SEJLIVET TOUR-HELT: VANDT ETAPER MED 14 ÅRS MELLEMRUM

Jean Alavoine er en af de største profiler i fransk cykling gennem tiderne, men det lykkedes ham trods gentagne forsøg aldrig at vinde Tour de France

Mens nutidens etaper sjældent er over 200 kilometer lange, var de i Tourens ungdom let dobbelt så lange. Den længste nogensinde blev kørt i årene 1919-1924 og gik fra Les Sables-d ’Olonne til Bayonne. 482 kilometer lang var den, og den første, der knoklede sig igennem (det tog ham næsten 19 timer), var en af Tourens største profiler gennem tiderne, franskmanden Jean Alavoine. Løbet var i alt 5.560 kilometer langt og blev kørt i et Frankrig, der var mærket af Den Store Krig. Mod nord var infrastrukturen ødelagt af fire års artilleriild, og jorden var vædet med blod fra millioner af unge mænd, der blev ofret i den meningsløse konflikt. Det kollektive granatchok skulle det tage årtier at over vinde. Kun få yngre r y ttere stillede op i løbet, og blot sy v måneder efter krigens ophør havde ingen trænet optimalt til løbet. Resultatet blev den langsomste Tour nogensinde med en gennemsnitsfart på blot lidt over 24 kilometer i timen. Sølle 11 r y ttere nåede hele vejen til Paris, og en af dem, nemlig Paul

Duboc, blev siden diskvalificeret for at have modtaget hjælp til at reparere sin cykel. Alavoine vandt i sin lange Tour-karriere 17 etaper, og han holder rekorden for det længste spænd mellem to etapesejre: 14 år. Han vandt sin første etape i 1909 og sin sidste i 1923, hvor han sejrede på tre etaper og kørte fem dage i den gule førertrøje. Selv om han var født i Roubaix, havde Jean Alavoine et r y som en titi parisien, et barn af Paris, som kendte storbyen ud og ind. Journalisten Jacques Augendre, som er Tourens officielle historiesk river, omtaler Alavoine som en gentleman på cyk len og nævner, at r y tteren gerne omtalte sig selv i tredje person ental. Det havde han til fælles med en senere gigant i fransk cyk ling, Louison Bobet. I Touren 1919, som var Alavoines femte, vandt han fem etaper og sluttede på en samlet andenplads, selv om han var plaget af uheld løbet igennem. Det siges, at han punkterede 46 gange under løbet, og i en epoke, hvor r y tterne selv skulle udføre alle reparationer, var tidstabet ik ke ubet ydeligt. Der skulle gå endnu fire år, før Alavoine indså, at han aldrig ville vinde Tour de France, og det skete på dramatisk vis, da han st yrtede på nedkørslen fra Col d ’Izoard og brækkede armen. Han nåede dog i mål på etapen og fastholdt sin samlede andenplads foran Ottavio Bottecchia og efter Henri Pélissier, men han måtte opgive at fortsætte i løbet. ‘Jeg vinder aldrig Tour de France. Det er slut for mig,’ sagde Alavoine grådkvalt, da han på hviledagen efter etapen lå på sit kammer med armen bundet op. Alavoine kørte Tour de France 11 gange og sluttede på podiet fire gange, nemlig på tredjepladsen i 1909 og 1914 og på andenpladsen i 1919 og 1922. Han kørte sin sidste Tour i 1925 og indstillede sin karriere samme år. Han fortsatte dog livet ud med at køre cykelløb jævnligt. Da han i juli 1943 deltog i et veteranvæddeløb i Sannois i den nordøstlige udkant af Paris, fik han et ildebefindende og væltede af cyk len. Han døde få timer senere på hospitalet i Argenteuil. Han blev blot 55 år.