EN KANNIBAL MED CHARME

JEFFREY DAHMER

Torsdag 25. juli 1991 trådte en kæk ung mand med lyst hår, skarpe ansigtstræk og en pæn, gråstribet skjorte ind i en retssal i Milwaukee i Wisconsin. Manden hed Jeffrey Dahmer og stod tiltalt for 15 drab på unge mænd. Billedet, som blev taget af ham den dag, prydede senere forsiden af People og blev kendt for sin skildring af drabsmandens fuldstændig normale udseende og sindige væremåde. Men han stod tiltalt for forbrydelser, der var alt andet end normale og sindige.

Under medieinteressen for dommen skrev hans far, Lionel Dahmer, en bog for at få en klarere forståelse af, hvad der var sket. Han beskrev også sin egen bitre skilsmisse og Jeffreys urovækkende barndom. Bogen førte til Jeffreys første – og sidste – interview på landsdækkende tv, Confessionsofaserial Killer, med Stone Phillips som journalist. Den unge mand, der fremstilles i interviewet er meget forskellig fra den tiltalte i retssalen.

Ansigtet er fyldigere og skjuler sig bag store pilotbriller, og han har ladet håret gro, men det er stadig velfriseret. Udseendet er mindre markant, han virker mere resigneret end velbehersket. Indledningen er direkte sensationslysten med et klip, hvor Jeffrey beskriver, hvordan han mistede kontrollen efter det første drab, og hvor Phillips spørger til de seksuelle og kannibalistiske aspekter ved forbrydelserne. Så dukker en titel med ordene ”Nekrofili, lemlæstelse og kannibalisme” op i en tåge af grøn røg. Alt dette var totalt misvisende for interviewet med den stilfærdige mand, der fulgte.

Når kameraet følger Jeffrey, som kommer ind i rummet og hilser på faren, er det tydeligt, hvordan han kunne myrde så længe, som han gjorde, uden af blive afsløret. Han går frem og omfavner faren, og hans hænder er stive på ryggen, mens Lionel Dahmer klapper ham faderligt. Derefter giver han Phillips et løst håndtryk, men både før og efter hilsenen hænger armene kejtet ud fra kroppen. Den kraftige karl på over 1,80 ligner en forvirret hundehvalp.

Dette hørte til hans charme. Ifølge efterforsker Pat Kennedy i Thejeffrey Dahmerfiles blev Dahmer betragtet som en ”guldklump” i Milwaukee-miljøet, hvor han fandt sine ofre. Mænd på barene, hvor han færdes, ville tage sig af ham, sagde Kennedy. Efter at Jeffrey har givet Phillips hånden, gør han ganske rigtigt et lidt klodset forsøg på at småsnakke om vejret for at få alle til at slappe af. Ofrene stolede på ham på grund af denne tilsyneladende hjælpeløshed og behovet for at gøre alle tilpas, men han skjulte en ganske anden side af sin personlighed.

Jeffrey kunne også bruge sin charme til at manipulere folk gennem komplimenter eller ren fornuft. I Thejeffreydahmerfiles husker Kennedy, at Jeffrey sagde, at sagen ville gøre dem berømte. Han smigrede efterforskeren ved at sige, at hans afhøringsteknik ville høste stor anerkendelse. Det er en blanding af logik og psykisk stimulans, der hjalp ham med at stifte et venskab med politimanden.

Jeffrey er kendt for at have gjort noget tilsvarende med sin far. I den periode, han begik drabene, lagde han et hoved i et skrin, der havde tilhørt faren. Da Lionel fandt skrinet, forlangte han at få det tilbage, men Jeffrey påpegede, at han havde ret til privatliv og burde få lov til at fjerne indholdet først. Den rimelige argumentation virkede, og Jeffrey

FØDT 21. MAJ 1960 KRIMINEL DEBUT 18. JUNI 1978 MILWAUKEE-MONSTERETS SIDSTE TV-INTERVIEW VAR ET MESTERVÆRK I FØLELSESMÆSSIG MANIPULATION. OFRE 16+ SKÆBNE DRÆBT I FÆNGSEL 28. NOVEMBER 1994

undgik at blive afsløret. Mens han fortæller dette under Stone Phillips-interviewet, ser vi en tiltalende blanding af følelser: Dahmer sænker hovedet og ser ned i gulvet. Læberne skælver lidt, og han bider i dem, mens der kan anes et tilløb til tårer i øjnene – selv på disse gamle optagelser. Ved at tale direkte om sagen, for så at vise følelser, giver han indtryk af at være hjælpeløs, angrende og skamfuld.

Dette har betydning, for det giver ham en vis kontrol over interviewet. Han svarer godt nok, når Phillips beder om flere uhyggelige detaljer fra de gange, han undgik at blive fanget, men lidt senere nægter han at tilføje mere. Det virker endda helt rimeligt.

Han har allerede illustreret sagen og givet det unikke materiale, som Phillips interview (og farens bogsalg) behøver, men på måde som næsten genspejler almindelige anstændighed. Nærmere oplysninger om forbrydelsen ville have været en overdrivelse og kunne have fortonet sig som unødvendig voldsdyrkelse. Og siden faren har forlangt, at han skulle tale indgående om sine egne forbrydelser på tv for at kunne høste fortjeneste, selv om han åbenbart føler, at temaet er oprivende, har Dahmer på sin vis ret til at tie efter at have sagt det mest nødvendige, da sagen er så følelsesladet. Et vigtigt element i kritikken af Jeffrey var faktisk manglen på følelser i de undskyldninger, han havde rettet mod ofrenes pårørende under retssagen mange år tidligere. Mange opfattede det som falske ord fra en drabsmand, der blot spillede et halvhjertet teater. Men her hos Phillips virker han mærkelig nok mere korrekt i sin optræden end den højt respekterede journalist, og fremstår som en drabsmand, der har lært medfølelse.

Ikke fordi Jeffreys optræden altid var falsk. Da han var blevet dømt på alle punkter, vendte han tilbage til barndommens kristendom og blev døbt i fænglset. Han var med i et arbejdsfællesskab, der vaskede fængslet, da han blev overfaldet af en medfange, Christopher Scarver. Jeffrey forsvarede sig ikke. Den komplicerede mand, der både var manipulerende og sårbar, døde på vej til sygehuset den 28. november 1994. Den reaktion, han udviste, da han forstod, at det lakkede mod enden, tydede på, at han endelig havde fundet fred.

Han blev kremeret, og asken blev fordelt mellem forældrene, som stadig lå i åben strid.

“ HAN SMIGREDE EFTERFORSKEREN VED AT SIGE, AT HANS AFHØRINGSTEKNIK VILLE HØSTE STOR ANERKENDELSE. ”