EVIGT MYSTERIUM: TOUR-VINDER FUNDET DRÆBT I VEJGRØFT
Den første italienske vinder af Tour de France, Ottavio Bottecchia, døde brutalt på en træningstur, da han kæmpede for at gøre comeback
Efter sin triumf i Tour de France i 1924, hvor han fra start til slut var i spidsen for løbet (i to dage dog på en delt førsteplads med belgieren Théophile Beeckman), vendte Ottavio Bottecchia tilbage til Frankrig i 1925 som den altoverskyggende favorit. Den 30-årige italiener, som først efter verdensk rigen havde kastet sig over cykelsport, levede op til for ventningerne og kørte sig ind i et eksk lusiv t selskab af r y ttere, der havde v undet løbet mindst to gange: Petit-breton, Thys, Lambot. Efter sine to fornemme sejre erk lærede Bottecchia, at han aldrig igen ville køre Tour de France, men alligevel stillede han til start i 1926 i håb om, at han kunne blive den første, der vandt løbet tre år i træk. Drømmen sluttede imidlertid på 10. etape, som blev kørt i et fr ygteligt uvejr med lyn og torden og haglbyger, som piskede viljen ud af de fleste. På Col d ’Aubisque gav Bottecchia op og udgik grædende af løbet. Hans krop kunne ikke mere. Lungerne smertede, og han hostede så slemt, at blod dr yppede fra munden, sk river journalisten Chris Sidwells i ‘A Race for Madmen’. Oplevelsen drev Bottecchia ud i en depression, og han fr ygtede, at han havde taget varig skade. Han sk rev ingen kontrakt for 1927, men han trænede dagligt og håbede, at han en dag kunne genoptage karrieren. Den dag kom aldrig. 3. juni 1927 kørte Bottecchia ud på en træningstur på sin hjemegn. Det blev hans sidste. Ved middagstid blev han fundet indsmurt i blod i en grøftekant uden for landsbyen Peonis. Han havde pådraget sig kraniebrud og døde 12 dage senere. Hans cykel var intakt, så han var ikke st yrtet, var der enighed om. Hvad der i stedet var sket, er aldrig opklaret. At der var tale om mord, syntes indlysende, men hvem kunne dog ønske at dræbe en nationalhelt, manden, der som den første italiener havde vundet Tour de France? Svaret skal muligvis søges i Bottecchias politiske overbevisning. Han var ottende barn af en søskendeflok på ni i en ludfattig familie. Børnene måtte arbejde fra en ung alder for at skaffe mad på bordet, og Ottavio gik kun i skole i et år. I stedet arbejdede han blandt andet som skomager og murer. Han er beskrevet som overbevist socialist, og en fremherskende teori om Bottecchias død er, at fascisterne ganske enkelt skilte sig af med en kritiker. Sidwells stiller imidlertid spørgsmål ved teorien, idet han slår fast, at Bottecchia aldrig offentligt talte om politik. Sidwells rejser også t vivl om to andre velkendte teorier, nemlig teorien om et mafia-mord og den om bonden, som i affekt slog Bottecchia ihjel. Mafia-teorien stammer fra en udvandret italiener, som på sit dødsleje i New York tilstod, at han som lejemorder havde aflivet Bottecchia. Efterforskning tilvejebragte imidlertid ingen spor, der pegede i den retning. Historien om bonden stammer fra en præst, som på bondens dødsleje modtog hans tilståelse af drabet på Bottecchia under løfte om, at han først ville gøre den offentlig, når bonden var død. Præsten fork larede, at bonden gennem lang tid havde været plaget af t y verier af vindruer fra sine marker, og da han denne junidag overraskede en mand,
der hvilede sig på en af markerne, mens han nød en klase druer, overfaldt han ham i raseri og slog ham for panden med en stor sten. Chris Sidwells af viser historien af den simple grund, at vindruer er ikke modne til spisning i juni. I bogen ‘Tour de France – myter, fakta eller spin?’ skriver Ole Skjoldhøj, at Bottecchia ifølge familien genvandt bevidstheden kort varigt inden sin død, og at han da skal have fortalt, at han var st yrtet på sin cykel. Familien holdt stædigt fast i denne version af historien, hvilket muligvis skyldtes, at Botticchias livsforsikring ville komme til udbetaling i tilfælde af en ulykke og ikke en kriminel gerning. Bottecchias død er og bliver et mysterium. Sikkert er det kun, at cykelverdenen mistede en stor mester på tragisk vis. To år senere blev hans bror myrdet tæt på det sted, hvor Ottavio blev slået ned, skriver Carol og Bill Mcgann i ‘The Story of the Tour de France’. Året før sin død indledte Bottecchia et samarbejde med stel-fabrikanten Teodoro Carnielli om fremstilling af racercyk ler under Bottecchias navn, idet de ville udnytte hans to Tour-sejre kommercielt. Varemærket blev ført videre af Carniellifamilien efter Bottecchias død, og virksomheden producerer i dag såvel almindelige bycykler som racercyk ler af høj kvalitet under mesterens navn. Amerikaneren Greg LeMond kørte på en Bottecchia-cykel, da han vandt Tour de France 1989.