Harold Shipman
DE STOLEDE PÅ LÆGEN:
Doktor Død slog over 200 ihjel.
Da det blev kendt, at den britiske praktiserende læge dr. Harold Shipmans forbrydelser var så omfattende, at dødstallene løb op i flere hundrede, bredte chokket sig gennem hele nationen og resten af verden. Hvordan kunne det være muligt at denne læge, der dræbte sine egne patienter, havde kunnet blive ved så længe? Der var ikke tale om en håndfuld ofre over en relativ kort periode - han havde taget livet af mennesker gennem næsten et kvart århundrede. Spørgsmål som disse popper op, og svarene kan vi finde i det, der til tider lignede absurd bureaukrati, mangel på kommunikation i sundhedsvæsenet, sjusket politiarbejde og en stærk tillid til lægeløftet. Vi har en dyb rodfæstet tro på, at lægen ved bedst. Hele systemet fungerede i denne psykopatiske morders favør, og i 2000, da Harold Shipman endelig blev fængslet for sine grufulde ugerninger, fik han den tvivlsomme ære at være den første læge i Storbritanniens historie, som blev kendt skyldig i at dræbe sine patienter.
Han havde bestemt over liv og død siden 1970’erne, men det var først i 1998, at Shipman blev anholdt og hans rædselsregime endelig blev stoppet. Han var stridslysten og meget lidt samarbejdsvillig, og han stod fast på sin uskyld. På det tidspunkt rådede der en optimistisk tro på nye tider i Storbritannien, efter at Labour havde vundet en overlegen valgsejr i 1997. Tony Blairs regering forsøgte blandt andet at rydde op i et sundhedsvæsen, som var forfaldet gennem mange år. Men Shipmans bijob som massemorder var en spand koldt vand i hovedet, og frygten bredte sig i befolkningen.
Briterne har altid haft stor respekt for autoriteter. At være kritisk over for dem, der sidder på magten, regnes som yderst respektløst. Men det var netop den indstilling, der gav Shipman fuld frihed til at gøre det, han gjorde. I flere årtier udførte han sine morderiske handlinger, uden at der blev gjort noget for at stoppe ham. Flere havde
EN PRAKTISERENDE LÆGE, SOM PATIENTERNE VAR GLADE FOR. EN STØTTE I LOKALSAMFUNDET, MEN OGSÅ EN KOLDBLODIG MORDER, SOM IKKE TØVEDE MED AT DRÆBE OVER 200 MENNESKER.
mistanke om, at noget var forfærdeligt galt, og de lagde mærke til de usædvanligt høje dødstal blandt hans ældre patienter, men den venlige og omsorgsfulde doktor Shipman skadede da ikke nogen med vilje? De, der kendte ham – eller troede, de kendte ham – beskrev ham som den bedste læge i Hyde. Det virker naivt i bagklogskabens lys. Da sandheden kom frem, og lægen blev fængslet for at have dræbt 15 patienter, var der mange, der ikke kunne forstå, at en mediciner kunne være så morderisk og ond. En mediciner, der havde aflagt det ældgamle lægeløfte. Det totale svigt i tilliden til lægen er kernen i Shipman-historien. Det er et mareridt, som alle der har søgt lægehjælp, frygter.
JOHN BODKIN ADAMS: MORDER ELLER MISFORSTÅET?
Shipman er selvsagt ikke den første læge, der har leget Gud og dræbt mennesker, så sagen mangler ikke præcedens. Læger har før været anklaget for drab, men i modsætning til Shipman er de ofte blevet frikendt på alle punkter. Flere af de tidligere retssager blev behandlets om smertelindring på grænsen til barmhjertigheds drab, - aktiv dødshjælp - ikke overlagt mord. Em undtagelse er en meget omtalt sag i England med John Bodkin Adams. Her er der flere opsigtsvækkende ligheder: Flere hundrede ofre, griskhed som muligt motiv, forfalskning af recepter og det flere årtier lange drabsorgie. Det er faktisk direkte uhyggeligt. Historiker Pamela Collins, som fik adgang til John Bodkin Adams sagsmappe og politiefterforskningen, frygtede, at han faktisk havde overgået Shipman Det endelige antal vil aldrig blive kendt.
John Bodkin Adams var oprindeligt fra Nordirland, men arbejdede som læge i England. Det var i de første år efter oprettelsen af det nationale sundhedsvæsen, NHS, som havde konstante problemer med at få bevillinger. Hvis juryen dømte lægen for drab, kunne det knække tilliden til sundhedsvæsenet og i værste fald føre til nedlæggelse. Adams var desuden en hoven type med gode forbindelser i datidens politiske elite. Shipman kunne kun drømme om sådanne forbindelser til overklassen. Men drabssagen mod Adams og han fordelagtige politiske forbindelser førte til konspirationsteorier: Hans drabshandlinger blev mørkelagt af højtstående politikere, som var bange for, at NHS ville bryde sammen, hvis en læge blev dømt for drab på sine patienter. Sagen fik meget opmærksomhed i medier over hele verden, og spørgsmålet er, om Shipman blev inspireret af Adams historie.
Doktor Adams blev født i 1899 i Randalstown i County Antrim, og præcis som Shipman blev han beskrevet som en ensom ulv og en ganske middelmådig studerende, som dumpede optagelsesprøverne og kun lige klarede sig gennem lægestudiet. Han blev tiltalt for drab på 163 af sine ældre patienter, og mange af disse havde indskrevet ham som hovedarving i deres testamente. Dette var meget mistænksomt, da han blev betragtet som en
FRAVIGELSEN AF DEN HELLIGE TILLID MELLEM LÆGE OG PATIENT ER KERNEN I SHIPMAN-HISTORIEN.
dygtig læge, lige som Shipman blev det nogle år senere. Da Edith Alice Worrell døde i 1950, arvede Adams en Rolls Royce, penge og dyrt bestik, til trods for, at fru Worrell havde en tydelig klausul i sit testamente om, at lægen ikke skulle have noget. Seks år senere blev Adams patient Gertryde Hullett erklæret død, og embedslægen forlangte en obduktion. Da retsmediciner Francis Camps ankom, var Gertrude Hullett stadig i live. Camps blev så chokeret, at han beskyldte Adams for ekstrem inkompetence og begyndte at undre sig over, om det foregik noget tvivlsomt. Gertrude Hullet døde til sidst. Adams påstod, at dødsårsagen var en hjerneblødning, men Camps var ikke så sikker. Han kom frem til, at hun var blevet forgiftet. Endnu en gang arvede Adams forskellige ting i henhold til testamentet – blandt andet endnu en Rolls Royce til sin samling.
Nu begyndte politiet at interessere sig for det, som Adams havde gang i. Snak og rygter voksede langsomt, men sikkert i den lille by Eastbourne, indtil de ikke længere kunne ignoreres. Adams forsvarsargument var, at han ikke gjorde andet end at lindre dødsyge menneskers lidelser. Var det mord eller barmhjertighed? Hvis det sidste var tilfældet, hvorfor blev han så ofte tilgodeset i de dødssyge patienters testamente? Hvorfor virkede ofrene så betaget af deres læge? Adams blev stillet for retten i marts 1957, og den 14. april, efter 45 minutters betænkningstid, blev han kendt ”ikke skyldig”. Han blev dog kendt skyldig i at have forfalsket recepter, idømt en bøde på 2.000 pund og frataget sin lægeautorisation. I 1961 genoptog han sin praksis. Adams døde i 1983.
Hvis Shipman var inspireret af Adams, var han da så arrogant at tro, at normerne fra 50’erne – hvor kontroversielle sager blev
dysset ned for at undgå at skabe splid – også gjaldt i den moderne tidsalder? Troede han, at han også ville blive frikendt og for syns skyld få en bøde, hvorefter han kunne fortsætte med at praktisere? Det vil vi aldrig få svar på. Shipman har aldrig vedgået sig sine fejl eller sagt noget om det liv, han førte, eller de ugerninger, han blev dømt for.
UNGDOMSTID, LÆGESTUDIER OG DE FØRSTE TEGN PÅ PROBLEMER
Harold Frederick Shipman blev født den 14. januar 1946. Han voksede op i boligområdet Bestwood nord for den historiske by Nottingham og var nummer to ud af fire børn i en almindelig arbejderklassefamilie. Faren Harold kørte lastbil, og moren Vera gik hjemme med børnene.
I de første år efter 2. Verdenskrig, hvor nationen skulle på fode igen, ønskede Labour-regeringen at gøre sundhedsvæsenet offentligt. Nu skulle folket endelig få noget tilbage efter alt, hvad det havde været igennem – og stadig gennemgik – i kølvandet på krigen. I 1946, det år Shipman blev født, blev loven om et offentligt sundhedsvæsen, NHS, vedtaget i England og Wales. Det ville have været melodramatisk at sige,
at Shipman var sundhedsvæsenets antikrist, men ingen anden mediciner i det britiske sundhedsvæsens 70-årige historie har i den grad rystet organisationen i sin grundvold, blotlagt de bureaukratiske svagheder og afsløret hvor langsomt staten reagerede på tegn, der viste, at der var en djævel løs i systemet. Når Shipmans lange række af udåder sammenlignes med andre britiske sundhedspersoner, som har begået drab (som barnemorderen og sygeplejersken Beverly Allitt), er det tydeligt hvilket gigantisk omfang hans virksomhed havde. Shipmans drabsvirksomhed varede i næsten 25 år, og listen over ofre gør ham til en af de farligste seriemordere, verden har været så uheldig at opleve.
Shipman – Fred blandt familie og venner – har skabt mange spekulationer om, hvorfor han gjorde det. Medier, hobbypsykologer og autoriserede psykiatere har peget på forholdet til moren som et tydeligt tegn på Freds kølige indstilling til samfundet og starten på den kriminelle løbebane. Moren Vera opfostrede ham til at føle sig socialt og intellektuelt overlegen, hvilket må have irriteret mange, da han havde en arbejderklassebaggrund, boede i et af de kommunalt anlagte områder, der har lav status i England, og desuden var temmelig middelmådig i skolen. Den unge Harold var morens øjesten, og deres nære forhold var ikke åbenbart for andre. Men Shipman havde søskende, som også måtte forholde sig til en dominerende mor, og ingen af dem blev berygtede galninge. Så hvor meget forklarer det egentlig?
Da han var 17 år, gennemgik han en rystende oplevelse, som alle børn frygter: Han mistede sin mor. Vera fik lungekræft og døde den 21. juni 1963. Man har spekuleret meget i Shipmans oplevelser som omsorgsperson for sin syge mor, især at han gav hende morfininjektioner for at lindre hendes smerter. Da hans kære mor var død, arbejdede Shipman hårdt for at komme ind på medicinstudiet i Leeds og blev optaget, da han var 19. Han studerede i fem år og fik eksamen i 1970 med en bachelorgrad i kirurgi. Hans arrogance og selvsikkerhed var stærk og stødende, men karaktererne var ikke gode. Han dumpede ved den første optagelsesprøve, måtte tage den om og klarede kun med nød og næppe at bestå eksamen og komme i gang med sin turnus ... og med karrieren som seriemorder.
Hvornår begyndte Harold Shipman at jagte sårbare patienter? Det første officielle offer dukker først op i 1975, da den 29-årige Shipman praktiserede som læge i Todmorden i West Yorkshire. Men stærke tegn tyder på, at han begyndte at dræbe allerede, da han arbejdede som turnuskandidat på sygehuset i Pontefract i 1970-71. I august 1971 blev han overordnet turnuslæge med pædiatri, obstetrik og gynækologi som speciale.
Sandra Whitehead, en sygeplejerske der arbejdede på samme sygehus som Shipmand i de fire år, han var der, kontaktede undersøgelseskommissionen i Shipman-sagen, fordi hun huskede en usædvanlig høj dødelighed i den periode. Dette var kun et år efter, at han blev færdig med studierne, så Shipman har ikke tøvet med at komme i gang.
Som vi ved fra Shipman-undersøgelsen var de fleste ofre ældre kvinder i alderen 60-90, men ét af dem var en lille pige. Susan Garfitt var en fireårig med spastisk lammelse. Pigen blev indlagt på sygehuset med lungebetændelse den 11. oktober 1972, og moren, Ann Garfitt, husker en samtale, der gav hende kuldegysninger. Shipman sagde til Garfitt, at datteren ikke kom til at overleve, og at medicineringen kun ville forlænge hendes lidelser. Garfitt husker samtalen som en appel om at være god mod pigen. Og da hun kom tilbage efter at have taget en kop te, kom en sygeplejerske og fortalte, at hendes datter var sovet ind. På baggrund undersøgelsen og retssagen mod Shipmand spekulerede
hun på, om den korte samtale havde fået Shipman til at give barnet en dødbringende dosis. Undersøgelsen anså det som meget sandsynligt.
I 1974 så Shipman en jobannonce i et medicinsk tidsskrift og fik arbejde ved Abraham Ormerod Medical Centre i den lille by Todmorden. Kort tid efter blev han juniorpartner. Trods hans dårlige studieresultater var kollegaerne imponerede over den unge mand. De beundrede hans engagement og evne til at arbejde lange dage, og de lagde mærke til hans popularitet hos patienterne. Det var også på dette sygehus, at det kom frem, at han var afhængig af det smertestillende narkotiske middel pethidin. Ufatteligt nok havde Shipman ikke været sen til at misbruge lægemidlet, da han opdagede, at han havde let tilgang til det. Men uforsigtigheden blev også hans skæbne. I februar 1975 var både kontrolorganet for lægemidler og West Yorkshire politidistrikts narkoafdeling klar over misbruget. Shipman havde anskaffet sig usædvanlig store mængder af det pågældende præparat. De afhørte farmaceuterne, men fik bare at vide, at doktor Shipman var en super fyr og en udmærket læge, og at der ikke foregik noget mistænkeligt.
I denne periode begyndte Shipman også at få nogle meget pinlige episoder med hukommelsestab under konsultationer og mærkelige anfald i nærvær af kollegaer og patienter. Var det bivirkninger af de lægemidler, han misbrugte?
I september 1975 varde t slut. P he ti din afhængigheden– Shipman indrømmede at have taget mellem 600 og 700 mg om dagen – blev endeligt afsløret, og han blev fyret. Efter en rehabiliterings periode på et sygehus iH ali fax, hvor han slap ud af sin afhængighed, blev han udskrevet i december 1975. Den 13. februar 1976 måtte Shipman i retten i Halifax, tiltalt for
receptforfalskning og ulovlig erhvervelse af lægemidler. Tre punkter i tiltalen gjaldt køb af 10 ampuller med 100 mg phetidin gennem svindel, tre gjaldt ulovlig besiddelse af phetidin og to gjaldt receptforfalskning. Han kendte sig skyldig og blev idømt en bøde på 600 pund.
DEN BEDSTE LÆGE I HYDE
Efter dette misbrug i begyndelsen af karrieren blev Shipman ansat som praktiserende læge i Hyde, en forstad til Manchester. Byen vil for altid havde en skamplet, efter at Ian Brady og Myra Hindley dræbte Leslie Ann Downey og Edward Evans i deres hus på Wardle Brook Avenue. I 1965 blev de to fremstillet for retten på rådhuset i Hyde. I 1972 blev Hyde indlemmet i Stormanchester og tilhørte ikke længere grevbskabet Cheshire. Indbyggerne spekulerer nok på, hvad de har gjort for at fortjene den ondskab, der hjemsøgte dem via tre af 1900-tallets mest ondskabsfulde skikkelser.
Shipman fandt sig godt til rette i Hyde og arbejdede på Donneybrook Medical Centre i 14 år. Endnu engang blev han anset som et forbillede i lokalsamfundet, en ihærdig og tillidsfuld læge. De ældre patienter satte især pris på, at han var villig til at aflægge hjemmebesøg. Intet var for meget besvær, og han strakte sig langt for at være venligheden selv.
Dengang vidste ingen, at han regelmæssigt dræbte mennesker gennem hele perioden på Donneybrook, og i 1991 sagde han til sine partnere på klinikken, at han ville stoppe hos dem og begynde for sig selv. Dette gav ham mere eller mindre frit lejde til at optrappe sin drabsvirksomhed.
Under den senere retssag kom han med forskellige oplysninger. Forholdet til de andre læger var blevet dårligt, hævdede han. Til trods for Shipmans gode tone og tilsyneladende omsorg for patienterne, kunne de underordnede på klinikken af og til føle hans vrede. Der var mange, der hævdede, at han var arrogant og uforskammet over for dem.
Alligevel havde han ikke problemer med at bruge computere og gemme patientjournaler elektronisk, da han begyndte for sig selv. Han redigerede dem godt nok uden at indse, at sådanne ændringer blev lagret på harddisken. Fra januar 1993 arbejdede han alene og åbnede endelig sit eget lægekontor på 21 Market Street. Nu steg dødstallene til uhyggelige højder. I 1995 var det 29 ofre, i 1996 var det 30. I 1997 var det 37. I 1998, det år han endelig blev stillet til ansvar for sine ugerninger, var det 18. Grusomhederne stoppede i slutningen af juni, hvor han lavede nogle grove fejlvurderinger, og nettet af mistanker begyndte at snøre sig sammen. Drabet på Kathleen Grundy gik for langt og skulle vise sig at blive hans skæbne.
Kathleen Grundy var kraftigt bygget og havde et udmærket helbred, selv i en alder af 81. Da den tidligere borgmester - en velstående dame – pludselig døde den 24. juni 1998, blev familien dybt rystet. Grundys sørgende familie, især hendes datter Angela Woodruff, fik endnu et chok, da det stod klart, at doktor Harold Shipman var enearving til hendes formue på hele 386.000 pund. Angela Woodruff blev mistænksom og gik ud fra, at testamentet var forfalsket. Da hun sammenlignede testamentet med et andet fra 1986, var spillet ude for Shipman.
Under retssagen kom det frem, at Shipman havde forfalsket testamentet på en gammel Brother-
skrivemaskine, der blev fundet i hans besiddelse. Dele af testamentet blev citeret i en artikel i Theguardian den 1. februar 2000: ”Jeg efterlader alle mine ejendele, penge og hus til min læge. Familien mangler ingenting, og jeg vil belønne ham for den omsorg, han har vist mig og indbyggerne i Hyde.” I retten sagde Angela Woodruff følgende: - Mor var omhyggelig og velordnet. At hun skulle have underskrevet et dokument, som var så sjusket skrevet, er helt meningsløst. Underskriften virkede besynderlig.
På grund af hendes mistanke blev graven beordret genåbnet, og man fandt store mængder morfin i kropsvævet. Man begyndte hurtigt at ane, at der var sket noget forfærdeligt, ikke mindst fordi Shipman havde opsøgt Grundys hus for at tage en blodprøve, og han blev anholdt den 7. september 1998. Drabene blev endelig stoppet, men ingen kunne vide, at man foreløbig kun havde set toppen af de grusomme isbjerg. Selv om sagen var opklaret, takket være Angela Woodruffs detektivarbejde, var sundhedspersonalet i området blevet mere og mere bekymret over, at antallet af døde patienter fra Shipmans lægeklinik var steget tidligere på året. I marts 1998, flere måneder før Grundy døde, havde doktor Linda Reynolds ved Brooke lægekontor varslet lighuset på stedet om sin mistanke. Klinikken, hvor hun arbejde, havde 9.500 patienter, mens Shipman kun havde en tredjedel. Alligevel havde han udfyldt 16 kremationsskemaer inden for tre måneder. Hun syntes, det var mærkeligt. Reynolds opsummering af mistanken var enkel: Enten var Shipman en dårlig læge, eller også dræbte han sine patienter. Hun turde ikke tage nogen chancer, så hun kontaktede politiet. Efter en meget kort og ikke særlig grund efterforskning kom politiet frem til, at der ikke foregik noget forkert hos Shipman.
Harold Shipmans ugerninger rettede søgelyset på systemsvigt og førte til store ændringer i registreringen af dødsfald og brugen af lægemidler. Man ved stadig ikke, hvorfor Shipman valgte at slå så mannge ihjel. Griskhed kan have været en del af årsagen, men der må have ligget noget dybere bag end bare simpelt begær. Shipman var en ekstrem kontrolfreak. En psykiater, der studerede sagen, sagde i 2001 til BBC:
- Ved kun at dræbe ældre kvinder kunne doktor Shipman opnå det, han var ude efter. Han gjorde det for at føle sig bedre tilpas. Men selve drabshandlingen stod centralt for ham, og det var vigtigt for ham at have fuld kontrol over det, han gjorde. På sin vis kan han betragtes som nekrofil, siden han havde behov for lig. Men han var ikke interesseret i ofrene, efter at døden var indtrådt. Det var selve drabet – dødsøjeblikket – som interesserede ham.
Shipman dræbte for det meste under hjemmebesøg, hvor han forsigtigt gav dem en dødbringende dosis. Et par gange dræbte han på klinikken. Så gik han ud for at ordne nogle andre ting, vendte tilbage og meldte et uventet og tragisk dødsfald. Han valgte syge mennesker for at gøre deres død troværdig – en ondskab og en leg med livet, der er svær at fatte. Rolig, sindig, veluddannet: han var en psykopat af Englands fineste slags. Der er ingen tvivl om, at Harold Shipmans uhyrlige gerninger bliver en varig belastning for lægestanden.
HAN KAN BETRAGTES SOM NEKROFIL, DA HAN HAVDE BEHOV FOR LIG. MEN DET VAR SELVE DRABSHANDLINGEN SOM INTERESSEREDE HAM.