TOUR-REBEL AFSLØREDE ALT: ‘DET ER KOKAIN, OG DET HER ER KLOROFORM. OG PILLER? VIL DE SE PILLER?'

Franskmanden Henri Pélissier var i evig opposition til den diktatoriske Tourboss Henri Desgrange, og i 1924 afslørede han trodsigt den massive doping, som Desgranges tyranni krævede

Byen Coutances er den historiske hovedby på Cotentin-halvøen, som strækker sig ud i Den Engelske Kanal, og når feltet passerer gennem byen, det skete senest i 2016, genopliver kommentatorer verden over en af Tourens mest opsigtsvækkende begivenheder. Det var her, på jernbaneknejpen Café de la Gare, at rebellen Henri Pélissier sammen med sin bror Francis og vennen Maurice Ville i 1924 afslørede den massive doping, som feltet indtog for at gennemføre det stadigt mere brutale løb. Henri Pélissier havde v undet Tour de France året før, men i 1924 var sejren allerede tidligt i løbet gledet ham og hans tro væbnere af hænde, så de havde intet at tabe ved at stå af ræset i utide og bænke sig om et bord på banegårdscaféen på tredje etape fra Cherbourg til Brest. De tre havde næppe planlagt en stor demonstration, men da journalisten Albert Londres beg yndte at udfritte dem om de strabadser, løbsdirektør Henri Desgrange med sadistisk fr yd udsatte feltet for, først piblede og siden fossede frustrationerne og forbitrelsen ud af de tre r y ttere. ‘Vi lider derude fra start til mål. Vil De se, hvordan vi k larer det? Det er kokain til vores øjne. Og det her er k loroform til tandkødet. Og piller? Vil De se piller? Voilà, her er piller,’ sagde Henri Pélissier og tømte sine lommer ud på bordet. Det samme g jorde brormand Francis og Maurice Ville. Hver tre pilleglas. ‘Kort sagt: Vi kører på dynamit,’ sagde Francis. Londres blev overhældt med skrækkelige historier om de pinsler, en Tour-r y tter måtte gennemgå for at tilfredsstille Desgrange og underholde masserne. Hvis Londres fulgte med r y tterne i bad, sagde Henri, ville han se kroppe blege som ligk læder. Kroppe, som var udpinte og tømt af diarré. Francis smurte t ykt på og hævdede, at deres kød lige frem løsnede sig fra skelettet. Ja, og neglene faldt af tæerne, sagde Henri. Den højt respekterede Londres, som menes at have været en inspirationsk ilde for Hergé, da han skabte tegneseriehelten Tintin, sugede alt til sig i vished om, at han havde en sensationel historie til næste dags

udgave af avisen Le Petit Parisien. Ingen blev skuffet. Artik len tegnede et billede af et Tour de France, som var langt fra det glor værdige væddeløb, som Desgrange promoverede. Artik len blev udgivet under oversk riften ‘Pélissier-brødrene udgår sammen med deres kammerat Ville’. Først senere blev artik len udst yret med den i dag berømte oversk rift ‘Les Forçats de la route’ (‘Vejens straffefanger’). Artik len udødeligg jorde Henri Pélissier som den evige rebel og Desgrange som hans onde ånd. Anledningen til protesten i Coutances var Desgranges rigide håndhævelse af løbets strenge regelsæt, som han i vid udstrækning selv havde formuleret i sin stadige kamp for at gøre livet som Tourcykelr y tter så barsk som muligt. Ifølge reglerne skulle enhver r y tter fuldføre hver etape med præcis det udst yr, han påbeg yndte etapen med. De dengang særdeles lange etaper beg yndte midt om natten og sluttede den følgende dags aften, og r y tterne beskyttede sig mod nattekulden med ekstra trøjer. På anden etape fra Le Havre til Cherbourg smed Henri Pélissier en trøje fra sig, da det blev for varmt, men det var et brud på reglerne, og den følgende dag blev Pélissier nærmest kropsvisiteret for at fastslå, hvor mange trøjer han havde på. Det fandt den stolte pariser sig ik ke i, og på jernbanecaféen lod Pélissier forstå, hvorfor en banal strid om en cykeltrøje skulle t vinge en af landets største cykelstjerner ud af løbet: ‘I Guds navn, lad være med at chikanere os. Vi accepterer lidelsen, men vi vil ik ke forulempes. Mit navn er Pélissier, ik ke Azor,’ sagde Pélissier ifølge Londres’ opsigtsvækkende artikel. Azor var på den tid et meget almindeligt navn til hunde i Frankrig. Henri Pélissier stillede til start igen i 1925, men han udgik på fjerde etape og kørte aldrig igen Tour de France. Han demonstrerede som r y tter og leder i feltet ofte sit voldsomme temperament, og det blev ikke bedre med årene. Han var en svær mand at omgås, og hans kone gav op og skød sig selv i 1933. Pélissier fandt sig en elskerinde, den 20 år yngre Camille Tharault, men samlivet var præget af talløse og endeløse husspektak ler. 1. maj 1935 gik det galt, da han under et skænderi snittede hende overfladisk i kinden med en køkkenkniv. Hun flygtede ind i parrets soveværelse, hvor hun fandt den revolver, Pélissiers kone havde begået selvmord med. Camille løb tilbage til køkkenet, hvor Henri ventede med kniven i hånden. Hun affyrede fem skud mod Pélissier, som blev dræbt på stedet. Camille, som hævdede at have handlet i nødværge, blev idømt et års betinget fængsel. Henri Pélissier blev 46 år.