SELVMORD ELLER ULYKKE: TOUR-VINDER SMADREDE IND I TRÆ
Som den blot anden og foreløbigt sidste Tour-vinder fra Schweiz vandt Hugo Koblet umådelig popularitet, men han soldede sin formue op og døde ensom på brutal vis
Mens mange fandt, at schweizeren Ferdi Küblers Tour-sejr i 1950 var en ren foræring i superstjernerne Fausto Coppis og Gino Bartalis fravær, var der ingen, der året efter kunne sætte en finger på den næste, og foreløbigt sidste, schweiziske triumfator i verdens største cykelløb. Hugo Koblet, som blev kaldt ‘Le pédaleur du charme’, var en elegantier på cyklen og var tilsvarende dannet og charmerende, når han stod af. Hans bølgende hår, ranke statur og klare øjne gjorde ham til galningen Küblers diametrale modsætning. Det gjaldt også deres livsforløb. Mens Kübler blev en succesrig forretningsmand efter sin professionelle karriere og nåede den høje alder af 97 år, var Koblet forgældet og ensom, da han forlod denne verden som blot 39-årig. I sine bedste år var han rig og succesfuld. En James Dean-figur i schweizisk cykelsport med papir på den billedskønne Sonja Bühl og et utal af smukke kvinder stående parat overalt, hvor han færdedes. Han forstod sig desværre hverken på penge eller kvinder. Han var ruineret, da han 2. november 1964, seks år efter sit karrierestop, i sin lille hvide Alfa Romeo Giulia hamrede ind i et pæretræ på landevejen mellem Zürich og Esslingen i hjemlandet. En bonde, der arbejdede på marken ved ulykkesstedet, fork larede, at han så den
hvide Alfa Romeo drøne forbi med måske 140 kilometer i timen, hvorefter den vendte om og atter passerede pæretræet. Endnu en U-vending og endnu en passage, hvorefter bilen uden undvigemanøvrer bankede ind i træet. Den lille bil blev krøllet sammen ved kollisionen, og smukke Hugo blev ilde tilredt. Han døde fire dage senere, tidligt om morgenen 6. november, uden at være kommet til bevidsthed. Ifølge swissinfo.ch efterlod han sig et afskedsbrev, men endnu i dag er der dem, der hævder, at der var tale om en tragisk ulykke og ikke et selvmord. Sejren i 1951 høstede Koblet ikke mindst i kraft af sin formidable tidskørsel. Efter et intermezzo med Louison Bobet på den første enkeltstart fik Koblet sejren tildelt, og han vandt suverænt løbets anden enkeltstart, hvor han kørte de 97 kilometer næsten fem minutter hurtigere end nummer to. Hans meritter i løbet omfattede også et 140 kilometer langt soloudbrud på 11. etape, hvor han holdt et hidsigt jagtende felt bag sig og vandt etapen med over to minutter. I Paris var hans forspring til nummer to, Raphaël Géminiani, overvældende 22 minutter, mens han havde en halv time til Bartali og mere end tre kvarter til Fausto Coppi. Bobet var kørt næsten halvanden time bagud. Det var en knusende sejr. Koblet var en forfængelig mand, som efter sigende altid medbragte en kam, en vaskesvamp og en lille flaske eau de cologne i sin cykeltrøje, så han straks efter at have passeret målstregen kunne nette sig og fremstå som den bedste version af sig selv, når han mødte pressen. Undertiden skal han endog have fundet kammen frem og have friseret sig på opløbsstrækningen. Efter Tour-sejren gik det hurtigt ned ad bakke for Koblet. Han præsterede aldrig, som han havde gjort det frem til 1951, og hans frustration blev kun dybere og dybere, selv om han faktisk vandt store sejre også efter sin Tour-triumf. I bogen ‘Folkefest i stjernestøv’ skriver Tour-historikeren Ole Skjoldhøj, at Koblet var svækket af gonorré, som han havde raget til sig i Mexico, og som han, muligvis af skam, ikke fik behandlet i tide. I 1958 indstillede han karrieren og overtog en Agip-tankstation i Oerlikon lidt nord for Zürich. En overgang opholdt han sig med sin kone i Sydamerika, hvor han var repræsentant for dækgiganten Pirelli og Alfa Romeo, men han vendte desillusioneret tilbage til Europa, skriver Wikipedia med et portræt i sportsavisen L’équipe fra 2003 som kilde. Sin formue formøblede han på det søde liv og fejlslagne investeringer, og snart fik Sonja nok. Hun forlod ham og afviste igen og igen hans tryglende bøn om at genoptage samlivet. Koblet boede sin sidste tid i en lille lejlighed, der var indrettet i tilknytning til tankstationen i Oerlikon. Ved sin død var han jaget vildt af skattevæsnet og andre kreditorer. Sonja gav af kald på ar ven efter sin eks-mand, idet hun nægtede at vedstå sig hans gæld.