Doping drevet dybere ind i MØRKET
Festina-skandalen betød, at dopingmisbruget i feltet ‘gik under jorden’ og blev professionaliseret, mener journalisten og forfatteren Alasdair Fotheringham.
Ud af den rygende, sortsvedne ruin, som Tour de France var forvandlet til i 1998, da løbet og sporten stod foran et totalt kollaps, foldede den italienske klatrer Marco Pantani sig ud i Alperne og trak et spor af håb og fryd efter sig på vej mod den gule trøje på Les Deux Alpes. Den dag fødtes ud af alle tiders største dopingskandale forestillingen om cykelrytteren, der kan redde sporten fra sig selv – en idé, som Lance Armstrong siden greb i luften og gjorde til sin egen. Det nød han godt af i sine mange år som Tourens enehersker. Det siger journalisten og forfatteren Alasdair Fotheringham, som har skrevet bogen ‘The End of the Road' om Festina-affæren. “Pantani blev en overgang set som en frelser i cykelsporten. Han blev set som en rytter, der kun netrækkeos allesammen væk fra dopingskandalerne og med forbløffende soloudbrud føre cykelsporten tilbage i en guldalder fra svundne tider, hvor alle var rene, og doping kun var anekdotisk,” siger Alasdair Fotheringham. “Man kan ikke vurdere Tour de France 1998 alene på dopingskandalen. Man er nødt til at tage denne mytiske figur med i betragtning – denne forestilling om en cykelsportens frelser.” Pantani blev i 1999 smidt ud af Giroen med en for høj hæmatokritværdi, og det ændrede naturligvis alt. Men indtil da nød han udbredt anseelse som personificeringen af alt det gode i cykelsporten, siger Fo the ring ham. “Hvad Armstrong gjorde, bevidst eller ubevidst, var at tage denne forestilling og forfine den og gøre figuren dybere. Han var ikke en lille italiener fra et lille, italiensk hold. Han var udlænding fra et land uden nogen betydende cykelkultur, han havde været døden nær af kræft … der var alle disse ekstra dimensioner i figuren i Armstrongs version,” siger Fotheringham. “Han udfyldte rollen brillant, og resultatet var, at han i det mindste i begyndelsen blev set s omsportens hurtigste og sikres tevej ud af dopingproblemerne .” En meget håndgribelig følgevirkning af Fe stina-affæren var etableringen af det internationale an ti dopingagentur, W ADA, men skandalen betød også, at dopingen blev drevet‘ underjorden ', o gat den blev langt mere professionel, siger Fo the ring ham. “Det blev mindre ‘gør det selv-doping'. Skulle man undgå afsløring, måtte dopingen blive mere effektiv og mindre højprofileret,” siger Fotheringham, som i sin bog citerer den skotske, tidligere toprytter David Millar for at sige, at dopingen ‘blev endnu mere systematisk. Det var som organiseret kriminalitet'. “Festina-affæren betød, at alle måtte tage stilling og for sig selv besvare spørgsmålet om, hvorvidt alle cykelryttere og alle præstationer var drevet af doping. Hvad Touren 1998 gjorde, var at give skeptikerne, der valgte at tvivle på cykelsporten, langt større grund til at gøre det,” siger Alasdair Fotheringham. “Tilliden blev alvorligt svækket, uden tvivl, men det ville være forkert at sige, at enhver tillid til og tro på cykelsporten forsvandt. Det gjorde den trods alt ikke.”
holdt lukket hele tiden, og pludselig var der en del mere plads i skabene og køleskabene, og alle de umærkede papæsker var forsvundet ud i den blå luft,' skriver O'reilly i sin bog. ‘Jeg behøvede aldrig igen at skælde en rytter ud for at smide beskidte nåle i papirkurven på hotellerne igen. Hvad der end var foregået i det skjulte var nu gemt endnu længere væk.' Af bogen ‘The End of the Road' af Alasdair Fotheringham fremgår det, at Telekom-holdet gik i panik, da Voet-nyheden nåede Dublin. Hjælperytteren Rolf Aldag skyllede sine dopingmidler ud i toilettet. Det var det eneste, der var at gøre, fortæller han i bogen. ‘Skyl det ud i toilettet og pil etiketten af ampullerne. Læg dem i en plasticpose og hop oven på den. Og smid så ikke bare posen i skraldespanden, for der kan være en politimand eller en journalist, der holder øje. Vi var så sikre på, at der var nogen, der overvågede os, at vi måtte knuse ampullerne og også skylle dem ud i toilettet. Af sted med dem, 300 euro,' siger Aldag i bogen og understreger, at hans beslutning ikke var fremkaldt af pludselige moralske kvababbelser. Det var frygten for politiet og de franske fængsler, der drev ham.
FUGLTE BARE MED
Nu afdøde Philippe Gaumont, som dengang var rytter på det franske Cofidis-hold, skrev i sin selvbiografi, ‘Prisonnier du Dopage', at nogle ryttere samlede deres produkter sammen og skilte sig af med dem i en skov. Ampullerne blev knust, og det hele blev gravet ned. Peter Meinert mindes ikke, at arrestationen af Voet havde nogen indflydelse på US Postal. Han så ingen skabe blive tømt eller medicin, der blev skyllet ud i toilettet. Han er i øvrigt ikke nævnt med et ord i O'reillys bog. “Den Tour var en mærkelig oplevelse. Nogle tog affære og handlede, mens vi andre faktisk bare fulgte lidt med og egentlig ikke anede, hvad fanden der foregik,” siger Meinert, hvis holdkammerat Frankie Andreu i ‘The End of the Road' ligeledes afviser at have set ryttere eller andre medarbejdere skille sig af med medicin. I pressecentret voksede sagen time for time. Festina-teamet med Virenque i spidsen og manager Bruno Roussel ved roret nægtede alt, men de kunne ikke stoppe, hvad Voet uforvarende havde sat i gang. Det hele måtte være en dårlig joke, mente Roussel. Voet måtte have handlet på egen hånd, lød det, men få i medierne lod sig forlede. De var jo ikke idioter, journalisterne. Skandalen var begyndt at rulle, og det skulle den snart gøre for fuld styrke. Vm-finalen i fodbold om søndagen gav Touren et pusterum. Frankrig besejrede Brasilien, og Voet syntes glemt for en stund. Men det var en stakket frist. Tirsdag morgen kunne avisen Le Parisien fortælle, at Voet hav- de tilstået, at stofferne i teambilen ikke var hans egne, hvilket han havde forsøgt at overbevise politiet om, men at de var til hele holdet, og at han havde handlet på ordre fra teamledelsen, altså Roussel. Da Touren kom til Frankrig kun voksede presset på holdet. Virenque og holdkammeraterne afviste igen og igen beviserne, men de hårdnakkede benægtelser sammenholdt med bulletinerne fra Lille og Meyzieu forstærkede blot indtrykket af, at disse forkælede sportsstjerner levede i en forvrænget, forløjet virkelighed.
Teammanager Bruno Roussel og teamlæge Eric Rijckaert blev 15. juli anholdt i Cholet, da politiet ransagede Festinas hotel, og snart indrømmede Roussel, at der fandt organiseret doping sted på holdet.
OMSIDER SMIDT UD
18. juli skred Jean-marie Leblanc til handling og smed Festina ud af Touren. Virenque og hans væbnere holdt en improviseret pressekonference på baren Chez Gillou nær målbyen Corrèze, hvor Virenque flæbede som en forurettet skoledreng over, at affæren kostede ham videre deltagelse i løbet. Verdens største cykelhold var bragt til fald. “Da Festina røg ud, gik det virkelig op for folk, at der var noget ret stort i gang. Rygterne føg rundt, og det havde de gjort siden Dublin, men da Virenque og de andre blev smidt ud, stod det klart for alle, at det var alvorligt,” siger Peter Meinert. Samme oplevelse havde Bo Hamburger, som i 1998 var holdkaptajn på det franske Casinohold. Han nærede ingen medfølelse med Virenque, som i forvejen var upopulær i feltet, men den kendsgerning, at der pludselig var politi, dommere og straffelov indblandet, satte tanker i gang. “Det ville være synd at sige, at Festinaafsløringen kom som et kæmpe chok for os, for vi vidste jo, hvad der foregik i feltet, og man prøvede jo selv at følge med så godt, man kunne. Jeg var selv dopet i 1998. Men at der pludselig var razziaer og politi, ændrede selvfølgelig alt,” siger Hamburger. “Jeg prøvede at koncentrere mig om løbet, men det blev en slem rutsjebanetur. Jeg tog tidligt i løbet den gule førertrøje en enkelt dag og var helt oppe at køre, men så blev min holdkammerat Rodolfo Massi anholdt, og der var ransagninger, og så var man helt nede.” “Det hele krakelerede til sidst i en sådan grad, at jeg mest af alt havde lyst til at stå af og rejse hjem,” siger Hamburger, som først forstod, hvad han som rytter var oppe imod, da Festinas dopingregime lag for lag blev blotlagt i medierne. “Omfanget og strukturen kom bag på mig. Det var en overraskelse hvor organiseret, det var. Det havde jeg aldrig selv oplevet. Jeg har aldrig kørt på et hold, hvor doping var organiseret på det plan. Vi stod for det hver især,” siger Hamburger. “Det var noget, vi gik og fiflede med selv, og vi oplevede ikke, at skabene i bussen blev ryddet, og at der blev skyllet ting og sager ud i toilettet. Dér var vi slet ikke på Casino.”
TVM I KNIBE
Politirazziaer, afhøringer og skarpe rytterprotester mod politiets angiveligt hårdhændede fremfærd og journalisternes stadigt mere
"DE HÅRDNAKKEDE BENÆGTELSER SAMMENHOLDT MED BULLETINERNE FORSTÆRKEDE BLOT INDTRYKKET AF, AT DISSE FORKÆLEDE SPORTSSTJERNER LEVEDE I EN FORVRÆNGET, FORLØJET VIRKELIGHED."
påtrængende facon fyldte for hver dag mere i løbet. For det var ikke slut med Festina. Dagen efter afslørede den franske avis Aujourd'hui, at over 100 ampuller med epo tidligere på året var blevet beslaglagt, da et køretøj tilhørende det hollandske Tvm-hold var blevet stoppet nær Reims. På løbets hviledag ransagede politiet Hotel de la Rocade i Pamiers, hvor TVM var indlogeret. Holdets danske rytter i Touren, Lars Michaelsen, havde da forladt løbet efter at være faldet for tidsgrænsen på 11. etape til Plateau de Beille. Manager Cees Priem og lægen Andrei Mikhailov blev arresteret og tilbageholdt. Andre medlemmer af staben blev afhørt i adskillige timer, før de blev sat på fri fod. Samme dag troppede Virenque og hans otte holdkammerater op ved politiet i Lyon for at afgive forklaring. Til deres store forbløffelse blev de tidligere nationalhelte lagt i håndjern og ført til separate celler i arresten, hvor de måtte klæde sig nøgne og efter sigende lade sig undersøge i alle kropsåbninger, skriver Fotheringham i ‘The End of the Road'. De var ikke længere sportsstjerner. De var mistænkte kriminelle. I alt 17 personer i ‘Tour-familien' var den dag tilbageholdt, skriver Fotheringham, og der bredte sig i feltet en frygt for at blive de næste. Politiets fremfærd fik dagen efter feltet til at strejke i flere timer i Tarascon-sur-ariège. “Der var stor opstandelse i feltet over den måde, razziaerne og ransagningerne fandt sted på, og det var også grunden til, at vi sad længe på asfalten i Tarascon-sur-ariège,” siger Peter Meinert. “Jeg vil ikke kalde det angst, men jeg husker, at der var en bekymring i forhold til, om vi ville blive udsat for en razzia i løbet af natten i stil med de temmelig hårdhændede razziaer, andre hold var blevet udsat for.” “Nogle ryttere blev ført til afhøring på politistationen, og det var bestemt ikke noget, som nogen havde lyst til at prøve,” siger Meinert, der sammen med US Postal-holdet slap for at blive udsat for razzia.
ENDNU EN STREJKE
I Albertville slog politet på ny til mod TVM, og holdets seks tilbageværende ryttere blev eskorteret til hospitalet, hvor de blev tvunget til at afgive urin-, blod- og hårprøver. Atter protesterede feltet mod politiets angiveligt brutale optræden. Etapen til Aix-les-bains kørtes demonstrativt langsomt, og den blev siden annulleret. De følgende dage løb Touren gennem Schweiz, og de seks Tvm-ryttere stod af i det neutrale land og kørte hjem til Holland i en stor bue uden om Frankrig. Længe inden Paris var også Bo Hamburger og hans Casino-hold indstillet på at forlade løbet, men det tillod holdledelsen ikke, fortæller han. “Jeg havde ganske enkelt mistet lysten. Jeg havde kørt i den gule førertrøje, og jeg kørte Tour de France, som var det største, men jeg endte med en følelse af afmagt,” siger Hamburger. “Vi vidste ikke, om vi ville blive arresteret, når vi nåede Paris, eller om vi overhovedet ville nå frem. Touren gik fra at være en drengedrøm til at være et helvede, faktisk. Et sted, hvor jeg bare ikke havde lyst til at være.” “Personligt var jeg allermest irriteret over journalister, som blev ved med at stille spørgsmål om doping. Hvorfor skulle jeg svare på dem? Det havde jeg ikke specielt meget lyst til. Jeg var der jo for at køre Tour de France og gøre det så godt som muligt,” siger Bo Hamburger. Få i feltet syntes til fulde at begribe den opstandelse, som Festina-affæren førte med sig i den brede offentlighed og i pressekorpset. Brug af stimulanser var ikke ugleset eller usædvanligt i feltet al den stund, at så mange benyttede selv hårde stoffer lejlighedsvist. Philippe Gaumont, som blev fældet for doping i Cofidis-skandalen i 2004 og siden afslørede alt i bogen ‘Prisonnier du Dopage', fortæller om et heftigt forbrug af stoffer på holdet og i feltet. At Willy Voet selv var under påvirkning af ‘pot belge', da han blev anholdt, er et eksempel på, at også medlemmer af staben på de professionelle hold havde brug for noget at styrke sig på. Der var en anden normalitet i cykelsporten end udenfor, og derfor kunne ryttere med det, de så som berettiget forurettelse, træde frem og erklære deres uskyld, mens de fordømte journalisterne, som blot passede deres arbejde. Bjarne Riis var en af dem, der langede voldsomt ud efter pressen, selv om han – skulle det vise sig år senere – var tungt dopet. “Man skal forstå, at der i sportens verden herskede en helt anden kultur end udenfor. Det, der skete i 1998 i Tour de France, var som at se missionærer falde over en indianerstamme i det mørke Amazonas, som de så med vold og magt og med kors og bibel ville omvende til det, der for missionærerne var det eneste rigtige,” siger idrætsprofessor Verner Møller fra Aarhus Universitet.
STADIG PROBLEMER
Kun på de sidste dampe af troværdighed nåede Tour-karavanen til Paris, hvor italieneren
“JEG HAVDE GANSKE ENKELT MISTET LYSTEN. JEG HAVDE KØRT I DEN GULE FØRERTRØJE, OG JEG KØRTE TOUR DE FRANCE, SOM VAR DET STØRSTE, MEN JEG ENDTE MED EN FØLELSE AF AFMAGT” BO HAMBURGER
Marco Pantani blev hyldet som vinder. Blot 96 af 189 startende ryttere fuldførte løbet. Once, Banesto, Riso Scotti, Vitalicio Seguros og Kelme nåede i lighed med Festina og TVM aldrig til Paris, hvor kun Telekom og US Postal var fuldtallige. Få andre end Pantani havde grund til at juble over andet, end at dette forbistrede cykelløb omsider var slut. Sporten blev forandret for altid på grund af den last af dopingmidler, Willy Voet blev taget med. Siden dengang er enhver solopræstation og enhver sejr blevet vurderet i lyset af de afsløringer om systematisk doping, som de hektiske uger i juli 1998 bød på.
"SØRGELIGT ER DET, AT VI STADIG 20 ÅR EFTER KÆMPER MED NOGLE AF DE SAMME PROBLEMER. VI ER 20 ÅR BAGUD I KAMPEN MOD DOPING"
“Sørgeligt er det, at vi stadig 20 år efter kæmper med nogle af de samme problemer. Vi er 20 år bagud i kampen mod doping. Jeg foreslog i oktober 1998, at holdene skulle vedtage i fællesskab, at en rytter med en positiv dopingprøve ikke må køre, mens sagen behandles,” siger Mpcc-præsident Roger Legeay. “20 år efter taler alle om lige præcis den problemstilling, nemlig når det gælder Chris Froome. Det var aldrig sket med hold, der er medlem af MPCC, og vi taler her om hold med store navne som Peter Sagan, Romain Bardet, Mark Cavendish, Thibaut Pinot, Arnaud Démare og Tom Dumoulin.” “Hvis de findes positive, så kører de ikke. Det er simpelt, og hvis det gjaldt for alle hold, ville vi have et problem mindre,” siger Roger Legeay. Arrestationen af Willy Voet var i øvrigt næppe et udslag af tilfældigheder. Efter alt at dømme blev Festina-servicevognen stoppet som følge af et tip til myndighederne. ‘Vi havde stoppet dig i Calais, hvis vi ikke havde stoppet dig ved grænsen,' sagde en politimand til Voet, da han i arresten ærgrede sig over, at han pludselig havde valgt at køre ind i Frankrig ad landevejen frem for at blive på motorvejen til Calais. Willy Voet fylder 73 år i juli. Han blev ved Festina-retssagen i 2000 idømt ti måneders betinget fængsel og en bøde på cirka 50.000 kroner. Han forlod cykelsporten for altid og ernærede sig siden som buschauffør i Sydfrankrig.