FØRSTE TOUR UDEN VOIGT
Denne sommer bliver første gang i 17 år, at Jens Voigt ikke stiller til start i Tour de France. Den 43-årige tysker har ellers rekorden for flest deltagelser, men han nyder livet som cykelpensionist og glæder sig til at følge løbet, der var med til at forme hans karriere, fra sidelinjen.
På en måde er alt forandret, og på en måde er alt ved det gamle. Forandret, fordi dette års Tour de France er første gang siden 1998, at Jens Voigt ikke stiller til start. Han har kørt professionelt cykelløb siden 1997, og året efter fik han sin Tour-debut. Det blev til en 83. plads for den 27-årige tysker i hans første besøg på sportens største scene, og siden missede han ikke en eneste start frem til karriereafslutningen sidste år. 17 starter, hvilket er rekord i Toursammenhæng. En rekord, han deler med Stuart O’grady og George Hincapie. Hvorfor næsten alt er ved det gamle, vender vi tilbage til. Uden Voigt blandt rytterne bliver dette års løb ganske anderledes – i hvert fald for ham selv og måske også for løbet i mindre grad. Det er naturligvis ikke det første løb, der bliver kørt siden hans selvvalgte pension, men Touren er noget specielt, og den 43-årige tysker er spændt på at se, hvordan han håndterer rollen som bisidder i stedet for saddelsidder. „Jeg tror, jeg kan nyde det mere, fordi jeg ikke skal lide så meget. Det bliver stadig stressende. Tour de France er stressende for alle. For mekanikerne, for massørerne, for journalisterne. De ser meget mere trætte ud mod slutningen end i starten. Så det er svært for alle. Men lad os se, hvordan det går. Jeg ved det ikke. Måske gør det ondt at indse, at jeg ikke cykler mere,“siger den tyske cykellegende. Det er endnu ikke fastlagt, hvordan Jens Voigt skal opleve den første Tour i 17 år, hvor han ikke selv en af de 198 hovedpersoner. Måske skal han lave noget kommentatorarbejde for tv, måske skal han være tæt på Trek-holdet, hvor han har titel af Ambassador of Awesome. Under alle omstændigheder bliver det rart at slippe for tre ugers fysisk lidelse, for den del af cykellivet savner han ikke. Det var ellers fristende at tage et år mere i sadlen og få rekorden for flest Tour-deltagelser for sig selv. “Jeg overvejede det, men jeg indså, at jeg ikke ville være god nok i år. Fysisk kunne jeg have kørt to år endnu. Min krop er stadig fit og sund, jeg har ingen problemer nogen vegne, bortset fra at jeg bliver ældre og langsommere. Men vi har et godt og stærkt hold, og de ville ikke have brug for mig i år. Selv hvis jeg gerne ville med, tror jeg ikke, min krop kunne gøre det. Jeg kunne have leveret et godt år, en god sæson og den slags, men jeg tror ikke, jeg ville have været stærk nok til at komme på Tourholdet,“vurderer han. Og så meget betyder rekorden heller ikke. Der er ting, der er vigtigere. “Jeg ville hellere have rekorden for fleste etapesejre eller flest gule trøjer. Der er en slags bedrift i at deltage, og jeg har været med på store hold i 17 år, og hver gang blev jeg valgt til Tour de France-holdet. Men det er ikke så vigtigt.“Det er vigtigere at vinde? “Ja, ja, ja!“
DE STORE MINDER PÅ DEN STORE SCENE
Sejre har Jens Voigt trods alt også er par stykker af. Helt bogstavelig talt. Han har vundet to etaper på egen hånd i sine 17 Toure, mens han var med til at vinde holdtidskørslen i 2001.
Netop den sejr er hans bedste minde fra de mange rundfarter gennem Frankrig. “Det er altid rart at huske tilbage på etapesejre. Der er mere end én god etape, og der er også nogle etaper, hvor jeg skulle arbejde hårdt, og hvor jeg var stærk, som jeg også er rigtig stolt over. Men i Tour de France er sejren i holdtidskørslen i 2001 med Crédit Agricole mit bedste minde. Fordi det var hele holdet, der vandt. Vi var sammen om at vinde,“siger Voigt, der mener, at holdsejre er noget andet end individuelle triumfer. “Det gør hele holdet stolt. Hele holdet er glad for, at vi har arbejdet sammen og fået det til at ske sammen. Det er et særligt øjeblik. Selv mekanikere, massører, sportsdirektøren, alle er rigtig glade. Det er en sejr for os, for hele holdet. Alle fejrer det en smule mere om aftenen.“Hans værste minde er måske ikke så overraskende fra 2009, da han styrtede på en nedkørsel på 16. etape og måtte udgå for tredje gang i sin Tour-karriere. Det grimme styrt er dog ikke nok til at skæmme Voigts opfattelse af løbet, som var så vigtig en del af hans liv som cykelrytter. Tour de France er stadig noget specielt. Også efter de første 17 gange. “I Touren er alt bare større. 1500 mediefolk, det er den største årlige begivenhed i sportsverdenen. Alt, hvad man gør der, tæller dobbelt. Touren er ens mulighed for at få sine 15 minutes of fame, ens chance for at skifte karrierevej fra hjælperytter til stjerne. Og det er en ære at blive udvalgt til Tour-holdet,“siger Jens Voigt om løbet, der var med til at definere hans karriere. “Det gav mig muligheden for at være med på en større scene. Ikke mange ved, at jeg vandt Tour du Poitou-charentes i Frankrig to gange [ i 2001 og ’03]. Kun virkelig hardcore fans ved, at jeg vandt Bayern-rundfahrt tre gange [ 2000, ’01 og ’04]. Men folk kender mig fra Tour de France. Flere kender mig for mine udbrudsfor- søg i Tour de France og for at blive fanget på opløbsstrækningen, end folk kender mig for andre resultater. Så Touren er den store scene i cykling, og den har været god for mig. Den har givet mig muligheden for at eksponere mig selv, givet mig muligheden for at nå ud til flere fans og få en bedre kontrakt og en lang karriere.“
DET BLIVER I SPORTEN
Dermed har vi forandringen dækket. For bortset fra at Jens Voigt ikke selv cykler længere, er det meste ved det gamle. Hans karakteristiske engelsk med tysk accent lyder eksempelvis, som det altid har gjort. Han har også stadig travlt. Nærværende interview tog tre uger at sætte i stand; ikke fordi Voigt var modvillig eller svær at få fat på, men han havde bare ikke tid. Og så har han fortsat flere rejsedage end gennemsnittet. Tour de France-magasinet fanger ham på hans hotel i Californien, få dage før Tour of California starter. Her skal han bruge tre uger og kom direkte fra Australien, hvor han også var i tre uger. De mindste af hans seks børn klager lidt over, at han er så meget væk, men de ældste forstår godt, at han stadig skal arbejde og tjene nogle penge. Jens Voigt er ambassadør for og en del af løbsorganisationen i Tour of California, som han desuden kommenterer for tv-kanalen NBC. Denne tiende udgave af løbet er første gang, han ikke deltager. Hans opgaver hos Trek gør dog, at han langt hen ad vejen stadig er en slave af cykelkalenderen. Men selv om hans liv stadig drejer sig omkring sporten, savner han ikke selv at sidde i sadlen. “Der er en grund til, at jeg stoppede. Jeg savner dele af det. Jeg kan godt lide at være sammen med drengene og være en del af et hold, men jeg savner ikke løbene og det at lide og alt det,“siger han. Foruden det sociale kunne Jens Voigt også godt bruge den daglige massage, der var et af privilegierne ved at være cykelrytter. Og at andre tog sig af alle praktiske gøremål i hans liv. Det kunne han godt lide. Til gengæld kan han nu selv bestemme, hvad han vil have at spise. Det er et stort plus. Det er også rart at have tid at køre flere velgørenhedsløb, som han har kørt mere end en håndfuld af siden sit farvel til livet som aktiv i vinter. I øjeblikket varetager Jens Voigt en lang række forskellige opgaver i sit job som Ambassador of Awesome hos Trek. Han arbejder med selve holdet, med sponsorer, med medier, og han hjælper med at udvikle udstyr til rytterne. Meget bredt og meget åbent, hvilket er helt bevidst, for han skal finde ud af, hvad han er god til, og hvad han ikke er god til. Det første år som cykelpensionist skal bruges på at gøre ham klogere på, hvad fremtiden skal bringe. Under alle omstændigheder kommer det nok til at handle om cykling. “Hvorfor ikke? Jeg har tænkt på at lave noget helt andet end cykling, men jeg har stadig seks børn at brødføde, og det ville ikke være nemt. Jeg ville skulle starte forfra et sted. Det er bare nemmere og giver bedre mening, at jeg bliver. Jeg synes, jeg er berettiget til at kalde mig en ekspert i verdensklasse hvad angår cykling. Al den viden, jeg har, kan jeg forhåbentlig give videre til de unge og hjælpe dem med at blive bedre og hurtigere, end jeg var. At de ikke begår de fejl, jeg begik,“siger Jens Voigt om sine fremtidsplaner. Den nærmeste fremtid handler om Tour de France, den første i næsten to årtier uden den vellidte tysker. I hvert fald som rytter. For han kommer stadig til at være med og agere humørspreder alle tre uger i Frankrig, så på den måde er meget, som det plejer at være. Selv om så meget er forandret.