Fred og Rose West

DA POLITIET BEGYNDTE AT GRAVE I EN MISTÆNKT BARNEMORDERS FORTID, FANDT DE NOGET, SOM CHOKEREDE HELE VERDEN.

Rædslernes hus og have.

Det var en grå, sur dag i Gloucester, og bortset fra en lille sammenstimlen af journalister og politi ved indgangsdøren virkede 25 Cromwell Street som en helt normal bolig. Næsten ude af syne fra gaden, i den smalle have på bagsiden af rækkehuset, foregik dog nogle langt fra normale ting. Her arbejdede politifolk i gule kedeldragter forsigtigt med at grave en mængde uhyggelige ting frem - de afslørede noget, alle frygtede, men ingen havde lyst til at tro på. Mens regnen silede ned, og udgravningen langsomt blev forvandlet til et mudderbad, dukkede der noget op, som var helt anderledes end sølet, det lå i. Det mindede om en menneskeknogle. Stanken af råddent kød fyldte lufte og blandede sig med sejt, sort slam, der løb ud af et ødelagt kloakrør. Det lod til, at en kvalmende og frygtindgydende hemmelighed omsider kom frem i lyset – og desværre var dette kun begyndelsen. Tanken, om at entreprenør Fred West skulle have begravet sin datter Heather under terrassen, havde i første gang virket som en usmagelig spøg. Men spøgen var tydeligvis den brutale virkelighed. Det værste var alligevel, at den kun udgjorde toppen af isbjerget, for dette mareridt stak meget dybere. I tiden fra den første belægningssten blev brækket op den 24. februar 1994 og frem til, at det berygtede Gloucesterhus til sidst blev jævnet med jorden, kom det endelig for dagen, hvilken mageløs perversitet, grusomhed og umenneskelighed, der havde rådet i huset. Lige efter at politiet kom, ringede

en panikslagen Rosemary West til sin mand, der arbejdede på en byggeplads 20 minutter væk. - Du må komme hjem med det samme, sagde hun hektisk. De vil grave haven op for at lede efter Heather.

Han kom først hjem fire timer senere, langt ud på aftenen, hvor politiet var godt i gang med udgravningen i hans have. West skulle senere hævde, at han var besvimet i vejkanten på grund af dampe fra malingspandene i bilen. Denne tvivlsomme historie fik mange til at spekulere på, om han i virkeligheden havde tilintetgjort belastende bevismateriale, der befandt sig i bilen, eller i værste fald skilt sig af med resterne af endnu et offer.

På vejen hjem til Cromwell Street stak Fred ind forbi politistationen for at sige, at han og Rose ikke anede, hvad der var blevet af Heather. - Mange piger forsvinder ... De tager et andet navn og prostituerer sig. Han hævdede, at datteren var lesbisk og stofmisbruger.

Senere, da han kom hjem, gentog han, at eftersøgningen i haven var spild af tid. -I finder ikke noget! sagde han med foragt til efterforskerne og forsikrede dem om, at han ville sagsøge politiet for at have raseret hans kære ejendom. Rosemary havde sagt det samme, som Fred sagde til politiet – at de ikke anede, hvor datteren var, og at hun var en håbløs stofmisbruger. Hele den aften sad parret og snakkede sammen, og senere skulle det vise sig, at de nok havde indgået en pagt om, at Fred skulle påtage sig al skylden for drabet på Heather.

Sandheden graves frem

Næste dag blev Fred ført til politistationen, hvor han overraskende nok tilstod og fortalte, hvordan han havde kvalt datteren, før han skar liget i tre stykker for lettere at kunne begrave det. Efterforskerne gravede videre i haven, og her gjorde de en rystende opdagelse. Professor Bernard Knight, en højt anset patolog, var kaldt til gerningsstedet for at hjælpe politiet med at identificere eventuelle ligrester, de frygtede at kunne finde der. Den første menneskeknogle, de trak op af det rådne slam, blev overladt til ham til analyse. Heldigvis havde professoren ikke meget lugtesans tilbage, så han var ikke så plaget at den overvældende stank, der ellers fik mange af kollegaerne til at bruge maske. Han fastslog hurtigt, at fundet var dele af lårbenet til en ung pige. Men efterhånden som flere knogler blev gravet frem, vurderede han, at der var tale om mere end én pige.

- Med mindre denne pige havde tre ben, må der være mere end ét lig her, bemærkede han.

HAN HAVDE KVALT DATTEREN, FØR HAN SKAR LIGET I TRE STYKKER.

Afhøringerne

Fred sugede hårdt på en cigaret og blev fjern i blikket, som om han gennemgik ordene i hovedet igen og igen. ... rester af tre lig» Under politiafhøringerne havde han ændret sin historie flere gange: Han havde dræbt op til 30 kvinder i alt, han havde ikke dræbt nogen, og dette var en fejltagelse, det var et uheld, og han ville snart slippe ud igen, han havde dræbt Heather, men Rose vidste ikke noget. Det var som om, han var usikker på, hvilken version af virkeligheden, han foretrak, eller endda hvilken version, der var den sande. Men én ting var sikker: Han overholdt pagten, Rose havde absolut intet med drabene at gøre.

Fred gik med til at tage ud til haven og udpege, hvor de to andre lig lå begravet – resterne af Shirley Robinsom og Alison Chambers. Begge var teenagere. Begge var ofre for Freds perverse seksuelle interesse. Begge blev tortureret og dræbt på 25 Cromwell Street.

Efterhånden som tiden gik, og haven uden for ægteparret Wests skrækkabinet røbede flere frygtindgydende hemmeligheder, blev det svært at tro, at Rose ikke var indblandet i drabene, og endnu sværere at tro på, at hun ikke vidste, hvad der var sket. Et af ligene, som blev fundet, var blevet halshugget. Et andet havde rester af et læderbælte spændt rundt om kraniet - chokerende levn fra en eller anden syg sexleg.

Politiet vidste, at Rose var prostitueret. Så sent som året før var hun sluppet med en advarsel efter at have forgrebet sig på en teenager fra byen. Hun og Fred havde bortført pigen, voldtaget hende og truet hende med at dræbe hende, hvis hun sagde noget. Sagen blev henlagt, fordi to centrale vidner ikke ville afgive forklaring. Dette var bare de sidste af flere foruroligende tegn på, at ægteparret i nummer 25 skjulte noget.

Mødet med ondskaben

Både i optakten til udgravningen og i efterspillet havde to kvinder meget af æren for, at parret endelig blev stillet for retten. Den første, kriminalbetjent Hazel Savage, efterforskede sagen mod West meget ihærdigt lige fra starten. To år tidligere havde hun afhørt West-børnene, som havde fortalt om den forfærdelige fysiske og psykiske mishandling, de havde været udsat for – især Anna Marie, som var blevet voldtaget af sin far gang på gang i flere år, men hjælp fra moren. Savage var mest optaget af den forsvundne datter Heather. Så efter at have samlet bevismateriale mod Fred i flere måneder, lykkedes det hende endelig i februar 1994 at overbevise sine overordnede om, at det var nødvendigt at grave haven op.

Da Fred West havde tilstået drabene på de tre piger, ville han ikke svare på, om der var flere lig skjult på ejendommen - selvom han tidligere havde indrømmet at have dræbt op til 30. Da han ikke ville samarbejde med politiet, blev det Janet Leach, en frivillig, der normalt bistod mindreårige i politiets varetægt, der måtte lirke oplysninger ud af West.

Til sidst snakkede Fred. Han tegnede et uhyggeligt kort over kælderen med anmærkning af, hvor seks andre lig befandt sig - resultatet af over 20 år med tortur, voldtægt og drab var gemt under huset. Fred sagde desuden til Leach, at hans kone ikke kun vidste alt om drabene, men at hun havde deltaget aktivt, og at

DA DE GRUSOMME HEMMELIGHEDER I HAVEN VED WESTS HUS BLEV AFSLØRET, VAR DET SVÆRT AT TRO PÅ, AT ROSE IKKE VAR INDBLANDET.

hun endda var eneansvarlig for at have slået datteren Charmaine ihjel, mens han afsonede en dom i 1971. Denne betroelse skulle plage Janet Leach helt frem til retssagen mod Rose West, hvor Rose faldt om efter at have afgivet sin forklaring og måtte på sygehuset. Fra den første sten blev brækket op den 24. februar 1994 blev hver mursten og hver planke i ægteparrets hus revet løs for at afdække de rædsler, der skjulte sig bag dem. Efterhånden viste det sig, at haven kun var indledningen til historien om Fred og Roses sadistiske livsstil. Flere spor af frihedsberøvelse dukkede op - kraniet fra et af ofrene viste sig, at være helt pakket ind i tape, bortset fra et lille åndehul til næseborene. Hvert lig fortalte sin egen tragiske historie og gav endelig vished for pårørende over hele landet. Efter at Storbritannien og resten af verden havde fulgt med i en ubehagelig blanding af forbløffelse og afsky, mens 25 Cromwell Street gav slip på sine hemmeligheder, blev bygningen til sidst revet ned i 1996. Tilbage lå en gribende åbning i gadebilledet, som om huset aldrig havde eksisteret.