Charles Manson
CHARLES MANSONS PSYKEDELISKE COCKTAIL AF STOFFER, MANIPULATION OG DOMMEDAGSPROFETIER FORVANDLEDE EN GRUPPE BEATNIKS TIL EN DRABSSEKT.
Narko, manipulation og dommedagsprofetier.
Da Charles Manson døde i Corcoran State Prison i Californien i 2017 - i en alder af 83 år - markerede det den endelige afslutning på historien om ”familien” og den dødskult, som denne uhyggelige massemorder skabte. Han stod i 1969 i spidsen for nogle af de mest bestialske drab i USAS historie - drab, som chokerede hele verden. Han beordrede bl.a. mordene på Roman Polanskis gravide kone Sharon Tate og tre andre i 1969. Manson overbeviste sine beundrere, der fortrinsvis var unge middelklasse-kvinder, om, at han var reinkarnationen af Jesus. Han ville skyde skylden for mange problemer på den sorte befolkning og på den måde begynde en racekrig. Selv om Manson ikke selv dræbte nogen, blev han og kvinderne i 1971 dømt til døden. Retssagen var helt ejendommelig, idet de tiltalte kvinder skabte fuore i retssalen ved bl.a. at synge. Dødsdommene blev siden ændret til livstidsdomme, da dødsstraf blev forbudt.i alt fik Manson ni livstidsdomme. 12 gange prøvede at blive prøveløsladt uden resultat. Men hvem var han - denne mand med så stor magt over andre? Det tidligere familiemedlem, Catherine ”Gypsy” Share, sagde, at når han talte ”blev han, hvad du havde behov for, at han skulle være.”
Han kunne ”være meget omsorgsfuld, kunne arbejde med din utilstrækkelighed, dine behov, hjælpe dig med at blive fri for angsten, sagde hun. - Charlie talte til den, han talte med, på en måde, som fik vedkommende til at tro på ham.
”Alt, vi siger, er ... giv fred en chance!” John Lennon og Yoko Ono, Give peace a chance.
Hvis han talte til hippier, talte han på én måde, hvis han talte til motorcykelfyre, talte han på en anden måde. Han kunne spejle det, han lokkede frem, uanset hvad det var … hvad end det var, han vidste, de ville være enige i.
Et verden i opbrud
1960’erne var starten på et årti med forandring ledet af den nye generation. Folk forsøgte at slå ned på dem, og det gav genklang over hele USA. Hun og andre som hende havde imidlertid bestemt sig for at ”give freden en chance” og satte kursen mod hippie-subkulturens epicenter. Dr. Martin Luther Kings drømme havde berørt masserne, og borgerrettigheds loven af 1964 og stemmerets loven af 1965 gav folk medbestemmelse uanset farve, tro, køn og etnisk oprindelse.
Mange var begyndt at finde nye måder at løse problemerne på ved at engagere sig i samfundsdebatten, snakke sig gennem problemerne og sværge at forbyde ”bomben”. Kvinde, mand, søn og datter var i forandring. I stedet for at følge i fædrenes fodspor, opdagede folk magten til at ændre tingenes tilstand. Løstsiddende tøj gav flower power-salighed og fyldte voksne med barnets idealisme, godt hjulpet på vej af p-pillen, som for nylig var blevet frigivet, og lovgivning, der gav kvinder magt over deres egen situation. Derudover havde rumkapløbet taget fart, og alle vidste, at om ikke så længe ville mennesket erobre månen.
Centeret for denne bevægelse var Haight, Californien. I mange år skulle solen skinne på dem, der ønskede at realisere sig selv, hvad enten det var i filmindustrien eller i
CHARLIE SIGER: HVAD DU GØR, ER OP TIL DIG.
CHARLIE SIGER: ALT ER KÆRLIGHED. SELV FORVIRRING ER KÆRLIGHED I EN ELLER ANDEN FORM.
ligestillings bevægelsen, og ingen ønskede detmer e enden gruppe unge på jagt efter eventyr.
Charlies venner var et tværsnit af USA. Nogle af dem kom fra en stabil og endda religiøs baggrund, mens andre begyndte tidligt med småkriminalitet. I deres fællesskab betød baggrunden ikke noget, og det kunne ses på hvem de var, som f.eks. idrætsstjernen Charles Tex Watson, den erotiske danser Susan Atkins, unge fraskilte Linda Kasabian, forsikringskvinden Patricia Kren win kel, dansedronningen Leslie van Houten og skuespilleren Robert Beausoleil.
Deres tidligere liv og problemforældre var væk, og det var tydeligt for alle: De var en familie. Resten er en blanding af fakta og gisninger, da brødrene og søstrene har forskellige historier om, hvad der skete i løbet af de forvirrende dage på stoffer sammen med kammeraterne.
Leslie van Houten var sådan en søster. Hun havde i et interview slået fast, at hun var en meget kreativ pige. Hun ville være lærer og forlod sit middelklassehjem for at finde nogen at elske og holde fast ved og kalde sine egne. Charlie var, i den frie kærligheds tidsalder, villig til at dele sig selv med hende. Mellem sig og sammen med resten af familien
“Realms of bliss, realms of light, some are born to sweet delight”. The Doors, Ashipoffools
skabte de magi. De blev nomader, rejste fra sted til sted, havde sex (når Charlie bad dem om det), fik venner og tog rigelige mængder af LSD. De blev fortalt, at hele ideen var at lade tiden forsvinde. ”Tiden fandtes ikke – vi levede alle her og nu.” Selv når hun kigger tilbage, antyder Leslies sprog, at Manson overbeviste dem om, at hvis de bare gav sig selv lov, kunne de få adgang til en magt, der kunne kontrollere universet. De kunne vælge at manipulere selve tiden, mens resten af verden var underlagt virkelighedens vilkår og dens verdslige problemer.
Leslie fortalte, at hele ideen med deres såkaldte magiske, mystiske tur var, at ”vi for hver dag skulle få mere ud af os selv. Hver dag var Halloween”. Lidt efter lidt, ved at have en positiv indstilling (Charlie var blevet oplært i positiv tænkning ... et eller andet sted) og ved at lade sig selv se ting fra andre perspektiver, kunne de blive anderledes. Ved at vove at spille de forskellige roller, som Charlie gav dem i små sjove drama-workshops, kunne de komme ud af deres gamle, ensformige liv og få mere ud af deres nye. De kunne være sigøjnere, pirater, hvad de end ønskede. Det virkede tillokkende.
Charlies undervisning begyndte at ændre sig. Efter at have opmuntret dem til at give slip på deres personlige hæmninger, begyndte han at holde prædikener. Han fik dem til at opføre korsfæstelsen af Jesus Kristus i en rus. Han snakkede om en nært forstående racekrig og fortalte dem at de måtte dø for at blive genfødt og herske over verden.
Sex, drugsogrock‘n’ roll
Forenet af Mansons glødende undervisning ville familien ud og kæmpe. Manson havde trods alt en smag af stjernestatussens himmelske virkelighed. Efter at hans piger havde haft et tilfældigt møde med sangeren Dennis Wilson fra The Beach Boys, var Charlie kommet godt overens med ham. Charlie ventede bare på, at tidspunktet, hvor han ville vide, at verden var klar til ham, skulle komme, selvom han blev mere end bare lidt irriteret over at skulle vente. Tegnet kom til Charlie gennem kulturen i sig selv: Beatles-
CHARLIE SIGER: DE VIRKELIG STÆRKE HAR IKKE BEHOV FOR AT BEVISE DET OVER FOR FUPMAGERNE.
”Tried to run, tried to hide, break on through to the o ther side .” The Doors, Break on through to the other side.
albummet Ser gean t pepper’ s lone ly he arts cl u b band. The Beatles havde forvandlet sig fra sunde, velklædte unge fyre til psykedeliske superstjerner, og de viste deres magi på pladecoveret. Det inkluderede Aleister Crowley, udødeliggjort som ”Den ondeste mand i verden”. Den Cambridge-uddannede Crowley var en ceremoniel magiker– en okkultist. Han etablerede sin egen religion, Thelema, baseret på at virkeliggøre sin sande vilje gennem fest, dramatiske ritualer, tankearbejde og sex.
Hans uddannelse gjorde det svært at afvise ham som en fantast, og hans ideer passede med den kulturelle revurdering af verden. Han blev afbilledet på pladeomslaget sammen med psykoanalytikeren Carl Jung og selveste Albert Einstein – et geni, der er delvist berømt for et foto, hvor han rækker tunge. Beskeden til Manson var tydelig: Du kan bruge sex, stoffer og rock n’ roll til at blive en af de kulturelt udvalgte og blive husket. Mens Crowley ønskede, at hans tilhængere skulle følge deres egne ønsker, var det tanken om at tilbyde venskab og morskab i bytte for loyalitet, der lod til at appellere til Manson.
CHARLIE SIGER: JEG LYVER IKKE. CHARLIE SIGER: VI SKAL VÆRE OPRØRERE FOR ALTID.
Charlies Beatles - gennembrud
Manson følte, at han fik sit endelige gennembrud fra The Beatles selv. De udgav Thewhitealbum, som indeholdt sangen Helterskelter. Manson betragtede tilsyneladende hittet som en skjult kode, der blev afsløret kun for ham, og som gav ham mulighed for at gøre de ugerninger, han mente var begået af samfundet, gode igen. Metoden var at fjerne gerningsmændene.
Han knyttede albummet og bandet generelt til en del af Biblen, for han havde gået i kirke, da han var ung. De var specifikt vers 1-4 af kapitel 9 i Johannes evangeliet, som nogle mener varsler Guds søns anden ankomst. Charlie var enig. Græshopper skulle sprede sig over landet, idet en stjerne faldt til jorden, og en afgrund ville åbne sig og tilbyde en tryg havn for de trofaste.
Charlie tænkte ret bogstaveligt. Han tolkede Beatles som græshopperne og antog, at afgrunden ville være på en af den nomadiske families skjulesteder. Ved samtidig at anspore til en racekrig ville han vise dem vejen til armageddon. De skulle give plads til en ny jord, efter at den første var uddød.
Ifølge Pat instruerede Charlie hende, Linda og Susan i at tag hen til filminstruktør Roman Polanskis og hans gravide kone Sharon Tates hjem sammen med Tex og gøre alt, hvad Tex sagde. De klatrede ind gennem vinduerne og slog ned på deres bytte. De slagtede dem med skud, slag og 102 knivstik, hvoraf nogle af dem blev påført, efter at ofrene var døde.
Næste nat, hvor Leslie også tog med, fulgte de deres leder til Labiancas hjem og knivstak det ældre par til døde med 67 knivstik, før de lod knive og gafler blive i deres kroppe.
De skulle rapportere tilbage til Charlie, som ikke selv deltog aktivt. Til sidst havde de skrevet de symbolske beskeder ”død over svinene”, ”opstå” og selvsagt ”helter skelter” på væggene og på et køleskab for at kickstarte verdens undergang.
I Pat Krenwinkels kaotiske erindringer kan man læse: Vi … vi var bare, vi var så fulde og sådan, det er bare … ok, ok, sådan må det være, jeg mener, du bliver mere og … og mere som … en robot, som på en eller anden måde … dette må … kom igen!
Men intet skete. Ikke andet end at Los Angeles blev lammet af frygt. Kendisser forlod skræmte byen, agerede helte ved at holde vagt i gaderne eller skyllede deres stoffer ud i toilettet, da der gik rygter om, at drabene var narkotika relaterede. Familien Man son fortsatte som før, stjal biler og andet, indtil Susan blev taget ... og sladrede.
Charlie og de andre blev sigtet for drabene i 1969. Manson måtte sigtes ved hjælp af indicier og love mod aftaler om at begå forbrydelse, fordi han havde holdt sig væk fra det beskidte arbejde. Han havde endda koreograferet retssagen. Han bad familien om at lave en scene, der ville afbryde retsforhandlingerne.
Pat husker: Charlie sagde ”Jeg vil have, at I hver især rejser jer og rækker armene op i nogle tåbelige symboler. I skal rejse jer op og råbe. Hver dag var på den måde orkesteret ... af Manson. Han troede, at alt, hvad vi gjorde, var at lave et billede, som ville gå ud i universet og på en eller anden måde ændre det ... han ville dreje det efter sin vilje.
De gjorde, som de fik besked på. De sang, snakkede og flirtede med journalisterne. Pigerne, der var mistænkte, fulgte i Charlies fodspor og fik tatoveret hagekors i panden som symbol på deres afvisning af samfundet. Selv forsvarsadvokaten efterlignende Man sons prædikenag tig e, bombastiske måde at tale på. Han udtalte, at Manson havde
CHARLIE SIGER: DER ER KUN ÉT MENNESKE, DU BØR VÆRE BANGE FOR, OG DET ER DIG SELV.
håbet, at de hvide mænd ville vende sig mod den sorte mand, hvis de troede, at den sorte mand havde begået de syv drab. Advokatens brug af ”sort mand” i ental gav forbindelsen. Så stærk var Mansons indflydelse, at selv da søster Pat lugtede lunten, vidste hun, at hun ikke kunne vende tilbage.
Hun mindes: Og pludselig bad Charlie hver og en af os om at lyve hver dag om et eller andet. Åh, sig dette, sig det … Men jeg gjorde … det ikke. Det var som: Lyver du? En gud, der lyver?
Alligevel var hans følgere så forgabte i deres CharlieKristus, at de føjede sig. Da Charlie blev dømt til døden for sine forbrydelser, barberede familien håret af i sorg – inklusiv pigerne, der havde fået præcis samme skæbne som Charlie.
Mansons skuespiller Vincent Bugliosi mindes det øjeblik, hvor dommene blev afsagt: - Jeg så væk fra Manson, og hans familie skælvede. Her er en mand, som altid snakkede om skønheden ved døden. Han fortalte altid alle, at døden var en smuk ting, og når vi dræber disse mennesker, vil vi gøre dem en tjeneste, og de vil ikke indse det, men ... han kæmpede virkelig hårdt for sit eget liv, så det var bare rent hykleri fra hans side.
Den virkelige Charlie
Manson var ikke messias - han havde været en meget trist dreng. Under retssagen blev detaljerne om hans liv offentliggjort. Charlie havde kunnet snakke til sin advokat og
“You really got me, you really got me, you really got me”. The Kinks, You really got me.
offer på samme måde. På det tidspunkt, hvor han etablerede sin familie, havde han tilbragt halvdelen af sit liv i fængsel og på ungdomsinstitutioner. Den karismatiske leder var født af en 16-årig bevæbnet røver kaldt Kathleen, som havde solgt ham for prisen på en tønde øl. Gennem hele hans barndom havde hun parkeret ham af hos slægtninge og bekendte.
Teenageren Charlie begik småkriminalitet, før han havnede i fængsel, men han elskede atmosfæren bag murene. Ikke på grund af brutaliteten, men institutionen som sådan. Den påtvungne struktur gav ham en sikkerhed, der fik ham til at føle, at han havde kontrol, at han var tryg. Fænglset var den surrogatforælder, den nu voksne Charlie aldrig havde haft. Da det blev tid til løsladelse, skal han have tigget om lov til blive bag fængslets mure. Han var den lille dreng, som aldrig rigtig blev voksen. Han ønskede at gemme sig for verden, men hvis han ikke kunne det, bestemte han sig for at slippe helvede løs ved at opbygge den familie, han aldrig havde haft. På den måde var det naturligt, at den var alt andet end perfekt.
Mansons mediekarriere
I 1972 omgjorde højesteret hans dødsstraf til fængsel på livstid. Efter dette er nogle fra familien blevet løsladt. Nogle forsvandt bare, en (Lynette Fromme) forsøgte sig med et attentat på en præsident, en anden (Susan Atkins) døde, og mange er stadig spærret inde. Der er lavet flere film om familien, lige fra biograffilm til dokumentarer og én med interviews med Charlie, hvor han enten raser over angiveligt upassende spørgsmål eller prøver at charmere med sin karakteristiske grove humor. Han forblev en selvmodsigelse. Han er en massemorder, der faktisk aldrig dræbte nogen, en international kendis og en kritiker af systemet, som tryglede
CHARLIE SIGER: UANSET HVAD DER SKAL TIL FOR AT OVERLEVE, ER DET DET, JEG SKAL GØRE.
om at få lov til forblive i dets greb. Han er siden forblevet et kult-ikon.
Tiden har ændret familien. Mens ord og handlinger kan virke falske, er der stadig en vis fascination af medieindslag, hvor familien ikke bare fremlægger sin sag, men også genoplever de hede og forvirrede Manson-dage. Nogle, som Lynette, lader til at se tiden med familien i et skræmmende rosa skær. Lynette beskriver disse somre med en positiv vinkel, der står i stærk kontrast til det, der skete, og fortæller gribende, hvordan Charlies tanker fængslede hende. Det er værd at lægge mærke til, at hun gentagne gange under interviewene kigger mod venstre – en biologisk funktion, der viser, at hun faktisk husker og virkelig genoplever sine erfaringer og tilsyneladende nyder det.
Men ikke alle er enige. Leslie van Houten er ét eksempel. Med et ansigt fuld af rynker, der vidner om hendes indre kriger, ser Leslie nu den kontrol, som Charlie havde, som et resultat af hendes egen rene godtroenhed – ikke som et eller andet mesterværk. Hun husker:
- Jeg kunne kigge på ham og føle, at jeg var total uden kontrol.
Dette er lige før, hun bemærker, at hun ofte ikke så, at han faktisk tog ”syre” selv, men at han hjernevaskede resten af familien med den. At han også bluffede for at opmuntre dem til at dø i sig selv, som hun husker det, var en metode til at frigøre dem fra indflydelse fra verden udenfor. Nu ser hun, at det faktisk gjorde Charlie i stand til at erstatte deres egne idealer med sine. Det er på samme måde påfaldende, at Pat Krenwinkels løftede hænder og pinefulde grimasse viser, hvor ukomfortabel og vred minderne om episoderne gjorde hende.
- Jo ældre jeg bliver, desto sværere er det, sagde hun. Hver dag er der nogen, som bliver skudt, nogen som bliver stukket, nogen som bliver slået. Jeg har levet i det hele livet. Det giver mig ikke rynker i panden.
“I’m weaker than a man should be / i can’t help myself”. Four Tops, I can’t help myself.
Men det gør det. Der var engang en ung mand, en søn af en omflakkende mor, der iagttog sit spejlbillede i Californiens brænding. Han var fornøjet med billedet og så styrke og fasthed i det. Dette var kvaliteter, han følte, at han kunne have for sig selv, og han blev besat af, at andre skulle se det samme i ham, som han havde set i vandet. Charlie Manson, faldt – som guden Narkissos, der forelskede sig i sit eget spejlbillede - sammen.
Vi står tilbage med billedet af to Charlier: Én der aldrig rigtig troede på sin egen kult, men ønskede berømmelse for at dække over sin egen utilstrækkelighed, og nu er tvunget til at genspejle sine påstande for at opretholde berømmelsen, og én mand, som fangede sig selv i sit eget billede. I 2013 blev han forlovet med Afton Elaine Burton (kendt som Star), men brød forlovelsen, da han troede, at den charmerende kvinde ville balsamere sin elskede og vise ham frem mod betaling efter hans død. Dødssekt-forkæmperen ville trods alt have sin værdighed i behold.
Men værdighed er ikke hans arv. Nyhederne om hændelserne blev ofte rapporteret på en hånlig måde. New Yorkpost beskrev det som en plan, der var for vanvittig – selv for Manson. Han er blevet Charlie ved navn og natur, én, som det meste af verden husker som en karikatur af et monster, en galning af en idiot, som ville knytte næven mod verden i stedet for at erobre den.
Manson døde den 19. november 2017, gråhåret, med hagekorset tatoveret i panden og et trodsigt blik uden anger. Hans magt reflekteres i et billede af Burton og hans tidligere kommende brud, med friske ar på hovedet. Det viser det eneste, der er tilbage af familien: Der vil altid være mennesker, som tiltrækkes af myten om den maniske musiker og morder. Og der vil altid findes mennesker, som kan overtales til at begå forfærdelige drab under pres fra en karismatisk galning.
CHARLIE SIGER: HA, HA, HA. HVAD NU?