Guy Georges

GUY GEORGES TERRORISEREDE PARIS I MANGE ÅR, BLEV LØSLADT GANG PÅ GANG OG FORTSATTE MED AT DRÆBE. HVORDAN KUNNE DET SKE?

Udyret fra Bastillen.

Det er en råkold vinteraften i Paris, den 24. januar 1991. Guy Georges, en forstyrret 28-årig mand med megen vold mod kvinder på samvittigheden, sidder på en café i Montparnasse og nyder en øl. Området er valgt med omhu; - denne side af Seinen er et trendy område, hvor mange studerende holder til. Mange unge, smukke kvinder går forbi vinduet, hvor han sidder denne aften. En sød lille blondine med raske trin fanger Guys blik, og noget, der er svært at definere, rører sig inden i ham. Det er ikke noget seksuelt, selv om han synes, hun er tiltrækkende. Guy lægger to franc i baren og går ud for at følge efter hende. Han tager hånden om på ryggen og løfter forsigtigt på rygsækken: vægten af indholdet er betryggende.

Skridtene bliver hurtigere, da de kommer til Rue Delambre. Guy går ud fra, at det er her, kvindens lejlighed ligger. Hun finder sine nøgler frem, og idet hun låser døren op, griber han chancen. Han tager hurtigt et langt skridt for at komme op på siden af hende og griber fat i hendes overarm samtidig med, at han viser bladet på en foldekniv med bøgetræskaft. Derefter er det en enkel sag for den atletiske mand at tvinge sig ind i lejligheden og brutalt voldtage hende.

Bagefter, mens han betagter Pascale Escarfail som forbløder, tænker Guy en smule overvældet på det, han har gjort. Mens han roder hendes skabe igennem for værdier, tænker han på det irriterende spark fra kvinden, han netop havde bundet og voldtaget - han mener, at sparket var grunden til, at han havde bundet hende fast til sengen, før han skar struben over på hende. Selv om det er første gang, han har dræbt nogen, indser han bagefter, at han hele tiden havde tænkt sig at tage livet af hende. Guy tømmer den ølflaske, han har taget fra Pascales køleskab, og tager en bid af æblet, han har taget fra hendes frugtskål. Hun kunne ikke stoppe ham, og nu er hans appetit tilfredsstillet.

EN DRABSMAND BLIVER TIL

Uekte Guy var barn af forældre med forskellig etnisk oprindelse, født ind i en ærkekonservativ fransk familie. Hans biologiske mor ville bortadoptere ham, men plejeforældrene sendte ham efterhånden tilbage til børnehjemmet. Ingen ville have drengen. Systemet svigtede Guy, og senere skulle det også svigte hans ofre. I starten af 80’erne blev voldtægt og knivstikkeri af unge kvinder Guys arbejdsmetode ”modus operandi”, som det hedder på fagsprog.

Utroligt nok skulle der tre mislykkede forsøg, plus en dræbt ung kvinde i februar 1984 til, før han blev buret inde i længere tid. Mod slutningen af den 10 år lange

afsoning fik han prøveløsladelse fra fængslet i dagtimerne. Det var belønning for god opførsel, og betingelsen var, at han kom tilbage om aftenen. En enkel psykologisk kortlægning ville have afsløret, at vi havde med en vaskeægte psykopat at gøre. Det eneste, han tænkte på, var at fortsætte med sine blodige angreb. En aften stak han selvfølgelig af, og Pascale Escarfails død var en direkte konsekvens af det. En uge senere kom Guy tilbage til fængslet og fik en advarsel, men ingen lagde to og to sammen. Det var kritisabelt, og det førte til seks nye voldtægter og drab ud over utallige andre voldelige forbrydelser gennem fire år, før han endelig blev anholdt igen.

Efter at have afsonet resten af sin dom i fængslet i Caen blev han løsladt og kunne fortsætte sine overfald. Hans to næste ofre blev dræbt på samme måde – i deres egne biler i parkeringskældre. Til sidst så Paris-politiet et mønster, men det lykkedes dem ikke at koble hændelserne til drabet på Pascale Escarfail. Ved næste voldtægt og drab efterlod han spor af sæd, som gav politiet Dna-bevis. Guy havde altid kondomer i rygsækken sammen med den gaffatape, han plejede at binde ofrene med. Det er uforklarligt, men denne aften brugte han ikke kondom. Begyndte han at blive uforsigtig, eller ville han måske gerne fanges? Ironisk nok modarbejdede fransk lov efterforskningen. Retten havde forskrifter for brug af Dna-bevis i fældende domme, men det blev anset som brud på menneskerettighederne, hvis politiet brugte DNA fra ét lovbrud til at koble en mistænkt til et andet. Der fandtes ingen national Dna-database, som man havde i Storbritannien og USA, så der var ingen metode til at sammenholde spor fra flere gerningssteder. Derudover var der to efter forskningsteams, s omarbejdede uafhængigt af hinanden med, hvad de troede var to forskellige overfaldsmænd - én, der dræbte i lejligheder og én, der dræbte i parkeringskældre. Derudover fortalte Anne Gautier, mor til et af Guy Georges ofre, at politiet ikke bare undlod at tale med datterens naboer, før der var gået to år, hun fik også at vide, at seriemordene var en WASP-SAG. Det er en tidligere brugt fællesbetegnelse for ”hvid anglosaksisk protestant”, underforstået med en privilegeret baggrund. Der kan derfor have været en forudindtaget holdning, der gjorde, at politiet ikke koblede Guy Georges til mordene, selv om han ved mindst tre anledninger i løbet af efterforskningen blev anholdt for vold mod kvinder. Efterforskningen havde brug for nogen med magt til at skære igennem alt bureaukratiet – og det blev den velansete dommer Gilbert Thiel.

Thiel blev koblet på for at klargøre sagsdokumenterne om drabene i lejlighederne.

Sagdokumenterne skulle hjælpe til en

DER FANDTES INGEN METODER TIL AT SAMMENHOLDE SPOR FRA FLERE GERNINGSSTEDER.

anholdelse, men en række tilfælde af sjusk og fejl førte til, at drabsmanden stadig ikke var fanget. Guy Georges afsonede en 30 måneder lang straf for tyveri, da Thiels efterforskere endelig vendte opmærksomheden mod fanger med vold mod kvinder på straffeattesten. Alligevel lykkedes det på utrolig vis George at slippe udenom – igen. I mellemtiden fandt efterforskerne af parkeringshusdrabene frem til Georges’ voldelige straffeattest, afhørte ham i fængslet og tog Dna-prøver for at sammenligne med en blodplet i en af bilerne. Der var intet match, og de havde som nævnt ikke lov til at sammenligne med DNA’EN fra lejlighedsdrabene – hvilket ellers ville have koblet ham til dem.

Tilstod alle drab

I slutningen af 1997, i kølvandet på prinsesse Dianas død, blev endnu to kvinder voldtaget og dræbt i deres hjem. Paris var dødsensangst for sine kvinder, og dommer Thiel tog en usædvanlig beslutning. Han gav ordre om, at alle regionale laboratorier skulle dele deres genetiske data – og ét laboratorium fik et præcist match. De kendte nu gerningsmandens Dna-profil - og de havde haft Guy Georges’ Dna-profil i deres registre i over tre år. Men det langsommelige bureaukrati var skyld i, at to kvinder døde unødvendigt.

Retssagen mod udyret fra Bastillen må have været ren tortur for ofrenes familier. Da han blev stillet over for de enorme mængder af beviser i mod sig, tilstod han til sidst to af drabene under en politiafhøring. En tilståelse, han trak tilbage den første dag i retten. Han hævdede, at han var uskyldig. Guy så på beviserne fra gerningsstederne uden at fortrække en mine, hvilket Ghislain Benady, mor til et af ofrene, blev rasende over. Hun forlangte at få lov til at tale direkte til Guy i retten, og spurgte, om han elskede sin mor. - Ja, svarede Georges. - Det må gøre meget ondt. Men der kom ingen undskyldning, og han viste ikke tegn på anger.

I den anden uge af retssagen blev det tydeligt, at anklagemyndigheden havde fældende beviser mod Guy Georges. Da brød han endelig sammen i vidneskranken og tilstod alle syv drab. Før strafudmålingen bad han familierne om tilgivelse og antydede endda, at han ville tage sit eget liv, at han ville ”påføre sig selv en dom”. Men det var bare et snedigt kneb for at få en mildere dom – det var ingen oprigtighed at spore hos denne drabsmand, som psykologen havde beskrevet som en narcissistisk psykopat. Dommeren idømte seriemorderen Frankrigs strengeste straf – livstidsfængsel med mulighed for prøveløsladelse efter 22 år.

DET KAN HAVE VÆRET EN FORUDINDTAGET HOLDNING, DER GJORDE, AT DE IKKE KOBLEDE HAM TIL MORDENE, SELV OM HAN VED MINDST TRE ANLEDNINGER BLEV ANHOLDT FOR VOLD MOD KVINDER.