Peter Sutcliffe

PETER SUTCLIFFE MYRDEDE MINDST 13 KVINDER OG ER KENDT SOM EN AF STORBRITANNIENS VÆRSTE SERIEMORDERE.

2019-02-07 -

Sådan blev han the Ripper.

Mellem 1975 og 1980 udsatte Peter Sutcliffe West Yorkshire for en serie brutale drab og angreb på kvinder. Sutcliffe blev født den 2. juni 1946 i den lille by Bingley i Yorkshire. Han myrdede 13 kvinder og overfaldt syv andre. Journalisterne kaldte ham Yorkshire Ripper på grund af den ekstreme brutalitet, han udviste.

I Sutcliffes barndom var der ikke noget, der gav grund til at tro, at han kunne komme til at begå sådanne forbrydelser senere i livet. Han havde en forholdsvis almindelig opvækst, selv om der godt nok var spændinger i hjemmet. Sutcliffes far havde mistanke om, at moren var utro, og nogle mener, at dette kan have udløst Sutcliffes dybe kvindehad. Men Sutcliffe selv var en stilfærdig type, som ikke skilte sig ud på nogen måde.

Et mørkt sind

Da Sutcliffe blev voksen udviklede hans mørke sind besættelser og foruroligende adfærd. Før han giftede sig med sin kone Sonia i august 1974 – hans første kæreste – havde han en række forskellige job.s Blandt anden var han graver. I den tid forfærdede han sine kollegaer med snak om nekrofili. Han hævdede også, at han havde stjålet fra ligene, han begravede. Naturligvis var kollegaerne nervøse ved at have ham i nærheden.

I 1969 begik han sit første bekræftede overfald Sutcliffe påstod, at en prostitueret havde snydt ham for penge, så han gik på jagt efter hende sammen med sin kammerat Trevor Bridsall. Sutcliffe fandt hende ikke, men angreb i stedet en anden kvinde med en sten før han gik tilbage til Bridsalls varevogn og bad kammeraten at køre væk. Nogen havde taget nummeret på varevognen, og næste dag blev Sutcliffe afhørt af politiet. Han hævdede, at han havde slået kvinden med de bare næver. Kvinden var prostitueret og havde en kæreste, som sad fængslet for vold, og ville derfor ikke anmelde episoden.

I juni 1975 tog Sutcliffe stort kørekort, og samme år fik han

HAN FORFÆRDEDE SINE KOLLEGER MED SNAK OM NEKROFILI OG HÆVDEDE, AT HAN HAVDE STJÅLET FRA LIGENE, HAN BEGRAVEDE.

at vide, at Sonia ikke kunne få børn. I det ene vindue i førerhuset havde han et selvdyrkende, ildevarslende opslag:

”I denne bil sidder en mand med en latent genialitet, som ville ryste nationen, hvis den blev sluppet fri, og genialitetens dynamiske energi ville overmande alle omkring ham.”

Hvis vi erstatter ” latent genialitet” med ”ekstremt voldelige tendenser” skulle senere hændelser vise, at han ikke tog helt fejl.

Sådan opstod The Ripper

Kort efter dette brød hans bølge af vold løs. Natten til 5. juli 1975 var Anna Rogulskyj på vej hjem til sin kæreste i Keighley efter en fest. Men Sutcliffe ventede på hende. Han angreb hende med en hammer, slog hende næsten ihjel, og stak hende flere gange med kniv. Han blev forstyrret af en nabo, men det lykkedes ham at overbevise vedkommende om, at alt var i orden, og flygtede bagefter. Rogulskyj blev fundet og kørt til sygehuset i fuld fart. Det lykkedes lægerne at redde hende, men hun var skadet for livet.

Olive Smelt blev hans tredje offer. Da hun fredag 15. august 1975 var ude for at få sig en drink, som hun gjorde hver aften, blev hun uden varsel angrebet med hammer og kniv. Da Sutcliffe havde slået hende bevidstløs, begyndte han at skamfere hende. Han blev imidlertid forstyrret af en passerende bil og flygtede, før han havde fuldført sit angreb.

Wilma Mccann var en prostitueret fra Leeds og Sutcliffes første bekræftede drab. I oktober 1975 angreb han hende med sine yndlingsredskaber, kniv og hammer, og stak hende 15 gange. Politiet forbandt ikke drabet med Sutcliffes tidligere angreb, trods en storstilet efterforskning, der omfattede over 100 politifolk og tusindvis af afhøringer. Sutcliffe var fri til at fortsætte sine angreb.

Og det gjorde han. Emily Jackson blev myrdet 20. januar 1976. Sutcliffe slog hende med hammeren, stak hende 51 gange med en skruetrækker, og trampede så hårdt på hendes ben, at han

satte fodspor. Den 9. maj 1976 overlevede Marcella Clayton et angreb i Roundhay Park i Leeds, efter at hun havde sagt ja tak til et lift hjem. Hun vidnede senere i straffesagen mod Sutcliffe. Irene Richardson var ikke lige så heldig. Den 5. februar 1977 blev hun også angrebet i Roundhay Park. Hun blev slået ihjel med hammeren og maltrakteret med kniv. Ikke så længe efter, den 23. april, blev Patricia Atkinson endnu et af Sutcliffes ofre. Hun blev dræbt med hans sædvanlige brutalitet i sin lejlighed i Bradford.

Seriemoder på fri fod

Jayne Macdonald myrdet af Sutcliffe den 26. juni, da hun kom for sent til bussen og ikke fik fat i en taxa. Liget blev fundet i en aktivitetspark for børn. Hun var en ekspedient på kun 16 år og arbejdede ikke som prostitueret, så i pressens, politiets og de fleste andres øjne var hun en almindelig, respektabel pige. Derfor vakte dette drab mere medfølelse, end de andre havde gjort. Nu begyndte borgerne og pressen at forlange, at noget blev gjort, og politiet måtte indse, at en seriemorder var løs.

Pressen kastede sig talstærkt over sagen. Journalister sugede ivrigt detaljer til dig, mens lederskribenterne lagde større og større pres på politiet for at fange forbryderen, som nu blev kaldt Yorkshire Ripper. Det er svært at sige, om mediepresset hjalp eller hæmmede efterforskningen. Derimod er det desværre tydeligt, at pressen svælgede i sagen. Voldsomme overskrifter udbasunerede alle de uhyggelige detaljer. Jo mere tid, der gik uden at politiet anholdt nogen, desto større blev presset fra journalisterne, og dermed også fra politikerne og fra befolkningen.

Sutcliffes forbrydelser og ikke mindst pressedækningen fik en frygtstemning til at brede sig i Nordengland. Der var måske ikke så mange, som tog sig af forbrydelser mod prostituerede, men det var slet ikke alle Sutcliffes ofre, der var prostituerede. De var almindelige, respektable mennesker, som ved rent uheld blev udsat for en seriemorder. Det medførte, at begrebet ”respektabel” fik en central rolle, og det skabte bekymring i befolkningen: Hvis han kan dræbe ordentlige, respektable kvinder, kan han måske også finde på at myrde mig, tænke mange. Som tidligere journalist Henry Matthews formulerede det: Før dette stadie var det udelukkende prostituerede, der følte sig udsatte. Men efter Jayne Macdonald fik folk en følelse af, at ingen kvinder kunne vide sig sikre.

Frygtstemning

Som ringe i vandet skabte Sutcliffe frygt, der bredte sig ud over geografiske og sociale skel. Folk var bange, de ville have seriemorderen bag lås og slå. De lagde pres på politikerne og politiet via medierne, som øgede presset uden at snakke for højt om den kendsgerning, at forbrydere som Sutcliffe øgede seertal og oplag. Pressen var måske ikke meget for at indrømme det, men sensationsstof om seriemordere sælger aviser, blade og bøger og trækker lyttere og seere til tv og radio.

- Der er ingenting, der slår blod, som det længe har heddet sig i den amerikanske tv-branche. Uanset hvor afskyelige og forhadte seriemordere er, fremmer de omsætningen. Jo værre forbrydelser de begår, jo større bliver interessen.

Og Sutcliffe holdt medierne beskæftiget. Maureen Long blev overfaldet i juli 1977. Hun overlevede, men det var kun fordi, Sutcliffe blev forstyrret. Det varede ikke længe, før han var ude efter et nyt drabsoffer, og det varede heller ikke længe, før han fandt ét. Den 1. oktober dræbte han Jean Jordan. Hendes lig lå uopdaget i ti døgn, så Sutcliffe fik tid til at vende tilbage fire dage efter og ransage liget på jagt efter en pengseddel, han troede kunne spores tilbage til ham. Han fandt ikke pengesedlen, men han maltrakterede liget, før han flyttede det til stedet, hvor det blev fundet. Jean blev fundet af Bruce Jones, som den gang arbejdede på et mejeri i nærheden, men senere blev skuespiller og spillede Les Battersby i serien Coronation Street.

Politiet fandt pengesedlen i Jeans håndtaske og sporede den til en bankfilial i området. Sutcliffes frygt havde været begrundet: Det blev fastslået, at han var en af dem, som kunne have haft sedlen, så sammen med 5.000 andre mænd blev han afhørt. Han blev imidlertid ikke mistænkt for noget kriminelt.

Dette strejf af kontakt med lovens lange arm dæmpede ikke Sutcliffes drabslys, og 14. december slog han til igen. Marilyn Moore slap levende fra det brutale angreb og gav politiet et signalement af voldsmanden. På gerningsstedet fandt politiet desuden nogle dækaftryk, som passede med dem, de havde fundet efter et tidligere angreb.

Den prostituerede Yvonne Pearson blev myrdet i Bradford i begyndelsen af januar 1978, bare 21 år gammel. Liget lå gemt

BORGERNE OG PRESSEN BEGYNDTE AT FORLANGE, AT NOGET BLEV GJORT, OG POLITIET MÅTTE INDSE, AT EN SERIEMORDER VAR LØS.

under en forladt sofa og blev ikke fundet før i marts. Senere samme måned fandt politiet et nyt lig, den prostituerede Helen Rytka i Huddersfield. Helen Rytka lå uopdaget i tre døgn, efter at Sutcliffe slog og skar hende ihjel.

På vildspor

Ud over liget af Yvonne Pearsom føjede marts 1978 et nyt katastrofalt element til efterforskningen – den berygtede fupmager Wearside Jack. John Humble, som han hed i virkeligheden, blev i 2006 dømt til otte års fængsel for at have forkludret politiets arbejde ved at sende politi og presse en række breve, hvor han påstod at være The Yorkshire Ripper. Derudover hånede han personligt efter forskningslederen, vic e politimester George Oldfield, med en to minutter lang lydoptagelse, der blandt andet indeholdt disse ord:

- Jeg er Jack. Jeg ser, at du stadig ikke har fået fat i mig. Jeg har stor respekt for dig, George, men herregud, du er lige så langt fra at fange mig, som du var, da jeg begyndte for fire år siden.

Humbles fup fik katastrofale konsekvenser. Betydelige mængder penge, arbejdskraft og andre ressourcer blev omdisponeret for at finde Wearside Jack, da Oldfield betragtede ham som hovedmistænkt. Endnu værre var det, at politiet frafaldt mistanken mod Sutcliffe, fordi hans stemme ikke stemte overens med lydoptagelsen. Humbles indblanding begyndte som en narrestreg, hævdede han senere. Men påfundet gav Sutcliffe tid til at dræbe flere kvinder, mens politiet jagtede Humbles fantasifoster.

Sutcliffe ventede på sit næste offer indtil den 16. maj. På parkeringspladsen foran sygehuseti Manchester mød tehan Vera

Millward, som blev hans sidste offer i 1978. Der gik næsten et år, før han begik flere drab, og i den mellemliggende periode døde hans mor.

Men 4. april 1979 tog han fat igen. Den 19-årige bankfunktionær Josephine Whitaker blev fundet død i Saville Park Moor i Halifax. Den 1. september blev 20-årige Barbara Leach, som studerede ved universitetet i Bradford, fundet død i nærheden af hendes studiebolig. Hun blev hans sidste offer i 1979.

Nu fulgte endnu en pause på næste et år, før han dræbte Marquerite Walls 20. august 1980. Walls var ualmindelig ”gammel” til at blive overfaldet af Sutcliffe - de fleste ofre var unge, ikke midaldrende. Det næste overfald skete i oktober 1980, og i årets sidste måneder gik han løs på folk gentagne gange uden at det endte med mord.

Nettet strammes

Doktor Uphadya Bandara blev angrebet 24. september, men overlevede heldigvis. Sutcliffe slog til igen 25. oktober, og denne gang påførte han den studerende Mauren Lea alvorlige skader, men hun døde ikke. Jaqueline Hill var 20 år gammel og studerede ved universitetet i Leeds. Liget blev fundet i nærheden af kollegiet Lupin ikke så langt fra universitetet. 16-årige Theresa Sykes blev overfaldet i Huddersfield 5. november, og det var på et hængende hår hun slap levende fra den brutale mishandling.

Theresa Sykes skulle vise sig at blive hans allersidste offer. Sutcliffe blev anholdt den 2. januar 1981, men han sad i sin bil i Sheffield. Sammen med ham var den prostituerede Olivia Rievers, som ikke var klar over, at Sutcliffe sad klar med to knive, en hammer, et reb og skumle drabsplaner. Han blev anholdt, da en kontrol afslørede bilen falske nummerplader, hvilket antageligt reddede Olivia Rievers liv. Under påskud af at skulle tisse, lykkedes det Sutcliffe at gemme hammeren, rebet og en af knivene, men politiet fandt det hele dagen efter. Sutcliffe blev kørt på politistationen i Dewsbury til afhøring. Olivia Rievers havde været yderst heldig.

Da Sutcliffe passede på det signalement, politiet havde på Yorkshire Ripper, blev han rutinemæssigt afhørt om angrebene. Nu var han blevet afhørt ni gange uden at blive sigtet, så han forventede måske at blive sluppet fri igen. Det blev han ikke. Til afhørings lederens overraskelse tilstod h anden 4. januar 1981. Politiet havde taget endnu en tur til stedet, hvor han blev anholdt, og fandt kniven, rebet og hammeren, som Sutcliffe havde gemt. Den anden kniv blev fundet gemt i cisternen på et toilet på politistationen. Sutcliffe fornemmede, at han var afsløret, så han aflagde en detaljeret tilståelse.

Den eneste antydning af anger viste han i forbindelse med Jayne Macdonalds skæbne. Da han blev beskyldt for at have dræbt Joan Harrison benægtede han det rasende. Ved hjælp af DNA blev drabet senere knyttet til den dømte seksualforbryder Christopher Smith, som døde i 2011. Men da hans detaljerede tilståelser gjorde Sutcliffe til en af de værste seriemordere i britisk kriminalhistorie, var dette uden betydning for sagen. Han skulle stilles for retten, og hvis der ikke blev begået virkelig stoee juridiske fejl, var der ingen tvivl om, at han kom til at sidde bag lås og slå resten af livet.

Sutcliffe blev fremstillet for domstolen i Dewsbury 5. januar, oprindelig sigtet for at have dræbt Jaqueline Hill og stjålet de falske nummerplader, der blev fundet på hans bil. Retsmødet var ikke mere end fem minutter, langt før han blev varetægtsfængslet. Den 20. februar var tiltalen på 13 drab og syv drabsforsøg klar. Ved domstolen i Leeds 14. april blev anklager og forsvarer enige om, at han burde få sagen behandlet i et andet distrikt. Offentlighedens had mod manden i Yorkshire kunne undergrave mulighederne for en retfærdig behandling af sagen. Han blev derfor overført til London, hvor sagen blev berammet til den 29. april.

”Han lystrede Gud”

Før retssagen blev Sutcliffes mentale tilstand vurderet. Strafferetslig utilregnelighed defineres anderledes end en medicinsk diagnose. Det handler om, hvorvidt tiltalte forstår, hvad han eller hun gør, og indser, at det er en forbrydelse. En medicinsk diagnose af en sindslidelse behøver ikke nødvendigvis at gøre tiltalte uegnet til at erklære sig skyldig eller ikke skyldig.

HAN HÆVDEDE, AT STEMMER BEORDREDE HAM TIL AT DRÆBE PROSTITUEREDE, OG AT STEMMERNE KOM FRA GUD GENNEM EN POLSK ARBEJDERS GRAV.

HER ER KVINDERNE, SOM VAR SÅ UHELDIGE AT KRYDSE THE YORKSHIRE RIPPERS VEJ.

I første omgang erklærede Sutcliffe sig ikke skyldig i 13 forsætlige drab, men skyldig i uagtsom drab på grundlag af ”reduceret tilregnelighed.” Han hævdede, at han lystrede Guds vilje, at stemmer beordrede ham til at myrde prostituerede, og at stemmerne kom fra Gud via en afdød polsk arbejders grav. Han erklærede sig også skyldig i syv drabsforsøg. I første omgang var anklageren villig til at godtage påstanden, men dommeren var mere skeptisk.

Dommer Boreham lod sig orientere af flere psykiatere i forhold til Sutcliffes angivelige paranoide skizofreni, hvorefter han drøftede spørgsmålet i to timer med den britiske rigsadvokat, Sir Michael Havers. Efter frokost fulgte endnu 40 minutters drøftelser, som endte med, at dommer Boreham afviste Sutcliffes påstand og afsagde en kendelse om en nævningesag mod Sutcliffe med start 5. maj 1981.

Retssagen blev naturligvis et mediecirkus. Seriemordere er heldigvis sjældne i Storbritannien, og en så berygtet tiltalt skærpede mediernes appetit. Da retssagen mod ham begyndte, varede den i to hele uger. Den berømte Retssal 1 ved retten i London var propfyldt hver dag.

Sutcliffes forsvarer var James Chadwin, som var ”kongelig advokat” og kendt for fremragende resultater. Ledende anklager var rigsadvokat Sir Michael Havers. Det er ualmindeligt at en rigsadvokat personligt fører en sag. At det alligevel skete i denne sag viser, at myndighederne anså Sutcliffes forbrydelser som ekstraordinære. Til alt held opstår sager som denne ikke særlig ofte.

Med det stærke bevismateriale, forklaringer fra overlevende vidner og Sutcliffes egen tilståelse var selve retssagen nærmest en formalitet. Kendelsen var praktisk talt givet på forhånd. Efter to uger med vidneforklaringer, skulle juryen blot bruge mindre end seks timers betænkningstid, før den afsagde kendelsen.

Der var ingen tvivl om, at Sutcliffe havde begået forbrydelserne. Juryen drøftede nok Sutcliffes tilregnelighed i lige så høj grad som de diskuterede selve skyldsspørgsmålet. De rådførte sig kort med dommer Boreham og fortalte, at de ikke kunne komme frem til en enstemmig kendelse. Dommeren besluttede, at et flertal på 10-2 ville være acceptabelt. 47 minutter efter afgav de kendelsen: skyldig i alle tiltalepunkter. Så manglede kun dommer Borehams domsafsigelse. Oveni den obligatoriske livstidsstraf for 13 drab og syv drabsforsøg tillagde han en minimumstid på 30 år, før Sutcliffe overhovedet kunne ansøge om prøveløsladelse, men Boreham håbede, at han aldrig ville slippe ud. Han beskrev Sutcliffe sådan:

- En usædvanlig farlig mand. Når jeg siger livsvarig, udtrykker jeg håb om, at det vil betyde netop dette.

Han roste politiet for at have fanget Sutcliffe, men havde også et par ord til Wearside Jack:

- Efterforskningen blev ført på vildspor af en kynisk, næsten umenneskelig fupmager. Jeg håber, at han en dag bliver afsløret.

KVINDERNE, JEG DRÆBTE, VAR BARE MØG – NOGLE PROSTITUEREDE SVIN, SOM FORURENEDE GADERNE. JEG RYDDEDE BARE OP.

Ved vejs ende

Etter domsafsigelsen blev Sutcliffe sendt til Parkhurst, et kategori A-fængsel på Isle of Wight, hvor særligt farlige forbrydere placeres. Sutcliffe delte sit nye hjem med nogle af de værste forbrydere, Storbritannien har opfostret, blandt andre Ian Brady og giftseriemorderen Graham Young. Men han blev d erikke længe. I 1983 blev han overfaldet af sin medfange James Costello, men slap levende fra det. Han blev forflyttet til Broadmoor Hospital i 1984, da hans skizofreni blev værre. Broadmoor, et af Storbritanniens mest berygtede psykiatriske hospitaler, har huset mange farlige forbrydere. Blandt de tidligere beboere er gangsterne Mad Frankie Fraser og Ronnie Kray, Stockwell-kvæleren Kenneth Erskine og mange andre. Sutcliffe er blevet angrebet af andre fanger en række gange, og har fået mere og mere alvorlige helbreds problemer.

Sutcliffe har ankede livstidsdommen og begærede udmåling af en minimumsstraf. Ankedomstolen og Højesteret har afvist hans begæringer og anker på grundlag de psykiatriske rapporter, antallet af ofre og forbrydelsernes brutalitet. Dommer Mitting havde denne kommentar i 2010:

- Disse drab var et felttog, som terroriserede befolkningen i store dele af Yorkshire i flere år. Den eneste mulige forklaring, ifølge juryens kendelse, var vrede, had og besættelse. Bortset fra uhyrlige terrorhandlinger er det svært at forestille sig omstændigheder, hvor én mand kan kræve så mange ofre.

Sutcliffe har aldrig angret det, han har gjort. En bestemt bemærkning viste hans holdning tydeligere end noget andet:

- Kvinderne, jeg dræbte, var bare møg – prostituerede svin, der forurenede gaderne. Jeg ryddede bare op.

Der er ingen tvivl om, at Yorkshire Ripper-sagen har påført stor sorg hos mange, men ét vigtigt fremskridt har den også ført med sig. Før computertiden var det et lammende problem for politiet, at alt skulle ned på papir. Som følge af vanskelighederne, man havde under Ripper-sagen, som var en af de største menneskejagter i britisk kriminalhistorie, blev politiet udstyret med deres egen database for større efterforskninger. Med den kunne de tjekke bevismateriale meget hurtigere end tidligere, hvor efterforskerne måtte gennemgå tusindvis af kartotekskort og mapper for bare at sammenholde én enkelt oplysning med en anden. Efter Ripper-sagen kunne politiet over hele Storbritannien bekæmpe kriminaliteten med et elektronisk våben, der hedder Home Office Large Major Enquiry System eller simpelthen HOLMES.

Yorkshire Ripper-sagen er stadig interessant i dag. Der er udkommet en bog, som hævder at politiets uduelighed gav Sutcliffe mulighed for at begå flere drab, end han oprindeligt blev dømt for. For nylig har den undersøgende journalist Tim Tate, sammen med Chris Clark, som tidligere gjorde tjeneste i politiets efterretningstjeneste, udgivet bogen Yorks hi re ripper: the se c ret Murders. Her kom de med detaljerede anklager om, at Sutcliffe begik mange flere forbrydelser, og om en mørklægning på højt plan. De hævder, at Sutcliffe dræbte i andre distrikter end West Yorkshire, og at politiet ved meget mere, end de vil indrømme, men er bange for yderligere kritik. Tate og Clark lister en række personer, de mener, er dømt for forbrydelser, Sutcliffe har begået.

Stephen Downing blev fejlagtigt dømt og afsonede 27 år for et drab, Sutcliffe kan have begået. Anthony Steel afsonede 25 år for at have dræbt Carol Wilkinson i Bradford i 1977. Andrew Evans afsonede 25 år for at have dræbt Judith Roberts i Tamworth i 1972. Både Downing, Steel og Evans havde indlæringsvanskeligheder el lermen taleproblemer, der gjorde dem mere sårbare over for presset fra efterforskerne. Tilsammen afsonede de 77 år, før dommene blev ophævet.

Det er ikke afklaret, om Sutcliffes forbrydelser var værre end først antaget, eller om politiet har forsøgt at redde sit omdømme ved at skjule andre påståede Ripper-forbrydelser. Men der hersker ingen tvivl om, at Sutcliffes forbrydelser var frygtindgydende, og at Downing, Evans og Steel blev udsat for stor uretfærdighed.