Ted Bundy

Studenter-morderen.

Det var de 30. december 1977. Folk over hele verden så frem til at fejre nytår og få en chance til at starte forfra, sætte sig nye mål i livet og opleve nye ting. På mange måder var Theodore ”Ted” Bundy som alle andre feststemte mennesker den aften – opløftet og nervøs ved tanken om, hvad fremtiden havde at byde på, fuld af planer om at rejse og møde nye mennesker. Men på ét punkt skilte han sig ud: I stedet for at skåle på Times Square eller feste sammen med sine venner begyndte Bundys nytårsplaner med at bryde ud af fængslet i Glennwood Springs i Colorado. Han var dømt for kidnapningsforsøg og vold mod Carol Daronch i Utah i 1974 og ventede på retssagen for drabet på Caryn Campell i 1975. Fængslet havde derfor været Bundys hjem i seks måneder. Og der havde han ikke ligget på den lade side. Han var hurtigt begyndt at planlægge sin flugt, og han havde sørget for at få mest muligt at vide om fængslet og fangevogternes rutiner af sine medfanger. Desuden havde han sørget for at blive kendt for at arbejde med at forberede sit forsvar til langt ud på natten for så at sove lidt længere om morgenen. Men det allervigtigste var, at han havde fundet et svagt punkt i cellen, så han kunne undersøge fængslet ubemærket. Men en indsmuglet sav skar Bundy sig tålmodigt gennem svejsefugerne omkring en ventilåbning på 30 x 30 cm i taget på cellen. Sådan fik han adgang til kryberummet ovenpå, og derfra kunne han komme ud i resten af bygningen. Efter flere måneders forberedelser og retssagen berammet til 9. januar var tiden inde til at føre planerne ud i livet. Han fordelte nogle bøger strategisk under tæppet for at narre fangevogterne til at tro, at han sov, når de gik deres morgenrunde, og rustet med 500 dollars i indsmuglede sedler pressede Bundy sig gennem ventilåbningen og krøb frem til direktørens lejlighed. Han havde heldet med sig, for direktøren og hans kone var ude den aften, så han kunne gå ind i deres lejlighed, stjæle tøj fra direktørens skab og gå ud gennem yderdøren. Natten før nytårsaften 1977 var Bundy på fri fod.

EN LANG RÆDSELSNAT BLEV SKÆBNESVANGER FOR EN AF DE VÆRSTE SERIEMORDERE I USA. TIDEN VAR INDE TIL AT FØRE PLANEN UD I LIVET.

Køretur

Da alarmen omsider gik i fængslet, havde Bundy allerede kørt, blaffet og taget et fly fra Colorado til Chicago. Derefter tog han toget til Ann Arbor, og til sidst kørte han en stjålet bil sydpå til Tallahassee i Florida. En by, der skulle blive gerningssted for de berygtede, blodige og dristige drab, som førte til, at Bundy gik over i historien som en af Amerikas mest frygtindgydende seriemordere.

Mens menneskejagten blev optrappet i Colorado, fandt Bundy et sted at bo i nærheden af Florida State University. Han lejede et værelse under falsk navn og indså, at hvis han ville holde sig på fri fod, måtte han undgå at vække opmærksomhed på nogen som helst måde. Han bestemte sig for at være en lovlydig mønsterborger. Men det viste sig hurtigt at blive en udfordring at leve uden job og med meget få penge, så det varede ikke længe, før han var i gang med stjålne kreditkort og småtyverier for at skaffe penge til at leve for. Bundy gled efterhånden ind i en stille og anonym tilværelse. Om dagen holdt han til på universitetsområdet, hvor han overværede forelæsninger og spiste i kantinen. Om aftenen sad han på sit værelse og så på et stjålet tv. Men selv om uhyret i hans indre holdt sig i ro for en stund, kunne det ikke ligge i dvale i al evighed.

Nedslagtning på kollegiet

Chi Omega var et hjem for kvindelige studerende i West Jefferton Street få hundrede meter fra Bundys hybel. De studerende på universitetet i nærheden delte værelse to og to, og et andet sted i huset boede kollegiets husholderske, ”Mom” Crenshaw. I de kølige morgentimer søndag den 15. januar 1978 kom en af pigerne, Nita Neary, hjem efter en aften med sin kæreste. Der var lys i nogle af lamperne på første sal, så Nita gik fra værelse til værelse og slukkede dem. Pludselig hørte hun løbende skridt på anden sal. Da Nita gik ud i gangen igen, så hun en mand, der forlod huset iført en mørk strikkehue og med en slags træhammer i hånden. Hun frygtede, at det ikke bare var en nattegæst, der havde besøgt en af de andre piger, men hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre, så hun vækkede sin værelseskammerat, Nancy Dowdy. De to piger tjekkede om dørene på første sal var låst, før de bestemte sig for at vække Mom og fortælle om manden. På vej til husholderskens værelse så de, at en af de andre studerende i huset, Karen Chandler, kom ud fra sit værelse og vaklede hen ad gangen, mens hun tog sig til hovedet. Da piger ville se efter, om der var noget i vejen med hende, opdagede de til deres overraskelse, at hovedet var smurt ind i blod.

Mens Nancy hjalp Karen, vækkede Nita husholdersken, før hun undersøgte Karens værelse. Karens værelseskammerat, Kathy Kleiner, sad oprejst i sengen, vildt oprørt, og tog sig til hovedet, mens blodet piblede ud af hende. Pigerne var blevet angrebet, mens de sov. De tilkaldte politiet.

Det kan virke utroligt, at en mand kunne snige sig ind i huset og angribe to piger, mens de andre sov uforstyrret på deres værelser i nærheden, men det virkelige omfang af hans grusomme handlinger var endnu ikke afsløret.

Først da politiet kom til stedet, afhørte beboerne og tjekkede værelserne et efter et, viste det sig, at Karen og Kathy ikke var de eneste ofre den nat. Først blev Lisa Levy fundet. Hun lå med dynen trukket op over skuldrene og så ud, som om hun sov, men nærmere undersøgelser bragte den forfærdelige sandhed for dagen: Lisa reagerede ikke på, at folk råbte og rystede hende, og der var en blodplet på sengetøjet. Der blev øjeblikkeligt ringet efter en ambulance, men hun havde ingen puls, en hævelse rundt om kæben kunne tyde på kvælning, og hun havde grumme bidemærker på højre bryst, hvor brystvorten næsten var bidt af. Ambulancemandskabet arbejdede hurtigt, de var klar over, at de havde tiden imod sig, da de forsøgte at genoplive pigen. De gav hende adrenalin i håb om at få gang i hjertet, og de stak et rør ned gennem hendes hals. Hun blev kørt væk for fuld udrykning, men det var for sent. Lisa blev erklæret død, da hun ankom til sygehuset.

Til sidst, mens pigerne i huset samlede sig i en choktilstand, blev det opdaget af Magaret Bowman heller ikke var kommet ud fra sit værelse. Politiet undersøgte hendes soveværelse og fik de værste anelser bekræftet. Margaret lå på maven i sengen, med blod i håret og på puden. Kraniet var slået ind, og i håret havde hun barkrester fra den primitive

hammer. Som om det ikke var nok, var hun også blevet kvalt. Hun havde en nylonstrømpe rundt om halsen.

Volden, der havde fundet sted i huset den nat, var chokerende, men næsten lige så chokerende var den tidsperiode, det var sket indenfor. En af de andre piger havde snakket med Margaret kl. 02.35, og Nita var kommet hjem præcis tids nok til at se den mystiske mand forlade huset kl. 03.00. Det lod til, at to piger var blevet dræbt og to andre alvorlig såret i løbet af en halv time.

Men for Bundy var nattens aktiviteter slet ikke ovre. Hans blodtørst var endnu ikke slukket. Mens antallet af blinkende politivogne omkring studieboligen voksede, og billedet af, hvad der var foregået, blev stykket sammen, gik Bundy til et andet hus nogle hundrede meter væk. Der brød han ind gennem et kældervindue og angreb den studerende Cheryl Thomas brutalt, mens hun lå i sengen. Skriget fra angrebet vækkede naboerne, som ringede til Cheryls telefon. Det skræmte Bundy og fik ham til at flygte ud i nattemørket. Takket være naboerne skulle Cheryl, den blodige nats femte offer, blive en af de få heldige, som er sluppet levende fra Bundy.

Pågribelsen af en morder

Bundy tog dog endnu et offer - den 12-årige Kimberly Leach, som den 9. februar 1978 blev bortført fra Lake City High School, voldtaget, dræbt og smidt i Suwannee River State Park, hvor liget blev fundet næste to måneder senere. Men heldigvis nærmede Bundys rædselsregime sig sin slutning. Politiet havde ikke koblet hans tidligere forbrydelser i Utah og Colorado til drabene i Florida, og det var faktisk en almindelig patruljerende betjent, David Lee, der gjorde en ende på Bundys aktiviteter. Han havde stoppet en orange VW for mistænkelig kørsel natten til 15. februar, en måned efter Chi Omega-drabene. Da Bundy blev kommanderet ud af den stjålne bil, gjorde han først, som han fik besked på. Men pludselig angreb han Lee og forsøgte at stikke af, men i slagsmålet lykkedes det Lee af give ham håndjern på. -Jeg ville ønske, du havde dræbt mig, sukkede Bundy, da de kørte til politistationen. Lee havde pågrebet en af USA´S mest eftersøgte mænd.

Bundys blodige spil var ovre. Det eneste, der stod tilbage, var at tælle de liv, han brutalt havde taget.

KRANIET VAR SLÅET IND, OG I HÅRET HAVDE HUN BARKRESTER FRA DEN PRIMITIVE HAMMER. SOM OM DET IKKE VAR NOK, VAR HUN OGSÅ BLEVET KVALT. HUN HAVDE EN NYLONSTRØMPE SNURRET RUNDT OM HALSEN.