12 AF DE MEST BERØMTE STIGNINGER I TOUREN
Prologer, enkeltstarter, holdtidskørsler, viftekørsel på forblæste landeveje og massespurter er alt sammen meget godt, men i et tre uger langt etapeløb er det bjergene der er begivenhedens ubestridte højdepunkt – i mere end blot bogstavelig forstand.
Vi mærker forventningens sødmefyldte glæde når rytterne passerer frugthaver, stengærder og teglstenstage, og bjergene kan skimtes i baggrunden som gribbe der venter på sidste åndedrag. Vi gyser når tiden forvandler sig til evighed og en rytter med et ansigt der er hvidt som salt, lider en langsom hentærens uendelige kvaler. Vi slår en skoggerlatter op når vores foretrukne hadeobjekt fanges af kameraerne og fremviser et ansigt vansiret af dødens nærvær. Vi mærker rædslen snøre sig sammen i halsen når de første tove i rigningen begynder at briste for vores favorit. Når en rytter styrter i katakombeagtig stilhed på en nedkørsel, er det som at høre Jerikos mure styrte sammen. Når det franske sommervejr er gloende hedt som Venedigs blykamre, finder vi en smule trøst i en regnvåd og begrædelig dansk sommer. Alt dette – og meget mere – kan bjergene, og kun bjergene. For mange er Tourens første etaper noget der blot skal overstås. Vi vil se rytterne i Alperne, i Pyrenæerne eller på Giganten i Provence, det frygtindgydende Mont Ventoux. Vi vil se Nairo Quintanas udtryksløse granitansigt. Vi vil se Alejandro Valverdes bestemte høgeøjne skue triumferende og lidt foragteligt fremefter. Vi vil se nærbilleder af Christopher Froomes øjne og få indtryk af at vi stirrer ind i to skarpladte pistolløb. I det følgende præsenterer vi 12 af de bjerge der har været med til at forme Tour de France. Udvælgelsesprocessen har ikke været let; det har nærmest været som at stå i en slikbutik med frit valg på alle hylder. Men valgene skulle træffes, så her er de – Tour-bjergenes beskidte dusin.
FØRSTE RYTTER OVER MONT VENTOUX
Lucien Lazaridès, 1951. I 1951 dristede Tour de France sig til at binde an med bjerget. Det blev Tour-indviet d. 22. juli på 17. etape fra Montpellier til Avignon (224 km). Frygten i feltet for hvad dette uhyre kunne plage de besøgende med, resulterede i en nærmest panisk lammelse. Rytterne havde tudet hinanden ørerne fulde om de umenneskelige anstrengelser der ventede, så man holdt tæt sammen i små trygge grupper. Den trinde og noget apatiske Lucien Lazaridès førte an, men alle de store navne kom over inden for et minut efter Lazaridès.
BERØMTE VINDERE PÅ MONT VENTOUX
Louison Bobet (1955), Charly Gaul (1958), Eddy Merckx (1970), Marco Pantani (2000) og Chris Froome (2013). På 15. etape, Givors – Mont Ventoux (242,5 km), i 2013 cementerede Chris Froome, der allerede var iført den gule førertrøje, sin dominans ved at efterlade først Alberto Contador og senere Nairo Quintana som hjælpeløse og ubetydelige statister der hverken kunne true briten på Ventoux eller i klassementet.
GAVESKÆNKNING PÅ MONT VENTOUX
I 2000 skulle italienske Marco Pantani og amerikanske Lance Armstrong afgøre etapesejren mellem sig på 12. etape fra Carpentras til Mont Ventoux (149 km). Armstrong havde kort forinden ubesværet kørt op til Pantani og lod så den hårfattige italiener krydse målstregen som den første. Det var i hvert fald hvad texaneren mere end antydede i medierne, hvilket den ærekære Pantani tog ham særdeles ilde op. Krigen mellem megalomanien og den sårede forfængelighed fik lov at udspille sig i dagevis i de konfliktbegærlige medier. I 1955 havde knoklemanden bud efter Jean Mallejac fra Ouest-mandskabet på Ventoux. På en gloende hed dag ”mistede Mallejac kontrollen over sin cykel. Den lige linje afløstes af umotiverede zigzag-sving (…) En fod sad i tåklipsen, den anden dinglede frit og fungerede som styrestang. Den ustabile kørsel stod på nogle hundrede meter, hvorefter franskmanden brutalt sank sammen i vejsiden (…) mens det hvide ansigt lignede en dødsmaske i voks (…) Da Mallejac blev båret over til den ventende ambulance, vågnede han, gestikulerede voldsomt, slog om sig, råbte på sin cykel og måtte bindes, så han ikke i sin vildelse gjorde skade på sig selv.” (Ole Skjoldhøj: Tour de France: Matadorernes tid). Mallejac der tabte eller bortkastede et lille glas han havde haft i hånden da han blev løftet op fra vejen, slap med livet i behold. Manden med leen måtte gå med uforrettet sag. Han vendte tilbage til Ventoux 12 år senere – og denne gang svigtede værktøjet ikke.
FØRSTE RYTTER OVER GALIBIER
Emile Georget, 1911. Få bjerge er som Galibier omgærdet af myter og fortællinger uden rod i virkelighedens verden. I bogen Tour de France: Myter, fakta eller spin? citerer forfatteren Ole Skjoldhøj en euforisk Desgrange på toppen af Galibier: ”Vejen skærer sig gennem to store vægge af sne, en ujævn og stenet passage. Det er hundekoldt, og da Georget kører forbi tæt ved os, møgbeskidt, moustachen fuld af slim og madrester, trøjen svinet til af vejens grus, råber han med stor værdighed: 'Har I så set nok?' Problemet med denne observation […] ligger i at Desgrange slet ikke var til stede på toppen. […]”* Sådan en beskrivelse sælger jo ikke mange aviser, det gør dramaer derimod, og Desgrange var aldrig bleg for i ordets bogstavelige betydning at skabe dramaer. Desgrange havde et primært mål: At få solgt flest mulige aviser, og i det øjemed optrådte han som sin egen spindoktor, leverede de farverige historier når løbet gik trægt, og jublede når rytterne var ved at gå op i limningen. Så hvis man kun læser L'auto og senere også L'équi- pes reportager og historiske udgivelser, får man et partsindlæg eller til tider drømmebilleder.” (Fra bogen: Tour de France: Myter, fakta eller spin?).
BERØMTE VINDERE PÅ GALIBIER
Danske Michael Rasmussen var først over Galibier i 2006. Bjergrytteren fra Tølløse er i fornemt selskab, idet han med sin bedrift fulgte i hjulsporene fra Tour-koryfæer som Christophe (1912), Bartali (1937), Coppi (1952), Bahamontes (1954 og 1964), Gaul (1955 og 1959), Merckx (1969) og Pantani (1998).
DØDSFALD PÅ GALIBIER
Den største tragedie for en spansk cykelrytter i Tour de France fandt sted 11. juli 1935 på 7. etape, Aix-les-bains – Grenoble (229 km). ”Francisco Cepeda fik revet sit fordæk af under nedkørslen fra Lautaret og styrtede. Han ramte en tilskuer og slog en voldsom kolbøtte, og blodet strømmede fra et sår i hovedet. Han kom på benene, men faldt kort efter livløs om og blev med kraniebrud transporteret til et hospital i Grenoble, hvor han tre dage senere døde af sine kvæstelser, 29 år gammel.” (Fra bogen Tour de France 1945-1959: Folkefest i Stjernestøv).
”Oh Sappey! Oh Laffrey! Oh Bayard! Oh Tourmalet! Jeg svigter ikke min pligt når jeg udtaler: Ved siden af Galibier er I blege, simple knolde!” HENRI DESGRANGE
FØRSTE RYTTER OVER JOUX-PLANE
Christian Seznec, 1978. Joux-plane fik en sen Tour-debut. Det skyldes blandt andet at vejen over passet først blev fuldt asfalteret i 1976. Måske godt det samme for rytterne, for med datidens gearing på 42 x 23 var Joux-plane lige på grænsen af hvad tidens løbsarrangører kunne byde udøverne. Benknusere som Zoncolan, Mortirolo og Angliru lå endnu 20-25 år ude i fremtiden.
BERØMTE VINDERE PÅ JOUX-PLANE
Peter Winnen (1982), Marco Pantani (1997) og Richard Virenque (2000) har alle kørt først over toppen af Joux-plane. På 16. etape, Courchevel – Morzine (196,5 km), i 2000 blev Lance Armstrong ramt af sult på Joux-plane og tabte halvandet minut til sine værste konkurrenter. Han
”Joux-plane er den hårdeste stigning jeg nogensinde har kørt på, og jeg elskede det.” LUCIEN VAN IMPE
beskrev senere, i selvbiografien Hvert sekund tæller, opkørslen på Joux-plane som ”den sorteste stund jeg nogensinde gennemlevede i et cykelløb”.
KONTROVERSER PÅ JOUX-PLANE
I 2006 tordnede amerikanske Floyd Landis over Joux-plane i ensom majestæt og støbte fundamentet for sin samlede sejr i Touren. Den urinprøve han afleverede efter sin meriterende sejr på etapen til Morzine, afslørede imidlertid at han havde modtaget kraftig apotekerassistance. Landis fik frataget den samlede sejr, og i stedet blev spanieren Óscar Pereiro udnævnt som vinder.
BONUSINFO
Joop Zoetemelks løjtnant vandt 17. etape, Grenoble – Morzine (225 km), i 1978. Franske Seznec var i udbrud sammen med landsmanden René Bittinger der blev det første rytteroffer som det skånselsløse bjerg krævede. I bunden af stigningen op til Joux-plane havde duoen et forspring på knap ti minutter, men undervejs på tomandsudflugten havde Bittinger forsømt at snuppe en musette i forplejningszonen, en undladelsessynd som Joux-plane ikke var sen til at straffe. En selvkonstitueret samarit fra tilskuermængden leverede lidt proviant i form af nogle salatblade og en flaskeøl. Ikke desto mindre formøblede Bittinger hele sit forspring til forfølgerne, krydsede toppen som nummer fire og endte etapen som nummer 13, hele 12 minutter og 16 sekunder efter Seznec. Det var den pris Joux-plane forlangte.
FØRSTE RYTTER OVER L’ALPE D’HUEZ
Fausto Coppi, 1952. Coppis samlede sejr i Touren 1952 er den mest overlegne siden Anden Verdenskrig – i hvert fald hvis man måler tidsafstanden ned til nummer to i det samlede klassement. Campionissimoens forspring til belgieren Constant Ockers androg 28 minutter og 17 sekunder. Coppi støbte fundamentet til sin sejr ved at vinde Tourens jomfrurej- se til skisportsstedet der takket være driftige og fremsynede forretningsfolk havde lokket Touren til.
BERØMTE VINDERE PÅ L’ALPE D’HUEZ
Fausto Coppi (1952), Bernard Hinault (1986), Marco Pantani (1995 og 1997) og Lance Armstrong (2001 og 2004) er de berømteste vindere på Tourens mest tilskuerbesøgte bjerg. I 1986 kørte holdkammeraterne Hinault og Lemond over stregen hånd i hånd mens holdejer Bernard Tapie med torsoen ud af holdbilens soltag flashede et tandpastasmil bag den sejrrige duo der havde kørt hele Tour-feltet i sænk.
DOPINGSVINDEL PÅ L’ALPE D’HUEZ
I 1978 vandt belgieren Michel Pollentier 16. etape, Saint-etienne – L'alpe d'huez (240,5 km), og fravristede landsmanden Joseph Bruyère førertrøjen – troede han. I den efterfølgende dopingkontrol forkludrede han imidlertid sit forsøg på via en plastikcylinder med urin som han skjulte i sine bukser, at snyde kontrollanterne. Forsøget på svindlen blev opdaget, Pollentier fik frataget sin etapesejr og blev smidt ud af løbet.
BONUSINFO
L'alpe d'huez var en fiasko da bjerget første gang lagde klippegrund til en etape i Tour de France. Etapen var den første hvorfra fransk tv sendte direkte, men tv-transmissionen blev ingen succes: Feltet sneglede sig solidarisk af sted i frygt for det ukendte bjerg, og da man endelig tog hul på den nærmest mennesketomme stigning, forvandlede Coppi det forventede sportslige spektakel til en magtdemonstration. Der skulle gå 24 år før Touren vendte tilbage til de herostratisk berømte 21 hårnålesving, og siden da har hverken løbet eller bjerget været det samme.
FØRSTE RYTTER OVER MADELEINE
Andres Gandarias, 1969. Gandarias var en lille, glimrende bjergrytter på Kas-holdet. Han havde sin storhedstid i slutningen af 1960'erne, brillerede 1968-70, men styrtede og fandt aldrig tilbage til sit tidligere niveau.
BERØMTE VINDERE PÅ MADELEINE
Lucien Van Impe (1979, 1981 og 1983), Pedro Delgado (1984), Richard Virenque (1995-97), Jan Ullrich (1998). Da Tour-feltet i 2001 var på vej op
ad Madeleine, lignede Lance Armstrongs ansigt en mislykket ansigtsløftning, og tyske Jan Ullrich lod sine lakajer tampe i pedalerne af karsken bælg i et forsøg på at knække Armstrong. Der var imidlertid tale om et bondefangeri, og da etapen skulle afgøres på L'alpe d'huez, skiftede Armstrongs ansigtsudtryk fra dødsmaske til vindermentalitet. Da erkendelsen bundfældede sig i Ullrich, vippede Armstrong overkroppen forover og ind over styret og drønede af sted mod en af karrierens mest overbevisende sejre i bjergene.
BONUSINFO
Kannibalens diktatur afsluttes på Madeleine: På 17. etape, Charmonix – L'alpe d'huez (185 km), 1977, blev der skrevet Tour de France-historie. Allerede på Madeleines nederste, uhyggeligt stejle ramper sad Eddy Merckx bagest i frontgruppen og lignede en mand på vej til skafottet. En madforgiftning og efterfølgende diaré styrkede ikke den aldrende belgiers kampkraft, og på denne dag fandt hans ti år lange tyrannisering af professionel landevejscykling sin definitive afslutning. På vej op ad Glandon brækkede Merckx sig af anstrengelse, og på L'alpe d'huez var han mere end 13 minutter efter etapevinderen Kuiper. Men det var på dagens første bjerg, Madeleine, at fundamentet til Merckx' undergang blev støbt.
FØRSTE RYTTER OVER CÔTE DE LA CROIX-NEUVE
Laurent Jalabert, 1995. Jalabert startede sin karriere som decideret sprinter, men udvidede senere sit repertoire og blev en ganske habil bjergrytter. Et bevis herpå leverede han ved at køre i mål i ensom majestæt på Côte de la Croix-neuve i 1995.
BERØMTE VINDERE PÅ CÔTE DE LA CROIX-NEUVE
Laurent Jalabert (1995), Marcos Serrano (2005), Alberto Contador (2010), Thibaut Pinot (2015).
MICHAEL RASMUSSEN OM CÔTE DE LA CROIX-NEUVE
”Mende et af de steder hvor jeg har lidt allermest. Det er den lille stejle stigning der fører op til helikopterlandingspladsen i Mende. Den bliver også kaldt ”Montée Laurent Jalabert”. Den er 3 kilometer lang med 10,2 pct. i stigning. Og det var ganske, ganske forfærdeligt i 2005.”
BONUSINFO
Côte de la Croix-neuve er en af de nye drenge i klassen for Tour de France-bjerge. I takt med at arrangørerne af Giro d'italia og Vuelta a España har ladet dødsforagtende bjerge som Monte Crostis og Bola del Mundo udgøre tilskuer- og fjernsynsmagneter, har Tour-arrangørerne følt det nødvendigt at tage konkurrencen op. Derfor kan man formentlig regne med at se korte, men ultrastejle mure som Croix-neuve, Col de Péguère og Mûr de Bretagne i fremtidige udgaver af verdens vigtigste cykelløb.
FØRSTE RYTTER OVER MARIE-BLANQUE
Michel Pollentier, 1978. På 10. etape, Biarritz – Pau (192 km), kørte Pollentier først over toppen af Marie-blanque, fire sekunder foran løbets senere vinder, Bernard Hinault. Imens var den forsvarende Tour-vinder, franskmanden Bernard Thévenet, i alvorlige vanskeligheder. På de sidste tre kilometer af bjerget tabte han tre minutter og 31 sekunder, men dermed var hans trængsler ikke forbi. Om end støttet af to holdkammerater sluttede han etapen som et spøgelse og nåede frem til Pau 12 minutter og 54 sekunder efter etapevinderen, Henk Lubberding.
BERØMTE VINDERE PÅ MARIE-BLANQUE
Pedro Delgado (1986), Luis Herrera (1987), Richard Virenque (1992), Javier Otxoa (2000). Spanieren Otxoa var første mand over Marie-blanque, Aubisque, Soulor og Hautacam da han i 2000 vandt 10. etape, Dax – Hautacam (205 km). I januar 2001 var han involveret i et trafikuheld med sin tvillingebror Ricardo. Ricardo omkom, men Javier overlevede. Han vandt senere guld i enkeltstart ved De Paralympiske Lege i både 2004 og 2008.
U-VENDING PÅ GALIBIER
I 1990 kæmpede den forsvarende Tour-vinder Greg Lemond hver dag som en besat for at reducere det forspring som Claudio Chiappucci havde sikret sig som deltager i et udbrud allerede på første etape. På 17. etape fra Lourdes til Pau (150 km) punkterede Lemond på en af de stejleste ramper på Marie-blanque. Gilbert Duclos-lassalle, en af Lemonds hjælperyttere der lå lidt længere fremme, fik besked om holdkaptajnens punktering og foretog øjeblikkelig en U-vending og kørte tilbage for at hjælpe den nødstedte amerikaner. Lemond reddede stormen af og endte med at genvinde Touren i 1990.
BONUSINFO
Col de Marie-blanque er en ulv i fåreklæder. Den første håndfuld kilometer er ganske overkommelige, men de sidste fire kilometer rejser sig som en uindtagelig fæstningsmur foran rytterne. Fraværet af hårnålesving betyder at Tour-deltagerne er uden muligheder for kortvarig restitution i svingene. Til gengæld har de uhindret udsyn over de fortrædeligheder som venter. Marie-blanque er ødelæggende for både bentøj og kampmoral.
”Den øverste halvdel af Marie-blanque er ulig alt andet. Den er mere som en mur på en forhindringsbane end et bjerg i et cykelløb!” ROBERT FOREST, FØRST OVER MARIE-BLANQUE I 1989