FESTLIGT, FARVERIGT OG FORNØJELIGT
DEN MINDST betydningsfulde etapeby i et Tour de France er den, der sender feltet af sted mod Paris på løbets sidste dag. Touren er for længst afgjort, journalisterne sover længe, rytterne gider knapt slæbe sig ud af busserne og flertallet af tilskuere vil hellere til Paris og se den store finalefest. I år kunne det dog være ganske interessant at aflægge startbyen visit, for det var netop her for 114 år siden, at det allerførste Tour de France blev skudt i gang. Det skete foran kroen Au Reveil Matin på hjørnet af Avenue de Paris (i dag Avenue Jean Jaurès) og Rue de Corbeil. Kroen ligger der endnu og hedder blot Reveil Matin. Stedet er nu hotel, restaurant og brasserie – og hver lørdag er der brasiliansk fest med optræden af brune sambapiger. Etapen slutter igen på Champs Élysées, som det er sket hvert år siden 1975. Turen derind vil givetvis blive begivenhedsløs, idet traditionen byder, at alle fjendtligheder er indstillet. Først, når feltet rammer brostenene på pragtboulevarden i Paris’ hjerte, begynder væddeløbet. Tour de France slutter sædvanligvis i en massespurt, idet feltets topsprintere er ivrige efter at udkæmpe sportens vel nok mest prestigefyldte spurtopgør, og derfor ikke lader lykkeriddere slippe væk. TEKST: