TOURENS UHELDIGSTE RYTTER: ‘JEG GRÆD AF RASERI'

Yderst populære Eugène Christophe lå i favoritposition til at vinde Tour de France 1913, da hans forgaffel knækkede, og scenariet gentog sig seks år senere

Landsbyen Sainte-marie-de-campan ved foden af Tourmalet i Pyrenæerne er en af talløse småbyer, som feltet gennem årene er suset igennem uden at ænse det. Men bynavnet ringer dog her en klokke hos mange og kalder minder frem om en af de mest gribende og oftest genfortalte historier fra løbets lange historie. Den handler om en af løbets gennem alle tider mest elskede skikkelser, som i denne lille by mistede en oplagt chance for at vinde Tour de France. Élie Eugène Christophe, hed han, og en mindeplade til hans ære hænger på gavlen af byens tidligere smedje i den nordlige udkant af byen. I 1913 på nedkørslen fra Tourmalet knækkede Christophes forgaffel. Efter at være blevet nummer to året før, lå han i favorabel position til at vinde løbet samlet, men uheldet efterlod ham på den stenede grusvej på bjergsiden i bitter erkendelse af, at cykelsportens største sejr minut for minut gled ham af hænde. ‘Alle de ryttere, jeg havde smidt af på stigningerne nåede snart op til mig. Jeg græd af raseri,’ fortalte Christophe siden. Forbitret, men optændt af sejrsvilje, løb og gik han med cyklen over skulderen over ti kilometer til Sainte-marie-de-campan i håb om dér at kunne reparere sin cykel. Da han kom ind i byen, viste en ung kvinde ham vej til landsbyens smed, som straks tilbød sin hjælp. Det tillod løbskommissærerne

imidlertid ikke. For løbsdirektør Henri Desgrange var det af største betydning, at Tour de France var en kappestrid, hvor ingen skulle kunne lukrere på andre eller nyde godt af andres hjælp. Efter den lange march med cyklen over skulderen måtte Christophe, der var udlært klejnsmed, derfor selv prøve at reparere sin cykel. Med hammer i den ene hånd og forgaffel i den anden kæmpede den uheldige rytter for at mindske sit tidstab, og han bad en knægt, der stod og så på, om at pumpe lidt med blæsebælgen for at holde ilden i essen i live. Det kostede øjeblikkeligt Christophe ti minutters tidsstraf. Senere blev straffen reduceret til tre minutter, men alligevel var alt tabt. Christophe kom i sadlen og nåede i mål i Luchon med et tidstab på næsten fire timer. Tour-sejren var uden for rækkevidde. I 1919 gentog historien sig utroligt nok. Det år blev den gule trøje indført, og Christophe var den første, der fik æren af at køre i den. Han førte med to etaper tilbage løbet med næsten en halv time, da han atter knækkede sin forgaffel og måtte bruge over en time på at reparere den. Han sluttede samlet som nummer tre, men nød så stor popularitet, at han via en indsamling arrangeret af L’auto modtog en sum på over 13.000 francs, hvilket var det dobbelte af den præmie, Tour-vinder Firmin Lambot kunne indkassere. Og så, i 1922, skete det igen. Christophes forgaffel knækkede, da han var på vej ned fra Col du Galibier på et tidspunkt, da han godt nok var røget ud af top tre i den samlede stilling, men stadig kunne nære håb om at erobre den gule trøje. Det lykkedes aldrig folkekære ‘ Cri-cri’, som han blev kaldt, at vinde løbet, men til gengæld blev han hædret med mindepladen i Ste-marie-de-campan. Den blev afsløret i 1951 under tilstedeværelse af den da 66-årige Christophe. Som en selvfølge, når det gjaldt den uheldige helt, var hans navn stavet forkert på mindepladen. Den hang der frem til 2003, da en ny uden stavefejl blev sat op i forbindelse med Tourens 100 års-jubilæum. Eugène Christophe er en af de sejeste, mest hårdføre ryttere, som cykelsporten nogensinde har set, og det understregede han, da han i 1910 vandt Milano-sanremo i et bibelsk uvejr, der kun tillod tre ryttere at gennemføre. Han peb altså ikke over udfordringer i sadlen, men alligevel var han chokeret, da han i 1919 efter Første Verdenskrig sammen med en journalist besigtigede det sønderrevne landskab, som rytterne i det legendariske Paris-roubaix det år skulle igennem. ‘Dette er i sandhed helvedet i nord’, udbrød Christophe og gav dermed brostensklassikeren et tilnavn, som stadig hænger ved den dag i dag. Christophe døde i Paris i en alder af 85 år i 1970.