især med tanke på, at tre kvinder stadig var savnede.

Det viste sig, at de tre allerede havde mødt deres triste skæbne. S ammedag som pressekonferencen blev 29-årige Annette Nicholls, som havde været savnet siden 5. december, fundet død i nærheden af Levington. Samme dag forsvandt den 24-årige mor til tre, Paula Clennell, for at blive fundet død bare to dage senere, den 12. december. Liget lå i nærheden af stedet, hvor Nicholls var blevet fundet. Siden blev liget af Anneli Alderton, en anden 24-årig, som havde været savnet siden 3. december, f unde tien korsfæstelses lign endestilling, der mindede meget om den måde, Nicholls var blevet behandlet.

Med mediernes fulde søgelys rettet mod

politiet efterforskningen fiks a genen dækning, som Storbritannien ikke før havde set magen til. Antallet af politifolk, der deltog i efterforskningen, var også rekordstort. Sammen med politimester Alastair Mcwhirter blev seniorefterforsker Dave Johnston hente tind fra London, mens krimi nal overinspektør Stewart Gull administrerede det daglige efter forskningsarbejde. Budskabet var tydeligt: Det tevarens ag, der skulle opklares. Koste hvad det ville.

Og politiopbuddet stoppede ikke der. I løbet af efterforskningen var flere end 850 politifolk fra hele Storbritannien involveret på en eller anden måde. Den 18. december havde politiet får over 10.000 telefontips i sagen, og efterforskerne havde omhyggeligt gennemgået omkring 10.000 timers overvågningsmateriale i jagten på ledetråde.

Medierne spillede også en rolle i efterforskningen. BBC og Sky Channel dækkede sagen døgnet rundt lige fra det første drab, og de senere hændelser satte folks fantasi i sving. Der blev lavet koblinger til Peter Sutcliffe, som blev kaldt The Yorkshire Ripper, og folk foreslog en række navne til den ukendte gerningsmand. Efterhånden var det ”Kvæleren fra Suffolk”, som satte sig fast.

Der blev også udlovet belønninger for oplysninger. Tipstelefoncentralen i Ipswich satte 25.000 pund på højkant for oplysninger der førte til, at den skyldige blev fanget, og News of the World udlovede 250.000 pund. Med så store dusører kom der uundgåeligt mange ubrugelige telefonopkald. Derfor måtte jurist Lord Goldsmith sætte nogle retningslinjer op for medierne for at begrænse dækningen, så der ikke blev skabt forudindtagede holdninger til sagen. Trods de mange ressourcer, der blev sat ind for at opklare mordene, vidste politiet stadig meget lidt om, hvem drabsmanden var. De havde ikke engang et spor at gå efter. Hvem han end var, havde han skjult sine spor godt, men nettet begyndte stramme.

Anholdelsen

Det første tegn på fremgang i sagen viste sig desværre at være et blindt spor. Den 18. december blev det meldt ud, at en 37-årig mand var anholdt i forbindelse med drabene i nærheden af Felixstowe uden for Ipswich. Da han blev holdt varetægtsfængslet i et ekstra døgn, var det nærliggende at tro, at drabsmanden endelig var blevet fundet.

Så kom der et nyt gennembrud. Næste formiddag, den 19. december, blev en 48-årig fra Ipswich også anholdt som drabsmistænkt. To dage senere blev det offentliggjort, at han hed Steve Wright og var tidligere steward, lastbilschauffør og

DENNE SAG SKULLE OPKLARES. KOSTE HVAD DET VILLE.

bartender, som kørte gaffeltruck på natskift. Han havde besøgt bordeller jævnligt gennem det meste af sit liv, og indicier tydede på, at havde befundet sig i de aktuelle områder på de tidspunkter, hvor drabene blev begået, hvilket satte ham under mistanke.

I sig selv var det dog ikke nok til at fælde ham. Men selv om han havde gjort sit bedste for at fjerne spor, der kunne knytte ham til drabene, havde han ikke været grundig nok. Der blev fundet spor af DNA fra ham på tre af kvinderne, mens mikroskopiske fibre fra hans tøj og bil blev fundet på alle fem ofre.

Og ikke nok med det. Takket være den omhyggelige gennemsøgning af de utallige timer med overvågningsoptagelser, blev det afsløret at Wrights Ford Mondeo havde været i de aktuelle områder på vigtige tidspunkter i forbindelse med alle mordene. Det tyder på, at Wright havde taget kvinderne med sig – sandsynligvis under påskud af at ville betale for deres tjenester - før han kvalte dem, tog tøjet af dem og efterlod ligene i skovområdet, hvor de blev fundet.

Alligevel gjorde Wright alt, hvad han kunne, for at modarbejde efterforskerne. Når de prøvede at udspørge ham, var han ikke til nogen hjælp.

- Vi har fundet DNA fra dig på den sidste kvinde, som forsvandt, og på en af de tidligere, sagde politiet til ham under afhøringerne. Hos begge fandt vi DNA’EN på de nøgne lig. Hvordan kan det lade sig gøre? Og Wrights svar? - Ingen kommentar. Det skulle blive hans standardreplik under store dele af efterforskningen. Hvad der end skete, ville de ikke få nogen tilståelse fra ham.

Retssag og dom

Men det behøvede de heller ikke, viste det sig. Den 14. januar 2008 – cirka to år efter drabene – kom Steve Wrights sag for retten i Ipswich. Der stod han tiltalt for drabene på Nicol, Adams, Alderton, Nicholls og Clenell. Under ledelse af advokat Peter Wright så juryen en række videooptagelser, hvor Wright kørte sin Mondeo gennem gaden, hvor kvinderne var forsvundet. Andre kvinder, der havde hørt underlige bankelyde fra bilen, blev indkaldt som vidner, og sporene af Wrights DNA på ofrenes lig blev bragt fremhævet Det mest markante bevis var, at tæppefibre fra bundmåtten i hans bil blev fundet i Tania Nicols hår, selv om liget blev smidt i vandet.

TÆPPEFIBRE FRA BUNDMÅTTEN I WRIGHTS BIL VAR BLEVET FUNDET I NICOLS HÅR, SELV OM LIGET BLEV SMIDT I VANDET.

Konklusionen var klar: her var for mange stærke indicier til, at de kunne affejes som sammentræf.

I forsvarstalen hævede Wright ufatteligt nok, at det hele var netop et sammentræf. Nu brød morderen omsider tavsheden og udtalte sig om hændelserne. Han indrømmede, at han havde haft sex med alle ofrene undtaget Nicholls, og at han havde haft for vane at opsøge prostituerede hele livet. Men han nægtede at have haft noget med drabene at gøre og hævdede nærmest, at han havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var en afsløret mands desperate forsøg på at hævde sin uskyld, og ingen lod sig narre.

Desuden var der mange huller i hans forskellige udtalelser. Da han oprindeligt blev stoppet af politiet midt om natten, havde han sagt, at han ikke var klar over, at han befandt sig i sex-gaden, og at han bare havde kørt omkring, fordi han ikke kunne sove. Men det tog ikke lang tid at pille hans spind af løgne fra hinanden.

Den 21. februar 2008, efter otte timers overvejelser og med ofrenes pårørende til stede, blev Wright enstemmigt kendt skyldig i alle fem drab og dømt til fængsel på livsstid – og dengang var livsstid bogstaveligt ment. Uanset hvad der skete, ville Wright aldrig slippe ud af fængsel.

Kendelsen fik en blandet modtagelse. Nogle af ofrenes pårørende var tilfredse, men for andre var sårene for dybe til, at de kunne læges. Når han havde vist så stor foragt for andres tryghed, var det vel den eneste rimelige straf, at han mistede sit eget liv? De fik det ikke, som de ønskede, men sagen førte til, at debatten om dødsstraf blev taget op på ny i Storbritannien. Steve Wright måtte sidde i fængsel resten af sit liv, og retfærdigheden havde endelig sket fyldest.