PÅ SPORET AF MORDERNE

MÆRKELIGE SAMMENTRÆF OG FOTOGRAFIER LØSTE SAGEN.

I efterkrigstiden blev teknologi mere tilgængelig for almindelige mennesker. Ian Brady brugte kameraer, videoudstyr og .45-pistoler. Som for mange seriemordere skulle disse optagelser blive dystre souvenirs, som Brady og Hindley kunne bruge til at genopleve deres forbrydelser.

Hindley kunne beskrive gravstederne som “markeret med fotografier og ikke gravsten”. Når det var tid til at dræbe, eller lige efter en hændelse, som Brady kaldte det, blev der indkøbt .45-pistoler for at markere begivenheden. Efter drabet på Pauline Reade udvalgte Brady Ken Thorne and His Orchestras hitsang Themefrom The legion’ s last pa tro l tila t markere anledningen. 2. juledag 1964, et par timer før de dræbte Lesley Ann Downey, gav Brady Hindley Sandie Shaws single Girl Don’t Come.

Brady havde høje tanker om sig selv, og han var udspekuleret, men parret efterlod alligevel en del belastende bevismateriale.

En dag, hvor politiinspektør Ian Fairley gennemsøgte en bevispose fra Wardle Brook Avenue 16, fandt han en notesbog, hvor der mellem småtegninger stod en liste over filmstjerner. Fairley blev rystet, da han så, at John Kilbride stod blandt berømthederne. Politiet fandt også en kvittering for en 24-timers billeje fra Warren’s Autos fra den dag, hvor Kilbride blev bortført. Men det mest overbevisende spor, før de fandt den frygtelige optagelse af Lesley Ann Downey (et lydbånd, hvis indhold skar i hjertet på selv de mest hærdede politifolk), var billeder taget med Bradys kameraer. Politiet havde følelsen af, at billederne var knyttet til forsvindingerne og førte til Saddleworth Moor. Hvorfor havde Brady taget landskabsbilleder, hvor fokus var mere på jorden end på udsigten? Hvorfor var der et billede af Hindley og hunden, der sad på knæ og kiggede på jorden? Med godt, gammeldags detektivarbejde skulle en grusom række af begivenheder begynde at folde sig ud.